¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

49Likes
50Kommentarer
7327Visninger
AA

19. ¤21.december ¤ You can't be ¤

 

Yasmins synsvinkel

Jeg slår dynen af mig og ser rundt i rummet. Det her er ikke mig hus? Det er.. Harrys... Uden at tænke videre over det, løber jeg ud på hans badeværelse. Jeg læner mig over toilettet, og den klamme væske forlader min mund. Ad. Jeg spytter lidt ned i toilettet, da noget tager fat i mit hår. 

"Skal jeg hente noget vand til dig?" Lyder Liams stemme, og jeg nikker, men jeg endnu engang spytter ned i toilettet. Han slipper mit hår, og jeg går så hentil vasken, hvor jeg skyller min mund og ja... Faktisk hele mit ansigt. Lidt efter kommer Liam ind igen, og han stiller et glas på vasken.

"Måske du... Bør få noget tøj på?" Han klør sig akavet i håret, og jeg ser forvirret på ham.

"Tøj på?" Spørger jeg og ser ned af mig selv. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg står hér, plitravnde nøgen foran Liam Payne, Harrys bedste ven, som oveni købet har en kæreste. Uden at tænke over det, løber jeg om bag brusekabinen, og Liam griner lidt.

"Det er okay... Skal jeg.. eh... hente dit tøj til dig?" Lyder hans stemme, og jeg mhmm'er til ham, mens jeg ser med røde kinder på væggen i bruseren. Jeg kan høre, han går ud af badeværelset, og tårer presser på. Det her er så pinligt. Jeg føler mig virkelig udmyget... Måke tog Liam det pænt, men jeg har bare lyst til aldrig at se ham igen. Det er så pinligt, det her.... Og hvorfor har jeg intet tøj på? Vi har vel ikke... Har Liam og jeg... Hvad med Sophia.... Åh gud...

Lidt efter kommer Liam ind i badeværelset igen. Jeg stikker hovedet ud fra bruseren og tager i mod tøjet. Det er ikke min kjole, som jeg havde på i går. Jeg har vel bare fået lov til at låne noget tøj så...

"Liam, vi har vel ikke... eh... har vi?" Spørger jeg nervøst om bag brusekabinen, mens jeg tager tøj på.

"Bare rolig, nej det har vi ikke... Ehm... Men kan du slet ikke huske noget fra i går?" Spørger han, og jeg trækker mine trusser op. Jeg tager jogingbukserne på, som han gav mig og ser ned af mig selv. De her bukser er ikke liiiiige min størrelse...

"Nej...?" Spørger jeg nervøst, mens jeg tager min bh på. Hvordan han fandt mine trusser og bh er en gåde, men lige nu er jeg så taknemmelig, at jeg ikke engang gider spørge.

"Du.. eh.. Dig og Harry, I eh... Vi fandt jer på et toilet, og vi tog alle herhjem... I eh... I kunne slet ikke holde jer fra hinanden, og så... Ja, så kan du vel gætte resten..." Med ét pumper mit hjerte på højtryk. Jeg slipper den store t-shirt, som jeg egentlig burde tage på, men jeg er ligeglad. Minder kommer frem.

"Harry..." Stønnede jeg, da han satte tempoet op.

"Yasmin..." Stønnede han, og mit hjerte pumpede på højtryk.

"Jeg er forelsket i dig." 

Det er det eneste, jeg husker. Jeg er forelsket i dig. Hvorfor sagde han det? Dét her, var lige netop dét, der ikke måtte ske. Det er slemt det her, det er det virkelig. Jeg kan ikke holde tårene tilbage, og de strømmer ned ad min kind.

"Liam.." Hvisker jeg med en grødet stemme, og han er hurtig til at fjerne bruseforhænget og se bekymret på mig. Han er sød, Liam. Jeg kender ham ikke rigtigt, men han er sød. Han trækker mig ind i et kram, og jeg græder ned i hans trøje. Godt nok har jeg kun bh på, men han har set mig nøgen, så det går nok.

"Je...jeg... Han sagde, han var.... forels...ket i mig..." Græder jeg, og Liam aer mig beroligende på ryggen. Jeg forsøger at tage nogen dybe indåndinger, men det går ikke.

"Shh.... Hvorfor er det et problem?" Spørger han roligt, og jeg snøfter, mens jeg stille løfter hovedet fra hans skulder, uden at gå ud af hans kram.

"Je... det.... det måtte ikke ske..." Græder jeg, og han aer mig på ryggen.

"Hvorfor måtte det ikke ske?" Spørger han og trækker sig ud af krammet. Jeg snøfter og tører mine øjne med min hånd. Han ser spørgende på mig, og jeg tager mig sammen, selvom tårer stadig strømmer ned af mine kinder.

"Han er kendt, Liam, det går ikke..." Hvisker jeg, og han trækker mig ind i et kram igen.

"Yasmin...?" Spørger han, og jeg nikker ned i hans skulder.

"Er du forelsket i ham?". Med ét bliver der helt stille. Ingen hulk eller snøft. Intet. Forelsket i Harry? Nej... Nej, det kan jeg ikke være, så vil jeg bare ødelægge vores venskab, og så er han kendt... Det ville aldrig gå... Alligevel er der noget indeni mig, der får mig til at tvivle, men jeg når ikke at tænke over det, før jeg skubber Liam væk og kaster mig ind over toilettet. Det ulækre smag, og væsken der langsomt ryger ned i toilettet er forfærdig. Liam rækker mig glasset med vand, men jeg går istedet hentil vasken, skyller min mund og tager så i mod glasset.

"Jeg tror, du er nødt til at ta"
"Liam." Lyder en bekendt stemme, og jeg stopper med at drikke af glasset. Jeg vender mig rundt og ser Harry. Hans hår er fuldstændig uglet, og han har nogen joggingbukser på og så bare overkrop. Det kan jeg ikke koncentrere mig om, for tårerne begynder langsomt at presse på igen. Jeg vender mig om mod vasken og drikker lidt mere vand.

"Må jeg gerne tale med Yasmin alene?" Lyder hans stemme, og jeg ser at Liam nikker, gennem spejlet. Jeg synker en klump, da han forlader badeværelset. Jeg tager en dyb indånding og vender mig om, så jeg står ansigt til ansigt med Harry.

"Kan du huske noget fra i nat...?" Spørger han, og jeg nikker.

"Hvad kan du hu"

"Harry, du kan ikke være forelsket i mig." Afbryder jeg ham, og hans blik ændrer sig med til samme til et såret et. 

"Det er jeg.." Mumler han trist, og jeg går uden at tænke over det, helt hentil ham.

"Det kan du ikke." Siger jeg bestemt, men min stemme knækker.

"Det er jeg." Siger han igen, men denne gang helt sikker.

"Det kan du ikke!" Råber jeg og tårer strømmer ned af mine kinder. Han står bare og ser på mig med et såret blik.

"Det er je"

"Det er du ikke, nej!" Skriger jeg og puffer til ham. Jeg føler mig så hysterisk, men på en eller anden måde har jeg bare lyst til at presse mine læber mod hans. Det er en forkert følelse, og det ved jeg.

"Hvad sker der?" Lyder Louis' stemme, men jeg ignorer ham og slår bare videre på Harrys bryst. 

"Hey..." Lyder Louis' bekymrede stemme, og jeg kan mærke, der er en, der tager fat i mig.

"Slip mig!" Skriger jeg, men personen trækker mig bare med sig. Jeg ser op og opdager det er Zayn. Jeg vrider i hans hånd, og da jeg endelig kommer fri, løber jeg hentil Harry, mens jeg græder.

"Jeg vil ikke se dig mere." Får jeg ud, og hans øjne bliver langsomt våde.

"Så du lagde intet i det? Intet i kysset elle"

"Jeg vil ikke se dig mere!" Råber jeg igen, inden jeg skubber ham væk, så jeg kan komme forbi ham ud i gangen. Jeg tager bare mine sko og min jakke og går hentil døren.

"Hey, rolig nu... Jeg kører dig hjem, okay?" Det er Liams bekymrede stemme, og jeg kan ikke holde det inde mere. Jeg slipper skoene og begynder at græde. Niall dukker op bag Liam, og da han ser mig, halvløber han hentil mig og giver mig et kram. Jeg forstår ikke hvordan, de formår at være så søde mod mig, når jeg lige har såret deres bedste ven.

"Shh... Liam og jeg kører dig hjem, okay?" Hvisker han beroligende, og jeg slipper et hulk.De må synes, jeg er en lille pige, der er hysterisk. Det er jeg også lidt... Problemet er bare at jeg er forelsket i Harry, men det vil ikke fungere. Jeg vil ikke være kendt. Niall trækker sig ud af krammet og sender mig et lille smil.

"Kom, så kører vi nu."

**********

Liams synsvinkel

Hele scenen var mærkelig. Jeg har aldrig set noget lignende. Det plejer at være, den der er forelsket, der bliver ked af det, og ikke den der ikke vil have, den anden er det. Det er underligt, men på en eller anden måde, så forstår jeg ligesom også godt Yasmins grund. Harry har fra starten fortalt om, hvor meget Yasmin gik op i, at dét ikke måtte ske, og så skete det.

"Niall, rækker du mig ikke lige popcornene?" Spørger jeg, og han giver mig så skålen. Vi er hjemme ved Yasmin lige nu. Louis og Zayn ville snakke med Harry, og så synes vi, det ville være synd for Yasmin, hvis hun bare skulle være ked af det alene. Hun har fortalt os det hele, og så alligevel ikke. Jeg tror, hun på en eller anden måde skjuler overfor sig selv, at hun er forelsket i Harry, men okay jeg kender hende jo heller ikke, så det kan jeg ikke sige.

Jeg ser over på hende, og hun tager endnu en mundfuld is. Tja, faktisk så har hun sat med en stor Ben&Jerry is og en ske, lige siden vi kom. Det er også ved at være to timer siden nu. Vi sidder og ser Bad Neighbours. Det var den eneste film, hun havde, der ikke handlede om kærlighed. Fordi Niall og jeg er betænksomme, kunne vi godt regne ud, at kærlighed måske ikke liiiige var temaet, hun ønskede at se lige nu.

"Må jeg spørge dig om noget, Yasmin?" spørger Niall, og jeg ser på ham.

"Ja..." Mumler Yasmin. Ikke at det undrer mig, for hun har kun givet os korte svar, efter vi snakkede tingene igennem. 

"Hvorfor ville det være så slemt, hvis du var forelsket i Harry?". I det samme, han har sagt dé ord, sender jeg ham et strengt blik. Vi kender hende nærmest ikke, så det er måske ikke liiige spørgsmålet. Alligevel gad jeg godt kende svaret. Hvorfor ville det være så slemt? Jeg mener... Hvis de nu bare begge var forelsket i hinanden, så ville det da være godt, ikke?

"Jeg vil ikke have ødelagt mit liv." Hun tager med det samme en skefuld is igen. Ødelagt sit liv?

"Harry ville da ikke ødelægge dit liv?" Kommer det forvirret fra Niall.

"Jeg vil ikke have mit liv ødelagt med rygter og historier, som alle kender fra mit liv.". Jeg synker en klump ved hendes ord. Jeg forstår hende godt. Det var heller ikke det, jeg ønskede ved at blive kendt.

*********

''''''

Så nu har jeg fået en kommentar om den måde, hun er overfor Liam på, og jeg vil gerne forklare min grund til, at hun er så 'åben' overfor ham.

Nina  har hun ikke snakket så godt med i et par dage, og hun er ked af det, så når Liam så gerne vil 'hjælpe' hende, så gør dét, at hun er ked af det også, at hun er mere modtagelig overfor Liams hjælp og mere åben overfor ham.

Håber i forstår:)

Xoxo Emi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...