¤ Our Bench - One Direction ¤

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Jeg husker tydeligt den dag, jeg mødte ham. Det var den 2.December. Jeg sad på en tilfældig bænk i Hyde Park, da han kom. Han satte sig ved siden af mig, og så på de legende børn, ligesom jeg. En pige skreg og løb, da hendes bror var lige ved at fange hende. Jeg smilede svagt og gned mine hænder mod hinanden for at holde varmen. "Gid man var barn igen..." Sagde han og jeg så på ham. Han havde brunt krøllet hår og øjne så grønne som græs. "Hvorfor?" Spurgte jeg, og han smilede svagt til mig, hvorefter han kiggede på børnene igen. "Så var der intet, man skulle leve op til, ingen der forventede en masse, som man ikke kunne gøre, og ingen der ville ændre dig.". Jeg så forvirret på ham, og rynkede brynene, da han så på mig. "Er der da nogen, der vil ændre dig?". Han så mig dybt i øjnene og nikkede så. "Og de gør det godt."

48Likes
50Kommentarer
7329Visninger
AA

16. ¤ 17.december ¤ Sometimes i would wish that i never met you ¤

 

Yasmins synsvinkel

"Nej. Jeg vil ikke møde dine berømte boybanddukker." Siger jeg bestemt, og jeg kan høre Harrys grin.

"Så du siger altså, at jeg er en dukke?" 

"Ja." Svarer jeg kort og flabet. Okay, jeg er ikke en diva, men jeg orker bare virkelig ikke at sidde blandt 5 kendte boybandfyre, som hele verden elsker. De er sikkert guddommelige og perfekte. Ej, okay... Nu er det ikkne fordi, Harry er perfekt, men ja... Det synes halvdelen af klodens befolkning.

"Ej, kom nu Yas! De vil vildt gerne møde dig!". Jeg sukker og lægger min mobil på køkkenbordet.

"Jeg gider bare ikke..." Mumler jeg, og nu kan jeg høre, Harry sukke. Luk Fister, det er ikke dig, der skal sukke, det er mig. Lol, det lyder som om, jeg skal slå op med ham eller sådan noget. 

"Hvorfor ikke? De er helt normale mennesker, Yas." Lyder det opgivende fra ham, og jeg åbner køkkenskabet og finder knækbrødspakken. Knækbrødspakken? Er det overhovedet et ord? Nu er det i hvert fald. Sejt egentlig. Jeg er fra nu af en opfinder.

"Jeg tror bare, at jeg vil komme til at føle mig en smule malplaceret, hvis det var... Altså I sidder dér som verdenskendte popstjerner, flere millioner fans, totalrige og har rejst verden rundt, og så kommer jeg, som en normal studerende, der ingen penge har kun liiiige nok til at bo i en to værelses lejelighed. Det vil bare føles mærkeligt, når I har så meget at snakke om, og je"

"Yas, stop." Afbryder han mig, og jeg stopper med det samme min lange talestrøm. Jeg tager et knækbrød op af pakken og venter på hans næste træk til, at få mig til at ville møde hans venner på fredag. Oveni købet til en fest i Funka Buddha. Ja, det hjælper da også på selvtilliden. En klub fuld af rige kendismennesker.

"De er fuldstændig ligeglade med hvor mange penge, du har. De vil møde dig, fordi du er en af mine rigtig gode veninder. Helt ærligt. Liams kæreste er ikke kendt. Louis' er heller ikke. Men derfor holder vi da stadig af dem. Det betyder ingenting om, de er kendte eller rige.". Jeg åbner køleskabet og tager en smørpakke ud. Okay, dén dreng er god til at holde overtalelsestaler. Pis også. 

"Jeg ved ikke helt..." Sukker jeg, og der lyder et sejrsråb i den anden ende.

"Jeg vidste, jeg kunne regne med dig!" Lyder hans glade stemme, og jeg sukker.

"Jeg har altså ikke sagt 'ja'..."

"Næsten..." Siger han ligegyldigt, og jeg ser irriteret ned på knækbrødet. Kysset... Vi har stadig ikke snakket om kysset. Ingen af os har nævnt det. Vi har ligesom bare skubbet det væk og håbet at det ikke ville bliver bragt på banen.

"Kan vi ikke mødes i morgen? Vi er nødt til at tale om kysset. Jeg gider ikke bare ignorere det, og jeg kan overhovedet ikke møde dine venner, før vi har snakket om det...". 

"Jo... Ehm angående dét, så"

"Stop." Afbryder jeg ham, præcis som han afbrudte mig. 

"Lad os tage den i morgen. Har du tid? Bænken klokken 16?" Foreslår jeg, og jeg kan høre en brummen i den anden ende. Jeg begynder at smøre smøren på mit knækbrød, og det larmer helt vildt.

"Vi ses i morgen ved vores bænk." Siger han og kort efter bliver der lagt på. Jeg står tilbage med mit halvsmurgte knækbrød. Var det dumt af mig at afvise at møde hans venner, hvis ikke vi snakker om kysset inden? Hvis han virkelig ikke har lyst til at snakke om det, så var det måske en smule afpresning, men jeg har bare heller ikke lyst til at gå rundt og møde hans venner, når vi har kysset, og jeg ikke ved, om han lagde noget i det.

Det tror jeg dog ikke, for sådan opfører han sig overhovedet ikke, men alligevel... Mit mareridt har fået mig til at tvivle en smule. Jeg mener.... Hvorfor kyssede han mig, hvis han ikke havde lyst? Altså jeg havde ikke lyst, så siden at vi gjorde det, så måtte han vel have? Ej, nu er jeg unfair... Vi var to om det, og det er ikke kun hans skyld. Org... Mit liv er forvirrende. 

Jeg fik faktisk snakket med Nina om det, at hun bare sagde til de andre, at Harry og jeg havde kysset. Hun sagde, det var et uheld, men jeg ved ikke helt.... Man siger da ikke bare, at sin bedste veninde har kysset med en, hun ikke ville kysse. Så ovenikøbet en verdenskendt. Det synes jeg bare, det lyder underligt.. Jeg tager min mobil og min tallerken og sætter mig ind i stuen.

Mit liv var så nemt før, jeg mødte Harry. Nina plaprede ikke løs om mit privatliv, folk jeg ikke kendte, spurgte ikke ind til mig, og jeg havde ikke kysset ham. På en måde ville jeg ønske, jeg ikke havde mødt ham og på en anden måde, så er jeg glad for, jeg mødte ham, for ellers ville jeg ikke have sådan en fantastisk ven, som jeg har nu. Jeg åbner min computer og begynder at skrive på min engelsk stil.

******

''''' 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...