Flakkende lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2014
  • Opdateret: 10 nov. 2014
  • Status: Færdig
Sara så frem til en hyggelig Halloween med gyserfilm og Marks tøsede skrig, men da hun bliver nødt til at tage til et gerningssted tidlig den morgen, sender et rustent rør hende ind på en personlig tur gennem hendes indre helvede, mens Mark ikke kan gøre andet end at se til.

2Likes
0Kommentarer
316Visninger
AA

4. Kapitel 4

 

Mark stod ved væggen i den anonyme hospitals stue. Hans tanke vandrede, selvom han ikke kunne tvinge sit blik fra Sara, som hun lå der på sengen. Dele af hendes hud var stadig rød af kontakten med gassen, alligevel så hun så skrøbelig ud. Hendes blege hud gik næsten i et med lagnerne.  Han ville mere end noget andet sidde ved hendes side, tage hendes hånd og forlange at hun kom tilbage til ham, men af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til det. Det var svært nok bare at se på hendes næsten ubevægelige figur.

 

Det havde ikke været længe siden den seneste sygeplejerske var kommet ind, for at fortælle ham at de ikke normalt lod besøgende blive i 36 timer. Han havde bare trukket på skuldrende, uden at lade sit blik vige fra Sara i så meget som et øjeblik. Det eneste han kunne tænke på var, om der virkelig var gået så lang tid.

 

Det var som om tiden havde slået knuder på sig selv siden han havde fået at vide, at Sara var i koma. Den var fløjet væk og alligevel var det som om hvert eneste minut havde føltes som timer. Måske var det bare fordi han var ligeglad. Tiden var ikke andet end et koncept opfundet af en eller anden med behov for at skemalægge alting. En opfindelse med intet andet formål end at måle længden på livet.

 

Hans hoved havde været tomt al den tid han havde siddet i venteværelset. På trods af alle bekymringerne havde han ikke et øjeblik troet på at hun faktisk kunne forlade ham. Ikke før lægen havde fortalt ham at hun nu var i koma, og at de ikke vidste hvornår, hvis nogensinde, hun ville vågne.

 

Alex og Lise havde kigget forbi på et tidspunkt, efter de selv var blevet tilset af en læge. De have begge holdt Saras hånd og talt til hende. Noget han endnu ikke havde været i stand til at gøre. Det tætteste han var kommet, var at sidde i kort tid i stolen ved siden af hendes seng.

 

Han bevægede sig tilbage til stolen, hans blik stadig fast på Sara. Han ville ikke gå glip af den mindste bevægelse. Om det så bare var den stille bevægelse i hendes brystkasse, idet hun trak vejret.

 

Virkeligheden slog ham som et lyn som han sad der, ved siden af hende. En lille stemme i hans hoved skreg at hun måske ville glide ud mellem fingrene på ham. Ude af stand til at holde tårerne tilbage rakte han ud efter hende og lod sin hånd lukkes om hendes fingre.

 

”Vær sød at komme tilbage.” Ordene kom ud som en kvalt hvisken, alligevel blev de hængende i luften mens han langsomt lod virkeligheden synke ind. Det kunne let blive et af hans sidste øjeblikke med hende.

 

-o-

 

Et pludseligt lys tvang de væsner der havde luret over hende i mørket, på flugt. Fjendtligheden blev erstattet af en underlig følelse af genkendelighed. Den rædselsvækkende hvislen hjemsøgte ikke længere Sara, i stedet var det ekkoet af velkendte stemmer, der omgav hende.

 

Men det var som om stemmerne ikke tilbød nogen form for trøst eller tryghed som hun lå der, stadig fanget i en tåge, der gjorde det umuligt at vide om hun sov eller var vågen.

 

Den uvelkomne følelsesløshed blev hos hende selvom lyset blev mindre invaderende. Snart kunne se ansigterne af de to mennesker, der stod bøjet over hende.

 

”Jeg ville ønske, der var noget jeg kunne gøre, Mark.” Sagde retslægen med et dybt suk, som han stod der i sin marineblå trøje og betragtede hende, som om hun ikke kiggede tilbage på ham.

 

En kulde ulig noget hun nogensinde havde oplevet greb hende. Smerten hun havde følt tidligere var for længst væk, erstattet af den kolde følelsesløshed. Det føltes som om hun indåndede frossen luft. Hendes lunger frøs langsomt til is, indtil hun ikke længere kunne trække vejret.

 

Hun ville gispe efter luft, bare kæmpe for det mindste håb hun havde tilbage, men hun kunne ikke. Hun forsøgte at bevæge sig. Hun ville signalere til Mark at hun ikke kunne trække vejret, men der skete intet. Hendes arme og ben lå helt stille. Hendes fingre ville ikke bevæge sig. Ikke engang hendes hjertes svage banken fandtes længere.

 

Hun blev grebet af panik. Hun havde brug for at trække vejret, hun var nødt til det. Hun kunne ikke give op. Hun tryglede sin krop om at reagere, om at lukke det skrig ud, hun var tvunget til at holde inde men der var ingen lyd. Hun var fanget. Et hjælpeløst gidsel i sin egen krop.

 

En næsten uhørlig lyd, trak hendes opmærksomhed til Mark. Han havde villet sige noget, men var stoppet i sidste øjeblik. Lægen havde set på ham kort, før han igen rettede sin opmærksomhed mod hende.

 

”Dødsårsagen var en væskeansamling i lungerne fra klor-inhalering.” Sagde han, hans opmærksomhed et kort øjeblik endnu engang rettet mod Mark.

 

Mark kiggede ikke engang på hende. Det var som om han bevidst kiggede væk, som om han skammede sig over hende. Skammede sig over at hun havde givet op.

 

Hun følte sig mere fanget end før. Ude af stand til at række ud efter ham. Ordene var tydelige i hendes hoved. Lydløse bønner for at få ham til at se på hende. Tale til hende. For at få ham til at fortælle hende at alt nok skulle gå. Men hun forblev uhørt som hun tiggede ham om at minde hende om at han elskede hende, som han gjorde det hver morgen når hun vågnede og hver aften inden de faldt i søvn.

 

”Jeg er nødt til…” Var det eneste han sagde, før han vendte sig og gik. Uden så meget som at se på hende en sidste gang før han forsvandt.

 

Hun kunne mærke tårerne trille ned ad hendes kinder. Hun mærkede hvordan de brændte sig ind i hendes frosne hud, men for lægen der stod over hende var hendes kinder tørre. Hendes øjne var åbne men døde. Hule, mørke sfærer, der stirrede ud i intethed.

 

”Jeg troede ellers jeg havde…” mumlede han da hans fingre rørte hendes øjenlåg og han lukkede hendes øjne.

 

Alting snurrede igen, uendeligt mange lyde kom tilbage til hende på samme tid. Flyvende omkring hende lige uden for rækkevidde, selvom hun kæmpede for at holde fast. En ny følelsesløshed ramte hende, en medicinsk følelsesløshed. Varmen ramte hende, den spredte sig fra hendes hånd gennem hele hendes krop.

Hun tvang sine øjne op og som kulden forsvandt vendte en lettelsen og trygheden tilbage. Hun vidste at det her var virkeligheden, og det der havde sket før ikke var. De varme hænder der trykkede sig om hendes var virkelige, og det samme var de milde øjne, der mødte hendes med overraskelse og en lettelse, der overgik hendes egen.

 

”Sara!” Sagde Mark. Et smil, om end forsigtigt, spredte sig over hans ansigt.

 

Hun vidste i det øjeblik at alting ville blive okay. Lettelsen omgav dem begge, og hun kunne ikke undgå at smile mens ord uden betydning spildte over Marks læber.

 

Ord, som smerten hun ville være i et stykke tid endnu, betød ikke noget. Ikke i det øjeblik. De havde begge fået en forskrækkelse den Halloween, som ingen gyserfilm kunne give dem, og selvom arrene ville være mange, var det ikke vigtigt.

De vidste de ville have rigelig med tid til bekymring senere. Lige nu var det det eneste de havde brug for at vide. De havde stadig tid.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...