Flakkende lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2014
  • Opdateret: 10 nov. 2014
  • Status: Færdig
Sara så frem til en hyggelig Halloween med gyserfilm og Marks tøsede skrig, men da hun bliver nødt til at tage til et gerningssted tidlig den morgen, sender et rustent rør hende ind på en personlig tur gennem hendes indre helvede, mens Mark ikke kan gøre andet end at se til.

2Likes
0Kommentarer
315Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Saras øjne brændte da hun tvang dem til at åbne. Over hende var alt reduceret til slørede skyer. Lysglimt rullede forbi hende mens ansigterne på menneskene omkring hende langsomt blev tydeligere, for kun at forsvinde tilbage i tågen kun et øjeblik senere da hendes øjne igen gled i.

 

Glimtene af ukendte ansigter havde alle falmet i det korte øjeblik hun havde set de velkendte øjne, der på en eller anden måde altid bragte trøst. Selv nu var Mark ved hendes sige, men selv hans støtte kunne ikke lindre den frygt, der smøg sig om hende.

 

Den enorme torden af stemmer omkring hende ville ikke stoppe. Hver og en spyttede de medicinske teorier ud som var det en eksamen. Det var for meget. Alt bevægede sig for hurtigt. Det fik hendes hoved til at snurre mere end det allerede gjorde. Selv gemt bag hendes lukkede øjne, gjorde det skiftende lys hende svimmel.

 

Hvert åndedræt føltes som brændende kul gennem hendes hals. Selv det tynde lagen, der var blevet lagt over hende, føltes som syre, der hældtes over hendes hud. Tågen og stemmerne snurrede over hende. Hun snurrede. Det føltes som om båren blev drejet hurtigere og hurtigere som hun blev slynget længere og længere ind i sig selv.

 

Så stoppede alt. Der var ingen stemmer, ingen lyd over hovedet. Smerten der havde fortæret hende del for del bare få sekunder tidligere var væk. Alt, der var tilbage, var hendes eget overfladiske åndedræt i et rum, der var skjult af tyk, uigennemtrængelig mørke.

 

Sara lå på et flisebelagt gulv. Den første tanke, der strejfede hende var, at hun måtte være tilbage i svømmehallen og at slaget til hendes hoved havde været værre end hun først havde troet, men lige meget hvor meget hun blinkede, nægtede mørket at slippe dets tag i hende.

 

Hun skubbede sig selv op i siddende position og forsøgte at se sig omkring, i håb om at noget ville stå ud i mørket; hvad som helst der kunne give hende en ide om hvor hun var, men intet viste sig.

 

Vred, uden helt at vide hvorfor, besluttede hun, at hun ikke bare kunne sidde der og glo ud i mørket. I stedet rakte hun langsomt armende ud foran sig. Hændes hænder gled over de glatte fliser, i et forsøg på at finde en udvej.

 

Hendes fingerspidser børstede mod noget hårdt og fik hende til at trække hænderne til sig. Hvad end hun havde rørt, rullede hen ad gulvet. Bevægelse afgav en dæmpet lyd, der gav genlyd og voksede gennem det tomme mørke.

 

Hun holdt vejret og ventede på et tegn på bevægelse, men der skete intet. Hvad end hun havde rørt ved, kunne ikke være skadeligt.

 

Hun rakte endnu engang ud med hånden, mens hun langsomt bevægede sig fremad i søgen efter hvad en hun havde skubbet væk. Det tog ikke lang tid før hendes fingre lukkedes om det.

 

I det øjeblik hun holdt det i sin hånd, begyndte et svagt lys at flakke for enden af det der viste sig at være et simpelt, hvidt stearinlys. Kun en svag flamme kæmpede mod mørket for enden af lyset.

 

Med fornyet mod fra den, om end beskedne, lyskilde hun havde fundet, rejste hun sig. Hun blev stående på samme sted at par sekunder mens hun så sig om. Det svage lys fra flammen afslørede, hvad der lignede skabe på hendes højre side.

 

Hun bevægede sig langs med dem og lod lyset afsløre navneskiltende, selvom de kunne tilhøre hvem som helst. Alligevel lod navnene til at blive mere og mere velkendte for hvert skab hun passerede. Hun lod sin frie hånd bevæge sig henover skabende, velvidende at hun måtte bevæge sig mod sit eget skab i politistationens laboratorium, og i det var hendes ekstra lommelygte.

 

Da hun nåede stedet, hvor hendes skab burde være, var der ikke andet end en nøgen væg. Lyse, nye fliser spejlede den svage flamme fra lyset, intet andet end hendes eget, blege spejlbillede kiggede tilbage på hende.

 

Et pludseligt vindstød jog gennem rummet, da følelsen af tryghed og at høre til falmede. Flammen flakkede i vinden et kort øjeblik, men den blev ved med at brænde stædigt som vinden passerede.

 

Hun forsøgte at fortælle sig selv, der bare var sket en fejl, idet hun bevægede sig i retning af døren. Med forsigtige skridt navigerede hun gennem det uvelkomne mørke, men efter hun nåede døren og snublede op de få trappetrin var det tydeligt at resten af laboratoriet var ligeså mørkt. Ikke engang lysene fra gaden nåede igennem de sorte ruder.

 

Hun bevægede sig ned ad den første gang. Flammen fra stearinlyset skinnede igen i ruderne, og hun følte sig pludselig omringet af sin egen hule krop. Kun den svage flamme afholdt hende fra at blive en del af det formløse mørke.

 

Fast besluttet på ikke at miste det svage greb på virkeligheden, hun havde fastholdt, fortsatte hun fremad. Hun lod sine føder bære hende mod Marks kontor, selvom hun med det samme vidste at han ikke ville være der. Kontoret var tomt. Der var ingen Mark, ingen billeder, end ikke nogen møbler. Som hun gik rundt langs væggene i rummet i søgen efter det mindste spor af ham, fangede hun et lysglimt fra midt i rummet.

 

På gulvet lå to gyldne objekter, ovenpå hvad der lignede et gammelt avisudklip.

 

Selv på afstand genkendte hun sit politiskilt, og ved det Marks. Først da hun knælede ved dem og samlede dem op bemærkede hun overskriften på avisudklippet.

 

”Kriminaldetektiv forlader sin post efter tabet på kollega”

 

Hun smed skiltende fra sig som havde de brændt sig ind i huden på hendes hånd og kom vaklende på benene. På trods af mørket skyndte hun sig tilbage ud i de mange gange, der forbandt laboratoriets lokaler og kontorer. Hun vidste, at hun måtte finde Mark. Noget var helt galt og hun var sikker på han måtte have alle de svar hun behøvede.

 

Hun holdt lyset ud for sig og gik ind i frokostrummet. Et irrationelt håb om at Mark bare var gået til frokost havde spredt sig i hende. Præcis som på kontoret, bevægede hun sig metodisk rundt og undersøgte lokalet. Stearinlyset gav dårligt nok lys. Hun gik rundt nærmest som i blinde.

 

Uden advarsel, følte hun nogens blik hvile på sig, men der var ingen ansigter at se. Også da hun vendte sig for at se bag sig, blev hun mødt af det tomme mørke. Hun vendte sig endnu engang, langsommere denne gang, velvidende at et eller anden sted, holdt noget øje med hende.

 

Alex’ ansigt viste sig gennem mørket. Han bevægede sig ikke, selvom han lod til at komme tættere og tættere på. Hans hud var grå og skyggerne hvilede dovent over hans ansigt. Hans øjne havde mistet deres legesyg glød og var nu hule, nærmest skuffede.”

 

”Alex! Du skræmte mig.” Stammede hun, mens hun kæmpede for at holde samling på sig selv som Alex’ frosne form kom tættere på.

 

Hans ansigt forvred sig til der ikke var andet end vrede tilbage at se, ingen ord lød fra hans åbne mund. I stedet gav en vred, slange-agtig hvislen genlyd i det tomme laboratorium, da den mørke form hun ikke længere kunne genkende, nu kun var få centimeter fra hende. Hans kulsorte, tomme øjne stirrede ind i hendes.

 

Rædslen greb hende og hun ænsede ikke, hvad der skete, før hun løb ned ad gangen, der pludselig lod til at vare evigt. Flammen kæmpede stædigt for at holde sit tag i vægen selv som hun løb om hjørner og langs de korridorer hun kendte til bevidstløshed. Gennem laboratorier og kontorer kæmpede hun for at undslippe, hvad end der fulgte hende, men hendes ben føltes tunge, hendes hjerte kæmpede hult i brystet på hende, og hendes åndedræt var pludselig anstrængt og smertefuldt.

Hun kunne ikke fortsætte. Hun var nødt til at stoppe, bare for et øjeblik før hendes krop gav op på egen hånd.

 

I det øjeblik hun stoppede, var hun omringet. Hun gispede efter vejret blandt fjendtlige ansigter.

 

Hun stod helt stille og følte sig tom inden i som mørket lukkede sig om hende endnu engang. Den generte flamme flakkede faretruende, præcis som hendes vilje til at fortsætte denne frugtesløse leg. Intet var som det havde været.  Intet betød noget.

 

Hun lod lyset falde og med et omringede ansigterne hende for alvor. Sorte, spøgelsesagtige figurer hvis hule øjne stirrede på hende og så lige igennem her. De så den håbløshed, der fyldte hende. Hun vidste ikke, hvad der ville ske nu, men hun havde en fornemmelse og hun lod det ske. Det uundgåelige angreb fra det ukendte, hun havde forsøgt at flygte fra efterlod hende liggende på gulvet uden vilje til at kæmpe. Meningsløst var det.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...