Flakkende lys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2014
  • Opdateret: 10 nov. 2014
  • Status: Færdig
Sara så frem til en hyggelig Halloween med gyserfilm og Marks tøsede skrig, men da hun bliver nødt til at tage til et gerningssted tidlig den morgen, sender et rustent rør hende ind på en personlig tur gennem hendes indre helvede, mens Mark ikke kan gøre andet end at se til.

2Likes
0Kommentarer
313Visninger
AA

2. Kapitel 2

Mark bremsede uden for den gamle svømmehal, der husede samme morgens gerningssted. Han var allerede travlt optaget af at planlægge en middag, der kunne mildne Saras humør efter han havde tvunget hende ud af sengen den morgen. Normalt ville et stille, hjemmelavet måltid være den rigtige vej at tage, men siden hans lejlighed var blevet til deres lejlighed var de måltider blevet en ugentligt begivenhed, selvom arbejdet ikke altid tillod dem at spise aftensmad hjemme.

 

Den morgen da han var stået op, havde hun stadig sovet i sin egen side af sengen. Hendes stille snorken havde fået ham til at tøve i soveværelsesdøren, bare et lille øjeblik idet han overvejede om han skulle vække hende og sige ordentligt farvel. Han havde besluttet at lade hende sove, uvidende om at han en lille time senere havde måttet ringe og tvinge hende ud af sengen.

 

Han steg ud af bilen, forberedt på at få den kolde skulder hvis hendes humør ikke var blevet bedre end da han havde vækket hende, selvom han vidste det nok nærmere var omstændighederne hun var irriteret på end det var ham.

 

Stadig med tankerne langt væk,  greb han sin taske fra bagagerummet og begyndte at bevæge sig mod hallen. Han havde hun taget et par skridt, da Lise dukkede op i døren, hendes telefon ved sit øre i det hun skyndte sig udenfor.

 

Mark kunne ikke sætte en finger på det, men noget var galt. Selv på lang afstand kunne han se at hendes hud var rødmet, og det var ikke kulden der var skyld i det.

 

Før han nåede at tænke videre over det, dukkede Alex op i døren, hans arm sikkert om livet på Sara, der selvom hendes arm hang over Alex’ skuldre, ikke lod til at hjælpe meget med at komme ud.

 

Synes fik Mark til at stoppe øjeblikkeligt. Hans taske gled ud ad hånden på ham og indholdet spredtes i alle retninger over asfalten. Han kunne ikke have været mere ligeglad, idet han satte af imod bygningen. Som han kom tættere på, blev det tydeligt for ham at Sara forsøgte at gå med Alex, men hendes fødder snublede langs jorden, flere gange mistede hun helt fodfæstet og var tæt på at trække Alex ned med hende, men han var stærk nok til at holde hende oppe.

 

Han forsøgte at bekæmpe skyldfølelsen, der allerede havde tag i ham. Hvad end der var sket, havde fundet sted på et gerningssted han havde sendt hende til.

 

Han bevægede sig så hurtigt han kunne for at nå hende.

 

Hun skulle slet ikke have været der.

 

Nærmere nu. Kun få skridt væk.

 

Han kunne ikke have vidst noget ville sket. Men det skulle have været ham og ikke hende.

 

Han hørte sig selv spørge, hvad der var sket da han endelig nåede hende. Men det var kun hule ord, han fik igen. Alle havde de mistet deres betydning, da Alex begyndte at fortælle om et klor-udslip og at de havde været nødt til at forlade gerningsstedet.

 

Ugyldige bevismaterialer og et usikkert gerningssted, betød intet for Mark. I stedet tog han Sara fra Alex’ arme og bar hende selv det sidste stykke, til han vurderede de var på sikker afstand.

 

Han satte sig på gulvet opad bilen, med Sara hvilende i sine arme. Hun kæmpede, med alt hun havde, for at blive ved bevidsthed, men selvom hendes blik for længst havde låst sig fast på hans, var det et spørgsmål om minutter før hendes øjne begyndte at glide i.

 

Et par meter væk forsøgte Alex at undertrykke en hosten, men Lise havde allerede ført ham hen for at hvile op ad bilen. Hun havde set den svimmelhed, der fik ham til at slingre let og næsten miste balancen. Det var kun takket være ham, at hun selv var sluppet for at blive påvirket af gassen. Hendes kinder var kun let opsvulmede fra kemikaliet i luften, mens både Alex og Sara var hårdere ramt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...