My last adventure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2014
  • Opdateret: 10 nov. 2014
  • Status: Igang
Gracie er en 17 årig pige som lider af en kræftsygdom som ikke kan helbredes! Hun fik diagnosen da hun var 14. Hun bor lidt udenfor storbyen New york sammen med sin mor. Hendes største ønske er at møde sine største idoler nemlig one direction. Gracie's mor får skaffet Meet n' Greet billetter til hendes datter. Gracie ved at hun ikke har lang tid tilbage så hun ville nyde det som var det den sidste dag. Noget helt uventet sker for Gracie og hendes mor! De kommer ud på deres livs eventyr.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

2. Kapitel 1

" Gracie er du klar? " Jeg kunne høre hendes mors stemme ned fra køkkenet. Min mor hed Kate. Det var stadig ikke gået op for mig skulle møde mine største idoler om nogle få timer. Min mor havde skrevet og ringet rundt til alle hun kendte for at jeg kunne få sit største ønske opfyldt. Hun var ved at give op, men hun kendte heldigvis en der kunne få det til at lykkedes.

Jeg har nu siddet i kørestol i 3 år. Grunden til det er nok mest fordi kræften har taget så meget over i højre side af min krop. Jeg ved at jeg ikke har særlig lang tid tilbage at leve i. Jeg var 13 år du jeg fik konstateret kræft. Det er allerede 4 år siden.
 Jeg kører stille og roligt hen til elevator og kører ned til min mor i køkkenet. 

Min mor stod med computeren i hænderne, fordi hun skulle vise mig en lille video hun havde fået fra One direction. I videoen sagde drengene at de glædede sig til at møde mig og de havde en helt speciel gave til mig. 

Jeg flippede helt ud men jeg havde ondt. Min mor prøvede at holde mig i ro. Jeg kunne mærke min stemme blev mere sløv efter jeg havde skreget så meget. Min stemme blev mere hæs i forvejen. Jeg fik det pludselig ekstremt dårligt, og min mor skyndte sig at køre mig ud til bilen, så hun kunne få lov til at ligge ned. Min mor tog sæderne ned bag i bilen. Hun lagde en masse tæpper, og puder så jeg ikke kom til at ligge forkert, da det kunne være meget farligt for mine smerter i højre side.

Jeg puttede sine høretelefoner i ørene, tændte for sin musik, og lagde mig til at sove. Jeg havde svært ved at falde i søvn pga. min meget voldsomme hovedpine. Min mor kunne høre på mig at jeg virkelig havde det skidt. Min mor trykkede lidt ekstra på speederen for at nå hurtigere frem, men det var den dummeste beslutning hun kunne tage.

Da vi havde kørt I ca. en time, finder min mor ud af at benzintanken næsten var tom, og vi var midt ude I ingenting. Hun vidste at  der ikke var nogen benzindunk bag i. Hun kiggede om på mig, der stadig lå og sov med høretelefoner i ørene. Min mor måtte finde på en løsning på problemet, inden jeg vågnede. Hun var helt lost.

Hun kørte på en øde landevej, og kørte så stille som muligt. Hun vil ikke have at jeg vågnede, og finde ud af at de var kørt forkert, og ikke havde noget benzin på bilen.

Min mor stoppede bilen og satte sig ud kølerhjelmen for vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun prøvede at ringe til min far, men hun havde ikke snakket med ham i 4 år. Hun forventede ikke et svar. Han tog telefonen, men lagde på igen da han hørte hendes stemme. Min far hedder Jeremy. Min forældre gik fra hinanden da de fik diagnosen om at jeg havde fået kræft. Min far gad ikke have kontakt til sin familie pga. alt det med mig. Han var alkoholiker så han kunne hverken overskue mig eller min mor. Det blev for meget for ham. Han besluttede sig for at flytte ind midt i New York Centrum. Jeg har ikke set min far siden han flyttede. Jeg tror på at han en dag ville stå foran deres hoveddør igen.

Min mor kunne se, at jeg var ved at vågne inde i bilen. Hun skyndte sig at lægge telefonen i lommen. Jeg skulle endelig ikke vide, at hun ikke kunne finde vej, og var nødt til at ringe efter hjælp. Jeg ved noget hun ikke ved. Glasset i bilens forrude er så tyndt, at man sagtens kan høre det som sker udenfor. Min mor havde haft det meget svært for tiden. Hun var selvfølgelig glad på mine vegne over at jeg skulle møde mine idoler. Det var bare så uvirkeligt for min mor at jeg havde en uhelbredelig sygdom. Jeg er hendes eneste datter.

“ Mor, Hvorfor holder vi her? “ sagde jeg med en sløv stemme imens jeg stadig lå i bilen. Hun havde ikke et helt ordentligt svar til mig, så hun lod som om  hun ikke hørte mig. Det ved jeg hun gjorde. Jeg faldt hurtigt i søvn igen.  

Kate gik en lang tur. Hun gik med en masse tanker i hovedet. Hun gik meget langt den ene vej men fandt ikke noget. Hun gik tilbage til bilen, og prøvede at gå den anden vej. Hun troede hun var ved at blive sindssyg. Hun gik og snakkede med sig selv. Både om gode og dårlige ting. Da Kate havde gået I over en halv time ser hun en stor sort bus, som var større end normale busser. Hun  besluttede sig for at gå over for at se hvem den tilhørte. Kate gik rundt om bussen et par gange. Hun bankede lige så stille på døren og fra rummet inde I bussen kom en person til syne hun synes hun synes hun havde set et sted før. Hvem var han?

Tilbage i bilen var jeg lige vågnet og kunne ikke forstå hvor min mor var henne. Jeg fik mig trukket op til radioen for at tænde for musikken! Heldigvis var det One direction’s nyeste cd ” FOUR ” der var i Radioen. Jeg kunne virkelige mærke nu at hun snart skulle flyve op med englene, og blive en af dem. Jeg lagde sig ned, og kiggede op gennem soltaget. Jeg kiggede  op på den blå himmel. Jeg følte mig virkelig som en engel på det tidspunkt. Jeg følte, jeg svævede sammen med fuglene. Jeg vidste ikke om jeg sov eller var vågen. Jeg kløede mig i øjnene, og jeg kom hurtigt til mig selv. Jeg undrede sig meget over hvor min mor var. Jeg blev bange. Jeg havde aldrig rystet så meget som jeg gjorde på det tidspunkt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...