More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14995Visninger
AA

11. Chapter 9.

 

Harry’s point of view.

 

Min dybe indånding hjælper ikke spor, smerten sidder allerede langt oppe i hjertet og tanken om hvad hun egentlig have ønsket, er svært at forholde sig til og det er virkelig for sent. Jeg ved at selvom jeg havde rodet i boksen noget før, så ville intet have hjulpet og hun ville stadig være gået over tid, dog undrer jeg mig over hvordan. Hvordan brevet er kommet ned i boksen, eftersom hun gav mig den på sygehuset i Danmark og jeg hele tiden har haft den ved mig, okay nok ikke altid, men tæt på mig og der hvor ingen ville lede. Men Allison må åbenbart have vidst stedet, siden hun har lagt et nyt brev i og hvornår hun har skrevet det, ved jeg ikke. Jeg ved dog, at det er skrevet i mens vi var et par, det kan jeg tyde på det hele og det letter en smule, for i det andet skrev hun, at måske i et andet liv ville vi få chancen, men vi fik chancen og alligevel ikke.

Bare at se skriftet tværet ud nogle steder, det gør en del ondt, da det er tydeligt hun har grædt og det indrømmede hun også selv i brevet, ligesom hun sagde, at hun ikke var bange for at dø, men bange for at efterlade os alle i smerter, det er jo det hun mente. Det er frygteligt at tænke på, hun har allerede vidst hvad hendes børn ville hedde og selv har jeg altid villet have Daisy, men der er ingen tvivl mere, vores datter skal hedde Quinn eller Shantel, det er det hun ønsker og det ønske skal hun få. Vores datter må meget gerne have Horan i sig, da Allison virkelig elsker ham og jeg er nervøs for brevet til ham, den ser faktisk ret tyk ud, faktisk ser alle tykkere ud. Det er som om hun har skrevet flere og puttet ned i konvolutterne.

Dog er der noget der trykker mig, dagbøgerne på loftet.
James er jo flyttet til England, mon han har dem med sig? Tænk jeg skal have det ansvar og give dem til hendes søster, men vores datter skal også se dem og kende sin mor, men den del vidste hun jo ikke.
Suk.
Hvis jeg giver Paul dette brev til ham, han vil hade sig selv så meget og jeg kan bare ikke vise ham det, men jeg er nød til det, jeg kan ikke trodsige Allison, eller kan jeg?

Med rystende bevægelser folder jeg brevet sammen og lader det glide ned i konvolutten igen, inden jeg ligger det ned i boksen og trækker Paul’s brev op. Selvom jeg mest bare vil lade brevet fortie, så kan jeg ikke gøre det, det er det Allison ønsker, selvom det er for sent og Paul fortjener brevet, han fortjener virkelig meget. Han har virkelig gjort så meget for os alle, ikke kun for os drengene, men også for Helene og ikke mindst Allison, han vil blive verdens bedste far for Willow og bedstefar for hende her.
Suk.

Med en stor ubeslutsomhed, vælger jeg endelig at rejse mig fra stolen og ligge boksen ned i min sportstaske, da ingen nødig skulle finde den og slet ikke før tid.
Jeg kaster hurtigt blikket på Allison, inden jeg giver hende et kys i panden og derefter efterlader hende alene på værelset, hun har selvfølgelig vores datter der, men det er ikke det samme. Mine skridt fører mig hele vejen i mod deres værelse, selvom jeg ikke ønsker at Helene ser det, så tvivler jeg på at hun vil forlade rummet og jeg håber egentlig på hun vil, mon ikke godt hun vil se sin datter?
Med et blidt banken på døren og en svag stemme fra Helene, som tydeligt siger ”Kom ind”, vælger jeg at trykke håndtaget og gå ind.
”Hej” siger jeg med et rysten stemme, som fremkommer af alle de tårer, som faldt undervejs i brevet og faldt sammen med mit hjerte.
”Hej Harry, er alt okay?” Helene giver mig hendes bekymrede øjne, i mens Paul fjerner hovedet fra hans datter og kigger en smule på mig, det er tydeligt at han skifter ble og det er tydeligt han er færdig, eftersom han pludselig tager hende op og ligger hende over i sengen.
”Ja, alt er fint…”

”Det lyder ikke sådan, er det Allison?”
”Nej… Paul, kan jeg snakke med dig, alene?” jeg bider mig nervøst i læben og Paul ser bare undrende på mig, inden han langsomt nikker og sammen går vi ud foran døren.

”Så hvad er der galt?”
”Kan vi gå lidt?” han nikker blot, inden han ligger en hånd på ryggen af mig og vi begge en smule begynder at gå. Jeg har aldrig haft det så svært før, jov den gang hvor fansene kritiserede mig og der gjorde Paul det samme som nu, skubbe mig lidt fremad og være nervøs for mig.

 

***

 

Paul’s point of view.

 

Mit blik rammer en smule på Harry, han virker så underlig stille og selvom vi har gået et godt stykke nu, så siger han ikke så meget. Det er som om han prøver og ordende aldrig kommer ud. Det er ikke så tit jeg har oplevet det og noget siger mig, at han vil fortælle mig noget og han ikke aner hvordan han skal fortælle mig det.
Men en ting er sikkert.
Det er noget med Allison at gøre, siden Helene ikke måtte hører det og derfor bekymrer det mig endnu mere, at jeg sikkert nu skal have en hemmelighed for min kone og den må jeg jo tage med, hvis Harry snart siger noget.

Med et fast besluttet sind, vælger jeg at stoppe op ude foran Allison’s dør og kigge en smule alvorligt på Harry, som selv stopper op og kigger trist på mig.
”Harry, fortæl mig hvad der forgår”
”Kan vi gå derind?” han peger på Allison og jeg nikker blot, inden vi stille går der ind og jeg hader altid synet, for jeg håber jo altid, at når jeg går ind, at jeg ville kunne se hendes øjne og hendes smil. Men det sker aldrig og det er det som gør ondt.

”Harry, hvad sker der?” han sætter sig stille ned på stolen, som står ved hendes side og jeg tager hurtigt en anden stol, som jeg sætter ved siden af ham.
”Fortæl” Harry ser bare på mig og uden et ord. Han rejser sig stille op og går hen til hans taske, hvor hans fikser en boks op.
”Jeg fandt den...” jeg ser forvirret på ham og venter blot på hans uddybelse, hvilket er det eneste jeg kan, for spørger jeg først ind, så tvivler jeg på at ord kommer ud.
”Det var i Danmark, hun sov og jeg fandt den… der ligger breve i til os alle… jeg læste mit, selvom jeg ikke burde og det fandt hun ud af. Hun ville give mig boksen, det stod der i brevet og hun gjorde det også. Jeg fik boksen, så jeg senere kunne give jer alle breve. Jeg kiggede i den tidligere, fordi jeg ville læse brevet igen og til min overraskelse, så var der en ny konvolut med mit navn på og alle jeres var blevet tykkere, som om at hun har skrevet nye. I det nye brev, ved hun at I skulle giftes og I ventede jer, hvilket var der hvor vi var et par. Men jeg havde gemt dem og hun må så have fundet den…”
”Paul, i det nye brev, stå der at jeg skal give dig brevet med det samme, hvis hun var røget i koma og jeg skulle sørger for, at hun kun lå max 4 måneder, da hun ikke ville kunne klare, at vi alle ville være i sorg og jeg skulle derfor giver dig det… ved det er for sent, men…”

Han slår blikke ned i det han sætter sig og der kan jeg mærke en knude i maven, hun havde et ønske og et ønske jeg ikke har fulgt. Men hvis Harry først har set det nu, så kan jeg jo ikke gøre så meget. Men at vide, at hun har brugt tiden på mig og skrevet et brev til mig, det varmer mit hjerte meget.
”Undskyld, jeg opdagede det for sent”
”Harry, du kan ikke gøre fra eller til, lige meget hvad, så ville det være for sent” han ser bare trist på mig, inden han forsigtigt rækker mig brevet.
”Hun vil have haft enten en Quinn, Shantel, James eller John…” hans øjne bliver straks helt blanke og han åbner forsigtigt hans mund.
”Niall’s konvolut er den tykkeste, ud over James og Helene’s… hun skrev hun stadig var forelsket i Niall, selvom hun ikke ønske det og det skræmmer mig, for hvad kan hun så ikke have skrevet til Niall? Ikke mindst, ønsker hun at jeg får hendes dagbøger, så jeg senere hen kan give dem til Willow og Willow vil kunne lærer hendes søster at kende, men hvad hvis James aldrig har tømt loftet?” jeg ligger forsigtigt min hånd på hans knæ. Det er tydeligt at se drengen er knust og han ikke aner hverken fra eller til, han er knust. Selvfølgelig er jeg selv knust og jeg har selv lysten til at græde, men jeg kan ikke græde og lade ham se det, slet ikke når han er knust.
”Nu har du da navne til hende” det er ikke det bedste jeg kan sige og det ved jeg, men han har navne og han behøver ikke at frygte noget.
”Ja… men”
”Harry, det skal nok blive okay. Alt skal nok blive okay, vi kæmper sammen og du vil ikke være alene”
”Hvorfor kan Allison vide ting, før de overhovedet sker?”
”Allison er Allison”
”Hun har allerede skældt mig ud, for at give hende en halv lunge… for hun mente det sikkert ikke hjalp og…”
”Harry, stop med at køre i selvsving, vi gjorde det bedste vi kunne og vi kan stadig kun håbe. Men må jeg se mit brev?” han giver et svagt nik fra sig, inden han trækker brevet op af boksen og giver mig det.
”Der er en konvolut med ordet: begravelse på…” da ordet forlader hans mund og i væmmelse, kan jeg ikke lade hver med at klemme en tåre. Allison har tænkt på alt og hjulpet os alle på vej, så vi ikke skal ordne det. Det vil nemlig ikke undre mig, hvis hun har stået og betalt alt på forskud, betalt sin kiste og alt andet.
”Jeg vil gå ud i mens du læser” jeg nikker blot og lader ham forlade værelset.

Jeg åbner forsigtigt konvolutten op og lader mine finger trække flere sider ud, inden jeg folder papirerne ud, så jeg netop kan læse.
Der er nok højst to sider eller tre, men hendes skridt er også større end computer og jeg kan allerede nu se at hun har grædt.

 

***


*Forstil jer Allison's stemme og ikke Paul :)*

Allison’s voice over.

 

Kære Paul, far eller whatever.

Jeg havde lavet et andet brev, men jeg smed det ud.

Jeg skrev brevet før jeg vidste, at du ville adopterer mig og da jeg hørte en sige det, blev jeg kun mere lykkelig. Jeg ved du ikke har villet erstatte min far og har altid vidst det.
Dog indrømmer jeg gerne, at jeg engang hadet dig til pesten og grunden var simpel, du tog mor fra mig. For i bund og grund, så er det dig som ansætter folk og dig der kontaktede mor. Jeg lagde skylden på drengene, da det var meget letter og jeg følte i en periode, at hun hellere ville have haft en dreng og ikke jeg.
Men jeg har med tiden indset ting, indset ting jeg nok aldrig ville have indset, hvis det ikke var pga. Niall og drengene, ikke mindst kræften.

Mor elskede mig, hun elskede mig virkelig og hun troede jo virkelig, at jeg mente mine ord, da jeg sagde god for jobbet og den gang mente jeg det ikke, men jeg er glad for mit valg. Hvis jeg havde sagt nej, så have hun ikke fundet lykken igen, den lykke hun har i dig.
Selvom du aldrig vil blive hendes største kærlighed og hendes første, så betyder du virkelig meget for hende og det gør mig lykkelig, for jeg ved at jeg ikke vil forlade min mor i sorg. Hun vil have dig.
Hun ville ikke blive forladt alene og ulykkelig, hun vil være lykkelig gift med dig og have en anden datter. Selvfølgelig vil hun savne mig og græde over mig til tider, men hun er ikke alene om sorgen. For hun har som sagt dig.

I starten var jeg skeptisk for Jeres følelser, jeg følte at jeg endelig havde min mor igen og da de kom i billedet, på den måde far var, så blev jeg bange og knust, bange for at miste hende igen og det skræmte mig.
Men du har aldrig villet tages fars plads, alt du har villet var at give hende lykken og give hende kærlighed igen.
Jeg ved jeg ligner far, det er det mor og James siger, hvilket nok gør at de er ekstra over mig og vil blive ekstra knuste, fordi jeg vil forlade dem.
Jeg ville ønske, at jeg kunne have nået at give dem en ny John look a like, eller bare en som ligner mig. Men det sker sikkert ikke og det gør ret ondt, for ville ønske jeg kunne, så de ikke ville miste mig.
Men man bestemmer aldrig sin egen skæbne og folk dør af en grund. Hvorfor far skulle dø, er stadig mig uvist. Men jeg er sikker på han elskede mig, ligesom han elskede mor. Han var virkelig en dejlig fyr og jeg elsker dig for ikke at forsøge, at være som ham og i stedet bare dig selv.
Det er dejligt.

Jeg ved Niall og Harry vil være totalt knuste, og jeg er sikker på at du har været dum nok, til at få Harry til at undværer en lunge og for det Paul, så er du en idiot. Jeg ønskede den jo ikke, for hvis jeg nu ikke vågner og det gør jeg sikkert ikke, for ellers ville du ikke læse brevet nu. Så ville Harry have mistet en del af sig og til hvilken nytte? Jeg ville hellere have levet med ilt stativ, end hans lunge. Han kan jo ikke få den tilbage.
Men på den anden side, du gør alt det du føler du bør gøre.
Rede mig.
Du vil gøre alt for, at mor og Niall ikke bliver efterladt knuste. Det vil heller ikke undre mig, hvis du slet ikke har grædt, pga. at du føler du må være stærk og du har ansvaret for alle.
Men Paul, det er okay at græde.
Du kan ikke være stærk ved hver situation, nogle gange må man lukke følelserne ud og jeg ved du sikkert ikke gør det pga. mor. Ikke mindst pga. drengene.

Nu når vi er ved det, pas godt på Niall og sørger for at han ikke lader sig være single hele livet, det samme med Harry. De to fortjener den sande kærlighed, ligesom de andre har fundet.
Jeg har en frygt.
Jeg er bange for at Harry vil skade sig selv og føle at han svigtede mig, den gang jeg blev indlagt i Danmark. Den gang han drak sig i hegnet, fordi de andre droppede ham og fik et had til ham. Men sandheden er, at lige meget om Harry var der eller ej, så ville intet sikkert kunne hjælpe og jeg bebrejder ham ikke, det skal han heller ikke. Han var der for mig, da jeg havde mest brug for ham.

Jeg har en tjeneste, mor bor her i England sammen med dig og jeg vil helst ligge ved siden af far.  Farmor og farfar har hinanden, men jeg vil ikke ligge i Danmark og slet ikke når mor er her.
Kan du få far flyttet?

Jeg ved det er noget underligt, at spørger om og sikkert noget der ikke kan lade sig gøre. Men mor har brug for at besøge ham og hun vil aldrig kunne tage til Danmark, når der intet er der for hende.
Ryan har gjort sit job og han behøver det ikke mere. Han har sit eget liv.
Så vil du flytte far? Så jeg kan ligge ved siden af ham?
Og den dag du selv vil besøge mig i himlen, så må du godt ligge der. For du er en del af familien og jeg ved far vil godkende det. Jeg ved far elsker dig, selvom han ikke kender dig. Men han elsker dig, fordi du elsker mor og gør alt for at gøre hende lykkelig, så jeg ved du vil få tilladelsen.

James har brug for at besøge far, ligesom han har mig og jeg vil ikke ligge uden far, vi skal være samlet. Vi er en familie. Selvfølgelig vil farmor og farfar ligge uden deres børn, men de vil ligge i nærheden af deres familie og de vil ikke have noget i mod det. De vil ønske hvis vi lå sammen.
Det gør det også nemmer for søster, når hun en gang skal passe graven, så er vi alle samlet.

Harry har sikkert fortalt dig, hvad jeg har skrevet i brevet til ham og om dagbøgerne, vil du ikke selv fortælle historier? Sørger for at mor og alle andre gør? Ikke mindst, så sig til mor, at det er okay at fortælle om far og fortælle min søster omkring min far. Hun fortjener at vide, hvilken fantastisk far jeg havde og kende til sin mors første kærlighed.
Mor skal ikke fortrænge ham igen, det går ikke.
Hun må ikke glemme ham, ikke igen.
Der er en halskæde, som far gav hende en gang og mor har ikke gået med den, please sig det er okay hun går med den. Hun har smidt den og netop for at glemme ham.

Paul, please tag dig af alle og en hver. Ikke mindst pas godt på dig selv og græd.
Jeg vil elske hvis du ville komme forbi graven og give mig blomster, forkæle mig.

Jeg ved ikke om du nåede at adopterer mig?
Men i så fald, så ville du have været en god far! Du er en god mand for min mor og jeg er glad for at efterlade hende til dig.

Jeg elsker dig Paul og tak for alt du har gjort for mor, ikke mindst mig og drengene! Please sørg for de ikke går fra hinanden og opgiver hinanden alt.

Og hvis jeg ligger mere end 4 måneder, så please sluk for mig. Det bliver bare hårdere for Jer alle, hvis I lader mig være vågen og venter på mig.
Men det er okay du lader mig være vågen, hvis der er en rigtig god grund for det og sørger for at fortælle mig den. Jeg stoler på at du slukker mig, medmindre der er en grund der gør, at du netop ikke kan slukke mig og lade mig hvile.
Men sørger for at komme forbi graven og græd dine tårer ud, hvis du ikke kan lade mor se dem. Et sted skal du græde.

Du må ikke tage alle andres smerter til dig, det går ikke Paul. Det går ud over dig selv til sidst og selvom du er en stærk mand, eftersom du er bodyguard. Så er du ikke stærk nok til, at bære alle andres smerter og det må du lade folk se.

Jeg elsker dig bonus far.

Vi ses på den anden side!
Forhåbentligt om maaaange år!

Knus din bonus datter.

 

*********************************************************************************************************************************************************************

AWW!
Mon Paul vil lytte til hendes ord og lade tårerne falde?
Mon han vil flytte John til England og genforene far og datter?


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...