More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14965Visninger
AA

29. Chapter 25.

 

!OBS! Det er en god idé, at lytte til denne sang når i læser.
Den siger meget om følelserne der kommer :) !OBS!

 

 

 

 

Niall’s point of view.

Alt er egentlig ligegyldigt, der er intet som har en betydning mere og alt er bare det rene rod. Jeg har dummet mig og på så mange forskellige måder, som aldrig ville kunne tilgives. Jeg burde være løber efter den gang, jeg burde have gjort det jeg ville og ikke bare tæske Harry. Jeg burde have været klogere og have kæmpet for hende. Jeg skulle aldrig have svinet hende til og sige hun løgn, når alt viste sig at være sandt og jeg skulle aldrig have friet til Barbara.
Hvad tænkte jeg overhovedet på?

Være uvenner med min eneste ene, og aldrig nå at sige farvel, eller fortælle hvor meget jeg elskede hende og hvad hun betød for mig?
Men jeg kan ikke ændre det, selvom det er det jeg ønsker aller mest. Jeg har intet liv nu, alt jeg ønskede og elskede var hende, men hun er væk.
Harry fik barnet… ikke jeg. Men ham.

Jeg hader ham for det. Jeg hader ham.
Jeg hader dem alle! Zayn, Liam, Louis og Harry… se dem lige! Forlovede og med børn, eller snart børn. De alle har det hele og hvad har jeg? Intet.
Jeg har intet! Jeg mistede alt den dag og bandet med, for bandet vil ikke fortsætte nu og slet ikke når alle er ved at få børn. Igen er jeg den som ender udenfor.
Igen er jeg den som er ligegyldig og ingen betydning har.
Jeg er desværre den som ender i spinaten, det er ikke første gang og sikkert ikke den sidste. Men alt er egentlig lige meget, jeg har ikke lysten til noget mere og jeg ønsker blot fred.
En ting ingen af dem giver mig.

Men selvom Liam er her hver dag og hvis det ikke er ham er det Sophia, men selvom en af dem er her og endda hver dag, så føler jeg ikke trygheden. Jeg føler mig stadig alene og ensom. Selvom jeg værtsætter rengøringen, som de nok ikke regner med at jeg ser.
Dagene påstår bare af sengen og toilet, ellers intet andet. Min store madlyst er forsvundet. Hun drillede mig altid med den og nu har jeg ikke lysten. Hvordan kan jeg fortsætte med noget, som minder om hende? Selv sengetøjet er røget sin tur, faktisk alt hun har rørt er forsvundet og jeg vil ikke se det mere. Det er gemt væk. Gjorde jeg allerede da hun slog op og jeg har bare været en kæmpe idiot.
Så jeg fortjener kun det her, at pine mig selv til døden og håbe at jeg faktisk snart dør. Ja jeg kunne gøre det meget nemmer, men… suk.
Jeg fortjener smerten.
Jeg har udført hende smerte og nu fortjener jeg at få den igen.

Det med at Harry efterlader en baby ved mig, det vil på ingen måder ændre noget og jeg vil slet ikke kigge på den. Kigge på det han stjal fra mig! Som så er en af mine egne mange fejl, hvis jeg ikke havde været en idiot. Den baby kunne have været min, men det er det ikke.

Ja jeg hørte godt navnet, men det ændre ikke noget. Bare fordi en unge hedder Horan, det har ingen betydning for mig. Intet har en betydning for mig.
Jeg vil bare have Allison.
Den kvinde jeg elsker mere end noget andet og nu er hun væk. Jeg har dummet mig så meget og jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv!

Men jeg kan heller ikke lade hende gå, jeg elsker hende. Hun kan ikke være væk.

Jeg savner hende.
Mere end noget andet.

 

***

 

Et højt skrig lyder lige pludseligt, inden en masse gråd kommer og jeg kender den tone, den lyd og larm. Men jeg ignorer den blot. Harry kan ikke være på lokum i tusind år og kommer vel snart efter den unge? Det har han at gøre.

Alle de minder, alle de kys og kram. Det er kun ting jeg kan huske og ikke noget jeg får igen. De er kun i mine minder og aldrig kommer til live. Alt er bare forbi. Der er intet mere. Jeg går bare væk fra alt og lader hende flyve, for jeg kan intet. Men jeg kan heller ikke lade hende gå.

Det er lige meget hvad jeg gør, jeg kan ikke glemme hende og holde op med at savne hende. Det gør så ondt at vide, at jeg stadig er så skide forelsket i en og jeg på ingen måder kan få igen.
Bare den måde vi begge sagde farvel, vi begge græd. Jeg fordi jeg troede noget andet og hun fordi hun åbenbart måtte lade mig flyve, fordi hun ville skåne mig.
Men jeg kan ikke lade det gå, jeg kan ikke lade de ting forsvinde og komme videre. Hvordan skal jeg kunne det? Jeg savner hende hver evig eneste nat og dag, jeg elsker hende stadig og det gør så ondt at vide!

Den irriterende babygråd fortsætter desværre og til sidst sætter jeg mig irriteret op, hvor mine øjne for første gang lander på babyen. En baby som stadig ikke er min og som Harry egentlig stjal fra mig. Det er uretfærdigt!
Mine øjne hviler på det lille kræ, som grædende kigger på mig og sparker med armene. Øjnene genkender jeg allerede, ikke som mine klarblå øjne, eller Allisons brune og vidunderlige øjne, nej jeg genkender dem som Harry’s øjne. Men resten ligner Alli.
Åh… Alli.

”Ssh” jeg forsøger en smule og ligge hånden på dens mave, selvom jeg egentlig ikke har lysten og bare vil ligge mig på maven igen, gå ind i mit triste jeg og bare lade mig dø. Men jeg kan heller ikke holde det ud, at denne baby skal græde sådan. Det gør ondt i ørene!
”Ssh” forsøger jeg en smule igen, men intet hjælper og jeg tager derfor det lille kræ op i armene, hvor jeg forsøger at vugge den frem og tilbage. Ja det er en pige, men jeg er ligeglad. Det er ikke Theo og det er ikke mit barn, så ordet ’Den’ passer godt til.
”Du må gerne være stille…” mumler jeg irriteret og ser bare ned på den dumme unge, som langtfra vil være stille. Jeg sukker blot irriteret og stikker min finger i munden på den. Sikkert børnemishandling på første klasse, men det rager mig.
Det værste er at ungen faktisk begynder, at sutte på min finger og faktisk falder til ro. Creepy!

 

***

 

Hvor langtid at jeg har siddet og vugget denne baby, som har min finger i munden, aner jeg intet om. Jeg ved bare at jeg er træt og at Harry ikke er kommet tilbage, så han laver sikkert stort og det er pisse provo. Det er hans barn.
Hans barn… det er Harry’s barn.

Ikke mit. Men Harry’s.

Det er uretfærdigt! Hvad har jeg gjort siden, at gud hader mig som han gør? Hvad har jeg gjort galt? Jeg har ikke været nogle utro, eller stjålet og jeg har i hvert fald ikke syndet! Jeg har aldrig gjort noget galt, jeg er et englebarn og alligevel straffes jeg.
Det er mig der straffes.
Men også denne her baby, som vokser op uden sin mor og hvad er det for noget? Hvordan kan gud være sådan? Hvorfor tage de bedste mennesker væk? Ikke mindst de unge mennesker.
Hvorfor tager han ikke de gamle, de har allerede oplevet så meget og det har unge mennesker ikke. Hvorfor tager gud de forkerte? Og ikke dem som faktisk fortjener det?
Suk.

Mine øjne rammer en smule på babyen, som ser op på mig og med sine små blå/grønne øjne, hvilket underligt nok gør noget, som de ikke burde gøre.
”Hold op med at se på mig…” siger jeg en smule irriteret, men babyen kigger bare videre og sutter videre på min finger. Men den tager også sine små hænder og folder dem ud på min hånd.
”Vil du godt stoppe det der…” min opgivende stemme hjælper intet og barnet fortsætter bare, inden den slår en prut og faktisk smiler over det bagefter.
”Så det er sjovt?” jeg sukker blot igen og trækker fingeren til mig, da jeg virkelig ikke kan føle den. Det viser sig dog også hurtigt, at jeg ikke skulle have gjort det, da babyen straks skriger op og jeg derfor putter fingeren tilbage.
”Du er ikke særlig sød, ved du godt det?” Allison. Selvfølgelig skal barnet allerede være stædig og være som sin mor.

Allison.
Jeg bør ikke leve. Jeg er den største idiot.

Jeg svigtede den jeg elskede mest og lod hende gå.
Jeg er en idiot.
Åh Allison, gid du var her.
Hvordan skal jeg kunne give slip og komme videre? Det kan jeg ikke.

Alle andre har deres lykke og jeg har ingen lykke. Intet.

Jeg er bare Niall James Horan, ham der har ødelagt alt og intet fortjener.
Ham som burde blive skudt.
Ham som burde begraves levende.
Ham som burde lide en forfærdelig smerte.
Ham som ikke burde holde denne baby og tænke på det han har mistet, som der kunne være hans.
Ham som slet ikke burde synes, at denne baby er sød.
Ham som burde dø.

 

*********************************************************************************************************************************************************************

Så fik I set noget fra Niall, hvad mener I om det?
Mon Niall er blevet vendt, eller hjalp Quinn intet?

Husk at det er sidste chance i morgen d. 19/2, at stemme til movellys priserne! Så husk at stemme, på dem der fortjener det!:)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...