More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14979Visninger
AA

25. Chapter 22- part 2.

 

Harry’s point of view.

Timer var gået, okay måske kun 45 minutter og 15 sekunder, men det er nok til, at jeg ikke magter mere! Hun var endelig faldet i søvn og alligevel gik der kun 12 minutter, før hun begyndte at skrige op. Arg! Hvordan kunne mor gøre det i mod mig? Når nej vent, Robin! Det kan kun være ham, selvom han sagde at jeg ikke skulle ringe til Gemma, så gjorde jeg det og hun gav tydeligt et nej.
Hvorfor?
Hvorfor mig?
Det er just ikke fedt, at man ingen søvn kan få og at man ikke bare kan være i fred, tømmermændene hærger mig ligesom. Så har brug for søvn og ikke en baby der tuder! Det var meningen at jeg skulle ud nu her, men det kan jeg jo åbenbart ikke og i stedet kan jeg mærke de totalt mange smerter, som jeg slet ikke vil mærke og som pillerne ikke hjælper i mod.
Ja det kan være hospitalet mener, at de hjælper og alt det shit. Det gør de da også, for en stund også stopper de igen og det kan jeg ikke klare. Det gør så forbandet ondt! Bare at bevæge min næse, det gør ondt, selv min hånd og faktisk alt gør ondt.
Jaja, bare sig at det ikke hjælper og sove på maven. Det gør det så heller ikke, men pga. tømmermændene mærker jeg det næsten ikke, okay måske en smule og lidt mere end det. Det er jo derfor jeg går i byen bagefter, for jeg kan ikke mærke noget. Det eneste jeg mærker når jeg er fuld, er det had som jeg har til alt og specielt til denne verden.
Jeg har sådan et had til det hele, jeg har kun 1½ lunge og hvis skyld er det? Hospitalet. For det var det som skulle hjælper og redde hendes liv. Sikke en gang vås! Se hvor hun er henne nu, hun er væk. Det gjorde det modsatte.
Så nu kan jeg leve med et ar og en halv lunge mindre, jeg overlever sikkert. Men jeg mangler stadig noget, min lunge og hendes. Jeg kunne ikke engang få den tilbage, fordi ja det kunne man bare ikke. Sådan nogle skide læger! Hvorfor skulle Paul pine mig og alle andre så meget? Ja jeg ved der var et liv, men…
Hvad med Quinn? Skal hun nu vokse op uden en mor og en far som ikke kan passe hende, for det kan jeg ikke. Tro mig, jeg holder af ungen, men jeg kan ikke, det er et for stort arbejde og når jeg har den karriere jeg har, det kan jeg ikke.
Hvor skulle jeg få tiden fra? Jeg har ikke engang hjælp og hun græder konstant! Det kan være mor ikke ved, at jeg faktisk holder af hende og at jeg rent faktisk har søgt på nettet. Et barn har behov for en kvindelig rolle, en rolle jeg ikke kan give og som ingen kan give, hun har behov for en mor og hun kan mærke det, mærke at hun ikke har.
Underligt at de kan det, men det kan de og jeg kan intet gøre. Måske nok en af grundene til, at jeg læsser hende af på mor. Mor er en kvinde og hun græder meget mindre, når min mor er der.

Hvorfor at kvinder kan berolige babyer, det ved jeg ikke. Men det er træls.

For hvordan skal jeg kunne klarere mig? Jeg er en mand, jeg har et job der skal udføres, jeg kan jo ikke have hende med på tour og alt det. Zayn har Perrie til at passe Ashton og Louis har Eleanor til at passe deres. Jeg har ingen. Ingen.
Jeg havde Eleanor, men det ødelagde jeg jo fint og mit venskab til Louis. Selvom han har tilgivet mig, så kan vi ligeså godt indse det, at Eleanor vil få ham på den anden side og ikke få ham til at bruge tid med mig. Niall hader mig mere end noget andet, jeg har fået det som han skulle have og hun døde inden han fik bedt om tilgivelse. Han ville have friet, den ting ødelagde jeg også, fordi jeg absolut skulle hjælpe Allison og ikke bare have sagt nej, stukket hende i ryggen og fortalt alle det.
Nej jeg skulle jo hjælpe hende, være så dum at få hende til at flygte og jeg kan bare fortryde det hver evig eneste dag, resten af mit liv. Niall bebrejder mig, det er jeg sikker på. Han har jo allerede skældt mig ud, slået mig og jeg været totalt vred på mig, specielt efter han hørte om Quinn.
Jeg er en person som ødelæger alt, ikke bare ting og sager, men også familie og venner. Jeg ødelægger alt jeg rør ved, måske alle først får fred, hvis jeg forsvinder?
Suk.

***

 

Jeg sukker tungt da mikroovnen endelig siger bling, udmattelse er det hvad jeg har og fejler. Der er gået kun tre kvarter, siden sidst jeg kiggede på klokken og Quinn stopper stadig ikke. Hun har ikke lavet noget i bleen, det hjælper ikke at holde hende tæt, eller at synge for hende og selv mad har jeg prøvet, som endte galt.
Quinn vil heller ikke spise, det ville hun ikke for bare 35 minutter siden og da jeg forsøgte at lave en flaske lige før, sagde min hånd fra og flasken røg på gulvet, med mælken udover det hele.

Ja det er squ ikke nemt at være alene og mangle en hånd. Min højre arm er stadig i forbinding, ligesom mine langefinger og pegefinger har skinne på, næsen er stadig brækket og alt andet har det bedre. Alt er nogen lunde helet, jeg kan dog stadig mærke smerte i læben og i øjenbrynet, men det er ikke så tit mere. Det værste er og forbliver næsen, som man bare ikke kan holde stille.
Jeg sukker igen irriteret over hendes gråd og forsøger igen at få den nye flaske ud. Jeg tager den jo selvfølgelig med den gode hånd, men alligevel ender det galt, da jeg tager fat i den og det så ringer på døren.
”Forhelvede!” igen ryger mælken på gulvet, endda det sidste som var tilbage og hvordan kan det lade sig gøre? Jeg har nok lige løjet lidt, jeg har spildt mælken for meget. Enten for at give hende det, eller tabt flasken og det her var sidste forsøg. Arg!

”Jaja! Jeg kommer nu!” et irriteret fnys kommer hurtigt fra mig, inden jeg vader ud i forgangen og lukker døren op. Mine øjne blinker en smule forvirret, da en velkendt brunhåret pige står der og med sin håndtaske foran sig. Hun giver mig hurtigt et elevator blik, inden hun langsomt sukker og endelig ser mig i øjnene.
”Eleanor?” jeg kan hurtigt mærke, hvordan det spænder i min krop og hvor irriterende Quinn er, da hendes gråd kun bliver værre. Jeg sukker tungt og vender mig væk fra Eleanor, inden jeg går ind i stuen og tager min datter op.

Jeg hører hovedøren lukkes, hvilket må betyde at Eleanor har fortrudt og sikkert er kørt hjem til hendes mand, altså Louis. Men lige som jeg tror at hun er gået, hører jeg skridt komme i mod mig og jeg drejer mig kort rundt, hvor Eleanor stille kigger på mig. Hendes blik rammer hurtigt Quinn.
”Hun ligner hendes mor” hendes stemme virker så rolig og alligevel så skrøbelig. Hvilket gør ondt. Men hun er sikkert bange for mig.
”Ja…” desværre forsvinder Quinn’s gråd langtfra, lige meget hvor meget jeg hopper med hende og tysser på hende.
”Har du skiftet hende?”
”Jeg har de sidste par timer, ikke andet end skifte hende, sidde med hende, synge med hende og forsøgt at give mad. Men intet hjælper og en enkel hånd hjælper ikke! Det sidste mad er røget på gulvet, da du ringede på døren og kun fordi jeg tabte endnu en flaske!” jeg ved måske at jeg hård lige nu, men jeg er virkelig frustreret. For intet hjælper. Lige meget hvor meget jeg forsøger.
Eleanor går langsomt i mod mig, inden hun tager Quinn fra mig og holder hende tæt indtil sig, hvilket straks får hende til at stoppe og der mærker jeg et dybt stik i hjertet.
Jeg dur jo ikke til en skid! Jeg kan ikke få hende til at falde til ro, men både mor og Eleanor kan.
”Harr…” jeg vifter hurtigt med hånden, da jeg ikke ønsker at hører hendes ord og i stedet går jeg bare ud i køkkenet, hvor jeg ihærdigt forsøger at få tørret mælken op. Men i stedet glider jeg ned på gulvet og lader mine følelser komme frem.
Tårerne rammer bare en efter en og alt jeg kan føle, er de smerter som jeg har rundt omkring. Specielt da det kommer til næsen, da jeg desværre må snøfte og jeg mærker hurtigt noget glide ud, hvilket gør jeg tørre med hånden. Måske klamt, men hvad skal man gøre?

”Åh Harry, det er jo ikke din fejl” jeg ser en smule i mod Eleanor, som stille kigger trist på mig og bare holder min datter tæt indtil hende.
”Jeg dur ikke! Både du og mor kan lukke munden på hende, jeg kan ikke! Jeg vil aldrig kunne give hende en kvinde, eller en mor. Aldrig. Hvordan skal jeg klare mig?” hendes øjne lander i mod gulvet, inden hun langsomt glider ned ved mig og stille tager fat i min hånd, heldigvis den gode. Hvilket vil sige at hun nu sidder på min venstre side.
”Harry, du er ikke den eneste alene far i verden og jeg sikker på du nok skal klarer dig. Det gør du altid. Det tager tid og der er bare noget med kvinder, som gør at babyer falder i trygge rammer” jeg ser en smule på Quinn, som egentlig bare lukker øjnene i og derefter ser jeg en smule på Eleanor.
”Harry, du må ikke opgive. Du er en stærk fyr og du kan klarer det. Du klarer dig bedre end Niall og Louis” ved lyden af hans navn, begynder Eleanor langsomt at ændre ansigt og ser i stedet meget trist ud.

”Hvad er der med Louis?”
”Han er bare sur på mig…”
”Hvorfor?”
”Fordi jeg smed dig ud… og jeg gider ikke at hører på det mere, så sagde han kunne forsvinde, hvis alt skulle være om dig og sådan. Vi kom ind på Allison, hvor Louis helt lukker sig af og går ind for at pakke. Hver gang jeg forsøger, så lukker han sig inde og han hader sig selv så meget. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ønsker ikke han ender som Niall!” hendes tårer finder hurtigt frem, hvilket gør at jeg automatisk begynder at fjerne dem og ligge armen om hende, så jeg kan trykke hende tæt indtil mig.

Hun ligger langsomt sit hoved på min skulder og begynder bare at græde.
”Det er okay, jeg forventer ikke du tilgiver mig… jeg har været en kæmpe nar og jeg fortjener ikke tilgivelse. Men angående Louis, jeg ved ikke. Niall hader mig, så jeg kan langtfra hjælpe ham og hvordan jeg så skal kunne trænge i gennem Louis, det ved jeg ikke. Det var det hun kunne. Selvom vi er bedstevenner, så er det ikke altid let”

”Han vil ikke læse brevet og jeg er næsten sikker på, at han vil få det bedre, hvis han nu bare gjorde. Så kunne han se at hun elskede ham og at deres skænderi ikke betød noget. Han bebrejder sig selv så meget…”
”Allison fik det dårligt, da hende og jeg skændes, så han skal ikke bebrejde sig selv. Det er nærmer mig…”
”Harry, ikke sig sådan!”

”Min lunge hjalp ikke engang, Eleanor. Hvis jeg nu bare fra starten af, havde løjet for Allison og godkendt hendes plan, men i stedet havde fortalt det til drengene og Helene, så ville vi alle have været der for hende. Niall kunne have friet og han ville ikke hade mig. Han ville være den som fik barnet og ikke jeg, ikke at jeg fortryder det. Men…”
”Harry, vi kan ikke ændre tiden”
”Jeg ved det…” jeg sukker tungt og fjerner igen noget snot fra næsen, men opdager i stedet noget andet. Blod.


”Harry!” Eleanor ser det åbenbart hurtigt og får med besvær drejet mit hoved.
”Åh det løber ud! Jeg ligger hende lige ind i liften også køre vi på sygehuset!”
”Eleanor, nej”
”Glem det Harry!” jeg rejser mig langsomt op, inden jeg hjælper Eleanor op, som hurtigt forsvinder ind i stuen og i mens hun er væk, kan jeg langsomt finde noget køkkenrulle og sætte ved næsen. Hvilket kun giver mig en slem smerte, som jeg hurtigt skære tænder af.

”Harry, kom så. Vi er klar og du skal så meget på sygehuset!” hendes øjne kigger bare skræmt på mig, inden hun trækker mig med ud i gangen, hvor jeg så kan hoppe i overtøjet og gå ud til hendes bil, da hun absolut vil køre i den.

 

***

 

Efter sygehus besøget kørte Eleanor mig hjem og bestilte noget pizza, da hun ikke ville lade mig hver alene. Min næse havde åbenbart fået et ryk, eller noget i den dur, som gjorde at det begyndte at bløde og jeg straks fik at vide, at jeg skulle ligge mig ned og hvile mig.
Udover at hun kørte mig hjem først, så hun kunne kører ud at hente pizza, i mens jeg selv kunne hvile. Valgte hun at tage ud, at handle og sørger for mad til Quinn.
Eleanor havde ligefrem ikke lysten til, at forlade mig før min mor kom hjem og derfor sidder hun her endnu, i mens hun spiser det sidste pizza stykke.
Quinn ligger endelig og sover, hvilket er virkelig behageligt og rart. Det gør dog stadig ondt, at der skal en kvinde til, før noget kan ændres og før det ligesom hjælper.
”Eleanor?”
”Ja?” hendes øjne kigger stille på mig og jeg ser bare langsomt op på hende. Jeg skulle jo hvile mig og derfor valgte Eleanor, at sidde i fodenden og have mine fødder på skødet.

”Hvorfor kom du?” hun ser tøvende rundt, inden hun stille ser på mig og giver mig et trist smil.
”Bare alt det med Louis… jeg havde brug for en at snakke med og det Louis sagde…”
”Hvad sagde Louis?”
”Jeg vidste det jo godt, men jeg gad bare ikke og hører på det, fordi jeg var så sur. Jeg var skuffet over, at du bare kunne glemme hende, gå ud og drikke dig fuld, komme hjem og opfør dig lige sådan. Det skuffede mig så meget… Louis gjorde som altid, fortælle mig at du søger en slåskamp, så du kan mærke smerten, fordi du bebrejder dig selv og jeg fik det bare skidt. Men jeg havde håbet du havde ændret dig, men din mor…”
”Du har snakket med min mor?”
”Ja, hun ringede til mig og jeg har ringet til hende, pga. Quinn” jeg nikker bare en smule, inden jeg ser en smule væk.

”Harry, jeg er ked af at jeg smed dig ud. Men du skræmte livet af mig o…”
”Eleanor, bare stop, okay. Jeg fortjener ingen tilgivelse. Mor og Robin har bedt mig om, at forlade huset i morgen…” hendes øjne bliver straks store, inden hun ser totalt bekymret på mig.
”Hvor skal du så være?”
”Være ved dem, som egentlig stadig gider at have mig boende. Men dem findes der ikke mange af”
”I kan ikke bo på gaden! Det går jeg ikke med til!”

”Men sådan er det… jeg ligger som jeg har redt, ikke?” hun sukker tungt, inden hun fisker mobilen op og taster nogle nummer ind.
”Hvor er Louis?”
”Derhjemme, han tog aldrig af sted. Men gik direkte i seng i stedet” jeg nikker blot, i mens jeg betragter hende sætte telefonen til øret og flytter bare hurtigt blikket, da jeg mærker søvnen måske er på vej.

”Hej skat, det er mig. Jeg er hjemme ved Harry… ja jeg er okay. Men Anne smider ham ud i morgen, Louis kan du ikke kommer og hente nogle af tingene i morgen? Måske passe Johanna i nat? Klokken er lidt for mange og Harry har det ikke godt”

Jeg ser en smule forbløffet på hende, da hun åbenbart ringede Louis op og nu planlægger at hente mine ting, ligesom sige at hun bliver her.
”Han fik pludselig blodnæse og er blevet bedt om at hvile. Vi ved ikke hvornår Robin og Anne kommer hjem. Men Gemma sover ved en veninde og jeg kan ikke bare forlade ham”
”El…” jeg ser hurtigt på hende, men hun tysser bare på mig og jeg sukker en smule over det.
”Tak skat! Kan du ikke få drengene over og lave plads til Quinn? Eller måske handle en tvillingeseng, eller noget? Ja skat, han flytter hjem!” hendes smil bliver hurtigt stort, inden hun igen fortsætter.
”Jeg elsker også dig skat! Godnat!” hun vender langsomt hovedet i mod mig, inden hun ligger sin mobil på bordet og læner sig tilbage.
”Mener du det?”
”Ja Harry, du skal ikke stå på gaden og jeg kan ikke undvære min bedsteven forevigt! Plus, at du er skadet og virkelig har brug for hjælp. Desuden, så vil jeg godt se lidt glæde i Louis og måske kunne du snakke med ham”
”Jeg kan ikke love noget El, jeg kan forsøge. Men jeg kan intet love” hun nikker bare stille og ser stille ned i hendes lår, eller ned på mine fødder er det jo så.
”El, han skal nok blive okay og tak for at lade mig flytte ind igen. Jeg skal nok opføre mig ordenligt, men jeg kunne virkelig godt bruge hjælpen!”
”Det skal du nok få, Harry. Rigtig meget. Men du skal ikke gå i byen mere og du skal seriøst hvile dig, den næse skal i orden og fingerende med!”
”Skal nok forsøge”

”Det er godt!” jeg spreder stille armene ud, hvilket hun hurtigt opfatter og straks ligger hun sig ned i dem, dog virkelig forsigtigt.
”Mine ribben er okay igen” mumler jeg kort og holder bare om hende, hvor Eleanor langsomt begynder at græde og sikkert pga. alt med Louis, Allison og Niall.
Men jeg kan jo ikke gøre så meget.

En ting kan jeg og det er at flytte hjem. Hjem til lejligheden og bo ved min bedsteven, min veninde og deres datter, ikke mindst sammen med min egen.
Derefter må jeg tage Louis og Niall derfra, selvom Niall sikkert intet vil hjælpe. Men jeg må forsøge. Liam skal ikke stå med alt selv og sådan er det bare.

Vi kigger på det!

 

*********************************************************************************************************************************************************************

Havde I forventet at Eleanor kom?
Det er så trist for Harry, at Quinn virkelig mangler den kvindelig rolle og derved er en meget besværlig unge ;/.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...