More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14993Visninger
AA

24. Chapter 21 - part 1.

 

Louis's point of view.

"Kom nu Eleanor"
"Nej Louis, et nej er et nej. Acceptere det eller forsvind!"
"Jamen skat, han m..."
”Louis William Tomlinson, et nej er et nej acceptere det! Jeg vil ikke se ham her igen! Aldrig!" endnu engang lykkes det ikke og endnu engang bliver hun sur. Alt hvad Harry har gjort, vil hun ikke tilgive ham for og hun kommer altid med 'han bankede dig Louis og gjorde mig ondt'. Men jeg opgiver ikke, jeg har tilgivet ham.

"Her er din datter, skift hende!" jeg sukker irriteret og tager i mod, Johanna, Joey, vores datter.
"Ja du er heldig med hjælp... Det er ikke alle der er det..." jeg tæller langsomt sekunderne inden i mig selv, da jeg ved hun flipper på mig og der går også kun 3 sekunder, før hun siger noget.
"Du skal slet ikke begynde! Han ligger som han har redt og han har hans familie! Desuden tager han sig ikke af hans datter, Anne ha..." jeg vender mig hurtigt rundt og afbryder hende.
"Så du har ringet til Anne?" et smil popper sig frem på mine læber, i et håb om at hun faktisk er bekymret for ham og til mit uheld, så kommer hun op med noget helt andet.
"Fjern det smil! Jeg bekymrer mig for pigen og ikke ham!"
"Så siger vi det... Og hvad siger Anne så?"
"At første uge gik okay, men nu er det Robin og hende som passer Quinn, hans datter. Harry bruger tiden på at gå i byen og komme hjem fuld, ellers sover han dagen væk. Han har jo ikke ændret sig en skid!" jeg ser en smule chokeret på El og mærker en skuffelse komme frem, en skuffelse overfor Harry. Han virkede så glad, da han så hans datter og jeg kunne genkende den lykke, fra da han fik hende i armene. Det var den lykke jeg selv havde, da jeg fik min datter i mine arme.
"Indse det Louis, han ændrer sig ikke og kommer ikke til det..."
"Eleanor stop! Allison er død, hvordan tror du ikke han har det? Se på Niall, vil du også droppe ham?"
"Niall var ikke ond i mod mig!"
"Harry var fuld! Han har ændret sig! Han var så lykkelig da han fik hende i armene, jeg kunne genkende den lykke!"
"Hvorfor drikker han så? Og efterlader hans datter alene!"
"Fordi han er såret, du smed ham ud! Der hvor han havde mest brug for hjælp! Han er oprindeligt ked af det! Jeg så blikket i hans øjne! Han hader sig selv, for det han har gjort!"
"Godt. Har han også at gøre... Kom her prinsesse, nu når far er ligeglad med os!" straks tager hun Joey fra mig og begynder at gå i mod badeværelset. Hun stopper dog op og vender sig om, hendes blik er køligt.
"Pak dine ting og forsvind Louis... Jeg har brug for at du flytter ud... Jeg magter ikke mere Harry og du kan bare ikke stoppe. Så elsker du ham så meget, så forsvind"
"Eleanor!"
"Louis, skrid. Jeg gider ikke at se på dig" jeg sukker irriteret og kører frustreret mine hænder i håret.
"Eleanor, skat... Jeg elsker dig. Men Harry er min bedsteven og han har brug for os, han har mistet hende, ligesom vi har."

"Se du bruger Alli som undskyldning, hver gang! Jeg gider det ikke Louis, hun er død og det må I alle indse. Ingen af Jer kan gøre noget! I bebrejder alle hinanden og Jer selv. I havde en fight den da hun røg i koma og det kan du ikke komme over. Du vil ikke engang åbne hendes brev. Niall bebrejder sig selv så meget, at han går psykisk ned og intet kan hjælpe ham, jov måske brevet, som han heller ikke vil læse. Ja Harry mistede moren til hans barn og står alene, jeg har ondt af ham. Men han var voldelig i mod mig, råbte af vores datter og tæskede løs på dig. Det vil jeg ikke kunne tilgive..." hun holder en kort pause, inden hun ser på mig og med tårer på kinderne. Hun åbner igen munden og fortsætter hendes tale.

"Tror du ikke jeg savner Allison? Jeg savner hende hver evig eneste dag, hun var min bedsteveninde Louis og skulle være min første brudepige, den der skulle hjælpe med alt og nu kan hun det ikke... Men at læse hendes ord til mig, det hjalp en del. Vi vidste hun skulle dø, og chancerne var små. Ingen af os fik sagt farvel, fordi hun røg i koma lige pludseligt og ingen af os kunne forberede os. Kun Harry, James, Ryan og Paul. Jeg kan ikke ændre på hendes valg, men det var det hun valgte.
Så vi må respektere det. Hun skrev brev til os alle og lange breve... Nogle tykkere end andres, men hun skrev til os.
Allison er død Louis, hun kommer ikke tilbage og det var det skæbnen ville. Se på den lyse side, at hun fik en datter og stadig er med os. Du er ikke den eneste, som ikke fik sagt et farvel, eller sagt hvor meget hun betød og kunne få svar tilbage. Vi var mange Louis. Mange. Selv hendes mor." jeg ser en smule ned i jorden og tripper lidt med fødderne. Jeg bryder mig ikke om den tale, eller om de ting hun siger, selvom hun har ret i dem og at jeg aldrig får Alli tilbage.

Men at skændes med sin bedsteveninde, og ikke ane at det er den sidste dag, at man faktisk vil se hende i live, er frygteligt. Hun røg i koma, i mens vi var uvenner og jeg kan ikke bede om tilgivelse, eftersom hun ikke vågnede op...
Niall fik aldrig sin tilgivelse, eller lov til at sige de tre ord, som et så betydningsfulde og hver dag kan jeg sige dem, til den kvinde jeg elsker aller mest i verden. Det er ikke okay, det er ikke fair og nu kan en lille pige, vokse op uden en mor hos sig.

"Louis?" jeg løfter stille hovedet op og ser på Eleanor, hvis øjne lige nu ligger hvilende og bekymret på mig.
"Jeg skal nok pakke..." jeg vender mig stille om og går ind i soveværelset, hvor jeg straks finder en taske frem og begynder at smide det nødvendig ned i. Jeg vil helst undgå det emne, brevet kan umuligt hjælpe mig og jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv. Jeg burde ikke være blevet sur og skuffet. Så ville hun måske være her.

"Louis, stop nu det der!" jeg kan godt høre at min datter, langsomt er begyndt at brokke sig og det er forståeligt. Hun lugter og hendes forældre skændes.
"Nej, jeg skulle pakke og forsvinde"
"Skat, stop nu og snak med mig. Du kan ikke flygte hver gang, at jeg nævner noget om hende! Du ville godt da det var mig, men når man vender det i mod dig, så går du i baglås og det går ikke Louis. Snak med mig!"
"Hvad er der at snakke om? Du ved tydeligvis hvordan jeg har det... Så hvorfor snakke? Et brev hjælper intet... Vi kom op at skændes og hun røg i koma. Jeg kunne stå tilbage og være uvidende om vores venskab, og om hun hadede mig... Så hvorfor snakke? Vi blev skilt som uvenner!
Jeg startede fighten og jeg burde have ladet den være. Jeg skulle ikke tage den med hende, slet ikke på hendes mors bryllupsdag og det gjorde jeg! Så hvad vil du sige Eleanor?
Allison er død og jeg kan aldrig tilgive mig selv! Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke er der for Harry! Ja han bankede mig og jeg har tilgivet ham. Han var så knust og påstod at han havde mistet begge dele, at Paul havde dræbt både hans datter og Allison. Han søgte slag, netop for at få hvad han mente han fortjente. Nu står han alene, med et barn og to venner som har smidt ham ud! Niall kan ingen af os hjælpe og Helene vil ikke se sit barnebarn.

Jeg kan ikke tilgive mig selv, for noget som helst og sådan er det, du bad mig om at gå, hvis jeg ikke stoppede og nu går jeg" under hele forløbet har jeg pakket min taske og jeg tager den hurtigt op i hånden.

Tårerne er på kinderne, ligesom de er ved Eleanor og vores datter skriger nu op. Men jeg kan intet gøre, jeg skal bare væk.

 

***

 

Harry's point of view.

Min krop ligger smadret i sengen, med dynen smidt på gulvet og hovedet på puden, med en arm under. Jeg ligger på maven, i mens jeg bare sover mine tømmermænd ud. Jeg kan ikke gøre andet og det er det jeg gør. Jeg kan godt mærke smerten i kroppen, af mangel på de smertestillende piller, som jeg egentlig burde tage og som jeg ikke gør.
Jeg sukker irriteret, da et hårdt bank lyder på døren og jeg vender mig bare irriteret om.
"Fuck af!" personen fatter det tydeligt ikke og vader bare ind på værelset.
"Her er din datter, din mor og jeg skal ud til nogle venner, hvor vi skal spise. Der er mad i køleskabet og nej, vi ringer ikke til Gemma, hun er på arbejde"
"Ta' hende dog med... Kan du ikke se jeg sover?"
"Klokken er 17:34, så det er på tide du står op og tager dig af hende! Din mor og jeg har fået nok. Så her" jeg mærker hurtigt, at en bliver lagt ved siden af mig og jeg fnyser bare over det, fuck Robin.
"Pas på hun ikke falder ud, men det må du selv om..." jeg hører et irriteret suk, inden døren til værelset smækkes i og straks skriger en unge op, da døren virkelig blev smækket i.
"Hold nu kæft!" jeg rejser mig irriteret op fra sengen og ligger hende midt inde på den, inden jeg bare forlader værelset og styrter nedenunder.

"Mor!" råber jeg surt, inden jeg vader ned i gangen og kigger på hende. Hun ser bare på mig og med et rigtigt skuffet blik. Som om det ville hjælpe.
"Nej! Det er din datter og vi er færdige med at tage dit job!"
"Det er dit barnebarn! Dit job!"
"Jeg vil gerne have, at du flytter ud i morgen... Det her går ikke Harry!" ordene er meget svært for hende at sige, man kan høre det, men hun siger dem alligevel og giver mig et trist blik.
"Det kan du ikke! Hvor skal jeg bo!"
"Må du finde ud af Harry! Du opfør dig som teenager, og vi er færdige med den opførsel. Du og Quinn skal være ude i morgen, medmindre du rent faktisk tager dig sammen! Jeg elsker mit barnebarn, men det her er ikke en ferie for Jer og hun er din datter. Farvel Harry" jeg ser mundlamt på min mor, som bare vender mig ryggen og forlader huset sammen med Robin.
Jeg ser bare hvordan hun lukker døren i og mærker hurtigt den irriterende hovedpine, i mens lyden af en grædende baby lyder.
Hvad fanden var det for noget? Slog min mor lige hånden af mig og Quinn? Fuck hende! Det er sikkert alt sammen Robin’s idé. Mor ville aldrig kunne smide mig ud, aldrig!

 

 

******************************************************************************************************************************************

Så er der dømt drama!
Ikke alene ved Harry, men også ved Louis og Eleanor.
Mon Louis snart læser brevet og kommer videre? Hvad med Eleanor, vil hun kunne tilgive Harry?
Hvad mener I om Anne's beslutning? Forstår I hende og Robin? Og er det Robin som har fået hende til det?

Hvad tror I?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...