More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14984Visninger
AA

18. Chapter 16.

 

Harry’s point of view.

To dage er yderligere gået og jeg har stadig ikke set synet af min datter, Paul mente jeg lige skulle hvile lidt mere og det samme med de andre. Egentlig ikke just noget jeg vil, men jeg må vel gøre det og specielt når de siger det, ikke mindst lægerne forslår det. Jeg er så selv skyld i mine skader og det er jo bare surt, jeg kan desværre ikke ændre det nu, men jeg kan ændre mig og mine handlinger.
Sprut og slagsmål er ikke vejen ud.
Men krop har i det mindste fået det bedre og jeg har endda været oppe at gå, dog gav det smerter, men jeg har været oppe! Jeg har forbinding rundt omkring ryggen og maven, altså den er snuet hele vejen rundt og strammer kroppen ind. Det er det som gør ondt, men det heler smerterne og det er godt. Jeg får heldigvis smertestillende og de hjælper en hel del.
Det der nok gør mest ondt, er næsen. Jeg bruger den jo konstant og jeg kan jo ikke undgå smerterne der, men den ser pænere ud. Hånden ligger jeg ikke så meget mærke til, medmindre hvis jeg skal bruge den og det er ikke sket så meget endnu.
Jeg spiser ikke ligefrem selv. Tanja er her overraskende hver dag og fodre mig med hjemmelavet mad, jeg ved egentlig ikke hvorfor hun gør det, men jeg klager heller ikke. Det er faktisk dejligt med hendes omsorg. Jeg tvivler slet ikke på hendes kærlighed, altså til maden. For den er virkelig god og hun er nok den der tager sig af alle. Tvivler på Helene laver mad lige pt.
Men ja.

For at opsummerer hvad jeg egentlig fejler, så er det 3 bukket ribben og 2 brækkede, en brækket næse, to brækkede finger på højre hånd(Faktisk pegefinger og lange finger), en flækket læbe, flækket øjenbryn og sår i ansigtet. Faktisk er sårene blevet pænere, de renses jævnligt og øjenbrynet ser bedre ud, det samme med min læbe.
De bukkede ribben er ikke så meget bukket mere, de gør dog stadig ondt og de brækkede er stadig brækket, fingerende er stadig brækket og næsen med, som jeg jo har sagt.
Men jeg mærker ikke de smerter der er.
Når ja, jeg har trælår, eller det var det de mente og det var det så ikke alligevel, da smerten allerede forsvandt dagen efter. Underligt de ikke kan vurdere ting lidt bedre. Men sådan er det.

Louis har været her hver dag og med kage, hans humør er just ikke det bedste og jeg tvivler stadig på hans tilgivelse. Faktisk tror jeg stadig han hader mig, på trods af at han siger, at han faktisk ikke gør og han savner mig. Eleanor vil stadig ikke se mig og det gør squ ondt… hun var jo min veninde. Men jeg kan kun bebrejde mig selv og mit fuldskab.
Liam og Sophia har det da forrygende, så vidt jeg ved. Hun skulle vidst meget gerne være gravid, tror jeg nok?
Zayn og Perrie har det også forrygende, de var her faktisk i går og jeg fik lov at se Asthon, en kær lille baby. Perrie gav mig også en lussing, eller hun lod hver med at ramme min kind og kun med vilje, da hun ikke ville give mig flere smerter. Men hun kyssede så også min pande og sagde at jeg var et fjols.
Hvilket jeg kun giver hende ret i.

Jeg fortrængte alt omkring min datter, det sidste der eksisterer af Allison. Jeg drak mig i hegnet, lod mig blive tæsket, jeg har ikke snakket med min familie og jeg har behandlet mine venner som lort. Faktisk alle der elsker mig, har jeg behandlet som lort og den person jeg skal tage mig af, har jeg glemt alt om. Hvis jeg kunne tage tingene tilbage, så havde jeg gjort det.
Men det kan jeg ikke bare.
Men bare man kunne.

Nu håber jeg bare på besøg fra Paul, eller fra Louis. Bare så jeg kan blive kørt indtil min datter, eller de kan hente hende og kører hende herind. Jeg vil se hende. Jeg vil holde hende og give hende et navn. Hun kan ikke bare hedde Babygirl Hørlyck, eller hvad de endt kalder hende. Hun skal have et navn, enten Shantel eller Quinn. Selvom jeg altid har ønsket en Darcy, så skal Allison’s ønske ske og derfor skal det være et af de navne. Men spørgsmålet er hvad hun ligner. En Quinn eller Shantel.

 

***

 

Et svagt bank lyder hurtigt i mod døren, inden jeg vender blikket der hen og lader egentlig bare min mund være lukket. Jeg går ud fra det er Paul eller drengene, da de tydeligt plejer at komme hver dag, ellers er det Tanja. Hvad ved jeg. Det er nu Louis der kommer hver dag, men det gør ikke noget og jeg håber da de andre snart dukker op, selvom der er gået to dage.
”Heeeeej Harold!” bare glæden i Sophia’s stemme, er ikke til at tage fejl af, hun har tydeligt savnet mig og sikkert det gamle jeg, for hvem ville savne idioten?
”Hej Soph” faktisk er jeg en del overrasket, jeg havde ikke lige forventet at se hende og slet ikke nu, troede hun ville holde med Eleanor og det samme med Perrie. Men hun kom jo alligevel.
”Hey Hazza” lyden tilhører ikke ringere end Liam, inden de resterende kommer ind og med dem mener jeg: Louis, Paul, Zayn, Perrie og Ashton.
Faktisk dukker James og Tanja også op, jeg kan allerede nu se bøtterne med mad og et smil rammer mine læber, hjemmelavet mad! Deres tre unger dukker selvfølgelig også op og Amalie er den der holder John.
”Hej alle sammen” siger jeg med et overdrevet lykkeligt smil, selvom jeg nu gerne så Helene her, samt Niall og Eleanor. Ikke mindst Allison, en ting jeg ved aldrig vil ske igen.
”Jeg går ud fra du ikke rør maden?”
”Du har helt ret. Det er så klamt… deres budding er okay, resten er dårligt! Men jeg går ud fra, at du har forsyninger med?” et smil spiller sig om mine læber og hun nikker hurtigt, inden hun går hen og sætter sig ved mig, inden hun åbner bøtten og begynder at give mig mad.
”Okay, jeg tror jeg bør være syg noget mere” kommer der en smule fra James, inden vi alle en smule fniser og jeg ser hurtigt på dem alle.
”Hvad sker der for denne her store forsamling?” for det er langtid siden, at vi alle har været samlet og i et rum, selvom tre mennesker mangler og en der ikke dukker op mere. Jeg tager hurtigt i mod maden, som Tanja giver mig og det er tydeligt det er noget wok, ikke at jeg brokker mig. Hendes madlavning er god og jeg kunne sikkert godt selv styre en gaffel, men jeg har intet i mod fodring. Det er nu hyggeligt og rart.
”Jeg tror du skal spise op først” kommer der hurtigt fra Paul, inden han sætter sig på stolen ved siden af mig og Sophia der tager pladsen i fodenden, hvor Perrie tager den anden side.

Der går ikke forfærdeligt langtid, før jeg tydeligt er mæt og bøtten er tom, hvilket gør at Tanja pakker den væk og tillader sig at tørrer mig om munden. Noget siger mig hun nyder det, sikkert fordi de andre er okay og ingen er syge.
”Tak for mad Tanja”
”Du skal takke Helene, det er sådan set hende der har lavet det” jeg nikker stille og mærker tristheden over mig, inden jeg ser en smule på Paul og han klapper mig en smule.
”Hun er ikke klar endnu” jeg ser en smule undrende på ham, inden han åbner munden og besvarer min underen.
”Hun er ked af du er indlagt og siger du er et fjols, men hun bebrejder dig ikke og hun ville ønske hun kunne komme. Men hun er ikke klar. Sygehuset har for mange minder og hun er ikke klar til at s…” mere når han ikke at sige, ikke før jeg selv afbryder ham.
”Min og Alli’s datter?” han nikker stille og giver min hånd et klem.
”Vi har besluttet, at du godt må se hende og lægerne mener du vil kunne holde det ud, så de kommer med hende snart” et smil rammer hurtigt mine læber, inden jeg forsigtigt giver ham et kram og ligger mig godt tilbage.
”Men Harry… du skal forberede dig på en masse. Der skal skiftes ble, der skal gives mad og der skal gøres en masse, så Sophia bliver her natten over og hjælper dig, da du stadig skal hvile. Forhåbentligt kan du komme ud snart, eller i dag. Men lægerne skal lige vurdere dig først” et suk forlader mine læber, da jeg egentlig ikke aner hvor jeg skal være og den eneste løsning er mor. Hvis hun da vil have mig og sit barnebarn.

”Harry, er du okay?” jeg slår hurtigt øjnene på Louis og opdager nu at jeg sikkert har været væk.
”Ja, jeg vil egentlig bare gerne… have et hjem” mumler jeg stille og straks ser han trist på mig.
”Undskyld”
”Louis, det min egen fejl”
”Eleanor skal nok blive god igen… det er jeg sikker på. Men som jeg har sagt Harry, så bliver en mor bekymret, specielt når det gælder barnets sikkerhed” siden hvornår er Perrie blevet så klog, spørger I sikkert om og jeg kan desværre ikke give Jer et svar. Ikke andet end Ashton.
”Helt rigtigt Perrie” gør Tanja sig hurtigt enig i.
”Vi har desværre ikke plads, selvom vi helt vil gerne ville. Men vi har selv ham her og er ved at få en sove rytme til ham”
”Og He…”
”I behøver ikke… okay. Jeg tager bare til Holmes Chapel” siger jeg med et svagt smil, inden døren langsomt går op og en kuvøse ting trilles ind. Jeg sætter mig hurtigt op og mærker langtfra smerterne, da jeg mest af alt tænker på min pige.
Lægen tager forsigtigt hende om, inden han langsomt ligger hende forsigtigt i mine arme og et kæmpe smil rammer hurtigt mig.

Hendes øjne åbner sig langsomt op og jeg kan ikke andet end at smile, hun er smuk. Se hende lige. Tænk at jeg har lavet hende her. Hvor er hun bare fantastisk!
Hendes små smukke øjne kigger op i mine og jeg kan tydeligt se, at de er blå/grønne og de er smukke. De minder om mine øjne, i mens hendes hår minder om en blanding af mig og Alli. Hun ligner allerede sin mor og har sin mors skønhed.
Bare følelsen af hende i mine arme, gør at jeg nu kan smile og føle mig glad. Hun er fantastisk.

”Det klæder dig med et barn” kommer det smilende fra Liam, inden jeg vender hovedet smilende i mod ham og derefter kigger ned på min datter igen.
”Hun ligner Alli, meget”
”Ja det gør hun, men også sin far” jeg ser stille på Tanja, som giver mig et kærligt smil og jeg ser bare hurtigt ned på min datter igen.
”Hvad skal hun hedde Harry? Vi kan ikke kalde hende Baby Styles mere”
”Jeg tror jeg vil kalde hende Quinn. Hun ligner ikke rigtigt en Shantel”
”Det er også et sødt navn! Skal hun så have et pigenavn?” denne gang er det Perrie der snakker og jeg ser bare tøvende på Paul.
”Tror du at hun må hedde Hørlyck?”
”De tror jeg ikke skader, det hed hendes mor jo” jeg nikker stille og ser ned på den lille pige.
”Quinn Hørlyck Styles” smiler jeg tilfreds, men dog synes jeg alligevel noget mangler.
”Nej Quinn Hørlyck Horan Styles, det ville din mor helt sikkert kalde dig! For din mor elskede rigtig meget din Onkel Niall og jeg er sikker på at hun ville have givet dig det navn”
”Det vil Niall blive glad for Harry” jeg ser hurtigt på James, som giver mig et kærligt smil og ligger armen om hans to børn.
”Quinn” siger jeg smilende for mig selv og prikker hende på næsten, hvor et fint lille grin lyder, inden hun træt gaber og stille tager fat i min finger.

 

******************************************************************************************************************************************

Nurh! Så fik Harry endelig hans datter at se!
Hun fik ikke mindst et navn! Hvad mon Allison ville have sagt til det navn og hvad vil Niall sige? Hvordan mon han egentlig har det?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...