More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14986Visninger
AA

13. Chapter 11.

 

*3 måneder senere*

 

Louis’s point of view.

Hendes ansigt dukker konstant frem i drømmende, men hver gang hun forsøger at sige noget, så vågner jeg altid og hele dagen kan jeg bare undre mig, for hvad ville hun fortælle? Alt jeg kan tænke på er hende og vores tid sammen, hvor stor en idiot jeg var i starten og hvordan hun ændrede alt. Nu er hun er ikke mere.
Jeg kan aldrig fortælle hende følelserne, de følelser jeg aldrig rigtig deler, fordi jeg regner med folk ved dem og jeg siger sjældent til folk ordene: Jeg elsker dig.

Jeg siger dem ikke nok og nu kan jeg fortryde det.
For vidste hun at jeg elskede hende? At hun var min bedsteveninde? At hun var alt som betød noget for mig?
Jeg fik næsten aldrig nævnt ordene. Næsten ikke.
Selvfølgelig betyder Eleanor meget mere og hun er nok den eneste jeg siger ordene til, men det er ikke nok. Man skal sige dem til alle man elsker og ikke fortie dem.
Det ved jeg nu.

De sidste måneder har været hårde, vi er stadig forlovet og vi er stadig sammen. Men hvornår vi gifter os er uvist. Eleanor er knust, ligesom jeg er.
Faktisk er alle knuste.
Hun ville ikke engang føde vores datter, men det skete og hun er her nu. Hun er lige her. Her i hendes fars arme og i mens hendes mor sover. Min egen smukke lille datter.
Det er underligt at sådan et lille væsen, kan være så yndigt og samtidig med så stærk. Bare Harry ville have set… men det ville han ikke. Selv Helene nægter at rører hendes datter. Helene nægter meget og det er okay, hun er såret og knust.
Nu fik jeg Jer sikkert til at tro, at Helene ikke vil rører Willow, men det er ikke den datter vi snakker om. Nej vi snakker om hendes datter’s datter, okay nok nemmer at sige barnebarn. Hun kan ikke røre hende, ligesom Harry ikke kan og Harry vil langtfra se hende. Han ville ikke engang se hende komme til verden, da han vidste hvad der ville ske.
Niall har heller ikke villet se hende. Faktisk har ingen af os set ham og Harry siden begravelsen. Det eneste man hører om Harry, er hans mange drukture og hans mange slåskampe, hvor han langtfra slår igen. Det hele minder blot om den gang, at vi alle skubbede ham bort og i troen om, at han var den som fik Niall og hende skilt ad. Han er gået tilbage til ham.
Niall ved jeg ikke, han vil ikke snakke med nogle og ingen kan komme i gennem til ham. Liam har været hjemme ved ham og han skulle have tabt sig en del, ikke mindst kun sidde med ringen i hånden og føle sig forladt.
Liam holder sig nogen lunde oppe, han er den næste som næsten er kommet fremad og nej ikke videre, ingen af os vil kunne glemme hende. Men han er kommet mere videre end vi er. Sophia derimod har været sygemeldt og kun grædt.
Zayn klarer sig godt, han tænker mere på hans søn og Perrie, end noget andet og han besøger jævnligt Helene, en ting jeg ikke kan.


Jeg har bare været der for Eleanor og vores datter, for hvad hvis Eleanor mistede vores datter? Ligesom Helene næsten gjorde, det vil jeg ikke kunne bære. Så jeg blev.
Selvom jeg helst ville grave mig i et hul og tage i byen med Harry, så jeg kunne beskytte ham. Eleanor har faktisk klaret tabet bedre end mig, det er nu mere hende der har trøstet mig og ikke omvendt.
James og Helene er dem som har taget det værst.
James har været nede i et stort dyb hul og kun drukket sig fuld, faktisk brugte han den første måned med Harry, inden familien måtte få ham hjem og få den gamle James igen. En ting de havde svært ved, men nu sørger han ved dem.
Ryan dukkede op til begravelsen og siden har ingen af os hørt noget.

Det utroligt, at et eneste menneske, kan sårer så mange mennesker og alle på samme tid.
Men Allison var en fantastisk person, hun var virkelig perfekt og en dejlig veninde, hun var der hvis vi havde brug for det og åbenbart vidste hun tit ting, før vi andre vidste det.
Jeg savner hende hver dag. Jeg savner hendes smil, hendes øjne som altid stråler, hendes grin, hendes bitchede side, hendes flabet side, hendes omfavnelser og hendes beskyttende være måde, hendes hjælpe måde. Jeg savner alt ved hende.
Jeg savner min bedsteveninde.


Ville ønske hun kunne se min datter, ikke mindst se hendes egen datter og vide at hun havde fået en. Hun skulle have været gudmor, en ting hun desværre ikke kan blive og hvem jeg nu skal vælge, det ved jeg ikke og det ved Eleanor heller ikke.
Der er ikke meget vi ved.
Det eneste vi alle ved, er at One Direction ikke længere eksisterer. Eller vi eksisterer stadig, vi laver bare intet lige nu, da vi alle er i sorg.

 

***

 

Eleanor’s point of view.

Mine øjne rammer forsigtigt på Louis, som stadig sidder på stolen og stadig med vores datter i armene. Han er lidt at gennemskue. Der er både lykke og sorg i hans øjne. Han bebrejder sig selv og det er tydeligt at se, han lod dem blive uvenner og nu kan han ikke gør det godt igen. Han kan ikke spørger om hendes tilgivelse, han kan ikke sige at han elsker hende, eller at hun var hans bedsteveninde. Han kan ingen ting.
Jeg ved han hader sig selv og jeg ved han har gjort alt for mig, så jeg ikke skulle ende som Helene. Han er den bedste kæreste og jeg elsker ham.

Selvfølgelig savner jeg Allison og elsker hende, hun var min bedsteveninde, ligesom hun var hans. Allison betød ligeså meget for mig, som Louis gør.
Jeg har stadig Sophia og Perrie, det er det som holder mig oppe og vores datter. Vi vidste jo at tingene kunne gå to veje, enten et liv eller døden og det var døden der skete. Man kan ikke stoppe kræft, det er en svær ting.
Selvom jeg var klar over hun ville dø, så kom det stadig som et chok og jeg er glad for, at hun ved jeg elskede hende. Selvom jeg hang ud med Barbera, så vidste hun det.
Harry gav os alle brevet og hvor mange der har læst deres, det ved jeg ikke. Men jeg læste mit og jeg ved Louis ikke har læst sit. Han kan ikke få sig selv til det og han vil slet ikke se på det.
Han vil ikke vide hvad der står, for der vil sikkert kun stå had og han vil ikke vide, at hun vidste hun ville dø. Han vil ikke vide det.
Men Allison har ret, det eneste der vil få ham okay er at se brevet, at se hvad hun har skrevet og se hendes tale til ham.

Det kan være hendes brev var kort, men det var tydeligt at hun græd under brevet og jeg er ligeglad hvor kort det var, så længe jeg bare fik et og fik et afskedsbrev, så er jeg glad.

”Louis?” han løfter stille hans hoved op, inden hans blå øjne kigger på mig og et smil rammer forsigtigt hans læber.
”Hej skat” selvom han forsøger at lyde okay, så er han ikke okay. Jeg ved han er lykkelig for at hun er til verden, men han frygter stadig det værste. At Allison hader ham.
En ting hun langtfra gør. Allison elskede ham og det ville han vide, hvis han læste sit brev og ikke bare smed det fra sig, når man forsøge at række ham det.
Jeg tror heller ikke Niall har læst sit, men jeg er næsten sikker på at Zayn og Liam har, siden de begge gik fra sårede mænd, til at virke mere okay og afklaret, ligesom jeg selv gjorde. Pierre og Sophia har skam læst deres, da vi valgte at læse hinandens breve op, så vi ikke selv gjorde det og det hjalp. Der er ingen der bebrejder den anden, for Allison havde samme følelser for os alle. Vi var alle bedsteveninder og i alle breve stod der det samme.

Vi skulle passe på Harry og Niall, hjælpe dem videre.

En ting ingen af os kan, da Niall har lukket sig totalt ude og Harry blot drikker. Ingen kan trænge sig i gennem dem, ikke engang Paul. Som overraskende nok brød sammen til begravelsen. Jeg har aldrig set ham så knust, men han gjorde han hun ønskede. Han fik John til England og fik lavet den perfekte grav til dem.
Allison er ved hendes far, den mand hun har savnet hele livet og de er endelig sammen.
Hun havde planlagt alt. Det hele.

”Eleanor, er du okay?” ved lyden af hans stemme, mærker jeg godt hvordan mine kinder er våde og opdager nu at jeg har grædt.

”Ja, jeg tænkte bare på hende” siger jeg stille. Det er svært at nævne det for ham, for alt han gør er bare at undgå emnet og ikke fordi han ikke vil trøste mig, det vil han. Men han vil ikke snakke om hende, da han bebrejder sig selv og føler sig som en idiot.
”Louis?” han rejser sig bare op, inden han giver mig vores datter og kort giver mig et kys, inden han forsvinder fra værelset og ud på gangen. Igen flygter han fra emnet og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg er bange for han gør som Niall og Harry, lukker sig ude fra os andre og inde i sig selv. Men vi kan ikke gøre noget, selvom der er gået tid.

Dog er det bare trist, at han er trist og jeg håber ikke vores datter mærker det.

Jeg lader bare mine øjne ramme ned på guldklumpen, hende jeg gav til verden i nat. Min smukke vidunderlige datter. Hun er smuk. Bare følelsen af hende hos mig, gør mig tryg og glad, selvom jeg ville ønske Allison så hende, så ved jeg hun kigger fra himlen og det er det jeg tror på.
Allison holder øje med os alle.

 

*********************************************************************************************************************************************************************

Et lille kort kapitel, men regner stærkt med, at der kommer mere senere!

Men hvad mener I om det?
Niall som har tabt sig og har lukket sig inde, hvor han kun holder fast på ringen og ikke for at tale om Harry, som er gået tilbage til at drikke sig fuld og søge en slåskamp. Åbenbart hørte vi lige Louis fortælle, at Harry ikke engang så sin datter kom til verden og han slet ikke har set hende over hovedet. Hvad mener I om det?

Mon Louis vil stoppe med at bebrejde sig selv? Eller bare tage sig sammen og læse brevet?
Hvad med Helene? Mon hun nogle sinde, vil kunne se på hendes barnebarn?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...