More than life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 17 mar. 2015
  • Status: Igang
Hvad nu hvis vi spolede tiden tilbage, tilbage til Allison som lå i koma og var gravid med Quinn. For hvad nu hvis de holdte Allison i live og Allison aldrig vågnede op, men de i stedet måtte tage Quinn ud med kejsersnit og derefter at Paul måtte tage den svære beslutning, at slukke for hende. Hvordan ville Harry’s liv som enlig far være og hvad med Niall, som højst sandsynligt giftede sig med Barbara, hvordan ville deres liv være? Ville Harry stadig møde Bea? Ville Helene overleve tabet af sin datter, også selvom hun har fået en ny? Ville One Direction stadig eksistere? Hvordan ville det hele overhovedet ende? Dette her er en ekstra historie af ”More than this” – serien.

54Likes
226Kommentarer
14980Visninger
AA

12. Chapter 10.

 

*Lyt til sangen i mens, at i læser kapitlet*
 

 


Hans øjne var dybt fortabt, da han så sig selv i spejlet, i mens han fik ordnet slipset, et slips han ikke var så god til og slet ikke sådan som alt var lige nu.
I mens han selv funklede med slipset, funklede alle andre ligeså med deres eget tøj og deres eget udseende. Der var ingen glade ansigter, det var intet at se.

Alt var stille og mørkt, i mens alle langsomt lod deres fødder gå over det våde græs og hen i mod det sorte overlag, af telt. Der var heldigvis et tæppe på jorden, hvis nogle skulle se positivt på noget. Deres ellers så fine sko, ville langtfra blive ødelagt og en løber var endda blevet langt ud, da regnet piskede ned omkring dem og paraplyer var slået op.
Tårerne rendte allerede på de fleste kinder, i mens blitzene bare fløj ind fra sidelinjen.
De pårørende fandt pladsen på stolene, i mens deres øjne langsomt faldt på den flotte hvide kiste, dekoret med en flot krans.

Hun nærmede sig kisten og lod hendes øjne falde ned på hendes datter, den datter hun havde så kært og den datter som allerede var taget fra hende. Hun var i ført i den kjole, som hun altid havde drømt om at bære, den kjole som symboliserede kærligheden i mellem to personer. De to personer som betød alt for hende. Halskæden fra manden i hendes liv, var plantet om hendes hals, den halskæde hun aldrig fik og aldrig så. Hendes hår var sat som det plejede, naturligt krøller og med et fint naturligt ansigt, som langtfra så blegt ud.
Hun så en sidste gang på hendes datter, inden hun lagde en hvid rose ned hos hende og plantede læberne på hendes pande, inden hun stillede hviskede ordene, de ord hun ikke har kunnet sige og kunne fået sagt.
”Jeg elsker dig min hvide due, farvel min prinsesse” hun kyssede igen blidt hendes pige, inden hun tog turen rundt om kisten og lagde den anden hvide rose på en sten, inden hun forsigtigt bukkede sig ned og sagde disse ord:
”Pas godt på hende, hun er endelig hos dig” tårerne væltede på ingen tid ned af kinderne og hendes nye mand måtte træde til, for at hjælpe hende op og ligge armene om hende, inden han førte hende i mod stolene og selv tog skridtende i mod kisten, inden han selv kyssede hende farvel og lagde en hvid rose.
”Vi ses om maaange år. Jeg lover dig, at de er i trygge hænder” han gik hen i mod stolene, inden den næste trådte til og måtte gøre det samme, ligge en hvid rose og sige sine ord.
”Dont cry, I will do anything. Bye” han lod hans læber ramme hendes pande, i mens han lod krøllerne ramme kinderne på hende og derefter vente sig om, hvor han blev modtaget af sine forældre.

Alle fik lagt en rose, sagt deres ord og stadig en manglede.
Da alle havde sat sig, rejste han sig langsomt op og gik langsomt i mod kisten. Hans øjne ramte ned på hans livskærlighed, inden han lod den røde rose, blive lagt ovenpå de hvide og skille sig ud fra de andre. Han vidste at alt var for sent nu, de sidste ord han havde sagt, var ikke det de burde være og det var for sent nu, han havde ikke muligheden og kunne nå ikke få tilgivelsen. Han kunne ikke få sagt ordene og givet hvad han ville.

Han havde taget øjeblikket og tænk på det længe, han havde overvejet Romeo og Julie, tage sit eget liv og ligge sig i kisten ved hende. Men han vil blot svigte hende og det hun ville ønske for ham. I stedet lænede han sig ned over hende og sagde hans sidste ord.
”Always and forever” han lod hans bløde læber, ramme hendes for en sidste gang og lod en tårer ramme ned på hendes kind.
Han tog stille fat om kistens låg og lukkede den forsigtigt ned over hende, inden han med meget rystende hænder lukkede og mærkede tårerne presse på. Han bevægede sig over til de andre og tog plads ved siden af hans bedstevens side, i mens han tog hans hånd og de begge kiggede sørgmodigt på hinanden, inden han lagde en hånd på hendes mors skulder og gav den et klem.

Præsten tog pladsen foran kisten og lod ordende forlade hans mund, de ord hun allerede havde forberedt for alle. Hun havde planlagt alt og kun fordi hun vidste, at ingen af de andre vil kunne. Sangene var valgt, alt var bestemt og alt der nu skulle gøres var kun et farvel.

Da præsten og sangene var færdige, begyndte kisten at rykke sig og først her begyndte tårerne at trille på alles kinder, det var nu hun tog sin sidste rejse og rejsen bestod af at se hendes far igen.
Han havde fået det til at lykkes, så hun kunne få sit største ønske og blive genforenet med hendes far. Alle rejste sig op og så hvordan kisten blev mindre, hvordan den blev sunket i jorden og hvordan den forsvandt.
Først tog alle de fjerneste bekendte, jord i den ene hånd, inden de stille kastede det ned på hende og jo længere man kom til de tætteste, så blev hånden skiftet ud med en skovl og med en større bunke ord.
Det nåede til hendes mor og skovlen var svært for hende at tage, hun skulle for alvor nu sige farvel og hun var langtfra klar til det.
Hun tog forsigtigt skovlen og skovlede den ned i bunken med jord, inden hun fik det på skovlen og langsomt gik i mod hullet, der hvor kisten var for få sekunder siden. Hun lod jorden forsigtigt falde, inden skovlen blev taget af hendes mand og hun for alvor knækkede sammen.
Hun blev ved med at råbe ordende:
”HVORFOR!”
”HVORFOR!”

Hun var væk nu, den pige der fik alle hjerter til at smelte, den pige der fik alle til at grine og smile. Desværre var hun væk nu og der var intet som kunne gøres.
De havde gjort hvad de kunne og der var ikke mere tilbage.
Der var kun himlen tilbage og det hun havde savnet mest, hendes far.
Hun skulle se ham igen, det vidste hun og tiden kom hurtigere end planlagt. Men nu var hun ved ham.
Hun var genforenet med manden i hendes liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...