de sorgløse blade

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 8 nov. 2014
  • Status: Igang
jeg læste engang selv en roman, hvor der var en der på et tidspunkt sagde at han, da han var lille havde ligget i sin seng og lyttet til bladenes hvisken. og det er så der jeg har min inspiration fra. denne novelle handler om hvordan en lille almindelig mand, der synker længere og længere ned i fortvivlelsen. men mens alt dette står på, er hans eneste trøst at lytte til de hviskende sorgløse blade. men hvad er det egentligt de siger? og er han virkelig villig til at gøre det de beder om?

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

1. de sorgløseblades hvisken

Der var gået nogle år før han opdagede det. Opdagede at bladenes raslen og hvislen, indeholdte stemmer. Fred fyldte, had fyldte og sågar bedene stemmer. 
Han vidste ikke om han var noget særligt, eller om alle i bund og grund havde evnen til at tyde naturens mærkværdige sprog. Måske var han blot den første der lod sig indhylle i stemmernes ord. Måske var der endda andre, der allerede havde lært at tyde det mærkværdige sprog. Han derimod, havde indtil videre, kun opfanget brudstykker af forskellige samtaler. Men en ting var han sikker på. 
De ville havde ham til at gøre noget, noget han aldrig selv ville havde gjort.
Og da han endelig en dag, fandt ud af at tyde en hel sætning, fra disse sorgløse grønne skabninger, forstod han ikke hvorfor bladende, netop spurgte om denne ting. 
Den ene ting, han selv havde overvejet så mange gange. 
Men aldrig har haft mod til at gøre. 
Men der, på den grønne sti, der lige så roligt, i takt med at efteråret kom nærmere, blev mere og mere farvefyldt, og hvor bladende var begyndt at få forskellige nuancer af rød og gul, i de flotteste farvesammensætninger, som ikke engang hans fantasi kunne forestille sig. 
En livlig fantasi havde han nu aldrig haft. Trods hans mors ihærdige forsøg på at fremhæve rollespil som den ideelle fritidsaktivitet. 
Nå, men der på den fredfyldte sti, tog han den endelige beslutning. 
Han ville gøre hvad bladene bedte ham om. Men tanken om at efterlade alle han holdte af bag sig, det var den eneste der holdte ham tilbage. Flere gange i løbet af de foregående år, 
havde han forsøgt. Verden ville vel også være et bedre sted uden ham. Ville den ikke? 
Om den ville eller ej, var et spørgsmål han ikke kunne besvare. Men hans familie ville komme over ham. Han ville være heldig hvis de overhovedet opdagede han var væk. 
Ja måske var de sorgløse blades bud, det eneste rigtige for ham. 
Bladene føltes også så virkelige. Bladene var det eneste der føltes virkeligt. De gange han havde lyttet til deres sang, var nogle af de lykkeligste øjeblikke i hans liv. 
Hvis det var der ventede ham på den anden side. Bød han det mere end velkommen. 

Tankerne havde fået frit spil, på denne sene efterårsdag. 
Han var begyndt at gå mange flere ture i skoven på det sidste. Faktisk, var lysten kommet i stigende grad, siden han var begyndt at forstå bladenes hvisken. 
De talte til ham oftere og oftere, og på det sidste var deres blide hvisken, 
gået over i et mere højlydt tonefald. 
Men det var lige meget hvad de sagde, eller hvor høje deres stemmer var. 
Det vigtigste, og det der fik ham til at lytte til dem, var at de lyttede til ham. 
Når han talte, var alle tavse.

Når han gik der i skoven, blandt alle de farverige træer, følte han sig hel. 
Det var det eneste tidspunkt på dagen, hvor han følte sig fri. På det sidste var han begyndt at hører bladenes stemmer overalt, på jobbet, på vejen hjem og sågar når han lå i sin seng. Træerne kunne efterhånden nå ind til ham hvor end han var, 
men det eneste sted hvor alting gav mening, var her i skoven. 
Budskabet bladene kom med, var også blevet mere tydeligt på det sidste. 
Snart var der ingen vej udenom. Hans tanker var allerede begyndt at kredse om et tidspunkt. Et tidspunkt hvor alt ville være slut. Måske i dag, måske i morgen eller måske i næste uge. 
Han viste det ikke. Dette var den sværeste beslutning, et menneske kunne tage. 
For hvad var så forfærdeligt, at det kunne få nogen til frivilligt at forlade denne verden? 
Han var ikke sikker, men svaret kunne være glemslen. Det at blive glemt var måske noget af det han frygtede mest. Måske var det en mærkelig ting at frygte, 
nu da han var blevet glemt så mange gange før. 
Men hver gang det skete, var det som om et  stykke af hans sjæl, knustes i tusinder af stykker, og derefter faldt hele vejen gennem kroppen, fra toppen af hovedet og helt ned til tæerne, mens de skar som tusinder af knive. 
Følelsen var først begyndt at komme, den første gang han for alvor var blevet glemt. 
men ja, det at blive glemt var nok det han frygtede mest i livet. 
Måske endda også i døden. 
Kunne døden glemme en person? 
Efterlade ham i tomrummet mellem de levende og dødes verden ?
Måske var det han frygtede mest, og grunden til han endnu ikke havde taget det afgørende skridt. Han vidste det ikke, men en ting var sikkert. Han ville gøre det, bare ikke i nu. 

Han kom til at kigge på klokken. Den var blevet mange. Og nu da han mærkede efter, kunne han godt mærke at han var blevet sulten. 
Bladenes stemmer var også begyndt at tage til i styrke. Det gjorde de som regel, når han var begyndt at blive træt. Ja, det var på tide at komme hjem. 
han så sig omkring. Han var kommet langt ind i skoven. 
Men dog ikke så langt, at han ikke kunne finde ud.

Skoven var som en ven, hans bedste ven, hans eneste ven. Det var også det eneste sted han følte sig hjemme, det eneste sted, han kendte ud og ind. for eksempel var han begyndt at kunne tyde hvor når det trak op til storm, alene ud fra bladenes bevægelser. 
Derfor skulle man tro han havde set det komme. 
Set at lige netop denne tur, ikke ville blive som nogle af de andre. 

Lige så roligt begyndte han at kunne mærke at vinden tog til i styrke, men det var ikke kun vinden, også bladenes sagte hvisken, var blevet forvandlet til en mere hysterisk og skinger råben. Han prøvede at holde sig for ørene, men det hjalp ikke. 
Stemmerne blev højere og højere, for til sidst at blive så øredøvende, at han gik i knæ. 
Og måske var det grunden til at han hverken så eller hørte, det kæmpemæssige træ, det løsrev sig fra sine rødder, og med et styrtede ned over den stakkels rædselslagende mand, der i sine sidste frygtindgydende sekunder erfarede,
 at det ikke var bladene der havde hvisket til ham, men stemmerne i hans hoved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...