Fours Choice.

Test-dagen er over, men Four sidder tilbage med et svar, han ikke ved hvad han skal bruge til. Udvælgelsesceremonien venter lige rundt om hjørnet. Så hvad skal Four gøre når hans svar på testen var en Divergent som ikke passer ind nogen steder? - Find ud af hvad Four tænker og gør i Fours Choice. - Det her er mit bidrag til Konkurrencen: Divergent four - Skriv dig helt tæt på Tobias. mulighed 1.

3Likes
5Kommentarer
502Visninger
AA

2. FOURS CHOICE.


 

Fours Synsvinkel.

Divergent, det ord havde kørt rundt i hovedet på mig siden i går. Jeg vidste stadig ikke hvad det betød for mig? Hvorfor måtte jeg ikke sige det til nogen? Hvad var det, der var så farligt ved det? Alle de ubesvarede spørgsmål, hvem der kunne besvare dem, det vidste jeg ikke. Spørgsmål var der mange af og masser af svar, som jeg ikke kendte, men det der plagede mig mest var, at det ene spørgsmål, som var svaret det vigtigste valg i mit liv, stadig ikke kunne besvares.

Jeg forstod ikke længere meningen med test-dagen. Det var test-dagen som skulle svare på, hvad jeg skulle vælge om ganske kort tid. Jeg vidste, at alle de andre havde fået et svar, deres liv var bestemt, hvis de altså ønskede at følge det, som testen valgte for dem. Jeg vidste også, at mange valgte ud fra, hvad testen fortalte dem. Alle kendte til ordsproget "faktion før familie" så deres valg jo var bestemt, men hvad med mit? Jeg fik det dårligt og måtte forlade testen før den blev færdiggjort - det tror min far i hvert fald. Det var, hvad jeg fortalte ham og med så få ord som muligt. Sådan var det altid, jeg ønskede ikke at snakke mere end højst nødvendigt med min far. Jeg frygtede ham og jeg hadede ham. Jeg vidste ikke, hvor jeg ville ende. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville vælge, men en ting var sikkert; om meget kort tid, ville jeg ikke længere bo under sammen tag som ham mere. Han havde ødelagt mig nok, jeg havde gennemgået nok smerte og jeg ville ikke længere tillade det. 

 

Jeg vidste, at for kvinden, hvis navn jeg ikke fik fat i, som hjalp mig til testen, ville gøre noget ved min test, så det så ud som om, at mit valg var ganske nemt - Puritanerne, de uselviske min egen faktion. Jeg vidste ikke, om det var fordi, hun troede, at det ville være det bedste for mig at blive hos min far. Det var i hvert fald ikke min plan, lige meget hvad den test ville sige – og på ingen måde det bedste for mig. Ingenting ville kunne ændre på den beslutning og slet ikke en fremmed kvinde, som bare hjalp mig med testen.

Jeg sad og rodede rundt i maden, jeg havde for meget at tænkte på til, at jeg overhoved kunne overveje bare at tænke på at spise - for at være ærlig, var havregrød heller ikke lige meget noget, jeg havde særlig meget lyst til at spise lige nu.     

Jeg tog overhovedet ikke øjnene fra maden, heller ikke da min far valgte at bryde den ellers behagelige stilhed og hive mig ud af mig tanker og tilbage til virkeligheden. 

"Hvorfor gjorde du ikke din test færdig i går?" spurgte han, i en udmattende tone, som om han havde arbejdet utrolig hårdt hele dagen - men jeg vidste dog, at det ikke passede. Han var et af overhovederne i byen og overhovedet for vores faktion. Han var en respekteret mand alle steder, og jeg havde tit overejet, om det var fordi, at folk var bange for ham - præcis som jeg selv var.

"Jeg blev syg, det har jeg jo sagt," sukkede jeg idet jeg skubbede stolen tilbage for at rejse mig. Min skål med min havregrød, som jeg stadigvæk ikke havde rørt, stillede jeg på køkkenbordet.

"Jeg går en tur," sagde jeg og forlod spisestuen og derefter huset, hurtigere end han kunne nå at gøre noget ved det. Døren lukkede jeg en smule hårdt, så han ikke var i tvivl om, at jeg gik.

En smule kold luft ramte mit ansigt, imens stilheden igen tog over. Jeg bevægede mig væk fra huset og gik ned langs gaden, som var tom for mennesker. Måske fordi, at det var begyndt at blive mørket. Ingen var i tvivl om, at det var sensommer og at efteråret var på vej. Jeg lod tankerne flyve rundt mens jeg gik. Det var en rolig dejlig aften i aften.
 

Alle spørgsmål fra tidligere vendte nu tilbage, sammen med en helt masse nye, som ligesom de andre spørgsmål, var ubesvarede. Alle faktionerne fandt også vej til mine tanker, en af gangen - Først Puritanerne, som helt sikkert var udelukket eftersom det var min faktion nu, og jeg nægtede at blive ved med at finde mig i min fars hårde behandling af mig. Så var der Sanddruerne - de ærlige. Det tog mig alligevel tid at overveje, om jeg overhovedet kunne se mig selv hos de ærlige, eftersom jeg måske ikke var helt ærlig. Jeg havde løjet tusinder af gange før. Løjet om de ting, som min far gjorde ved mig. Der tror jeg alligevel ikke, at jeg ville kunne se mig selv, for hudløs ærlig, som om jeg, Tobias Eaton, nogensinde ville blive helt ærlig - nej det tror jeg ikke. Peacifisterne de er de fredelige mennesker, måske er det stedet jeg burde være. Måske er det det, jeg har brug for - fred. Jeg ved det egentlig ikke, for der er jo også Intelligentsia - de er de lærde, men det virker lidt for meget som nørder, og jeg er ikke en haj til computere og den slags. Jeg er måske heller ikke lige den klogeste her i byen. Til sidst er der skytsenglene - de frygtløse, også bedre kendt som byens beskyttere. Mange af min venner havde altid set op til dem, selvfølgelig havde jeg også selv det, det gjorde alle. De var seje, og de frygtede ingenting. 

Jeg havde overvejet alle faktionerne da jeg igen vendte tilbage til mit hus. Det var blevet mørket nu, og lyset var slukket, hvilket betød, at min far var gået i seng. 

 

★★★★

 

"Hvor fanden var du henne i går?" råbte min far endnu gang, imens han svang bæltet tilbage for at give mig endnu et slag med det. Smerten der gik igennem min krop, fik mig til at knibe øjnene sammen og et smerteskrig forlod mine læber. Det var lige før det trak tårer, men han måtte ikke vide, hvor meget smerte han påførte mig, så jeg bed mig hårdt i læben, for ikke lade tårerne få frit løb. Det sidste slag ramte mig hårdt og præcist, inden at han stoppede og satte bæltet tilbage i bukser. Han kastede et sidste blik på mig, inden han forlod både mig og huset. Da jeg var sikker på han var væk, rejste jeg mig op. Jeg gik ud på badeværelset og vaskede mit ansigt. Blodet fra den flænge, som min far havde fået lavet i mit øjenbryn gjorde, at vandet blev rødt.  Jeg tørrede vandet af mit ansigt, inden jeg slukkede for vandet, der igen havde fået sin normal farve tilbage. Jeg skyllede hurtigt vasken ren for blod, tørrede mine hænder og forlod badeværelset. Denne gang gik jeg mod mit eget værelse og lukkede døren en smule hårdt bag mig, så det gav genlyd. Jeg smed mig i sengen og lukkede kort øjnene. 

Der var ikke mange timer til, at det var tid til at vælge, og jeg havde stadigvæk ikke besluttet mig. Jeg vidste stadig ikke, hvor jeg hørte til, og hvor jeg havde en fremtid. Jeg var dog, som sagt før, sikker på, at min fremtid ikke var her hos min far – specielt ikke efter episoden tidligere. Jeg rejste mig fra sengen igen. Jeg havde brug for en sidste gåtur som medlem af denne faktion. Jeg forlod huset og gik samme rute som i går aftes. Denne gang var der ikke lige så stille og roligt - denne gang var der liv overalt. Masser af folk, der stressede rundt for at blive klar til ceremonien, mens andre havde andre ting at fortage sig, her iblandt en flok af skytsenglene. De fangede hurtigt min og alle andres opmærksomhed, ved at springe ud af toget lige over mig. Jeg var imponeret, meget endda. De frygtløse er virkelig ikke bange for noget. Jeg stoppede op og så dem alle springe ud. Toget kørte videre, og jeg blev stående, til jeg ikke kunne se toget mere. Da toget var helt ude af syne vendte jeg om og begyndte at gå hjemad.

 

Hjemme mødte jeg min far siddende i stuen. Han sad bare kiggede direkte ud i luften. Vi fik et kort øjeblik øjenkontakt, imens gik forbi ham og tilbage ind mit værelse, hvor jeg hurtigt skulle gøre mig klar til ceremonien. Det var tid til, at vi skulle afsted. Jeg skiftede hurtigt til det tøj, som jeg skulle bære under ceremonien. Det lignede stort set det, som jeg havde på hele tiden. Jeg tror faktisk, at den eneste forskel var, at det andet sæt tøj var mere rent end det jeg havde på nu. Det havde i hvert fald den samme grå farve. Jeg tillod mig et enkelt lille kig i spejlet, da jeg var færdig med at tage det på. Det var dog kun et hurtigt kig, for det bankede på min dør, så jeg fik hurtigt lukket skabsdøren, hvor spejlet hang på. 

"Kom ind," sagde jeg, og kort efter gik døren op, og min far kom tilsyn i døren. 

"Det er tid, søn." Han fik til at lyde som om, at alt var normalt, og at han elskede mig, men det vidste jeg godt ikke passede. Uden ord gjorde jeg tegn til, at han skulle føre an, så han vendte om og begyndte at gå og jeg fulgte efter. Vi fulgtes sammen til ceremonien, men ingen af sagde noget, før vi var lige ved at være der. Min far besluttede sig for at stoppe op og bryde den anspændte tavshed.

"Jeg håber, at du træffer det rigtige valg derinde."
Jeg vidste godt hvad han hentydede til, men jeg havde besluttet mig for, at det på ingen måde kunne være det rigtige valg at blive her. Jeg valgte ikke at svare på hans hentydning og forsatte videre mod den hal det skulle forgå i.
Folk strømmede til, og der gik også lidt tid inden ceremonien kunne starte rigtigt, fordi alle skulle på plads i hallen. Jeg fandt hurtigt Jake, som var en af mine bedste venner. Vi satte os sammen, sammen med vores forældre - altså hans mor og far og min far. Min mor havde jeg aldrig kendt, det eneste jeg vidste om hende var, at hun var endt hos de faktionsløse. Jeg sad og snakkede med Jake om forskellige hverdagsting, da det jo måske var sidste gang vi kom til at ses. Vi snakkede lige indtil alle blev bedt om at tie stille, af to af faktionsoverhovederne, som skulle køre ceremonien. Da der var helt stille i salen, bød de hurtigt velkommen og så startede de ellers ceremonien. Den forgik på følgende måde: De råbte et navn højt, som skulle ned og skære sig i hånden, så dryppe en enkel dråbe ned i en af de 5 store skåle der stod foran dem, og altså præsenterede hver faktion.

De startede med Skytsenglene, men der var ikke rigtig nogen af dem, som jeg kendte. Jeg sad bare stille roligt, og fulgte med hver enkel lille bevægelse, de hver især lavede og hvilket valg de tog. Mange tårer fik frit løb i takt med, at de unge aspiranter skiftede faktion. Hver gang en aspirant skiftede til en anden faktion, jublede personens nye faktion, imens den gamle faktion var stille og ked. Da skytsenglenes aspiranter alle havde været i gennem, gik de videre til den næste og sådan blev det ved. Nu manglede der kun vores faktion. Jeg begyndte at blive en smule nervøs. Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg nu var i tvivl igen. 

"Amy Beer," lød der ud gennem højtalerne, da de var klar til at starte med vores faktion. Amy Beer sad to rækker foran mig. Jeg kendte hende ikke rigtig, da jeg havde kun set hende et par gange på skolen. Hun sad altid alene. Hun var meget nervøs, det kunne jeg tydeligt se. Hun gik langsomt ned ad trappen og gik stille mod de fem skåle.

"Intelligentsia," lød fra højtalerne, da hendes blod ramte ned i skålen. Jeg kunne med det samme høre hendes mor bryde ud i gråd, præcis som mange af skytsenglenes forældre. Amy vendte bare ryggen til og satte sig over til dem i den nye faktion.

 "Ashley Hopekin," var den næste. Hun valgte at blive i faktionen, det samme gjorde Beth som jeg havde gået i klasse med. 

"Christopher Willson!" En klump sat fast i halsen på mig, da hans navn blev sagt. Han var en af mine venner, og jeg følte ikke, at jeg havde fået sagt ordentligt farvel. Hans mor var syg, så han turde ikke at skifte, det havde han fortalt mig. Som han havde sagt, blev også i faktionen. 

Det blev Jakes tur, og han rejste sig og sendte mig et sidste blik, inden han tog sammen vej, som alle dem før ham. Jake havde altid været en fredelig person, som ikke ville gøre nogen eller noget fortræd. Derfor kom hans valg heller ikke bag på mig. Pacifisterne.

"Tobias Eaton!" Jeg fik et chok, da mit navn blev nævnt i højtaleren. Jeg var den sidste. Mit blik var hele tiden rettet mod trinene på trappen, og for hvert enkelt skridt jeg tog, trak jeg vejret dybt. Jeg stod nu foran alle skålene. Jeg tog kniven i venstre hånd og trykkede forsigtigt kniven ned i huden på min højre hånd. Det begyndte at bløde. Jeg knyttede hånden og vendte den på højkant, så det dryppede ned i skålen foran mig. "Skytsenglene!" lød det, da mit blod ramte og en jubel lød fra skytsenglene. Jeg åndede lettet op, men fortrød det hurtigt, idet jeg fik øjnekontakt med min far. Jeg var ikke engang i tvivl om, hvad han havde i hovedet lige nu. Han ville ønske, at han kunne give mig en røvfuld. Men nej, jeg ville ikke være bange mere. Jeg ville videre. Jeg vendte blikket væk og løb efter de andre Skytsengle. Jeg var klar til et liv, langt fra det jeg kendte til og klar til at starte et liv uden at være bange. Klar til at blive frygtløs.   

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

1000 tak fordi du læste min historie. Jeg håber du kunne lide den. Jeg vil rigtig gerne høre din mening, så smid en kommentar, hvis du føler det eller måske et lille like? Det ville i hvert fald betyde meget for mig. xx        

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...