Something to smile for

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2014
  • Opdateret: 13 mar. 2015
  • Status: Færdig
Ashley, er 18, og succesfuld gymnast indenfor redskabs-gymnastik. Da hun efter en konkurrence møder sin drømmefyr, sker der noget forfærdeligt dagen efter. Hun kommer muligvis ikke til at lave gymnastik igen.

43Likes
79Kommentarer
13216Visninger
AA

25. Niashley... God damn it...

Ashleys synsvinkel

 

De sidste dage af tournéen var gået godt. Virkelig, det havde været sjovt.

Lige i øjeblikket sad vi i flyet. Niall kiggede på mig som om at han ville spørge om noget. Han åbnede munden, men lukkede den igen,

"Hvad er der?" spurgte jeg, og så på ham. "Det er bare... Du ved...Jeg tænkte om..." sagde han lidt hæst. "Altså om du sådan ville... Flytte ind hos mig?" spurgte han og lukkede øjnene.

Jeg så lidt på ham, "ej glem det" sagde han, og kiggede væk. "Jamen det vil jeg da gerne" sagde jeg, og kyssede ham på kinden.

Han smilede og gav mig hurtigt kys på munden. Alting var bare perfekt, jeg skulle have gipsen af når vi kom hjem, jeg skulle flytte ind hos Niall (hvis jeg fik lov af mor og far) og jeg kunne begynde på gymnastik i morgen!

Godt nok kun sådan noget nybegynder gymnastik, men alligevel!

Louis kom over til os med et magasin, og lavede et ansigt der viste vor tæt han var på at grine. Vi så spørgende på ham, "det bare.. i..." sagde Louis og kunne ikke styre sit grin.

"I... har fået... et par-navn..." sagde han halvkvalt af grin, og rakte os magasinet. Jeg tog magasinet, og læste om vores nye par-navn.

Jeg slog mig i panden, lukkede øjnene, og rakte det til Niall.

Fucking Niashley. Kan man overhovedet udtale det? Nej vel? (du prøver at udtale det lige nu ikke sandt?) Jeg mener, det lyder forfærdeligt. Niall sukkede, og rakte magasinet tilbage til Louis, der straks spurtede over til de andre, for at vise dem magasinet.

Behøver jeg at sige at man hørte høje grin derovre fra.

"Vi lander om lidt tid, spænd venligst jeres sikkerhedsseler" meddelte piloten.

Vi spændte selerne, og lidt tid efter mærkede man et lille bump. Niall holdte mig i hånden og lidt efter holdte vi stille.

Skrigene fra fansene fyldte luften, som vi gik ud af flyet. Virkelig, meget imponerende. Niall flettede sine fingre sammen med mine, og gav mig et hurtigt kys på kinden.

Jeg smilede, og gav hans hånd et klem. Man hørte et par 'Aaaaw'-lyde blandt skrigene, og jeg grinte lavt.

 

Lidt senere

 

Jeg åbnede døren, og satte min kuffert i gangen. "Heeej, jeg er hjemme" sagde jeg højt og gik ind i stuen, vor min fars arme blev slået om mig.

"Velkommen hjem" sagde han med sin italienske accent. Joy hvinede højlydt, og jeg tog hende op i armene og kyssede hende i panden.

Mor kom smilende ud fra køkkenet, "hej skat" sagde hun, og krammede mig.

"Ehm, jeg skal lige tale med jer om noget" sagde jeg, oh god. "Ja mus?" sagde mor, og så smilende på mig.

"Det fordi at... i ved... jeg er 18... og jeg tænkte at jeg ville flytte over til Niall'' sagde jeg hurtigt og skingert. Mor så på mig, og kørte en hånd igennem håret.

''Ja skat altså... Du er 18, så det må du vel gerne men... ja det syntes jeg godt... Niall er jo en god dreng" sagde hun og så på far.

Han rømmede sig, "det... kunne vi vel godt arrangere, men er du sikker?" spurgte han. Jeg nikkede langsomt, "jah" sagde jeg, og nikkede imens, for ligesom at understreje at jeg mente det.

 "Var det klokken 14.00 at du skulle have gipsen af? For så er det snart" sagde mor, og jeg så på klokken.

Jeg nikkede, og tog bilnøglerne. Niall havde lovet mig at møde mig derhenne.

Jeg gik ud i bilen, og startede den, og kørte imod hospitalet.

Da jeg var der, så jeg straks Nialls bil. Den var godt nok også nem at genkende, virkelig den var flot.

Jeg gik ud af bilen, og låste den.

"Hej Ash" lød Nialls stemme bag mig, og jeg vendte mig om.

"Hej" sagde jeg, og gik hen imod ham for at kramme ham.

Han krammede igen, og tog mig i hånden.

"Kom" smilede jeg og gik ned mod hospitalet.

"Den her vej" smilede jeg, og trak Niall ned af gangen på hospitalet.

"Sid helt stille" lød Simons stemme da jeg endelig sad på briksen, imens at Simon skulle til at klippe gipsen af med en kæmpe sakse-ting.

Efter lidt tid, føltes mit ben mærkelig let. Jeg kiggede ned og så på mit ben, uden gips. Woaw, det var tyndt. Lidt uhyggeligt faktisk.

"Tag lige din sko af tak" bad Simon og sammenlignede mine ben, da jeg havde taget skoen af. "Ja, der er normalt at dit ben bliver en smule tyndere når der har været gips på så længe" sagde han og nikkede

"Hvis det gør ondt når du går på den, må du ikke dyrke gymnastik endnu, forstår du?" spurgte han og jeg nikkede.

"Tak" smilede jeg, og rejste mig op. Lige da jeg satte foden ned på gulvet og lagde vægt på den, skar en smerte gennem mit ben.

"Gør det ondt?" spurgte Niall. Jeg rystede på hovedet og smilede anstrengt.

"Farvel" sagde jeg lavt og tog mine sko på igen og trak Niall med ud af døren.

 

Heeej

Jeg ved godt at jeg ikke har været så aktiv med at skrive. Jeg har ikke sådan haft lyst til at skrive, selvom at det ikke er en undskyldning. Nåh, undskyld, og tak for at læse med;3 Og undskyld at kapitlet ikke blev så godt, er lidt træt

 

xXMaiaXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...