Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1880Visninger
AA

4. Tre

Amber stivnede ved den lille bevægelse af Matthews hoved. Hun kunne i få sekunder mærke sit hjerte banke så hårdt, det burde kunne høres af alle, og varmen forsvandt omgående fra hendes kinder. Hun bed tænderne sammen, og sendte dem et kort, fortvivlet blik, da hun lod mærke til, at Bradleys skuldre rystede en smule. Hvorfor rystede de?

Så gik det op for hende. Hun lod sine arme falde.

Han lo.

”Åh, kast dog dig selv i Sprækken, Bradley!” Udbrød hun, da det gik op for hende, at det havde været en eller anden åndsvag joke. Matthew stod med et skævt smil, men hun kunne godt se, at han ikke var helt lige så afslappet omkring det hele som sin bedste ven, der stadig prøvede at kontrollere de latterbølger, der strømmede igennem sin krop.

”Så så, Am, ingen grund til at blive ubehagelig,” klukkede Bradley, og tørrede en tåre væk fra sin øjenkrog.

Ubehagelig!?” Buldrede hun, med en stemme der grænsede op til det hysteriske, ”fordi at true med at dræbe mig er så sandelig ikke ubehageligt, eller hvad!?”

Bradley hævede drilsk et øjenbryn.

”Pffh, come on, Amber! Det var bare en joke,” klukkede han, og så endelig ud til at være fri for latterbølgerne. Stilheden var kortvarig, for pludselig begyndte han at grine igen. ”Du skulle have set dit ansigt!” Udbrød han, og holdt sig leende for maven. Amber kneb læberne sammen, og tog et skridt hen imod ham, da hun blev opmærksom på hvor tavs Matthew var. Et kort blik på ham, fik hende til at glemme alt om Bradleys drengestreger.

Matthew stirrede op på overvågningsvideoerne, med lysende øjne, som om han lige havde fået den bedste idé i verden. Hans hoved lå let på skrå, og han fingerede let med lynlåsen til sin læderjakke, mens han fulgte med i billederne på skærmen.

”Ma-”

Han holdt en hånd op for at få stilhed, og Bradley tøvede undrende.

”Brad, du sagde at det ville være en god idé at sende soldater ned i gangene,” sagde han, og vendte sig smilende mod dem. Det lignede små stjerneskud i hans øjne. ”For mig ligner det en krigserklæring, så jeg forslår at vi tager en deling soldater, og klæder dem ud som faktionsløse,” sagde han med et bredt smil, og nikkede til Amber og Bradley, ”og sender vi dem der ned.”

Der var stilhed i nogle sekunder. Amber betragtede ham med rynkede øjenbryn, stadig usikker på hvordan hun skulle håndtere de informationer, hun havde fået på den korte tid.

”Betyder det, at jeg må gå, og glemme alt om det her?” Spurgte hun, ivrig efter ikke at komme i problemer.

Matthew så et kort øjeblik forvirret ud, og så rystede han på hovedet. Han smilede et varmt, forsigtigt smil til hende, der genert fik hende til at kigge ned.

”Jeg vil gerne have at du leder delingen, Am,”

Hendes blik fór omgående op fra gulvet. Bradley stirrede også på ham med overraskelse i øjnene. Matthew nikkede flere gange.

”Kan I ikke se det? Amber, Miller og nogle få som I to stoler på – det er da genialt? Både dig og Miller kender til problemet med stjålne ting - du kender til lidt mere allerede nu - så på den måde, vil vi ikke behøve at forklare noget til nogle nye soldater, der alligevel ikke ville forstå, hvad de skulle lede efter. Miller har allerede været nede i tunnelerne, og han er en god sporfinder.”

Amber spidsede læberne i en tænksom mine, og Bradley så også ud til at overveje tanken. Så rystede hun på hovedet.

”Hvis Miller har været i kamp med nogle af de Faktionsløse, har de set ham,” sagde hun. Bradley nikkede.

”De vil kunne genkende ham,” sagde han. Matthew sukkede opgivende, da det gik op for ham, at de havde ret.

”Jeg havde hue på, der var mørkt og jeg havde blod i ansigtet. Hvis jeg barberer mit skæg af, har de ikke en chance for at genkende mig,”

Den muntre stemme kom bagfra dem, og alle tre spjættede forskrækket. Miller? Amber var den første ved at reagere, og hun løb den korte vej hen til ham, for at forsikre sig for at han var okay. Blodet og snavset var vasket af hans ansigt, men der var flere af sårene, der var åbne og så friske ud. Han smilede ned til hende, og nikkede for at forsikre hende om, at han var okay. Hun nikkede tilbage.

”Der var ingen inde på hospitalsfløjen,” påpegede han med et skævt smil, ”de er nok til frokost, så jeg vaskede mig selv ren og desinficerede mine sår. Helt ærligt,” tilføjede han, med et flabet smil mod Matthew og Bradley, ”jeg er okay.”

Bradley kiggede spørgende op på Matthew, og klukkede dæmpet for sig selv.

”Burde vi sætte vagter foran den dør?” Spurgte Bradley jokende, og lænede sig op af bordet bag sig, mens han betragtede det nu mere fyldte rum.

Matthew rakte sin hånd ud, og Miller greb den og gav den et fast tryk. Amber betragtede dem med et skævt smil. Hendes to bedste venner, der stod og gav hånd selvom de aldrig rigtig havde snakket sammen før, vidnede om det stærke bånd, der var mellem skytsengle. Alle skytsengle skulle stole fuldt på hinanden hver dag, og selvom Matthew aldrig havde været på en mission med Miller, var det tydeligt at han satte pris på ham.

”Har du brug for et fill-up?” Spurgte Bradley, Miller, der rystede på hovedet.

”Hvad end I vil have mig til at gøre nede i de tunneler, er jeg sikker på, der er en grund til det. Hvis Amber har brug for en, til at dække sin ryg, ville jeg alligevel melde mig selv frivilligt,” svarede han, og rettede sin ryg, der tydeligt vidnede om hans militære status og profession.  

”Så ville jeg kunne sove roligt om natten,” sagde Matthew med et kort, blidt blik på hende.

Amber himlede med øjnene.

”Drenge,” sukkede hun, ”jeg kan altså tage vare på mig selv.”

”Tror du jeg ville sende dig ned til en bunke faktionsløse, som oven i købet har våben, hvis jeg ikke troede 100% på, at du ville kunne klare dig selv?” Spurgte Matthew, med en let klukken.

Miller hævede kort et øjenbryn, før han trådte et skridt nærmere den lille gruppe.

”I skal have valgt hvem I vil have med ned i de tunneler,” sagde Matthew, hvis ansigt var hærdet en smule, og alvoren lyste ud af hans øjne. ”I skal kunne stole 200% på dem - nok til at I kan forsikre mig om, at ingen af dem taler over sig, hvis de nogensinde bliver spurgt om, hvad de får at se der nede,”

Amber fik øjenkontakt med Miller, der allerede betragtede hende med et drilsk og internt blik.

”Jeg ved lige hvem vi skal vælge,” svarede han, og Amber nikkede.

”Ollie, Emily, Kat, Atom og Will.” 

Miller smilede bredere.

"Det ser ud til at vores Adventure-Squad skal samles igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...