Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1882Visninger
AA

3. To

Matthew hadede at lyve, men han var god til det. Én af de gode ting ved ikke at være vokset op blandt Sanddru, var at han sagtens kunne tviste sandheden til sin egen fordel, og lige præcis dét gjorde han nu. Selvfølgelig vidste han hvem der havde taget serummerne, selvfølgelig gjorde han det – han var jo for pokker lederen af alle Skytsenglene, og havde krav på alle faktionens oplysninger 24 timer i døgnet. Han vidste også at det ikke var første gang, der var blevet stjålet rationer som mad og serum, men i dag var første gang der var blevet taget våben, og det bekymrede ham dybt. Desuden var det også første gang, der var blevet kidnappet folk – eller dræbt, mindede han sig selv på, og det var ikke ligefrem en behagelig tanke.

For præcis seks måneder og 14 dage siden, var den daværende skytsengle-leder, Bellamy, trådt af posten på grund af interne, politiske diskussioner med Intelligentsia. Det var utroligt vigtigt at Intelligentsia og Skytsenglene holdt en venskabelig  og professionel alliance – ellers ville de andre faktioner få for meget magt, og netop derfor var Matthew blevet valgt. Han var som person ikke lige så voldsom og aggressiv som mange af sine forgængere i faktionen. Han kunne godt sætte sig ned og tænke over tingene, havde en hurtig og effektiv hjerne og var diplomatisk forholdsvis stærk. En ideel leder for mange, mente Bellamy, og havde spurgt ham kun to dage inden han sagde sin post som leder op.

Han havde aldrig forstillet sig hvor hektisk det kunne være at lede en hel faktion.

Der var konstant problemer, der skulle fikses, og i hårde tider måtte han tage beslutninger som var pest eller kolera for mange mennesker. Han havde også fundet ud af, at der var mange hemmeligheder indblandet som den ’Øverste Politiker’ for hele Skytsenglenes faktion, og havde derfor hurtigt besluttet sig at lade sin nære ven, Bradley, ophøje til en form for underleder – en højre hånd, som Matthew kunne diskutere alt med. Der efter var det også gået op for ham, at han blev nødt til at besætte alle lederroller i faktionen med folk han faktisk stolede 99% på. Alt under var simpelthen uacceptabelt.

Nogle havde selvfølgelig fået lov at beholde deres poster – teamlederen for aspiranterne, teamlederen for våbenrationering og så videre – men den vigtigste post som teamleder for soldaterne på muren og soldaterne i gaden, blev han nødt til at kende. Altså havde Amber fået posten ved muren og Bradley posten i gaderne. Og nu var han blevet nødt til at lyve for Amber. Det nagede ham - selvom han aldrig havde haft problemer med at lyve før – at skulle sende hende ud på misvisende opgaver.

I starten havde Matthew været fyldt med panik, fordi ingen anden end Miller, havde været tilstede ved røveriet. Andre vagter havde han kunne bestikke eller simpelthen bare true til at tie stille omkring de stjålne varer, men ikke Miller, der var håbløst forelsket i Amber og meget tydeligt ville fortælle hende alt om det ligegyldigt hvor hårdt Matthew prøvede på at stoppe det. Altså måtte han inddrage Amber, men forbeholde det de få informationer Miller havde i forvejen, så ingen af dem ville kende til det store billede. Det store problem.

Han ville helst begrænse mængden af viden omkring uheldene til meget få personer, i ren og skær frygt for at intelligentsias avis ville få fingre i nyheden. En sådan nyhed kunne totalt smadre hans omdømme, og fordi han var så ny en leder som han var, ville det ikke overraske ham, at han fik hele skylden, og blev sparket af posten til fordel for en mere brutal person.

Altså havde han hele dagen i dag ageret totalt instinktivt og i ren panik – endda uden at involvere Bradley i det endnu. Han havde sendt Miller på Hospitalsfløjen for at få set på skrammerne i hans ansigt, og Amber ud for at samle de resterende folk der havde været involveret, så hun kunne afhøre dem om, hvad der var sket, og fortælle at nyheden ikke måtte slippe ud på nogen måde.

Nu ventede han bare på Bradley.

Allerede få sekunder efter Matthew havde tænkt tanken, og sat sig ned med ryggen til et bart stykke mur, kunne han høre løbende fødder på gangen. De 6 bip-lyde indikerede at koden til kontrolrummet blev tastet, og så gik døren op.

Bradleys blik for et kort sekund undrende rundt i rummet, før han fik øje på Matthew, der var sunket sammen op ad muren.

”Oy, hvad sker der?” Spurgte han med en stemme der næsten var hviskende. Matthew begravede opgivende sit ansigt i sine hænder, og kiggede ud imellem spredte fingre på sin bedste ven.

Bradley og Matthew var vokset op sammen, og havde været bedste venner så lang tid nogen af dem kunne huske. De havde været på utallige eventyr sammen, og hele faktionen havde kendt til det energiske par, der altid rodede sig ud i problemer, men var så charmerende, at problemerne aldrig rigtigt nåede dem. De havde hemmelige håndtegn, hemmelige koder, hemmelige ord og hemmeligheder, de ikke delte med andre, og så var deres bånd så stærkt, at de ofte vidste præcis hvad hinanden tænkte, før de satte ord på det. Matthew havde på flere missioner betroet sit liv til sin bedste ven, og ville ikke tøve med at gøre det igen.

”De slagter mig, hvis de finder ud af det,” mumlede han i en hæs stemme. Bradley hævede et øjenbryn og rystede let på hovedet, før han med rolige skridt gik hen til sin bedste ven, og satte sig på hug foran ham.

”Matt,” sagde han beroligende, og fjernede Matthews hænder fra hans ansigt. ”De slagter dig ikke, hvis de ikke finder ud af det.”

”Tænk hvis nogen sladrer?”

”Hey, fucks sake, mate, stort set ingen ved andet end at de her rationer er stjålet – hvis dét kommer ud, siger vi bare at der var fejl i optællingen og forklarer at det nok er faktionsløse, der bare har stjålet lidt mad, eller sådan noget, ikke?” Bradley smilede opmuntrende. ”Alt det der fis har vi Raven til, og hun er absolut fænomenal til det. Hvis det sker, så tager vi det til den tid.”

Ordene bragte en behagelig, varm ro til Matthews krop, og han nikkede sammenbidt. Bradley nikkede tilbage for at sikre sig at han var okay, og rejste sig så op. Han rakte en hånd ned, uden at bryde øjenkontakten, og Matthew greb den, og lod sin bedste ven hjælpe ham på benene igen.

”Træk vejret og fortæl mig hvad der er sket,” sagde Bradley, med en bydende stemme, der tydeligvist prøvede at sætte skub i Matthews tanker.

”Jeg panikkede måske en lille smule,” indrømmede Matthew tørt, men Bradley viftede det væk, som om det var ligegyldigt. ”Okay,” han pustede ud, for at starte på historien en gang til, denne gang med detaljer, og denne gang uden at fordreje sandheden overhovedet.

”Miller sendte en advarsel til mig om at de havde mistanke om et overfald på en af vores laster fra Pacifisterne på vej tilbage ind i byen, og omkring 5 minutter efter eksploderede det bare med paniske beskeder og opkald og mærkelige, usammenhængende stemmer. To vagter er forsvundet fra deres post og en hel forbandet masse er blevet stjålet fra en truck lige uden for muren – lige for snotten af os, Brad – og da jeg beordrede en lille deling soldater ned i undergrunden for at finde hvem end der gjorde det, blev de sendt lige ind i et baghold, slået omkuld og efterladt uden spor overhovedet.”

”Hvad blev der taget?”

”Våben, serummer og mad.”

Bradley stirrede med åben mund og opspilede øjne på ham.

”De tog våben?!”

Matthew nikkede fortvivlet.

”Hvordan fanden kan det lade sig gøre?! Vi har vagter over alt, vores soldater er trænede i kamp, Matt, hvordan kan en gruppe lurvede faktionsløse overfalde og stjæle våben?!”

Så var der stille i flere sekunder, mens de kiggede på hinanden. Matthew nikkede. Bradley trykkede frustreret sig selv på sine tindinger, og kiggede kortvarigt op i loftet.

”Bellamy havde ret, havde han ikke?” Spurgte han opgivende. Matthew nikkede igen.

”Da Bellamy fortalte mig at de Faktionsløse måske var ved at samle sig, troede jeg ikke på ham,” indrømmede han.

Inden han havde sagt ja til jobbet, havde Bellamy sat sig ned og alvorligt forklaret, at der i øjeblikket var problemer med Faktionsløse, der stjal mad. Matthew havde ikke tænkt at det var et problem, for han havde hele tiden i tankerne at han da selvfølgelig ville have gjort det samme, hvis han havde været faktionsløs. De sultede jo næsten! ”Jeg er bange for at de samler sig,” havde Bellamy sagt, og sendt Matthew et træt blik. Matthew havde forsikret sin leder om, at de Faktionsløse overhovedet ikke var engagerede eller organiserede nok til at kunne være nogen reel trussel. De faktionsløse man kunne se i gaderne var kun skygger af de personer, de engang havde været. Trætte, beskidte, tynde, sultende personer – der var absolut ikke noget, der kunne indikere at de pønsede på noget lignende et oprør.

Indtil i dag.  

”Det var der sgu da ingen af os der gjorde,” mumlede Bradley, der også var ved at forstå det fulde omfang af dagens begivenheder.

De fortsatte om bag ved to store skærme, som viste billeder fra Knudepunktet, og satte sig overfor hinanden ved et lille, rektangulært bord. Bradleys øjne fulgte bekymret sin ven, der så både fysisk og psykisk udmattet ud, men vidste ikke hvad han kunne gøre for at hjælpe.

”Hvad gør vi, så?” Spurgte han, og måtte endnu engang skubbe gang i Matthew, der tydeligvist var fordybet i tanker. Matthew der ikke anede hvordan han dog var kommet ind i så store problemer, kiggede op med øjne, der var tomme.

”Okay, jeg skal bare lige have det hele på det rene,” mumlede han, og masserede siden af sin pande, mens han snakkede, ”Vi har i omkring et år erfaret at faktionsløse angriber de lad vi har fyldt med mad, for at tage det og dele det i blandt sig – det vidste Bellamy med sikkerhed, og det er sket oftere og oftere i de seneste to måneders tid. Hvert forsøg på at forfølge dem er slået fejl, fordi deres spor simpelthen bare forsvinder fra et sted til et andet,”

”Tror du de har hemmelige tunneler?” Spurgte Bradley.

”Det er selvfølgelig en mulighed, og det kunne forklare hvorfor de kan forsvinde og dukke op af tilsyneladende ingenting,” nikkede Matthew før han fortsatte, ”I dag er det gået op for os at de måske samler sig – noget Bellamy frygtede – og har stjålet våben til hvad jeg kun kan forstille mig som et oprør,”

”Med mindre de selvfølgelig har interne krige iblandt banderne af faktionsløse,” tilføjede Bradley, og endnu engang nikkede Matthew.

”Selvfølgelig, men så er grupperne større end vi før har kunne tænke os til, og det kan gå hen og give problemer,” indrømmede han. En let brise fik det kort til at krible på hans arme, og han kiggede undrende op på Bradley. Fyren foran ham havde tilsyneladende ikke mærket nogen brise, så han skubbede det bagerst i hovedet, og prøvede endnu engang at fokusere på det kolde fakta, som de havde.

”Så lige nu er det vi frygter at de Faktionsløse har fået en leder, har rottet sig sammen og nu har fået våben,” sagde Bradley med et opgivende suk. ”Jeg synes vi skal sende en deling soldater ned i tunnellerne for at finde de faktionsløse og se om-”

Matthew stivnede, og holdt en finger op til sine læber for at få Bradley til at tie stille. Et lille, ikke særlig højt bump nåede deres ører.

Der er nogen i rummet med os.

* * *

Amber bandede indvendigt over sin korte mangel på fokus, da hun stødte ind i siden på en skærm. Hun havde uden at ville det hørt nogle dybt foruroligende sætninger fra Matthew og Bradley, og den dårlige samvittighed nagede allerede i hende. Den samtale var ikke ment for hendes ører. Altså var hun fast besluttet på at hente sin jakke, som hun i alt hast havde glemt og ikke havde tænkt sig at efterlade i kontrolrummet, og smutte så hurtigt hun kunne. Hun ville glemme alt hun havde hørt, sagde hun til sig selv. Det var ikke noget hun skulle bekymre sig om. Matthew og Bradley havde det under kontrol, tænkte hun, og nikkede for sig selv. Jo, selvfølgelig havde de det.

Hun nåede jakken, der lå ved siden af stolen, hvor Miller havde siddet, og samlede den op så lydløst hun kunne, før hun vendte om, og gik mod den store metaldør igen. Hun var så fokuseret på at være lydløs, at det slet ikke gik op for hende, at de to fyrer var stoppet med at snakke.

”Hvis du tager så meget som et skridt mere mod den dør, ender du med en kniv imellem dine skulderblade,”

Bradleys konstaterende og kolde stemme lød faretruende lav, og alligevel kunne hun tydeligt høre hvert ord. Hun sank opgivende sammen i skulderen, og løftede sine hænder for at vise at hun ikke havde nogen våben, og ikke havde i sinde at angribe eller gøre noget drastisk. Hun skulle til at vende sig om, da hun mærkede en hånd på sin skulder, og forskrækket for sammen.

Amber?” Matthew kiggede på hende med øjne fulde af overraskelse og … Svigt? ”Brad, det er bare Amber,” mumlede han næsten snerrende, og slap hendes skulder igen. Hun turde ikke rykke på sig.

”Hey,” prøvede hun usikkert, ”jeg blander mig ikke I hvad end I to snakkede om, helt ærligt, det var ikke min mening at høre noget, jeg skal nok glemme det hele igen, det er ikke noget jeg sk-”

”Hvor meget hørte du?”

Matthew så næsten helt sørgmodig ud, da han spurgte. Hun følte at hun på en eller anden måde havde svigtet ham, selvom det ikke havde været hendes mening.

”Uh, ikke så meget, noget med Faktionsløse og at de rotter sig sammen, men jeg sværger jeg hørte ikke mere end det!”

Bradley kiggede alvorligt på Matthew.

”Vi bliver nødt til at dræbe hende, Matt,”

Og Matthew nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...