Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1879Visninger
AA

8. Syv

Amber kunne godt lide Cal. Han var lidt højere end hende, nok omkring 170, havde et mørkt fuldskæg, olivenfarvet hud og de rareste mørkebrune øjne i verden, men det var ikke den største grund til at hun kunne lide ham. Hans stemme var. Cal havde den mest beroligende og rare stemme, Amber nogensinde havde hørt på. Hvis hun helt selv ville kunne vælge en ny onkel eller noget, ville hun vælge Cal så han kunne læse historier og fortælle eventyr for hende, med sin lidt hæse, varme stemme.

Det var ikke særlig tit hun indrømmede at hun kunne lide folk, før hun kendte dem. Normalt ville det tage noget så drastisk som at de havde reddet hendes liv eller hjulpet hende igennem et problem, men Cal var der bare. Måske mindede han hende også en smule om sin storebror, James, måtte hun indrømme, selv om det ikke ligefrem var en god ting.

Af selv samme grund brød hun sig ikke om hvad der skulle til at ske. Hun havde ikke lyst til at skuffe Cal.

Will, Atom, Miller og Ollie sad placeret på fire stole i et stort, cirkulært rum. Rachelle knævrede løs om hvordan rummet mindede hende om Pacifisternes hovedkvarter, der også var rundt, og Amber sad bare og nikkede til hendes snak, som om hun vidste noget om det. Hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde. Amber havde aldrig været inde i Pacifisternes faktion ud over hvis hun havde været med en ladvogn for at hente frugt, og hun havde aldrig været særlig opmærksom på omgivelserne.

Kat, Rachelle og Amber selv, sad på tre stole i den modsatte side af rummet. Stemningen var trykket og ikke just glad. I midten af rummet stod Nathan, Cal og den voksne mand, der var kommet løbet med den store riffel, mens de ventede på nogen. Cal havde været så venlig at forklare, at hvad der skulle til at ske, slet ikke var slemt og bare var ren rutine. Det ville ikke komme til at gøre ondt, men ens hoved ville være lidt tåget i omkring ti minutter, og så ville det være ovre. Amber vidste at det var sådan det føltes at være under sandhedsserum. Hun kom trods alt fra Sanddru og havde været igennem mange udspørgelser under serummets påvirkning. Det skræmte hende, fordi hun normalt var så god til at lyve, at hun pludselig ikke selv ville have kontrol over sine svar under sandhedsserummet.

Hun havde aldrig formået at lyve om andet end den forbudte tornerosebog.

Hun sad og tænkte på de muligheder de havde – stikke af var direkte umuligt i en by af faktionsløse, fortælle sandheden uden serum ville heller ikke ske og før eller siden, på trods af Skytsenglenes træning i torturmetoder, ville én af dem komme til at sige noget, der nok ville få dem alle sammen dræbt – mens frustrationen tog hårdt i hende, men hun bed tænderne sammen, og håbede på at serummet var fortyndet på grund af manglende depoter eller noget i den stil.

En ung pige og en ældre kvinde kom ind med en lille rygsæk og gav dem til den voksne fyr med riflen.

”Vi har tømt de ramle rationer nu, Cain, så der er nogle tuber med noget af det nye I hapsede for nogle uger siden,” sagde kvinden, mens den unge pige, prøvede på ikke at stirre for meget på alle de folk der skulle under sandhedsserum.

”Der plejer højst at være to af gangen,” sagde den spinkle pige, og Cal smilede varmt til hende.

”Det må være en heldig dag for os så, hva, Charlott?” Klukkede han, og lagde en hånd på hendes skulder. ”Vi får flere hænder at arbejde med.”

”Jeg kan se du har et blødt punkt for prinsessen, så hende tager jeg. Haps du bare en af drengene,” sagde Nathan, og hævede et øjenbryn mod Cal, der kort så betuttet ud ved tanken om ikke at skulle udspørge Amber. Amber var på nippet til at protestere. For det første var hun ved at eksplodere over kælenavnet, og for det andet brød hun sig simpelthen ikke om Nathan, der havde et klistret smil og alt for meget selvtillid, til at være hendes kop te. Hun ville dog ikke allerede slå deres cover i stykker, og smilede bare fredeligt til Cal for at vise at det var okay.

Det så ud til at de var blevet enige om at tage en fra hver side af gangen, for at gøre det lidt hurtigere. Cain, manden med riflen, stod og holdt øje med at alt gik som det skulle, mens Cal og Nathan skulle udspørge de to første personer.

Da Amber så den blå væske i de to små sprøjter, var der ikke noget at være i tvivl om længere. Det var sandhedsserum. Hun bandede indvendigt, og sendte et meget kort, panisk blik til Miller, der sad og så sammenbidt på hende. Han nikkede. Hun var for nervøs til at nikke tilbage. Cal så ud til at gå over mod Will, hvilket nok bare fik Miller til at være endnu mere nervøs. Will var hans bedste ven og havde været siden intro-dagene, og hvis der skete ham noget, ville Miller aldrig kunne se sig selv i øjnene igen.

Ambers var fokuseret på de to sprøjter, men kneb så øjnene sammen. Boblede Cals sprøjte ikke lige? Sandhedsserum boblede da ikke? Gjorde det? Hun kiggede på Nathans sprøjte. Ingen bobler. Tilbage på Cals. Ingen bobler. Hun måtte nok have set forkert. Sandhedsserum boblede ikke. Nathan nærmede sig med lidt for entusiastiske skridt, til hvad Amber synes om.

”Så prinsesse,” klukkede han, og trykkede let på hendes hoved, for at han bedre kunne se siden af hendes hals. ”Du kommer til at mærke et lille prik, men det kommer ikke til at gøre ondt.”

Da nålen trængte igennem den tynde hud ved hendes hals, holdt hun et udbrud inde, og kom i stedet med en pivende lyd, hun troede ville passe bedre til en pacifist. Det sidste hun så, før alt blev tåget for anden gang den dag, var Millers urolige øjne.

***

Da Amber åbnede øjnene igen, vippede verden en smule. Tågen var lettet kraftigt, så hun kunne se hvad der forgik omkring dem, høre alt hun sagde, og tilmed høre hvad Will svarede på spørgsmålene.

”Hvad er dit fulde navn?”

”Will Edison”

”Hvilken faktion er du I?”

”Lige nu ingen. Født som Skytsengel.”

”Hvordan blev du faktionsløs?”

”Det var min skyld at Joe døde-”

Amber vendte blikket mod fyren, der viftede foran hendes øjne, for at få hendes opmærksomhed. Nathan. Hun kendte godt følelsen af vægtløshed og den totale ubekymring der fulgte, og kom til at smile til ham. Han tog det som et godt tegn, og begyndte at udsspørge hende.

”Hvad er dit fulde navn?” Spurgte han. Det gav ekko i hendes hoved, og hun smilede igen.

”Amber,” svarede hun. Han rynkede øjenbrynene sammen, og Amber undrede sig over, om hun havde svaret forket på et så simpelt spørgsmål, men nej, det var rigtigt, hun hed altså Amber, det var hun født med og alt muligt, forsikrede hun sig selv. Hun fnes let over hans ansigtsudtryk.

”Dit fulde navn?” Spurgte han med tryk på ’fulde’. Amber mærkede en let irritation, og kiggede køligt op på ham. Da hun var skiftet faktion til Skytsenglene, havde hun fjernet efternavnet, der bare mindede hende om sin åndsvage bror, der nu var højt oppe i Sanddrus system og var blevet et rigtigt røvhul sådan fra den ene dag til den anden. Så kom hun i tanke om, at det anede Nathan jo ikke noget om. Hun rynkede øjenbrynene sammen og prøvede på at fokusere. Hun kunne ikke fortælle ham, at hun ikke havde et efternavn, for det var kun skytsengle, der ikke altid havde det, og… Noget sagde hende, at han ikke måtte vide, at hun var skytsengel.

”Amber Wilson,” pressede hun ud, og håbede inderligt på, at Nathan ikke så hvor svært det var at få løgnen ud. Amberly Angelo. Stemmen i hendes hoved havde lyst til at råbe det, for at få det ud, men Amber holdt det sammenbidt inde. Det var ikke længere hendes navn. Ikke længere. Ikke længere. Ikke –

Verden vippede til siden så pludseligt, at Amber forskrækket hvinede, og greb ud efter Rachelles stol for ikke at falde til siden. Da hun åbnede øjnene var den svævende og vægtløse følelse væk, og i stedet føltes hendes krop tung som bly og hendes hoved trykkede noget så heftigt. Hun pressede på sine tindinger for at få følelsen til at forsvinde, da Nathans hoved poppede op foran hende. Havde han grønt hår?

Amber?” Spurgte han med en mærkelig metallisk stemme, næsten som om han var en robot. Amber rakte ud for at røre ved ham, imens hun fascineret betragtede som hans hud begyndte at blive skinnende og sølv, da hendes fødder pludselig føltes våde. Vand? Hun kiggede ned, og så at hun flød i en lille sø i en robåd med Nathan. På en ø ikke langt fra dem sad Miller, Will, Atom og Ollie og råbte hendes navn.

Hvorfor råbte de sådan?

Da Amber vendte sig om, nåede hun lige at se glimtet af en kæmpestor haj. Hun blev panisk, da den ramte siden af båden, og hun blev kastet ud af den. Med et gisp lukkede hun forfærdet sine øjne, og holdt vejret for ikke at få vand i næsen og munden. Hun ramte noget meget hårdt, men inden hun nåede at åbne øjnene for at se hvad det var, gispede hun igen.

Noget greb fat i hende.

Hun åbnede munden og skreg så højt hun kunne.

DEN HAR FAT I MIT BEN!” Råbte hun, selvom hun ikke burde kunne råbe under vand. Hajens hænder tog fat om hendes ansigt, og hun var overbevist om, at hun var ved at dø, da noget pludseligt gik op for hende.

Hajer har ikke hænder.

Gispende efter vejret, og med sved løbende ned af sit ansigt, åbnede hun øjnene, og kiggede direkte ind i et par lysebrune, paniske øjne. På trods af panikken, vidste hun at de tilhørte Miller. Hun lå på det kolde beton gulv, og en lille stime af mennesker stod samlet omkring hende, for at undersøge hvad der lige var sket. Selv Will, der også havde fået noget af sandhedsserummet, stod svajende og kiggede på hende med et lidt fjoget smil.

Hun hulkede forfærdet, og greb fat om Miller, for at begrave sit ansigt i hans skulder. Hun lod sig hive ind i hans arme, og han rejste sig hurtigt op, bærende på hende. Hun kunne mærke hvor hurtigt hans hjerte slog igennem det flossede stof der udgjorde hans trøje.

Alt gik meget hurtigt.

Miller havde sat hende af på en af stolene, og slået Cain i gulvet og hapset hans riffel, der nu pegede direkte mod den voksne mand på gulvet. Han så forskrækket ud. Millers øjne var hårde, og fulde af foragt.

”Du sagde at der ikke var noget farligt i de sprøjter!” Brølede han, ligeglad med de to pistoler der hurtigt blev rettet mod ham. Cain gispede efter luft, da Miller placerede en støvle på brystet af ham. ”Hvad fanden skete der lige?” Snerrede han så, og pressede riflen ned i panden på Cain.

Nathan tog en pistol fra en af vagtposterne, og gik imod Miller, med pistolen hævet.

”Miller for helvede, fjern riflen!” Snerrede han.

”Et skridt mere, Nathan, og jeg garantere dig for at jeg dekorerer gulvet med Cains hjerne,” hvislede Miller så koldt og hårdt, at det løb Amber koldt ned af ryggen. Hele hendes krop var øm og hendes hoved trykkede hårdt og ubehageligt, mens verden stadig svævede lidt mærkeligt.

Nathan stoppede sammenbidt med at gå, men havde stadig pistolen i hånden.

”Hvad var der i de sprøjter!” Buldrede Miller, der tydeligvist snart var ved at løbe tør for tålmodighed. ”Jeg spørger dig kun. Denne. Ene. Gang. Er det forstået?”

Cain nikkede, og sank en klump, da Miller lettede på trykket fra sin fod.

”Vi har et lager af sandhedsserum,” gispede han, ”Vi bruger det hver gang der kommer nye, jeg har aldrig set nogen, der reagerer sådan der.”

Aldrig?!”

Cain kiggede sammenbidt på Miller.

”For nogle uger siden fik vi at vide at nogle af de nyere var begyndt at drømme kraftigt, og enkelte har været ude for hallucinationer, men ikke noget så kraftigt som hende her,” sagde han opgivende.

Amber havde svært ved at fokusere. Hendes blik svang sig rundt i rummet, og stoppede ved Will, der for lidt tid siden havde stået smilende, og vippet på sine tær. Nu så han ikke så godt ud.

Sved løb ned af ansigtet på ham, og han kiggede sammenbidt lige ud i luften, hen på Amber, som om han prøvede på at sige noget, men ikke kunne. Det lignede også at han havde små røde prikker over det hele, konstaterede hun, mens Miller og Cain snakkede videre med Cal og Nathan der få gange afbrød og prøvede på at banke fornuft ind i hovedet på Miller.

Will løftede sin hånd for første gang i to minutter, og greb fat om sin hals for at signalere at han ikke kunne få vejret. Flere markante røde pletter begyndte at forme sig i hans ansigt.

Amber rejste sig slingrende op, for at gå hen imod ham, men Atom greb undrende fat i hende og placerede hende på stolen igen.

”Hvad laver du?” Hvæsede han hviskende. Amber var tæt på at slå ham i hovedet fordi han larmede sådan i hendes øre.

”Will kan ikke trække vejret,” svarede hun konstaterende, som om det ikke var en vigtig detalje. Atom kiggede undrende op, lige tids nok til at se Will falde om på det hårde gulv.

Hele rummet frøs.

Den første der rørte sig, var Miller. Han slap omgående riflen, og spurtede hen til sin ven, men nåede ikke at komme før Kat og Ollie, der stod tættere på. Nu hvor Miller ikke længere havde noget våben, kunne vagterne løbe ind og gribe fat i dem alle sammen. En eller anden greb også fat i Ambers arm, men kun slog ham lige over næsen så den brækkede, så let som ingenting, og gik hen imod Miller, da hun hørte et skud. Miller faldt sammen med et råb, og det var som om at lyden fik hevet Amber ud af sin trance.

Et højt ”Nej!” pressede sig ud imellem hendes læber, og hun satte farten op, men nåede aldrig tættere på Miller, før flere hænder greb fat i hende, og hendes verden for tredje gang i løbet af et døgn, forsvandt i et tungt mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...