Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1881Visninger
AA

5. Fire

Oliver – bedre kendt som Ollie – var en høj, bredskuldret, mørk fyr, der havde et herligt grin og et usandsynligt godt sigte. Som den bedste snigskytte i hele faktionen, var han en travl mand, men han slap alt, han havde i hænderne, da han hørte at hans gamle venner havde brug for hjælp. Oliver og Amber havde under introprogrammet været oppe at toppes op til flere gange, men endte med at teame op sammen med Matthew, for at beskytte hinanden mod dem, der prøvede at skade dem. Det havde været et fantastisk team-work, og snart var andre aspiranter begyndt at hoppe ind, for at være del af det fantastiske fællesskab.

Rachelle var en ren humørbombe, skifter fra Pacifisternes faktion, og springfyldt med energi. Hun havde en hurtig hjerne, og altid et rapt svar på tungen. Hendes ultimative styrke lå i hendes hurtighed og kendskab til menneskekroppen. Under introprogrammet havde hun skulle i nærkamp med en anden aspirant, og havde ramt ham på siden af nakken – et sted, der fik hans krop til at kollapse, og erklære hende for vinder af kampen. Hun kunne næsten altid forudsige sin modtanders træk, og overhalede alle med sine instinkter. Hun havde haft sengen ved siden af Amber, og de to var blevet perlevenner og efterfølgende roommates i Skytsenglenes lejlighedskomplekser. Selvfølgelig ville Rachelle ikke for noget i verden misse en mulighed for noget spændende.

Kat og Atom var to tvillinger, der begge var født ind i Skytsenglenes faktion. De havde altid den vildeste team-koordination, og var en velkommen duo i den lille gruppe, der snart begyndte at lave udflugter rundt om i faktionen, for at gå på eventyr. Deraf døbte de gruppen ”Adventure Squad.” Kat og Atom var nogle af de mest frygtløse og modige personer, Amber nogensinde havde mødt, næsten grænsende til det dumdristige. Kat var fænomenal til knivkast og alt taktisk, og hendes bror var bedst i nærkamp – og desuden en anelse mindre taktisk begavet end sin søster -, da han mestrede stort set alle kampsporter, man kunne tænke sig til. Desuden var de begge to ekstremt smukke, og intimiderende at se på, med deres ”we-will-kick-your-ass”-attitude. Kat arbejdede nu som noget så kedeligt som tatovør, og var derfor mere end glad for at kunne tage med på et nyt eventyr. Amber mistænkte Atom for at sige ja i håb om at kunne banke nogle faktionsløse.

På et tidspunkt var selve faktionens grund ikke spændende længere, og det gik op for den lille gruppe, at de blev nødt til at komme udenfor, og se byen med Skytsengle-øjne. Heldigvis overhørte Kat og Amber to ældre fyrer snakke om, at de havde lavet en lang zipline fra toppen af en af bygningerne, og havde spurgt om de ikke måtte tage med. Det var starten på bekendtskabet med Will og Miller, der begge var to år ældre end Amber og de andre fra Adventure-Squad-Gruppen. Miller og Will havde begge to været fascinerede af den lille gruppes eventyrlyst og gåpåmod, og var hurtigt blevet en fast del af holdet, når der skulle ske noget uden for faktionen. Will, der var en del af Millers faste gruppe på muren, havde også været med nede i tunnelen tidligere på dagen, men var på ingen måde kommet noget til, så han havde også sagt ja til at tage med.

Nu stod de der, gruppen, som havde været så meget igennem, og kiggede ud over den store mur, der omgav hele byen. Det havde taget dem godt 20 timer at gøre alt parat, lægge en overordnet plan, få installeret walkie-talkies og pakket de mest nødvendige ting; små madrationer, vand, lys, små våben(der var lette at gemme i deres tykke tøj), varmere trøjer osv.

Amber kiggede ud over det øde landskab, med blandede følelser. Tanken om at undersøge, hvad de Faktionsløse havde gang i gjorde hende spændt, og hun elskede eventyr, men alligevel var der noget, der nagede i hende. Miller havde fortalt, at der muligvis var hemmelige side-tunneler til dem, de selv skulle ind i, og at de faktionsløse muligvis kendte dem ud og ind. Det kunne gå hen og blive farligt for dem, hvis de da overhovedet blev opdaget. Ingen vidste hvor ofte tunnelerne blev brugt, og hvem der brugte dem.

Morgendisen gjorde det svært at se mere end 15 meter frem, og solens tynde stråler prøvede ihærdigt at trænge igennem den fugtige dis.

Hun vendte sig mod sine venner, og sendte dem et beroligende smil.

”Så er det nu, røvhuller!” Sagde hun muntert, og blinkede kækt. Rachelle klukkede let, og nikkede tilbage. Hele gruppen trippede på stedet, ivrige efter at komme af sted.

”Damerne først,” sagde Kat, og gestikulerede mod Atom og Will, der stod og snakkede dæmpet sammen. Atom hævede et øjenbryn mod sin søster, men tog det tydeligvist ikke personligt, for han var den første til at gå mod den åbne port i den høje mur.

Amber selv var den sidste til at hoppe ned fra platformen de stod på, og gå mod åbningen ud til de øde marker. Hun vendte sig om, og kiggede en smule tøvende på Matthew og Bradley, der begge stod og kiggede efter den lille gruppe.

Matthews holdning og stenhårde ansigt viste ingen tegn på bekymring, men da Amber fik øjenkontakt med ham, så hun hans øjne i oprør. Hun nikkede beroligende til ham. I lang tid havde det været en form for tradition mellem Skytsengle, dette lille nik, der skulle forstås som et løfte om at alt var okay. Hendes kunne også forstås som et løfte. Et diskret ’jeg passer på mig selv, vi skal nok klare det’. Det var trods alt ildeset at være syg af bekymring for hinanden, for livet som skytsengel var farligt, og man skulle konstant være modig og blottet for følelser, der kunne spolere aktioner.

Han nikkede tilbage. Han stolede på hende.

Hun hoppede det sidste trin ned, og trådte ud på grusvejen, der førte ud af byen. Flere vagter holdt skarpt øje med dem, mens de traskede den korte vej, til der hvor indgangen til undergrundstunnelerne lå.

En lille høj et godt stykke fra muren skjulte effektivt den lille lem. Amber havde aldrig selv set indgangen, og havde ærligt talt forventet noget lidt større eller lidt mere snedigt. Alt i alt, var det et stort hul i jorden med et rustent jerngitter for. Der havde engang siddet en hængelås, men den var blevet for gammel, og virkede ikke længere. Grunden til, at der ikke var blevet købt en ny, var simpelthen at man ikke havde regnet med at tunnelerne blev brugt.

Miller åbnede det raslende gitter, og kiggede ned i det sorte hul. Amber betragtede ham med et skævt smil. Hun kunne næsten ikke genkende ham uden hans mørke skægstubbe, til at markere hans kindben. Han så meget yngre ud uden.

”Okay, der er godt tyve meter ned,” forklarede han. ”Vi har sikret os at stålstigen kan holde til et par personer af gangen, men lad være med at gå ned lige efter hinanden, okay?”

”Aye, cap’n!” Svarede Rachelle og gjorde drillende honnør for Miller, der rakte tunge af hende.

”Miller går først, jeg går sidst,” informerede Will. Amber havde syntes at det var smartest at de to, der kendte vejen, gik i hver sin ende, og sørgede for at alle var med.

Flere af dem nikkede.

”Er vi klar?” Spurgte Miller, og endnu engang nikkede alle. Rachelles muntre øjne, havde ændret sig og hun så spændt og hånfuld ud.

Miller lod sig glide ned i hullet, og man kunne høre ham gribe fat i stigens trin. Hans hoved dukkede op igen, og han smilede til Amber.

”Det skulle nok kunne bære tre af gangen. Jeg råber så snart jeg er nede, og så sender I den fjerde.”

Turen ned gik uden problemer. En enkelt gang var Ollies fod gledet ind under en af trinnene, men han havde holdt sig oppe i sine arme, indtil han fik sparket sit ben fri. For enden af stigen var der et lille fald på godt to meter, hvorefter de landede på hårdtrampet jord i et mørkt rum.

Will og Ollie tændte de to slidte lommelygter, og endelig kunne de kigge sig omkring.

Det viste sig at jorden ikke var jord, men beton, med et tykt lag sand og støv, som fik det til at virke mere løst, end det egentlig var. Væggene var også af beton, og der var lamper i loftet – ikke at de vidste, hvordan de skulle tænde dem. De blev enige om, at de ikke engang ville forsøge, i frygt for at det ville oplyse gangene, der strakte sig længere end deres lys kunne nå, og derfor bare ville fungere som en advarsel, hvis der var nogen i nærheden.

I det kvadrate rum, viste der sig at være 3 forskellige veje, man kunne gå. En tunnel, der højst sandsynligt førte længere ud af byen – måske helt hen til Pacifisternes gårde - en anden tunnel, der så ud til at gå langs muren, og en, der førte ned under muren og tilbage i byen. Der var uden tvivl massevis af sideløbende veje, hemmelige gange og måske endda stier under eller lige over dem. Det holdte sig til den vej Miller og Will havde gået første gang – tilbage mod byen. Det var tydeligt at se fodsporene i sandet og støvet, og derfor også let at se der hvor de meget pludselig bare stoppede. Den lille gruppe samlede sig omkring de sidste fodspor, og lyste ned på dem.

”Det var da lige godt utroligt,” mumlede Ollie, ”I underdrev så sandeligt ikke.”

Miller hævede kort et øjenbryn mod ham, og rystede let på hovedet.

”Nope, som I kan se forsvinder de bare.”

Ambers læber var presset sammen til en tynd streg, mens hun betragtede Miller. Han var den bedste sporfinder de havde, og hvis han sagde at sporerne forsvandt – og altså ikke var blevet skjulte eller visket rene – så betød det, at de faktionsløse havde en anden vej at gå lige her omkring.

”Hvis jeg var dem,” hviskede Kat, og afbrød den trykkende stilhed, ”så ville jeg altså have sat vagtposter op her omkring, for at være sikker på, at der ikke kom flere vagter rendende.”

Amber nikkede. Det ville give god mening at sikre sig, at Millers gruppe ikke kom igen. Det var en af grundende til, at de havde besluttet sig for at ’klæde sig ud’ som faktionsløse. Pigerne havde gule og røde farver i deres lidt slidte tøj, hvilket gav dem et udseende som pacifister. Rachelle havde briefet dem alle sammen om små træk, som mange pacifister havde, og lært dem at smile på den mest fredelige og rolige måde, Amber havde kunne forstille sig. Will, Ollie, Miller og Atom havde alle sammen skytsengle tøj på. Sort tøj og en del slidt læder. De havde alle fire meget store tatoveringer, som de ikke ville kunne skjule, og Atom havde piercinger. Der var ikke andre faktioner, der havde tatoveringer, så alt andet havde været for urealistisk. Desuden havde de alle sammen fundet på dækhistorier.

Ifølge historierne var Kat og Atom begge født som Pacifister. Atom var dog skiftet, da han var blevet seksten, og Kat var efterfølgende begyndt at snige sig ud af sin faktion for at mødes med sin bror. Det var blevet opdaget, og var meget tydeligt et brud på hele filosofien med at faktion kom før familie – desuden måtte man ikke gå uden for muren, med mindre man var udstationeret dér, så Atom var også blevet smidt ud.

Amber og Rachelle var bedste veninder, begge to fra Pacifisterne, og gode veninder med Kat. De var blevet så sure efter hun var blevet smidt ud, at de havde klaget. Hele turmulten havde resulteret i at de havde fået ekstra doser af det specielle ’glædes-serum’, som pacifisterne brugte. Ifølge historien var de blevet så vrede, at de var stukket af, men havde prøvet at vende tilbage, kun for at blive afviste. Senere var de stødt på Atom og Kat.

Miller, Will og Ollie havde efter sigende været skyld i en anden skytsengels død under en mission, og var blevet smidt ud som straf.

Amber havde altid været en god skuespiller, men hun var en smule nervøs for at drengene ville afsløre sig selv, og at Rachelle ville være for energisk og derfor virke utroværdig. Ikke at hun delte sin frygt med nogen af dem, for hun håbede på at hun tog fejl.

”Hvis de har det, så er vi allerede blevet set,” sagde Amber, ”så vi må fortsætte ligeud og lade som om vi er faret vild.”

”Det gør vi sgu da også,” mumlede Ollie, der til svar fik et dask over nakken af Miller, som begyndte at gå ned af den mørke gang.

”Mærk hen af siderne på tunnelerne, snubl, snak klagende sammen og se trætte ud fra nu af, okay?” Hviskede Kat. Atom tog straks rollen på sig, og begyndte at nynne for sig selv.

”Hold nu kæft, Atom!” Udbrød Will, med en træt, opgivende stemme, der rungede igennem den lange gang.

Det var som om, at der i det øjeblik skete noget. De forvandlede sig alle sammen til deres roller på et splitsekund efter Wills udråb, og Amber vidste, at hun ikke havde noget at være nervøs for.

”Hey, slap nu af, ikke?” Rachelles pivende, stemme passede perfekt til hendes sammensunkne skikkelse, der lagde en beroligende hånd på Wills skulder. Will vendte sig fortvivlet om, og slog ud med hænderne.

”Stop nu med jeres fredspis. Han tager det ikke seriøst nok! Vi bliver altså nødt til at finde ud af hvor den er åndsvage labyrint fører os hen, og om vi kan komme ind i byen med den,” mumlede Will. Miller fnøs lidt længere fremme.

”Og hvad så, Will? Hvad gør vi så?” Vrængede han, og himlede med øjnene. ”Finder vores mor? Huh? Lever blandt faktionsløse, der skal stjæle fra os så vi bliver nødt til at kæmpe om de latterligt få rester af mad vi får?”

”Drenge!” Råbte Kat, og sendte dem alle sammen et strengt blik. Amber tog hurtigt over.

”Hey, vi er alle sammen trætte,” sagde hun, og sørgede for at smile et let, beroligende smil, ”lad os nu bare finde et sted vi kan spise det sidste mad, og så kan vi prøve at finde ud af det her bagefter, ikke?”

Alle drengene fnøs.

Pigerne himlede med øjnene.

Alle fortsatte fremad.

 

Efter hvad der føltes som evigheder af tavs, nervøs stilhed, kom de til en åbning. Et cirkulært rum i samme stil som det første de var kommet ned i, men omgivet af forskellige veje og tunneler. Ingen af dem anede hvilken en de skulle tage, og i stedet for, satte de sig ned i en lille klump, og pakkede deres mad ud. Det bestod af tørret kød, lidt frugt og rå grøntsager – alt sammen noget, der ville kunne holde sig i en uges tid.

Rachelle lod som om hun blundede op af Kat, Miller, Will og Amber sad og diskuterede hvad vej de skulle gå, Atom sad og tegnede i sandet med en pind, han havde fundet, og Ollie gik rundt i en cirkel og spejdede ind i de forskellige tunneler. De var blevet enige om at spare på lyset, og havde i midten af rummet stillet én lygte, der lige akkurat gav nok lys til, at de kunne se hinanden.

”Kan du se noget?” Spurgte Amber, Ollie, der stadig kiggede ind i tunnelerne. Han vendte sig om og rystede på hovedet.

I samme bevægelse trillede en lille, rund ting hen af gulvet.

Alle vendte sig undrende, og betragtede det runde stykke metal, der stoppede med at trille nær midten af rummet.

”Det var altså ikke mig, der-”

Ollies stemme stoppede midt i sætningen.

”Ollie?” Kaldte Amber, imens hun lyste mod ham. Han stirrede ned på kuglen.

”Det er en røgbombe,” mumlede han spørgende for sig selv, som om han ikke helt turde tro på sine egne ord. Så gik det op for ham. ”NED! Det er en røgbombe!”

I samme sekund lød der et klik fra metalkuglen. Fra det ene sekund til det andet, var rummet fyldt med røg.

Amber kunne ikke se en hånd for sig, og greb panisk ud efter der, hvor Miller havde siddet. Hun fik fat i hans trøje, og han greb ihærdigt fat i hendes hånd. Alle havde lagt sig fladt på maven, for at sikre sig at få mindst muligt røg.

”Er du okay?” Spurgte Miller, da han havde mavet sig hen, så han lå overfor hende. Hun kunne se bekymringen i hans øjne, og nikkede fast.

”Er alle okay?!” Råbte han så.

Amber undrede sig kort over at hendes øjne begyndte at svige, da det første host kom.

”Røgen lugter mærkeligt!” Kunne hun høre Rachelles paniske stemme. Og det gjorde den. En meget skarp lugt, der trængte ned i lungerne, og fik en til at hoste. Det lugtede næsten af sprit. Den gjorde kroppen slap og mærkelig, og hun begyndte at føle, at hun ikke kunne holde sit hoved oppe.

”Jeg tror Chelle er besvimet!” Råbte Kat et sted bag ved Amber, før hun begyndte at hoste igen.

Hun kiggede undrende over på Miller. Hans øjne så tågede og tomme ud, og hun fik sig skubbet endnu tættere på ham.

”Miller?” Hviskede hun panisk. ”Miller?

Han rettede blikket mod hende, og nikkede, selvom det tydeligvist krævede meget energi. Hun kunne selv mærke det. Som om hele hendes krop blev tvunget til at gå i dvale. Et eller andet sted gryntede én eller anden, men hostene var helt forsvundet. Amber forstod det ikke. Hun vidste udmærket, at hun ikke skulle lukke øjnene, og alligevel var det så forbandet svært at lade være.

Bare to minutter, sagde hun til sig selv, men holdt dem ihærdigt åbne. Foran sig kunne hun se Miller kæmpe samme kamp som hende. Hun kunne simpelthen ikke holde sit hoved oppe længere, og blev nødt til at lade det falde ned. To sekunder senere overgav Miller sig også, og lod sit hoved falde ved siden af hendes.

Det sidste hun så var Millers øjne. Hun var sikker på at hun kunne høre løbende støvler, og at tågen var ved at lette, men hun ænsede kun Millers mørkebrune øjne, før hun overgav sig til trætheden og lod sig indhylle i mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...