Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1876Visninger
AA

6. Fem

”Vågn op, prinsesse!”

Amber gryntede irriteret over den høje stemme. Kunne de for pokker ikke bare lade være med at råbe og snakke højt, så hun kunne få sin nattesøvn? Var det for meget forlangt at folk skulle holde deres mund, når hun nu lige sov så godt?

”Prinsessen her ovre gider ikke at vågne!” Råbte den hæse mandestemme. Amber undrede sig et kort sekund over, hvorfor han blev ved med at snakke om prinsesser, men nåede ikke at tænke længe, da noget meget koldt og meget vådt, blev kastet i hendes hoved.

Hun sprudlede, og hev ihærdigt efter vejret. Forskrækket spærrede hun øjnene op, og hostede i et ynkeligt forsøg på at få vandet ud af sin næse og sine lunger, hvilket absolut ikke fungerede, når hun samtidigt gispede efter luft.

”Hey! Hun kan ikke få vejret! Hvad fanden skulle det til for?” En meget velkendt stemme, råbte et sted til højre for hende. Hun tvang sine øjne til at prøve at fokusere. Var det Miller hun havde hørt?

Amber blinkede for at stille skarpt på sine omgivelser. En ny bølge af hosteanfald ramte hende, og hun krængede sig om på siden, for at få noget af vandet ud af lungerne. Jorden hun lå på var af udhugget sten, og mindede meget om skytsenglenes faktion, der lå omgivet og under klipper. Der var mere jord her, og der var meget varmere og mere støvet.

”Åh slap dog af, hvem er du måske? Prinsen i hendes liv?”

Et varmt lys fra et stort bål lyste op i den store grotte. Amber skubbede sig stønnende op at sidde, og kiggede hen imod bålet, hvor stemmerne også kom fra.

Så kunne hun huske det hele.

Hendes øjne blev store af en blanding af overraskelse og frygt. Frygt fordi de personer hun så var høje, brede og meget beskidte i ansigterne. Overraskelse fordi hendes venner sad ved dem.

Miller stod op sammen med en høj, blond fyr med rodet hår og skægstubbe, og de kiggede udfordrende hinanden i øjnene.

”Nathan, lad dog drengen se til sin veninde.” En af dem, der sad ved bålet, viftede med hånden mod fyren, som for at signalere, at Miller ikke var en trussel. Manden med skægstubbene, Nathan, trådte modvilligende til side, og Miller holdt øjenkontakten med ham, indtil hans vej mod Amber var fri.

Så satte han i løb hen til hende.

Amber sad og stirrede hen imod ilden. Hvad i alverden forgik der? De var blevet angrebet og bortført, og nu sad de alle sammen og havde afslappede samtaler med hinanden omkring et bål og hvorfor duftede der så godt? Hendes mave rumlede, lige da Miller nåede hen til hende. Han satte sig på hug, og klukkede dæmpet.

”Sulten, prinsesse?” Spurgte han varmt, og lagde drillende tryk på hendes nye kaldenavn. Prinsesse. Hun fnøs let.

”Hvis du også begynder, så flækker jeg dit kranie,” mumlede hun, og masserede blidt sine tindinger, der begyndte at dunke. Miller satte sig på hug, og lænede sig tættere på hende, så de kunne snakke uforstyrret.

”Er du okay?” Spurgte han bekymret. Hun nikkede.

”Hvad sker der?” Hviskede hun. Hun forstod stadig ikke sammenhængen med at skulle sidde og hygge sig med sine kidnappere.

”Kat og Ollie vågnede først, og fortalte hele vores historie,” han strøg noget af hendes våde hår om bag hendes øre, så det ikke klistrede sig til hendes kinder. ”De tror på den indtil videre.” Hans øjne glimtede muntert, og hun nikkede eftertænksomt.

”Er jeg den sidste?” Spurgte hun, en smule pinligt berørt. Miller nikkede.

”Du var den sidste de hev ud af røgen, så du har fået betydeligt mere end nogle af os andre.”

”Og hvor er vi så nu?” Spurgte hun.

Han rynkede næsen og trak på skuldrene.

”De siger at det er bedst, at vi ikke ved hvor vi er – men vi er på vej mod deres hovedkvarter,”  hviskede han, og kiggede på hende med store øjne. ”De har et hovedkvarter, Am!” Hun kneb læberne sammen og lukkede kortvarigt øjnene. Det lød allerede til at de var meget mere organiserede end nogen havde turde tænke på.

”Du ved godt, at det betyder, de har en leder, ikke?” Mumlede hun spørgende. Han nikkede, og skulle til at svare hende, da hendes maven rumlede igen. Miller kom med en halvkvalt klukken, som han meget tydeligt prøvede på at holde inde. Amber skulede ondt til ham.

”Der er mad ved bålet. Kom med op at stå, Pri-”

”Jeg sværger, Mills! Hvis du kalder mig prinsesse igen, så knuser jeg dine kugler mellem to sten!”

Latteren brusede igennem gruppen ved bålet, og det gik op for Amber at hun havde sagt det alt for højt. Rødmende lod hun Miller hjælpe sig op at stå, og prøvede for alt i verden på ikke at vise hvor svimmel hun følte sig.

Det var først, da de nåede de 5-6 meter hen til bålet, at det gik op for hende, at hun havde frosset. Og hvor sulten hun var. Hendes mave rumlede usandsynligt højlydt, hvilket bare fik de fremmede faktionsløse til at grine endnu højere.

”Du er da en atypisk Pacifist,” påpegede en af dem – en lav, bred fyr med fuldskæg og en munter glød i sine øjne. Amber skulede til ham.

”Jeg tror alle pacifister bliver atypiske, når de har trasket rundt uden et hjem længe nok,” mumlede hun, og sørgede for at lyde opgivende og underdanig mens hun sagde det. Han nikkede forstående.

”Bare rolig,” påpegede han med et smil, ”vi har plads til både prinsesser og pacifister.”

Amber var allerede godt irriteret over hele prinsesse-titlen, men nøjedes med at sende ham et spagt smil. Miller havde sat sig beskyttende ved hendes side, og han holdt konstant øje med fyren, der hed Nathan, som om han var bange for at den fremmede ville angribe uventet. Amber lagde beroligende en hånd på hans arm, og nikkede til ham. Han nikkede tilbage, og hun mærkede hans skuldre sænke sig sammen med hans parader. Hendes mave rumlede igen.

”Ikke så mærkeligt at du er sulten, Prinsesse,” påpegede Nathan, med sin hæse og let sarkastiske stemme, ”du har trods alt sovet godt ti timer.”

Amber måbede.

Ti timer?!” Udbrød hun, og kiggede skiftevis på sine venner og Nathan.

”Jeps, som en rigtig Tornerose,” sagde han, og hævede et øjenbryn mod hende. Hun rynkede let øjenbrynene, og betragtede ham en anelse undrende. Amber tvivlede på at nogen af de andre kendte til historien om Tornerose, for det var en forbudt bog, som hendes bror altid havde læst op for hende, når hun ikke kunne sove.

Som en familie af rene Sanddruer, burde man forvente at de aldrig lavede noget ulovligt – de skulle trods alt håndhæve loven, og det var umuligt at have hemmeligheder i faktionen. Alligevel havde hende og hendes bror formået aldrig at nævne overfor nogen, at de havde fundet en gammel bog om en prinsesse, der sov i 100 år. Hun kendte ikke til andre, der havde læst historien – Nathan havde åbenbart.

”Fordi en rose med torne sover meget, eller hvad?” Spurgte Rachelle i et muntert, varmt tonefald. Alle de faktionsløse kiggede på hinanden og rystede på hovedet, som om det var en eller anden intern joke. Kendte de alle sammen til historien om Tornerose? Amber mærkede varmen stige op i kinderne. Hun hadede ikke at forstå hvad der forgik omkring hende, og lige nu forstod hun absolut intet.

Stemningen omkring bålet blev bedre og bedre for hvert sekund, der gik. De begyndte allerede at føle sig hjemme, og Amber kunne umiddelbart godt forstå hvorfor de faktionsløse ville samle sig for at få denne form for sammenhold og varme i stedet for den konstante frygt. Amber var endelig blevet mæt, og sammen med mætheden og varmen kom trætheden, selvom hun også følte at hun havde sovet hele dagen. De havde siddet omkring bålet i godt en time, før de brød op. Hele Ambers gruppe, hjalp med at pakke sammen og bære på de ting, som de faktionsløse havde båret på.

Så begav de sig mod hovedkvarteret.

Amber, der ellers var i strålende form som resultat af at være skytsengel, følte at hun havde løbet hele dagen, mens de gik i de lange, ensformige gange. Hun kunne ikke holde styr på hvilke veje de var gået, for det hele lignede hinanden, og hun var for træt til at være ordentlig opmærksom på de små detaljer. Den faktionsløse, Nathan, gjorde bagtrop, og måtte konstant stoppe op for at vente på mindst én fra gruppen.

”Det er en bivirkning af det sovegas I fik,” sagde Nathan i en tone, der næsten lød undskyldende, mens Amber lænede sig op af væggen og hev efter vejret for 3. Gang. Hendes stædighed var flere gange ved at tage over, men hun måtte konstant huske på at hun spillede en pacifist, og derfor ikke skulle være i særlig god form.

Hun skulede irritabelt til ham, ikke i humør til flere af hans sarkastiske kommentarer. Imens de havde gået i flere timer var han blevet ved med at komme med spydige ord som, ”prinsesser og prinser er vidst nok ikke vant til at gå,” eller ”hov, pas på I ikke får jord under neglene, deres majestæter.” Han klukkede bare let af hendes blik, og ventede tålmodigt på at hun fortsatte med at gå.

Man behøver ikke at tænke sig til hvor udmattede de alle sammen var, da de endelig nåede hovedkvarteret.

Det lignede simpelthen en masse huse under jorden. Gader, døre, skilte, gadelys og fortov strakte sig i et lille areal på størrelse med en gymnastiksal. Amber var for træt til at være overrasket, men synet kvikkede hende alligevel op.

Der var overraskende mange mennesker, som gik rundt i gaderne og snakkede, som om det var en helt normal hverdag.

Et samfund under jorden.

”Nate!” En voksen mand kom løbende med en stor riffel, og hele gruppen stoppede op. Nathaniel så ukomfortabel ud ved synet af våbnet.

”Hvor har du det fra?” Spurgte han manden, der viftede rundt med våbenet, som om det var et stykke legetøj.

”Er det ikke for sindssygt? En af de biler vi kaprede i går indeholdt våben, så vi tog dem med!”

Nathan spændte i sine kæber, og kiggede kort tilbage på Amber og gruppen.

”Hey, har du fortalt det til Jamie?” Spurgte han, og manden rystede på hovedet.

”Han er ude i byen et sted. Vi har ikke haft kontakt med ham i tre dage,”

Nervøsiteten imellem dem var til at føle på. Så så det ud til at gå op for manden, at der var nogle ansigter, han ikke havde set før.

”Hvad har vi her?” Spurgte han, og lagde hovedet på skrå.

Nathan viftede med hånden, som om de var irrelevante.

”Vi skal have forhørt dem, de skal aflægge ed og sådan noget, men nu hvor Jamie ikke er her, må vi vel selv gøre det,” mumlede han, som om det var det mest nedværdigende de kunne gøre overhovedet. Manden skar en grimasse.

”HEY!” Råbte han højt, til en kvinde oppe i 50’erne, som stod i døren til et af husene tæt på dem. ”Har du noget af SandSer?” Spurgte han så.

Amber kiggede på Miller, der så lige så forvirret ud. Hvad var Sandser? Hun prikkede den lave fyr med fuldskæg, hun syntes at have hørt, at hans navn var Cal, på skulderen.

”Hey, Cal,” hviskede hun, ”hvad er Sandser?”

Cal smilede beroligende.

”Bare rolig, alle skal igennem det for at kunne blive her. Det er bare noget serum, så vi ved at I taler sandt, og ikke har tænkt at give vores oplysninger videre til nogen udenfor,” svarede han, som om det var det mest ligegyldige i verden. Amber mærkede varmen stige op i kinderne.

Miller greb panisk hendes hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...