Resurgent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 30 mar. 2015
  • Status: Igang
Amberly Wilson er Teamleder for Soldaterne på muren omkring Chicago by, og derfor en anerkendt del af Skytsenglenes team. En dag overhører hun en samtale, der kun var ment til Skytsenglenes leder, Matthew, og underleder, Bradley, og bliver hvirvlet ind i problemer, hun ikke havde troet var mulige. Matthew og Bradley beslutter sig dog for at involvere Amber dybere, og hun får til opgave at lede en lille deling soldater ned i nogle skjulte gader i undergrunden af byen, for at holde øje med de Faktionsløse. Missionen slår fejl, da det viser sig, at de Faktionsløse er mere organiserede end nogen havde forestillet sig. Amber slipper med livet i behold, men ender fanget imellem to grupper faktionsløse. Den éne gruppe ønsker at dræbe hende, så hun ikke kan sladre - den anden vil ikke stå inde for mord. Hendes tilværelse bliver endnu mere kritisk da hun endelig møder de Faktionsløses leder, og finder ud af at det er en hun kender fra sit tidligere liv i de Sanddrus faktion. Hendes storebror.

25Likes
7Kommentarer
1877Visninger
AA

2. Et

Amberly Wilson betragtede de nye grønskollinger med et lidt bistert blik. Tynde arme, skrækslagne øjne og nervøse trækninger var absolut noget alle de nye aspiranter ejede i højere eller mindre grad. Hun pustede en løssluppen tot hår væk fra sit hoved, og kiggede kort over på Bradley, som havde fulgt alle aspiranterne fra skolen og hen til faktionen. Skytsenglenes faktion.

”Hvor mange mistede vi undervejs?” Spurgte hun.

Bradley smilede skævt, og hævede et øjenbryn.

”Betyder det noget?” Spurgte han med et drilsk blik i øjnene. Ufatteligt. Lige siden første dag hvor de havde været aspiranter sammen – øverst i deres grupper selvfølgelig – havde Bradley haft en flirtende, arrogant og drilsk attitude mod hende, og hun hadede det. Så kunne hun bedre lide Matthews mere afslappede personlighed eller endda Raven, der bare var stille.

Hvor mange?” gentog hun sammenbidt.

Han himlede med øjnene, som om hun var et helt ekstremt hysterisk kvindemenneske, før han holdt tre fingre i vejret. Alt imens aspiranterne afventende betragtede den anspændte stemning imellem dem. Okay, hun pustede ud, og kiggede endnu engang rundt på flokken af snotnæsede rollinger, mens hun inderligt håbede på, at hun selv havde været noget mere elegant, dengang hun stod i deres situation.

”Første springer?” Spurgte hun højt, og hævede et øjenbryn mod gruppen. Der var 13 i alt – hvis alle var nået ind og ud af toget, havde det været 16. En forholdsvis rolig dreng rakte hånden i vejret, og hun lod sit hævede øjenbryn falde.

”Dit navn?”

Drengen tøvede, og så pludselig ikke så selvsikker ud. Amber kunne ikke lade være med at smile skævt, og sendte et opmuntrende blik til dem alle sammen.

”Noget af det bedste ved at være Skytsengel, er at I selv må bestemme jeres navn,” sagde hun højt, så de alle sammen kunne høre det, og smilede endnu mere, da deres glæde viste sig som en klar form for lys i deres øjne. ”Så, første springer, hvad er dit navn?” Gentog hun. Drengen havde tydeligvist fået mere selvtillid, og rettede sig en anelse op.

”Jumper,” svarede han. En let latterbølge løb igennem de resterende 12 aspiranter, og Amber sendte dem et hårdt blik.

”Jamen, Jumper,” sagde hun, ”fordi du havde modet til at tage springet først, betyder det at du vælger den første seng,” og med de ord begyndte hun at gå mod sovesalen til de skiftende aspiranter, mens hun hurtigt og kontant forklarede hvordan deres nye verden ville komme til at foregå.

”Vi har to sovesale her i faktionen,” begyndte hun, uden at kigge tilbage for at sikre sig at de alle sammen fulgte med hende. Hvis ikke de gjorde det, var det jo bare synd for dem. ”Én sovesal til dem som har haft modet til at skifte faktion – det er jer – og én til dem som er født her i faktionen. Nu tænker I nok at I er dømt til at falde fra, fordi de aspiranter, der er født her har en fordel.” Hun vendte sig om, og sendte dem et bredt, sukkersødt smil, ”Det har de også. Derfor er det vigtigt at I arbejder røven ud af jeres bukser, er det forstået?” Hun betragtede de nikkende hoveder, og skulle til at gå videre, da en bred, høj fyr rakte hånden i vejret.

Amber kneb kort læberne sammen, og sukkede højlydt.

”Hvis du skal til at spørge mig om noget, jeg har planer om at forklare om 2 minutter, så får du lov til at vælge seng til sidst,” advarede hun bistert, men drengen så ikke ud til at rokke sig ud af stedet. Det måtte hun indrømme imponerede hende en smule. Bare en lille smule. ”Sig mig dit navn før du stiller spørgsmålet,” sukkede hun, og satte en hånd i siden. Han nikkede sammenbidt.

”Jasper,” introducerede han sig, og trak så en ordentlig portion luft ned i lungerne, ”betyder det at vi skal sove sammen med pigerne?” Spurgte han. ”Og træne sammen med dem?” Alt respekten hun for få sekunder siden havde bygget op til denne dreng i håbet om at han kunne blive en god skytsengel smuldrede på sekunder. Hun lagde hovedet let på skrå og trådte helt tæt på ham.

”Har du et problem med det, Jasper?” Spurgte hun med en faretruende dyb stemme. En hver normal person havde kigget ned i jorden, og sagt nej, men ham her var enten fra intelligentsia eller sanddru – Amber vidste ikke hvad der ville være værst – og var åbenbart ikke blot stædig men også ekstremt dumdristig.

”Jamen piger og drenge kan da ikke kæmpe og sådan noget sammen?” Prøvede han i et ynkeligt forsøg på at omformulere sit spørgsmål. Amber var ikke til at rokke.

”Og hvorfor ikke det?” Spurgte hun. Der var panik i Jaspers øjne, men han gav sig ikke.

”Jeg vil da ikke slå på en pige! Drenge er stærkere, det er videnskabeligt bevist,” prøvede han igen, og falmede efter ordene – Intelligentsia, besluttede Amber sig for. Han var tydeligvist fra Intelligentsia – og hun hævede endnu engang et øjenbryn. Med øjne der skød lyn ville man tro at Jasper havde fattet pointen. ”Drenge er simpelthen bare det stærkeste køn,”

Uden at fjerne øjenkontakten, løftede Amber sit ben og stødte knæet op mellem benene på Jasper, der med et klynkende gisp kollapsede på gulvet. Hun satte sig på hug, og greb fat i hans hår, for at løfte hans hoved op, så hun kunne kigge ham i øjnene.

”Sjovt er det ikke?” Spurgte hun sukkersødt, og smilede et smil der aldrig nåede hendes øjne, ”Hvordan det ”stærkeste køn” ikke er så stærkt endda, hmm?” Hun klappede ham muntert på hovedet og rejste sig op. ”Bliv ved med at have den holdning og du ender uden faktion overhovedet,” 

Hun kastede et kort blik på Bradley, der ihærdigt prøvede på at kvæle sine latterkramper bagerst i gruppen, og fortsatte standhaftigt sin gang.

Amber!

Hendes navn rungede pludseligt i den store gang, og hun stivnede.

Var det Matthew? Hun vendte sig og kneb øjnene sammen – selv Bradley så en smule undrende ud ved synet af deres leders forhastede løb – og lagde spørgende hovedet på skrå. Matthew nåede hen til dem, tilsyneladende upåvirket af den lange distance han lige var løbet, sendte et kort blik til aspiranterne og rettede så blikket mod Bradley og Amber.

”Amber jeg har brug for dig i et par minutter, der er problemer med dit team på muren,” sagde han lige akkurat lavt nok til at aspiranterne ikke ville kunne høre hvad han sagde. Bradley trådte ind, og lagde en hånd på skulderen af sin leder og bedste ven.

”Mate, skal jeg ikke tage den? Amber har hænderne fulde,” hviskede han. Matthew så ud til at tænke over det og rystede så på hovedet.

”Am, du har altid godt styr på Miller, og det er ham, der råber op i øjeblikket, det bliver nødt til at være dig.” Han kiggede på aspiranterne, og klappede muntert på Bradleys kind. ”Det ser ud til at du har fået din første deling aspiranter, Brad-boy” sagde han, denne gang uden at viske, med et hævet øjenbryn og et drilsk smil. Aspiranterne fnes og Bradley himlede med øjnene. Matthew skubbede let Amber ned af gangen de var kommet fra. I baggrunden kunne de høre Bradley.

”Og dét, mine kære aspiranter, var vores leder, Matthew, og som I kan se er han en travl mand og utrolig ubehøvlet, så ham har I ikke lyst til at pis–”

”Briefer du mig på vejen, Matt?” Spurgte Amber, og lukkede derved af for Bradleys stemme i det fjerne, mens hun prøvede at holde trit med sin leders hurtige skridt. Det gik langsomt op for hende at de var på vej mod faktionens hjerte, kontrolrummet. Han sendte hende et kort, tomt blik, og kneb læberne sammen til en tynd streg. Det måtte være alvorligt.

”Miller briefer dig, Angelo, han så det ske,”

Amber greb omgående fat i hans skulder, og tvang ham til at stoppe. Hun kiggede hårdt på ham.

”Matthew,” snerrede hun med tryk på hans fulde navn, ”Du kan lade være med at kalde mig ved mit tidligere efternavn, eller du kan lade være med at snakke til mig overhovedet.”

Amber havde kendt Matthew siden de startede i skole. Hun havde altid været fascineret af den vilde dreng – sådan havde hun haft det med stort set alle skytsengle, men Matthew havde været anderledes. Han havde ikke været vild på en umoden eller dumdristig måde, men med en meget mere naturlig aura omkring sig. Hun huskede ham som drengen, der hoppe rundt på skolens tag, med en hel naturlig elegance. Hun huskede ham som fyren, der selvfølgelig skulle klatre op af murene, og hoppe ind ad vinduet til klasselokalerne i stedet for at bruge trapperne. Og det mest fascinerende havde været at han ikke gjorde det for opmærksomhed, han gjorde det fordi det gjorde ham glad, og fik ham til at føle sig fri. Overraskende havde Matthew på den ene eller den anden måde fundet ud af at den lille stille pige, bagerst i klassen eksisterede, og han havde helt usynligt hjulpet hende igennem skolen, ved at begynde at tale til hende. De andre var begyndt at synes at hun var lidt sej, fordi hun snakkede med ”ham den seje fyr fra skytsenglene”, og det hele blev da også bare mere opmærksomhedsvækkende, da de blev ældre, og Matthew blev en yderst attraktiv ung dreng. De var langsomt gledet fra hinanden omkring 15-års-alderen, men da Amber valgte at skifte faktion til Skytsenglene, havde de ”allieret” sig under introduktionsprogrammet, og var siden hen blevet gode venner igen.

Nu kiggede han på hende, og blinkede en smule overrasket. Han havde ikke kaldt hende Angelo siden de havde gået i skole sammen, og havde tydeligvist ikke opfattet at han havde kaldt hende det nu. Han nikkede, og resten af turen mod kontrolrummet.

Kontrolrummet var et stort, hvidt rum oplyst af koldt, kunstigt lys. Hele rummet lignede en blanding mellem et laboratorium og et computerværksted. Store lamper hang fra det høje loft, og rundt i siderne af rummet var elektroniske apparater, computerskærme, små lys og kontakter stillet op. Store skærme i midten af lokalet viste live optagelser rundt om fra hele faktionen, muren og omkring Knudepunktet inde i byen. Amber fik øje på billeder af Bradley, der viste aspiranterne rundt i deres sovesal. Hun vendte sig mod Matthew, for at spørge hvor Miller var, da hun fik øje på ham.

Miller var det tætteste hun havde på en højre hånd, og hun stolede 100% på ham. Han var som en storebror for hende, og nu sad han 5 meter fra hende. Med blod i hele ansigtet.

Matt?!” Hendes stemme var skinger og rungede kort i det store lokale, ”For fanden da, jeg håber du har fået fat i en læge!”

Amber løb den korte distance på mindre end et sekund, og satte sig på hug ved siden af den unge mand. Hun konstaterede hurtigt at han ikke havde brækket noget, og at det var gået værst ud over hans ansigt, men at meget af blodet ikke var hans eget. Bortset fra et flækket øjenbryn, en flækket læbe og et blåt øje, så han ud til at være okay.

”Hey, hvad sker der?” Mumlede hun, og rørte forsigtigt ved hans kind. Miller smilede svagt til hende, og nikkede for at vise at han var okay. Hun mærkede Matthews hånd på sin skulder, og rejste sig op igen.

”Miller er du sød at fortælle Amber alt du for 30 minutter siden fortalte mig?” Spurgte han.

Miller nikkede træt, mens Ambers forvirrede blik landede på ham.

”Kan du huske for ét års tid siden, da vi stødte på de underjordiske gange, der løber under stort set hele byen?” Spurgte Miller. Hun nikkede tavst. ”Vi fandt efterfølgende ud af at nogle af dem løb hele vejen under muren og ud på markerne, og der satte vi selvfølgelig vagter, for at være sikker på at gangene ikke blev benyttet til at smugle varer fra Pacifisterne, ikke?” Amber bed kæben sammen.

”Hvor vil du hen med det her, Miller?” Spurgte hun og følte sig allerede lige så træt som han så ud. Hvis der var problemer internt i teamet var det hendes job at straffe de involverede. Der havde før været problemer med de mandelige vagter der uopfordret generede de kvindelige  vagter, og Amber magtede simpelthen ikke flere af den slags problemer.

”Malcolm og Emily stod vagt ved den sydlige undergrund – den der er tættest på vejen. Præcis klokken otte i morges fik jeg besked på at en af vores biler var blevet kapret lige ude for muren – alt indholdet var blevet tømt og chauførerne er begge to savnede. Da jeg sendte besked ned til Emily og Malcolm, kunne ingen af vores mænd finde dem. Døren var brudt op, og der var tegn på kamp, men –”

”Sendte du en deling ned i tunnellerne efter dem?” Spurgte Amber, der havde svært ved at følge med. Hvordan i alverden kunne alt det ske for næsen af alle vagterne på muren – hendes vagter?

”Selvfølgelig gjorde jeg det,” sagde han, og smilede et svagt smil til hende, ”der er en grund til, at du ansatte mig, husker du nok?”

Hun smilede tilbage. ”Du tænker hurtigt,” svarede hun, og himlede med øjnene af ham.

”Og du afbryder,” tilføjede han med et hævet øjenbryn. Hun gav ham nikkende besked på, at han kunne fortsætte sin beretning.

”Jeg sendte 4 mænd ned,” han tøvede ved hendes hævede øjenbryn, ”mænd som i det generelle term for soldater – 3 mænd og en kvinde,” korregerede han med et blidt blik, og hun nikkede. ”Og de fulgte alle spor, indtil sporene simpelthen stoppede i midten af gangen.”

”Hvad mener du med at de stoppede?” Udbrød hun.

”De forsvandt. Som om alle personerne simpelthen forsvandt, Amber.”

Amber spændte kortvarigt sine kæber, og betragtede Miller med øjne der lyste af bekymring.

”Og dit ansigt?” Spurgte hun, bange for svaret.

”På vej ud blev vi overfaldet af 3-4 personer,” svarede han med meget lille stemme, som om han skammede sig. ”Vi nåede ikke at se dem, og så snart de havde slået os ud, forsvandt de ud i tunnellerne igen – uden en lyd.”

Amber kneb læberne sammen til en tynd streg, og kiggede alvorligt op på Matthew, der stod bag hende. Han nikkede da hun endelig forstod alvoren.

”Hvad blev taget fra vognene?” Spurgte hun, bange for at høre svaret. Matthew tog over, og sendte et billede op på en af skærmene foran dem. En liste af ting. Amber skimmede dem hurtigt, og det gik mere og mere op for hende hvor alvorligt det var. Ting på listen ville helt klart kunne bruges til katastrofale formål. Sandhedsserummer, glædesserummer, madforbrug til flere uger og sidst men ikke mindst våben.

”Har vi nogen som helst idé om hvem der har taget de her ting?” Spurgte hun, og kiggede alvorligt på de to unge fyre efter skift. Matthew rystede på hovedet mens hans ansigt var hårdt og Miller så bare fortvivlet ud. Matthew lagde en hånd for sin pande, og kiggede opgivende på hende.

”Vi aner det ikke. Vi mangler liter af serummer og en pæn portion våben, og det er forsvundet fra jordens overflade sammen med 2 af vores folk, og vi aner ikke hvor fanden det hele er blevet af.”

Han skjuler noget.

Tanken hamrede ind i hendes hoved før hun nåede at registrere hvorfor hun vidste det. Alligevel havde hun lært aldrig at ignorere den knugende følelse hun pludselig fik i maven, for med en opvækst blandt Sanddru, var hun oplært i at læse folks ansigter. De lærte også at vide hvornår andre løj. Og Matthew løj tydeligvist for hende nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...