Out Of My Limit

Læsning under 15+ er på eget ansvar.. Frastødende scener af både vold, sex og sorg... Historien handler om Sofie, hvis bror er Ashton Irwin. Hendes bedste ven er Michael Clifford...

15Likes
3Kommentarer
1459Visninger
AA

3. Kapitel 2

*Michaels synsvinkel*

 

Jeg kan høre en bil nærme sig i det fjerne. Jeg håber på at jeg har husket at ligge min ekstra nøgle, der hvor Sofie ved hvor den er.. Jeg kan høre en bil nærme sig. Lyden af bilen bliver højere og højere og lige pludselig stopper den. Jeg kan høre min dør bliver åbnet, men ikke lukket igen. "Michael! Hvor er du?" kan jeg høre Sofie råbe, jeg vil gerne svare hende og sige her inde... men det kan jeg ikke... "ASH HAN ER HER INDE" høre jeg Sofie råbe, før jeg er væk..

 

Da jeg åbner mine øjne igen er jeg ikke hjemme.. Tankerne og spørgsmålene løber rundt i hovedet på mig. Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? Da jeg får øje på det eneste der virker bekendt, kigger jeg en ekstra gang på det.. Det er Sofie.. "Sofie?" spørger jeg. Sofie vender hovedet og ser på mig, hun smiler. "Ja, hvad er der Mikey?" spørger hun. "Hvor er jeg? og hvorfor er jeg her?" spørger jeg hende. "Du er på hospitalet Michael. Fordi du tog en overdosis hovedpiller Michael." siger hun og ser trist ud, men samtidigt ser hun ud som om hun er irriteret.. Gjorde jeg det?, tænker jeg. "Hvorfor gjorde jeg det?" spørger jeg. "Det ved jeg ikke" siger hun trist.  Der kommer en sygeplejerske ind og spørger "Har du snakket med ham Sofie?" "Ja det har jeg" svare Sofie sygeplejersken. Sygeplejersken nikker og siger "Sofie, jeg må bede dig at følge med mig". Sofie kigger over på mig og siger  "jeg kommer igen senere" til mig, hvorefter hun kigger over på sygeplejersken. Sofie rejser sig fra stolen og følger efter sygeplejersken.

 

*Sofies synsvinkel*

 

Jeg fatter ikke at hvad han har gjort, eller hvorfor han gjorde det. "Ved du, hvad der kunne drive ham ud i en overdosis?" spørger sygeplejersken mig. "Nej, jeg har ingen idé om hvad der kunne have drevet ham ud i den overdosis" siger jeg og bliver helt trist, "han skal nok klare den" beroliger sygeplejersken mig. Der kommer en læge hen til mig og siger "Michael har brug for at hvile sig, så jeg tror at de skal tage hjem nu, fordi de ser ud til også trænger til at få noget søvn", "okay.. Men kontakt mig hvis der er noget nyt" siger jeg.

 

 

"Michael kunne ikke komme sig over sin overdosis... Da han blev udskrevet blev han hurtigt indlagt igen af endnu en overdosis", fortæller lægen mig. "NEEEEJ!!!" skriger jeg og går i panik..

 

"Søs vågn op!" siger Ashton og rusker i mig, for at få mig til at vågne. Jeg vågner med et sæt.. Med sådan et sæt at jeg satte mig op i min seng. Jeg kan ikke holde mine tåre tilbage, så jeg græder og kan ikke stoppe igen.. Ashton trækker mig ind i sine arme og siger beroligende "Sofie, det var bare et mareridt.. bare et mareridt". "Det...det føltes det.. det ikke som" siger jeg hulkende.. Min mor og far kommer styrtende ind på mit værelse, og min mor spørger "Hvad er der? Hvorfor skreg du?" jeg kigger snøftende hen på hende. "nåårh mareridt.. Hvad havde du mareridt om, min skattepige?" spørger hun. Jeg graver mig ned i favnen på Ashton og tænker på Michael.

Da jeg ikke græder mere, spørger min mor mig "Er det okay, at vi går igen?", jeg nikker. Mor og far går ud af værelset. Da Ashton rejser sig, tager jeg hans arm og siger "bliv.. gider du ikke nok?". "Jo, selvfølgelig lillesøs" svare Ashton. "Tak" siger jeg og smiler. Jeg fortæller Ashton om mit mareridt og han lover mig at vi kan køre ud og besøge Michael på hospitalet i morgen...

Da jeg vågner om morgen, kigger jeg rundt i mit værelse og ser Ash sidde i min sækkestol og sover.. Jeg kigger på mit ur, WHAT klokken er allerede 11.30. Jeg skynder mig hen, og vækker Ashton, han kigger på mig med søvnige øjne og spørger "Hvad nu?", hvorefter han gaber.  "Klokken er 11.30.!.. og  hvad laver du herinde?", spørger jeg. "Er klokken allerede så mange?!?.. og du havde mareridt i nat, og du bad mig om ikke at gå igen... så det gjorde jeg ikke", svarer han mig.. Havde jeg mareridt? Det plejer jeg da ikke at have.. "Nåårh.. okay.. tak, fordi du blev", siger jeg taknemligt til ham.

Jeg åbner dørene til mit skab. Kigger på tøjet, og ånder opgivende ud.. "Hvad nu lillesøs?" spørger Ashton mig. "Nååååååårh, ikke noget udover at jeg ikke aner hvad jeg skal have på..." siger jeg og kigger opgivende ned i gulvet. "Hvad nu da?" spørger Ashton undrende og hæver det ene øjenbryn. "Fordi jeg ved ikke hvad man tager på når man besøger en på hospitalet.. og jeg tager IKKE det tøj på jeg havde på i går..", siger jeg, "Jamen, hvad er problemet? Alle jeg kender ved at jeg syntes at du ser skøn ud i hvad end du har på", siger Ashton og smiler drillende til mig. Jeg tager min pude og smider den i hovedet på Ashton, og siger "Ha..ha..ha.. Der var du rigtig sjov var?" og kigger irriteret på ham.. Jeg når ikke at reagere før der kommer en pude lige i hovedet på mig, og Ashton begynder at skræl grine.. Ikke sjovt, men jeg griner alligevel.. Nu ved jeg, hvad jeg kan få Ashton ned med nakken ved at gøre, tænker jeg ved mig selv. Jeg begynder at græde, selvfølgelig med krokodilletåre... Ashtons grin og smil, ændre sig fra at være glad til at være alvorligt og sørgeligt.. Han går hen til mig, sætter sig på hug, og spørger bekymret "er du okay?". "Nej, hvad tror du selv?" får jeg hulket frem. Ashton skal lige til at lægge sin arm rundt om mig, skynder jeg mig at tage min pude og kaster den i hovedet på ham og griner.. "Hov!" siger han og griner.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...