Out Of My Limit

Læsning under 15+ er på eget ansvar.. Frastødende scener af både vold, sex og sorg... Historien handler om Sofie, hvis bror er Ashton Irwin. Hendes bedste ven er Michael Clifford...

15Likes
3Kommentarer
1454Visninger
AA

2. Kapitel 1

*Sofies synsvinkel*

 

Jeg kan dufte hans parfume. Jeg mærker en arm der holder rundt om mig. Jeg kigger undrende over min skulder. Det er bare Michael. MICHAEL!!? Skulle han ikke være på tour med drengene? Hvad laver han så her?

 

Jeg vågner med et sæt. Skynder mig at kigge mig over skulderen. I håb om at han stadig er der, og at det  ikke var en drøm... han ligger der ikke, så det må bare have været en drøm. Jeg kigger rundt i mit værelse, er der nogen? Niks ikke en eneste. Jeg tager min dagbog frem fra skuffen i mit natbord, finder den side jeg er nået til. Jeg må snart få mig en ny.. Der er snart ikke flere sider i den mere...  Jeg begynder at skrive..

 

Kære dagbog

Jeg har haft den samme drøm igen igen :/ mærkeligt fordi nu har jeg snart haft den drøm i fire uger.. Pudsigt nok har Michael og drengene også været af sted på tour i snart 2 måneder nu.. TO dage TILBAGE :D Så kan jeg sige hej til dem igen :) Jeg glæder mig.. Jeg savner dem.. eller rettere sagt jeg savner Michael... Jeg savner ham rigtig meget.. Jeg glæder mig meget til at han kommer hjem igen :) Han har lovet mig at jeg må bestemme hvilken farve hans hår skal have :) Men jeg ved det ikke endnu... Måske skal jeg bare sige at han skal have den hårfarve han har nu.?. Jeg ved det ikke... 

 

Love from Sofie <3

 

"SOFIE!", råber min mor. "Er du vågen?", råber hun igen nede fra køkkenet. "Ja, jeg er vågen", siger jeg. "Sofie, er du vågen min skat?", råber hun igen. "Ja, jeg er vågen", råber jeg til hende i håb om at hun høre det denne gang. Jeg venter lidt, for at høre om hun hørte mig eller om hun ikke gjorde.. Hun hørte hvad jeg sagde til hende. Jeg går hen til mit skab, hvor jeg finder noget tøj og tager det på. Jeg skynder mig at tage en børste igennem mit hår, før jeg sætter det op i en messy bun, hvilket overraskende gik godt. Jeg går ud af døren, og stopper op foran min storebrors værelse. dufter, for at se om jeg kan finde ud af hvad vi skal have til morgenmad.. Jeg kan intet dufte, mærkeligt.. Jeg fortsætter ud i køkkenet, mens jeg undre mig over hvorfor jeg ikke kunne dufte hvad vi skal have til morgenmad.. Da jeg kommer ud i køkkenet, er der ingen der ude.. Endnu mere mærkeligt.. "MOR?! FAR?!", råber jeg. Jeg forventer ikke rigtigt et svar, men håber på et. Der kommer ikke noget svar.. "MOR?! FAR?!", råber jeg igen, jeg begynder at blive bekymret for dem. "Ja, hvad er der skattepige?", spørger min far og kommer til syne i køkkendøren. Han ser undrende på mig, "er du okay?", spørger han. "Ja", siger jeg.. "Eller nej, jeg troede der var sket dig og mor noget. Fordi at i ikke svarede mig da jeg kaldte på jer første gang", fortsætter jeg, jeg kan mærke at der triller en tåre eller to ned af mine kinder. Min far kigger på mig og går så hen til mig, og siger "Vi var bare lige omme i haven, da din bror ringede og spurgte om vi ikke kunne hente ham, så mor er kørt ud efter ham og inden de kommer hjem, handler de lige ind". "Okay", siger jeg glad. "Hvor lang tid bliver han hjemme denne gang?" spørger jeg min far. "Jeg skal ikke af sted igen, i hvert fald ikke før næste år.. Så jeg er hjemme til din fødselsdag", siger min storebror Ashton.. "ASHTON!!!", halvråber jeg og løber hen til ham.

 

 

*Michaels synsvinkel*

 

Jeg kan dufte hendes parfume. Jeg mærker at min arm holder rundt om noget. Jeg åbner mine øjne og kigger ned i håret på en lys rødhåret pige. Jeg kan mærke at hun vågner, fordi hun trækker ikke vejret tung, som når man sover. Da hun hæver sit hoved fra puden, går jeg ud fra at hun vil kigge sig over skulderen. Så jeg lukker mine øjne, og da jeg kan mærke hun ikke kiggere på mig mere, åbner jeg mine øjne lige så stille og roligt, jeg når at se hendes ansigt. Så smukt, og hendes blå øjne er smukke. Så smukke øjne kender jeg kun en der har. Sofie er den eneste der har så smukke øjne. 

 

"Michael!", råber Ashton, Luke og Calum i kor. Jeg får sådan et chok, at jeg falder ud af sengen. "Hvad?", spørger jeg overrasket. "Hvem er Sofie?, og hvorfor er hun den du kender der har de flotteste øjne?" spørger Ashton drillende. "Bare en jeg kender" svare jeg ham. "Nåååårh, det lød det bare ikke som om det bare var en du kender" driller Luke. "Sofie.. Sofie.. Sofie.. Sofie du har de flotteste øjne jeg nogensinde har set... Hahaha" driller Calum og efterligner min stemme, Luke og Ashton begynder at grine.  "Hold så op!" siger jeg irriteret. Ashton, Luke og Calum rækker deres hænder op i luften, KUN for at drille mig yderliggere. Jeg bliver irriteret og sur på dem, fordi de forstår ikke at jeg er irriteret på dem, og det hjælper ikke at de bliver ved med at drille og irritere mig. Jeg tager den bluse jeg havde på i går, trækker den over hovedet og går vredt ud af døren.. "HVAD ER DER!" råber Ashton efter mig. Jeg vender mig rundt og råber tilbage " hvad der er?! HVAD DER ER?!? DET DER ER, AT I IKKE HAR FORSTÅET AT JEG STADIG ER SUR OVER DET DER SKETTE IGÅR! OG AT I SÅ SKAL DRILLE MIG MED DET HER IDAG! HVORNÅR FATTER I DET? JEG ER OGSÅ EN DER KAN BLIVE IRRITERET OG SUR OVER NOGET I SIGER ELLER GØR!!!". Jeg gik, jeg kiggede mig ikke tilbage.  "MICHAEL KOM TILBAGE!" kan jeg høre Luke råbe efter mig. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg bliver ved med at gå. Jeg ved ikke hvor langt jeg går.. Men jeg bliver ved med at gå og gå. Jeg ved ikke hvorfor men jeg kan ikke lade vær med at tænke på Sofie.

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg har gået, eller hvor langt jeg har gået. Men lige pludselig står jeg foran min hoveddør.. Jeg ved stadig ikke hvorfor men jeg kan ikke lade vær med at tænke på Sofie.

 

 

 

 

 

*Sofies synsvinkel*

 

"Jeg fatter ikke at du er hjemme igen" siger jeg glad, da jeg krammede min storebror Ashton. "Men det er jeg altså, lille søs" siger Ashton glad. "Ashton din mor og jeg er så glade for at du er hjemme igen" siger far. "Jeg må fortælle jer noget.." fortæller Ashton os med en trist og bekymret stemme. "Hvad er der Ash?" spørger jeg undrende. "Michael gik i går. Han gik da vi holdte en pause og han kom ikke tilbage... Vi har prøvet at få fat i ham hele natten og hele dagen i går siden har gik.. Men vi kan ikke få kontakt til ham.. " siger Ashton bekymret og trist. "Hvorfor skulle han da gå?" spørger min mor. "Vi ved det ikke" svare Ashton. "Er det noget du vil snakke om?" spørger jeg ham, og blinker med det ene øje (vores måde at sige: kun dig og mig/under fire øjne) "Nej" siger han. "Okay" svare jeg ham. "Jeg må desværre op at lave mine lektier" fortsætter jeg. "Er det okay, at jeg går op og ligger mig lidt? bare kald på mig hvis der er noget" siger Ashton. "Ja, det er okay. Det er okay til jer begge to" siger min far. Ashton og jeg går op af trapperne, jeg går ind på mit værelse og Ashton følger efter. Han sætter sig på min kontorstol, og jeg sætter mig på min seng, og spørger så "Hvad skete der i går?". Ashton fortæller mig at Michael havde snakket i søvne, at de havde drillet ham med det, at Michael blev sur, og at hvad Michael havde råbt til ham. "Så det endte med at han bare gik sådan uden videre?" spørger jeg. "Ja. Men jeg er bekymret for ham.." siger Ashton med en meget bekymret og trist stemme.. "Vi finder ham" siger jeg og smiler opmuntrende til ham. "Lover du det?" spørger han. "Ja, det gør jeg" svare jeg ham. "Hvordan var jeres tour så?" spørgere jeg, fordi jeg gerne vil skifte emnet. "Kort sagt, SUPER fed!" siger Ashton. Vi når at snakke om en masse ting, før vores forældre banker på og siger at vi skal komme ned og spise aftensmad.

 

Da vi spiser, ringer min mobil. Jeg tager min mobil op af lommen og ser hvem det er. "Sofie lig din mobil væk, vi spiser!" påpeger min mor surt. "Jeg bliver nød til at tage den her, det er vigtigt.. Beklager" siger jeg og rejser mig. "Sofie kom her hen og sæt dig!" siger min far vredt. Jeg skynder mig at tage sko og en jakke på, og går udenfor. Jeg tager min mobil, "Sofie?" høre jeg Mikeys stemme sige. "Ja det er mig.. Hvad sker der?" spørger jeg. "Kom.. skynd dig..." siger Michael. "Hvad er der?" spørger jeg.. men jeg får ikke noget svar.. jeg bliver urolig og bekymret. Jeg beslutter mig at løbe indenfor igen, løber ud i køkkenet. "Ashton, du skal køre mig ud til Michael NU! Det haster! Skynd dig.." siger jeg. Ashton kigger uroligt på mig, og kigger så over på vores forældre, og så over på mig igen. Hvorefter han rejser sig, tager bilnøglerne og skynder sig at tage sko på. Jeg kan høre mor spørge "Hvad sker der her? Og hvor skal i to hen?" Jeg ignorere hende, og skynder mig ud af døren. "Jeg forklare det senere.. Okay?" spørger jeg Ashton. "Ja selvfølgelig" svare han mig, "var det Michael der ringede til dig?" fortsætter han. "Ja, det var det" svare jeg ham. Jeg forklare det hele til Ashton på vej hjem til Michael...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...