Pigen med den røde jakke

Jeg havde aldrig nogensinde snakket med hende, den eneste gang jeg havde hørt hendes stemme var dengang hun kom ind i klassen. "Hej, jeg hedder Mairy" sagde hun. Tanken om at jeg burde havde tænkt mig om en ekstre gang.

1Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. pigen med den røde jakke

Der sikkert mange ude i verden der tænker, hvordan hele verden hænger sammen. Jeg ved det ikke. Vi lever på jord. Af sand og sten. Kærlighed og ondskab, hvor ondskaben så overlever kærligheden. Jeg ved ikke engang hvad kærlighed er...

Jeg husker hende som det var igår jeg så hende. Hun var lige startet i vores klasse. 9.A. Jeg havde ikke de stor tanker om hende. Det eneste jeg kunne huske var at hun havde en rød jakke på, som gik hen helt ned til knæene. Den var ikke grim, men det lignede bare en regnjakke. Jeg havde aldrig nogensinde snakket med hende. Den eneste gang, jeg havde hørt hendes stemme, var den dag hun kom ind ind vores klasse."Mit navn er Mairy" sagde hun kort, med en lav stemme, som man næsten ikke kunne høre. Jeg lænede mig tilbage i stolen og bed i min gule blyant. Jeg var egenlig ligeglad med hende på det tidspukt. Jeg kendte hende jo ikke.

Det var stormvejr den dag. Hun stod det ved siden af læren oppe ved tavlen. Der var tavshed i klassen. Jeg ved ikke hvorfor. Det plejede der ikke at være.

Det var så blevet aften. Der var stadig storm vejr ude for vinduerne. Jeg var på vej hjem fra kiosken, da jeg pludselig får øje på en pige med rød jakke, som står med rykken til. Regnen dækkede meget for hende, men det lignede meget Mairy. Jeg tog mig ikke af det, og gik hjemad igen.

 

Jeg var fuldstændig gennemblødt da jeg kom hjem. Jeg satte min våde jakke op på knagen, så den kunne tørre. Jeg var træt, så jeg valgte at gå i seng.

Jeg vågnede et par timer senere. Klokken var omkring 3 tiden. Jeg mærkede en hovedpine overtage mit hoved. Det stormede stadig udenfor. Det var næste ikke til at se hvad der forgik udenfor. Jeg rejste mig for at få noget vand. Vandhanen fossede i tak med regnen.  Jeg tog glasset om til mine læber. I det jeg så en rød- frakket pige stå foran mig, udenfor vinduet.

Jeg tabte mit glas på gulvet i et chok. Hun stod med sine hænder klistret på ruden. Jeg løb forskrækket hen til hoveddøren hvor hun så kom til syne. Jeg genkendte hendes røde jakke fra skolen. "Hvad er der dog du laver?" Spurgte jeg i en ubehøvlet stemning. Hun kiggede på mig med sin røde hætte trukket over for hovede, som gik ned til kanten af hendes pande. Hendes blonde hår strittede ud af siderne. Hun svarede ikke. Jeg stilede mig på kammens dør i mine bare fødder der frøs. Mairy kom helt tæt på mig og lagde sin kolde hånd over min. Hendes øjne stirrede på mig. Det var som om der intet liv var på den anden side. Jeg træk min hånd tilbage og i det fik hun et trist træk i hendes læber og øjne. Hun trådte tilbage og vendte sig om. Hun stod stille i nogle sekunder, jeg blev bange, stirrede hende egenlig bare i nakken, men så gik hun. Jeg havde ikke en eneste gang tænkt på at invitere hende ind, til hun ikke frøs. Hun kunne da ikke overleve i den kulde.

Jeg gik tilbage ind på mit værelse og lagde mig under dynen. "Hvad var det dog hun ville?" Tænkte jeg for mig selv.

Dagen efter kom hun ikke i skole. Hvilket gjorde mig ret nervøst. Det regnede stadig lidt udenfor og den våde regn med de våde veje mindede mig om Mairy. Jeg kunne ikke rigtig følge med i timerne den dag. Dagen var lang og den gik rigtig langsom. Der var ikke en eneste sjæl i klassen, der lagde mærke til hun ikke var der. Selv ikke lærerene. Alt føltes så mærkeligt, som om der var noget galt. Regnen virkede koldt, da den ramte ens hud gjorde det ondt. Ikke som af smerte, men ubehagelig følelse.

Der gik nogle dage. Mairy havde stadig ikke været i skole, og jeg var bange for hun var død. Jeg sad i mit værelse, og kiggede på de grå skyer på himlen. Det regnede ikke, men det ville det sikkert snart gør.

Lidt senere sendte min mor mig ud for at købe noget brød fra kiosken. Jeg tog min frakke på, og i det jeg lagde foden udenfor døren, begyndte det at regne. Jeg kiggede om mod himlen. Den var mørkere end før. Jeg tog min hætte på og gik med hurtige skridt hen til kiosken.

Med et suk trådte jeg ind i kiosken. Tog hurtigt de ting jeg skulle købe og så ud igen. Jeg gik i noget tid, da jeg skulle forbi vandet får jeg øje på Mairy med sine røde jakke. Jeg taber varene jeg har i hænderne på jorden og løber hen til hende. "Hvor har du været?" Råbte jeg. Min stemme gav ekko i hele området. Jeg kunne se hendes mørke øjne, og pludselig kunne jeg ikke. Jeg stod på den tomme sti. Der var jo ingen pige med en rød jakke her.

Jeg gik med tunge skridt op mod vejen hjemad. Jeg havde ondt i maven. Alt føltes så mærkeligt. Det hele føltes som en film. Jeg havde posen med varene i min højre hånd. Jeg havde blikket mod jorden hele vejen hjem, da pludselig en rød farve fra noget stof, fangede min opmærksomhed henne ved vores hoveddør. Jeg tabte posen, og væltede på knæ for at se hvad det var. Jeg mistede vejret i nogle sekunder, da jeg opdager det var Mairys jakke. Jeg så mig omkring. Her var jo ikke nogle. Jeg begyndte pludselig at græde. Det føltes så falsk det hele.

Næste dag vågner jeg med hævede øjne. Jeg overvejede at blive hjemme, men indså det som en dårlig idé. Jeg tog min taske på skulderen efter at har gjort mig klar. Uden morgenmad tog jeg så i skole. Læren kom ind af døren med et trist udtrykt i ansigtet, ikke mindst skuffet. Hun samlede os alle sammen inden klokken ringede ind. Hun fortalte os at Mairy detsværre ikke længere ville komme på vores skole, efter hun var forsvundet. Det kom som et chok for alle. Men jeg sad bare der. Vidste ikke hvad jeg selv tænkte. Havde jeg mon set syner nede ved søen? Var det hele sandt? Var det en drøm hvor hun stod foran mit vindue?

Mit hoved gjorde ondt. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på noget. Mairys røde jakke lå hjemme ved mig, men jeg vidste ikke hvor hun selv var. Jeg turde ikke at fortælle noget til de andre. Jeg ville nok få skylden for det hele. Jeg vidste ikke engang hvor hun boede henne. Jeg ville hellere ikke vide det. Tanken om hendes navn gjorde mig bange. Jeg vidste jo godt hun død. Jeg fandt hende i min egen seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...