Faldlemmen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Nogen har fortalt at der lever et vaskeægte spøgelse under skolen. Så de 4 venner, Chris, August, Sigtryg og Emilie beslutter sig for at lede efter det, men de forventer ikke at de faktisk finder noget... Inspireret af en af mine ynglings forfatter R.L.Stine, som jeg læste hele tiden da jeg var yngre, han var også den første forfatter jeg virkelig faldt for :3

0Likes
0Kommentarer
221Visninger
AA

2. Ned i mørket

 

Lyset fra vores lommelygter gled over væggene, mens vi sank længere og længere ned under scenen. Det var som om hjertet også sank i mit liv, sank helt ned til knæene. Vi stod alle fire presset sammen, midt på platformen. Den metalliske klapren blev højere, jo længere vi kom ned. Til sidst ramte vi bunden med et højtlydt dunk. Et kort øjeblik var der ingen, der bevægede sig. August var den første, der trådte væk fra platformen. Han løftede lommelygten og lod den langsomt glide rundt. Vi stod midt i et stort, tomt rum. Der gik tunneler i to retninger. "Spøgelse, kom her! Kom her!" kaldte August stille, som om han kaldte på sin hund. "Her spøgelse. Hvor er du lille spøgelse?" Jeg trådte ned fra platformen og gav ham et skub. "Hold op med det" sagde jeg. "Jeg troede, du mente det her alvorligt. Hvorfor fjoller du rundt på den måde?" "Ville bare hjælpe jer med at holde modet oppe" svarede August. Men jeg vidste, at han prøvede at holde sit eget mod oppe. Jeg vendte mig mod ST. Selv i det dunkle lys kunne jeg se, at han var bange nok for os alle sammen. "Der er ikke nogen hernede. Skal vi ikke køre op igen?" tiggede han. "Ikke på vilkår" sagde August til ham. "Følg efter mig. Hold lyset rettet mod gulvet, så vi kan se, hvor vi går." Side om side fulgte St, Chris og jeg efter August. Vi gik ind i en lang tunnel, tog et par skridt og stoppede så op for at lytte. Tavshed... Mine ben skælvede. Faktisk rystede jeg over hele kroppen. Men August virkede så tapper. Han måtte ikke opdage, hvor bange jeg var. "Den her tunnel strækker sig sikkert hele vejen under skolen" hviskede August og lyste længere frem. "Måske endda længere, Måske strækker den sig ud under hele kvarteret"! Istemte Chris. Vi tog et par skridt mere… og standsede så, da vi hørte en lyd bag os. En klapren, efterfulgt af en højlydt summen.
​"Hey!" råbte Chris. "Faldlemmen!" Vi snurrede alle sammen rundt og begyndte at løbe tilbage mod faldlemmen. Vores tunge skridt rungede højlydt i den mørke tunnel. Da vi nåede tilbage til platformen, sad mit hjerte så langt oppe i halsen, at jeg knap nok kunne trækker vejret.
"Den..den kører op igen!" råbte Chris. Hjælpeløse stod vi der og kiggede på platformen, mens den steg op over vores hoveder, op mod scenegulvet.
"Tryk på kontakten!" råbte August til mig. "Få den til at komme ned igen!" Jeg snublede over til væggen, hvor jeg fandt kontakten. Jeg forsøgte desperat at trykke på den, men den sad fast.
Nej. Den var blevet låst fast. Den var ikke til at rokke. Hvad skulle vi dog gøre?
Platformen stoppede højt over vores hoveder. Der lagde sig en ildevarslende stilhed over os, mens vi stirrede op i det uendelige mørke.
"Drenge, nu er vi spærret inde hernede" sagde jeg hviskende. "Vi…vi kan ikke komme op." De vendte deres ansigter mod mig, helt hvide, næsten som spøgelser. Chris hviskede stille.
"Vi..vi er spærret inde…"
Vi ventede på at finde ud af, om der var nogen, der kom ned. Men faldlemmen over os forblev lukket. ST sukkede bange.
"Der må være nogen hernede" hviskede han, mens han stirrede på mod platformen. "En eller anden har trykket på kontakten, så platformen kørte op."
"Spøgelset!" udbrød August. Jeg så over på ham. "Hvad gør vi så nu?" istemte Chris. August trak på skuldrene.
"Nu har vi ikke noget valgt. Hvis vi vil ud herfra, er vi nødt til at finde spøgelset! Ellers er vi fanget hernede for evigt!" Vi kiggede kort ned på gulvet, så vendte vi os om og gik ind i tunnelen igen. Lyset fra vores lommelygter flakkede over gulvet. Tavse drejede vi omkring et hjørne, og endnu et. Gulvet var begyndt at blive blødt og mudret. Luften blev køligere. Jeg hørte en dæmpet, pibende lyd i det fjerne. Jeg håbede, det ikke var en flagermus.
ST og jeg forsøgte at følge med August og Chris, men de gik som besatte med deres lange skridt, mens lyset fra deres lommelygter dansede foran dem. Pludselig hørte jeg en dæmpet, musikalsk nynnen. Det varede et øjeblik, før jeg forstod, at den kom fra Chris. Han nynnede en melodi for sig selv. Ærlig talt Chris, tænkte jeg. Du må være bange! Mig barrer du ikke med din lille, muntre nynnen. Du er lige så bange som mig! Men jeg sagde det ikke højt. Jeg skulle lige til at drille ham med det, men pludselig endte tunnelen, og vi stod ved en lav døråbning.
ST tøvede, han virkede mere rædselsslagen end noget jeg havde set før, som om han vidste hvad der ventede sig bag døren.
August og Chris gik hen mod døren og rettede deres lommelygter mod den. Jeg gik langsomt hen til dem. Det føltes underligt at være i nærheden af den dør, den virkede forkert.
"Er der nogen?" spurgte August med en underlig tynd stemme.
Intet svar. Jeg gik frem mod døren og rakte hånden ud mod den. Jeg kunne mærke Chris og August stirre på min hånd, jeg ved ikke hvorfor, men jeg måtte bare vide hvad der var bag den dør.
Jeg skubbede til den. Den gik op med en høj knirken. Vi løftede alle vores lommelygter og lyste derind!…
Et rum. Et møbleret rum. Jeg så en træstol. En slidt sofa, hvor en af puderne manglede. Bogreoler langs den ene væg. Lyset fra min lommelygte faldt på et lille træbord. Der stod en skål og en æske cornflakes på bordet. Jeg lod lyset glide rundt og fik øje på en lille, uredt seng ved den fjerneste væg. Jeg kunne høre Chris og August fulgte efter mig ind i rummet. Langsomt lod vi lyset glide over hver eneste ting, hvert eneste møbel. Der stod en gammeldags grammofon på et lille bord. Ved siden af lå en stak gamle plader. Hvor mange år havde dette rum været her?

   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...