Faldlemmen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Nogen har fortalt at der lever et vaskeægte spøgelse under skolen. Så de 4 venner, Chris, August, Sigtryg og Emilie beslutter sig for at lede efter det, men de forventer ikke at de faktisk finder noget... Inspireret af en af mine ynglings forfatter R.L.Stine, som jeg læste hele tiden da jeg var yngre, han var også den første forfatter jeg virkelig faldt for :3

0Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

3. Fanget!

"Wow" hviskede August. Der dukkede et smil op på hans læber. "Jeg tror, vi har fundet spøgelsets gemmested" hviskede Chris. Jeg kiggede skeptisk hen på dem begge. "Siden hvornår har et spøgelse brug for at sove eller spise?" spurgte jeg dem. August kiggede hen på mig. "Måske er det her anderledes end dem fra tv, hvem ved måske har vi taget fejl af spøgelser hele tiden?" vi kiggede alle rundt i rummet, og tænkte på hvad vi vidste om spøgelser. Et lagen med 3 sorte huller, lænker og kun i stand til at sige "BØH" var den første jeg tænkte på, men der var også den vi havde læst om tidligere på biblioteket. 
Et spøgelse så ud som et menneske, men kunne gå gennem ting, var grå og var århundrede gammel. Man vidste, at et spøgelse var i nærheden, når der begyndte at ske underlige ting, som stole der rykkede sig, uden nogen havde sat sig. Eller man kunne få en kold ånde på en varm sommerdag. Alt der virkede forkert, tydede på at et spøgelse var i nærheden. Og det her føltes helt klart forkert.
Chris gik hen til træbordet. Han lyste på skålen med cornflakes.
"Spøgelse eller ej, nogle har i hvert fald været her for nylig."
"Hvad får dig til at tro det?" spurgte ST rystende. "Cornflakesene er ikke blevet bløde, og mælken er stadig kold." Det løb mig koldt ned af ryggen. Chris havde ret, spøgelse eller ej, vi var ikke alene.

"Tænk at der er nogen der bor hernede!" sagde jeg. "Der bog nogen hernede, helt herne-" Jeg holdt inde, fordi jeg kunne mærke, at der var et nys på vej. Måske et helt nyse anfald. Chris vendte sig mod mig. "EM nej! Hold det inde!" Jeg stirrede ham ind i øjnene, jeg gjorde mit bedste for at holde det tilbage, men for sent. Jeg nøs. En gang. To gange. Fem gange. "Stop nu EM!" sagde Chris ængsteligt. "Han kan høre dig!" "Men vi vil jo gerne finde ham" sagde August. Jeg nøs igen. Jeg nøs seks gange. Nej syv. Så var jeg endelig færdig med at nyse. "Han har helt sikkert hørt det. Han kan umuligt have undgået at høre det!" sagde ST. Hans stemme rystede og knækkede over flere gange. Han så sig omkring med øjne, der lyste af frygt. Selv herfra kunne jeg se Chris blive kridhvid i ansigtet. Jeg kunne mærke mine tænder begyndte at klapre, ganske stille. Min eneste tanke var at jeg ville ud herfra og hurtigt! Mit blik mødte August, han så helt enig ud. "Lad os komme væk herfra!" sagde August med en stemme der forsøgte at gemme sin frygt. Vi skulle til at ræse ud af døren, men det var for sent. Vores lommelygter slukkede, samtidig med at døren røg i med et brag! Omgivet af mørke, stod vi alle lammede af skræk for vores liv. Der var det, vi fornemmede, at noget var helt forkert.

Desperat forsøgte jeg at tænde min lommelygte. Batterierne var døde. "AUGUST!" var det min stemme der var så skinger? "CHRIS!?" En lygte blev tændt. Det var Chris'. "Herovre" Jeg gik forsigtigt hen til ham, min fod stødte ind i et bord, men jeg tog mig ikke af det. "Min lygte virker ikke" fortalte jeg ham. "Hellere ikke min" sagde August bag mig, jeg var lige ved at skrige over chokket, men beroligede mig selv. "Underligt jeg troede ellers jeg havde lagt nye batterier i?" spurgte han sig selv. Jeg havde ikke tid til at tænke nærmere over, hvorfor vores lygter ikke virkede, min hjerne forsøgte at regne ud hvorfor min mave føltes så dårlig. "Lad os komme ud herfra, jeg har en dårlig fornemmelse af det her" sagde jeg. De nikkede og Chris vendte lygten mod døren. Forsigtigt gik vi hen mod den. August tog i håndtaget og pressede sig mod døren. Chris skubbede ham til side. "Lad mig gøre det". Han lagde hele sin vægt mod døren. Intet. Vi pressede os alle tre mod den, men den rokkede sig ikke en meter. Jeg begyndte ar ryste, noget fortalte mig, at vi gjorde noget helt forkert, og ikke kun det. Det var som om jeg forsøgte at fortælle mig selv et eller andet vigtigt, men hvad? Jeg havde det lige på tungen, hvis bare jeg kunne… længere nåede jeg ikke at tænke, før jeg hørte et øredøvende skrig. Forskrækket vendte jeg mig om, og så spøgelset!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...