Faldlemmen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Nogen har fortalt at der lever et vaskeægte spøgelse under skolen. Så de 4 venner, Chris, August, Sigtryg og Emilie beslutter sig for at lede efter det, men de forventer ikke at de faktisk finder noget... Inspireret af en af mine ynglings forfatter R.L.Stine, som jeg læste hele tiden da jeg var yngre, han var også den første forfatter jeg virkelig faldt for :3

0Likes
0Kommentarer
222Visninger
AA

1. Et lille eventyr

Det var en lun aften, men jeg gyste alligevel. Mens vi gik ned til skolen, fik jeg hele tiden øje på skygger, der bevægede sig og ligesom rakte ud efter os. Men de forsvandt, når jeg så ordentligt efter. Emilie, du har en livlig fantasi, skændte jeg på mig selv. Jeg ønskede bare, at mit hjerte ville holde op med at slå som en stortromme. Jeg ønskede bare, at jeg sad hjemme og så Netflix med Marius. Jeg havde det temmelig skidt med vores lille "eventyr". Faktisk meget skidt… Vi spildte ikke tiden med at prøve dørene. Vi klatrede ind på skolen gennem det samme vindue i pedellens skab. Vi havde tidligere lagt noget toiletpapir, så nå det lukkede skulle der kun et lille skub til, så åbnede det. Ufatteligt det faktisk virkede. Derefter bevægede vi os gennem de mørke korridorer ned til auditoriet. Scenen var mørk og tom, bortset fra de malede grå sten på bagtæppet ved den bageste væg. August førte an ned gennem midtergangen. Han havde givet os hver en lommelygte. Vi tændte dem, mens vi gik op til scenen. Lysstrålerne spillede over de tomme tilskuerpladser. Så hørte vi en stemme råbe: "HEY! Hvad laver I!?!" Pokkers! Vi var blevet opdaget, men af hvem?
Vi frøs allesammen. En lygte blev rettet mod vores øjne, vi ikke kunne se hvem der holdt den. "HEY! Hvad laver I her?" Vent, den stemme kendte jeg. "Chris?" Lygten blev rettet mod hans grinende ansigt. "Haha I skulle have set jeres ansigtsudtryk! I lignede nogle der havde set et spøgelse hahaha!" Nogle gange fik jeg virkelig lyst til at slå den dreng. "Hvad fanden laver du her Chris!?" "Slap af Em, du kan godt indrømme det, du er glad for at se mig" Han sendte mig et skævt smil, jeg besvarede med dræber øjne. "Okay, jeg overhørte jer da I stod ved skabene, og tænkte jeg gerne ville med på jeres lille eventyr, jeg fatter ikke at I ikke inviterede mig!" Han prøvede at se fornærmet ud, men det virkede ikke rigtigt. Så begyndte August at grin. Så begyndte Chris også igen, og så var det jo lidt svært ikke at grine, men det betød ikke at jeg havde tilgivet ham. Så slog Chris armene ud. "Så er jeg med?" Mig og August kiggede på hinanden og nikkede så. "Klart bro, men næste gang, så lad være med at skræmme livet af os" så gav de hinanden håndtegn. Hvorfor er drenge så sære? Jeg ignorerede dem og rettede min lommelygte op mod scenen og lod den glide fra side til side. Der var ingen deroppe. Intet usædvanligt at se. "August det her er spild af tid" sagde jeg og hviskede, selv om der ikke var nogen, der kunne høre os. Han lagde en finger over læberne. "Vi skal ned under scenen" sagde August stille og så lige frem. "Og vi finder ham Em, denne gang finder vi ham".
"Øhm… måske skulle jeg blive heroppe, mens I tre er nede under scenen" foreslog Sigtryg. "Jeg kan holde vagt." Jeg ved hvad du tænker, hvem fanden hedder Sigtryg? Åbenbart den her fyr. Han var ny I klassen, ingen af os viste rigtig noget om ham, udover at han havde det særeste det navn på skolen. De fleste af os kaldte ham bare ST.
"Holde vagt efter hvem?" spurgte August, og lyste ST i ansigtet. Jeg kunne se på ST, at han var bange. "Efter…" "Jamen hvis der kommer nogen" svarede han stammende. "Vi er nødt til at gå derned alle fire" fastholdt August.
"Hvis vi finder spøgelset, vil jeg have vidner. Dig, Chris og Em!" "Men hvordan skal vi bære os ad med at finde et spøgelse?" spurgte ST. August stirrede på ham. "Vi finder ham." Brian trak på skuldrene. Vi havde indset, at det ikke nyttede at diskutere med August. Scenegulvet knirkede, da vi gik hen til faldlemmen. Vores lommelygter bevægede sig langs omridset af den firkantede platform. Chris og jeg stillede os ved siden af hinanden, midt på firkantet. ST stirrede ned på den, men han rykkede sig ikke. Chris så også ST stirre, men trak bare fat i hans trøje, og rykkede ham hen til os. August hæv i det gamle træpedal, og sprang hen til os. Vi hørte den klaprende lyd fra platformen, da den begyndte at føre os ned under scenen. Det var som om scenen rejste sig omkring os. Et øjeblik efter var vi omgivet af mørke…

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...