Enken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Færdig
Enken er selv gået herop. Med at fast greb om korset har hun sat sig ned. Men hvorfor er hun gået hele vejen, bare for at smide alt væk? Tage det der betyder mest for hende at smide det i afgrunden. Hun ved vel godt det ikke er hendes skyld. Gør hun ikke?

2Likes
0Kommentarer
121Visninger
AA

1. Enken, manden, Gud og guldkorset

Enken er selv gået herop, ingen har tvunget hende til det. Hun har banket lusene ud af sine fineste klæder og iført sig dem, vasket håret i fælleshusets urinbalje og bundet det op. Hun har bedt en stille bøn, tavst iagttaget af sine hedenske bofæller, skrabet det sodblandede fedt af kinderne og spist det gode måltid der er blevet stillet frem til hende. Så er hun gået herop, båret på lette skridt. Nu sidder hun her, næsten glad, forventningsfuld, hed i kinderne, ude på kanten, med benene tækkeligt ind under sig, på enkemaner, sådan som hun plejer at sidde derhjemme på den lille sidebriks under glamhullet. I den ene hånd knuger hun korset, hun mærker trygheden i guldets tunge varme. Langt under sig, et fald på mindst hundrede favne, hører hun brændingen, vandet der rammer klippen, knuses til hvidt skum og sydende trækker sig tilbage. Men hun ser det ikke, hun har knebet øjnene i, vendt blikket indad, hun har bekæmpet ængstelsen, tvunget åndedrættet og hjerteslagene ned i en sej rytme og bevæger læberne  i en bøn om lykke og fred. Hun har vendt blikket mod fortiden, vendt blikket mod det, der for sidste gang førte hende til dette sted. Hun kom her ikke ofte, blot når hun fik trang til at være sammen med Gud.

 

Hun dyppede modvilligt håret ned i den fælles urinbalje, for derefter at slynge det op og sætte det i en knold. Hun følte sig fin og fornem i sine fineste klæder, skønt hun var en fattig enke. Hendes arme hang ikke sløvt ned langs kroppen som normalt, men placerede sig automatisk et stykke ud fra kroppen. Med et fast greb om korset gik hun ud af fælleshuset. ”Hvorfor så fin i dag?” spurgte en af konerne, der stod med en død sæl i hånden. Hendes mand var nok lige kommet hjem med den, og nu skulle hun flå skindet. Enken flyttede blikket fra den døde sæl op på konens ansigt og kiggede hende i øjnene. ”Man skal være fin, når man skal tale med Gud”, svarede hun. Et par små drengebørn fnes. Konen sendte et skævt og småhånende smil. Enken kiggede ned i jorden for at udvise skam og respekt, skønt hun vidste, hun var bedre. Men det var bedst sådan, for når man blot er en sølle enke, skal man ikke tro man er mere.

 

Vinden kommer forfra og puster de små hårtotter, der har revet sig løs fra knolden bagud, i takt med bølgerne der pisker mod klippekanten og giver ekko. Kulden bider sig fast i det våde hår, medens hun stadig strammer grebet om guldkorset, og læberne kører rundt i den evige bøn.

 

”Magda. Få så de snører bundet” skyndede hendes moder. Magda umagede sig for at binde en pæn sløjfe, som moderen havde sagt hende. Hun havde altid været et artigt pigebarn. Endelig var snøren bundet i en nydelig sløjfe. Magda rejste sig fra gulvet og kiggede ned ad sig selv. Så fornem i sine fineste klæder. Hun var vant til at have det på, hver gang de skulle bede. Endskønt hun ikke følte sig tilrette i det, beklagede hun sig naturligvis ikke. Faderen kom ind med et guldkors i hånden. Magda løftede blikket op mod sin moder. ”Moder. Hvorfor skal vi altid være så fine, når vi bare skal op på klippen og bede?” spurgte hun. ”Man skal være fin, når man skal tale med gud” sagde hendes moder højtideligt. Så gik de af sted mod klippen. Ingen forespurgte dette.

 

Smilet i hendes ansigt breder sig, og hendes krop fyldes med en svag varme på trods af den hårde og kolde klippebund, hun kan mærke under sig. Grebet om guldkorset har løsnet sig en smule, men er dog stadig fast. Hendes øjne åbnes, og hendes blik føres ud over landsbyen, som man kun usikkert kan få øje på deroppefra. Hun spejder ud over hedningene. Hun har ondt af dem. De tror ikke på gud. De kommer ikke i himlen.

 

Hun stod lige foran ham. Det var nu, hun skulle sige sit sidste farvel. Luften var bidende kold. Hun kiggede op i luften. Ræd for synet af hendes livløse fader der ville møde hende, hvis hun kiggede ned. Hun vidste, at han lå der. Lige foran hende. Han var den sidste, hun havde. Han skulle være der til at give hendes hånd, til manden hun agtede at gifte sig med. Han skulle være der til at se sine børnebørn vokse op. Men ak. Det kom han aldrig til nu. Hendes øjne var fyldt med tårer og hendes blik fyldt med sorg. Langsomt sænkede hun hovedet, og hendes blik ramte faderens livløse krop, der lå på jorden foran hende. Det øverste lag sne var skrabet til side under ham, og hans hud havde omtrent samme kulør som den kridhvide sne. Han lignede ikke sig selv. Han var lagt i en fornem position. Hun betragtede ham langsomt. Hans øjne var blidt lukkede. Hendes blik stoppede ved det lille guldkors, der lå foldet mellem hans hænder ved brystet. Hun bøjede sig ned over ham og lirkede det forsigtigt ud af hans hænder. Dernæst gav hun ham et forsigtigt kys på panden. Hans pande var koldere, end hun havde forventet. Med korset i hænderne vendte hun sig bort, og lod det til præsten at dække liget til med sten og anbringe et hvidt kors på toppen. Normalt plejede man at gå ud i fjeldet og finde en hulning mellem klipperne, hvor liget kunne ligge. For så derefter at tildække hulningen med flade sten. Det havde hun tit været med til, når en af hedningene var gået bort. Hun havde stille bedt en bøn. Bedt herren om at tilgive dem. Om stadig at give dem en plads i himlen. Hun havde kun været med til een anden begravelse som denne. Det var hendes moders.

 

Enken er ikke stoppet med at bevæge læberne. De kører stadig rundt i den samme remse. Hun kaster et blik ud over klippens spids og ned på bølgerne. Der er langt ned. Hun får en klump i halsen. Hun plejede at komme her, men det er lang tid siden, hun var her sidst.

Hun kaster et hurtigt blik ned på guldkorset for så igen at lukke øjnene.

 

De stod på klippen. Hende og hendes mand. Han holdt guldkorset i sin højre hånd og lænede sig ud mod klippekanten. Magda tog hænderne op til munden. ”Pas på du ikke falder!” udbrød hun. ”Hvis jeg falder, så griber gud mig” svarede han med et glimt i øjet. Hun brød ud i en mild latter. Han lagde armene om hende bagfra og foldede sine hænder ind i hendes med guldkorset i midten. Hun følte hans bløde hud inde mellem hendes fingre. Hans dybe og varme stemme begyndte bønnen; ”Fadervor, du som er i himlene. Helliget vorde dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Led os ikke ind i fristelsen, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren. I evighed. Amen!”

Han løsnede grebet om hendes hænder. Hun lænede hovedet tilbage og kiggede på ham, som han stadig stod bag hende. Han sendte hende et mildt og varmt smil. Hun tog hans højre hånd og kyssede blidt korset der var i den, medens hendes læber også ramte en kende af hans fingre. Han trak et par skridt baglæns mod klippekanten. Hun kiggede et øjeblik ned mod jorden. Et par sten smuldrede ned fra klippekanten under hans hæl. Hun kiggede op på ham igen og gik et skridt tættere på. Endnu et par sten forlod den yderste del af klippekanten, og han fik overbalance. Hun reagerede hurtigt og greb fat i guldkorset, der lå i hans hånd. Han tænkte ikke klart og gav slip, for så at falde ned langs klippekanten og ned i de brusende bølger.

 

Hun knuger korset i sin hånd og giver det et klem, før hun igen lukker øjnene op. En tåre forlader hendes øjenkrog, men hun tørrer den hurtigt væk. Hun har ikke lov til at græde. Det var jo hende, der lod ham falde. Hun kaster igen et kort blik ned på korset og løsner grebet en smule. Så mere og mere, og til sidst er hånden vidt åben. Hun tøver lidt og strækker så langsomt armen ud over skrænten, før hun vipper håndfladen nedad. Det giver et sus igennem hendes krop, da hun lader guldkorset falde. Alt det glade og forventningsfulde er væk. Hun er helt bleg i ansigtet. Nu har hun gjort, hvad hun skulle. Hun rejser sig og hvisker nogle få ord, før hun begiver sig tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...