Den sorte hue

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Det en lille gyser novelle, om fire unge der tager ud at skøjte, men dagen går ikke helt som forventet. Inspireret af et mareridt jeg havde, da jeg var omkring 13 år ;)

0Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

3. En lyd jeg aldrig vil glemme

Vi sang nogle sange, vi kendte fra radioen, og skøjtede til dem. Vi sang og grinede på samme tid.
Hvornår gik det galt? Hvornår gik det så grufuldt galt?
Det var nok på det tidspunkt, da Tobias hed Karls uldne, sorte hue af hans hoved. "Kolde ører!" råbte han og kastede huen over til mig. Jeg missede den, og gled over isen. Karl og jeg satte begge kursen hen mod den, men det var mig, der fik fat i den, og jeg kastede den hen til Bella. "Hey! Kom nu med den!" råbte Karl. Han var helt rød i hovedet af kulde. Hans lysebrune hår var vådt og klæbede til panden. Han greb vildt ud efter huen. Bella Grinede og holdt den op foran ham. Så kastede hun den til Tobias. Tobias greb ud efter den, men han begyndte at falde. Huen landede på isen foran Karl. Han tog den og skøjtede væk fra os "Det der var ikke sjovt" sagde han. Han lænede sig frem og skøjtede længere væk.

Han havde stadig den sorte hue i hænderne, da isen begyndte at sprække. Der kom en højlydt, langtrukken, knirkende lyd. Endnu en lyd jeg aldrig vil glemme. Jeg så isen sprække under Karls skøjter. Jeg havde ikke engang tid til at råbe.
Jeg så en stor isblok skyde op i luften. Jeg så hans chokerede ansigts udtryk og hans skrækslagende øjne. Jeg så ham slå ud med armene. Der plaskede vand ud over isen. Endnu et højlydt kniiiiirk rungede mellem træerne. Karl begyndte at synke…

 

Det hele skete så hurtigt, så frygteligt hurtigt. Jeg så hans ben synke ned i hullet, i isen. Der plaskede mere vand op. Hans hoved forsvandt. Han greb ud efter isflagen.
Hans sorte hue lå på den sprækkede is som et lille sort dyr. Men Karl var væk. "NEEEEEEEEEEJ!" Var det mig, der skreg sådan? Jeg kan ikke huske, at jeg skreg. Jeg kan ikke huske, at jeg skøjtede, men før jeg vidste af det, var jeg på vej hen til hullet i isen for at redde min fætter. Så var jeg nede på knæ. Lænede mig ind over hullet, stirrede ned i det mørke, oppiskede vand. Råbte hans navn igen og igen. "Karl! Karl! Karl!"
Nej, nej, NEJ! Han måtte ikke være væk!
Jeg fik et chok, da hans hånd kom til syne. Som en bleg fisk i det mørke, plaskende vand. Jeg tog hans hånd. Den var allerede iskold.
"Karl! Karl! Karl!"
Jeg havde ham, jeg havde fat i hans hånd. Jeg trak hårdt i den. "Karl! Dit hoved! Hvor er dit hoved?! Op med hovedet! Kom nu Karl! KOM NU!"
Hans hånd begyndte at glide ud af min.
Jeg holdt fast om hans håndled, holdt fast om det med begge hænder.
"Karl!...Jeg!...Jeg kan ikke holde fast! Je-"
Endnu en knirken.…
Jeg mærkede, at isen bevægede sig under mig. En bred isblok rejste sig foran mig. Så forsvandt isen under mig… 

Jeg skreg af rædsel. Jeg kæmpede for at holde fast. Kæmpede af alle kræfter. Det her skete ikke. Det her skete simpelthen ikke! Jeg baskede med mine ben af alle kræfter. Jeg så Tobias stå frosset i chok, og Bella der forsøgte at få ham til at vågne op igen. Hun ledte febrilsk efter sin mobil, jeg så chokket i hendes ansigt, da det gik op for hende at vi alle havde ladet vores mobiler blive hjemme. Ved siden af mig så jeg Karls hånd forsvandt. Så let, så stille, at det ikke engang gav et plask. Jeg fulgte med. Jeg dykkede helt under, forsøgte at finde Karl, men isens mørke omslugte mig. Jeg kunne intet se, hvor var Karl, hvor var hullet, og hvor var jeg? Jeg fik sparket mig selv op til hullet. Jeg gispede efter vejret. Så sank jeg i igen. Denne gang på hovedet. På hovedet ned i det mørke, iskolde, frådende vand. Det sidste jeg så, var den sorte hue, tryg og sikker lå den oppe på isen. Karls hue. Så sank jeg i. Ned...ned i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...