Den sorte hue

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Det en lille gyser novelle, om fire unge der tager ud at skøjte, men dagen går ikke helt som forventet. Inspireret af et mareridt jeg havde, da jeg var omkring 13 år ;)

0Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

1. En frostklar dag i december

Jeg kan huske alt fra den kolde, frostklare dag i december. Sneen var dyb og havde en hård skorpe, der knasede, når vi trådte på den. Solen stod lavt over træerne. Den fik sneen til at skinne som et lagen af sølv. Der var sne på træerne, og der lå et hvidt tæppe af sne på hækkene. Jeg husker, at den frostkolde luft sved i mine kinder, de store, tottede skyer hang som snemænd højt på den klare himmel. Vi tog vores skøjter med ned til søen, der ligger i nærheden af mit hus. Det er faktisk ikke en sø, mere en dam. Min veninde, Bella, var med.
Jeg kan huske, at Bellas brune hår lyste i solen, og sneen blev genspejlet i hendes grønne øjne. Okay så måske havde Tobias haft lidt ret, jeg har været lidt lun på Bella, engang… Tobias var desværre også med. Taber Tobias som bor i et hus ved siden af vores. Han pralede med sin nye iPad mini, sparkede sne efter os og fortalte de dårligste vittigheder. Typisk Tobias.
Jeg havde ikke sagt til Tobias, at han kunne komme med os, jeg bryder mig ikke særlig meget om ham. Det gør Bella hellere ikke.
Han er meget temperamentsfuld og skal altid blære sig med alt det hans forældre har købt til ham. Desuden tror jeg Tobias har en særlig radar. Eller også udspionerer han mit hus dagen lang. For hver gang jeg går ud, er han der. Hver eneste gang. Han kommer løbende fra sit hus og vil følges med mig, selv når jeg bare skal rydde vores sti for sne.
Vi var altså fire den dag. Min fætter Karl var også med. Han og hans familie boede hos os et par dage, inden de skulle videre til København og fejre jul derovre.
Jeg var glad for at se ham. Karl var på min alder, seksten. Selv om vi ikke så hinanden så tit, kom vi altid godt ud af det med hinanden. Vi var næsten som brødre. Jeg har faktisk allerede en bror. Nick, eller som jeg foretrækker at kalde ham dummernick. Nick er nitten, altså tre år ældre end mig, og færdig med gymnasium, mens jeg går i tiende klasse. Siden han er den første i familien der har gennemført gymnasium, tror han, at han er min chef og at jeg er hans slave. Det lyder sikkert totalt åndssvagt, men Nick tror faktisk på det. Så jeg er vant til at blive behandlet som en eller anden mandlig askepot. "Sam hent en cola til mig. Sam det ringer på døren. Sam lav mig en sandwich!" Jeg ville gerne kæmpe igen, men Nick er meget større end mig, og han har gået til taekwondo, så jeg vil helst ikke have problemer med ham. Det er en grund til, at jeg godt kunne lide at tænke på Karl som en bror. 
Nu tænker jeg næsten hver eneste dag på, hvordan Karl fulgte med os ned til søen. Sneen knasede under hans støvler og de skøjter, som jeg havde fundet til ham, hoppede på hans skuldre, mens vi traskede op ad bakken.
Karl lignede mig meget, vi havde begge lysebrunt hår, lyseblå øjne, en spids næse og var lidt over gennemsnits højden. Karl havde masser af energi, han løb altid frem og tilbage, og trommede på alt muligt med hans fingre. Han kunne aldrig holde sig i ro eller sidde stille i mere end to sekunder. Jeg kan huske, at vi gik forbi en lav stenmur. Vi vidste ikke helt hvor den kom fra, blot at den altid havde været der. Der lå is på toppen af muren. Bella, Tobias og jeg gik ved siden af den.
Men ikke Karl, han sprang op på muren. Han skulle absolut op og balancere på den. Han gled og vaklede hen af den, og han slog vildt ud med armene. Vi råbte til ham, at han skulle springe ned, men han grinede bare. Han grinede stadig, da han faldt. Heldigvis landede han på ryggen i et blødt lag sne.
Heldigvis.
Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg tænker på det nu. For det var det eneste heldige der skete den dag… 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...