En verden i farver

Novelle.

11Likes
24Kommentarer
391Visninger
AA

1. En verden i farver

Kirken var langt fra indbydende. Det var som om, den varslede om det, der snart skulle ske. Det uundgåelige. Mor og far gik side om side. Jeg travede lidt bagved. Det var faktisk det, jeg var bedst til.


En overdreven buket af hvide liljer og roser lå pyntet på den lille kiste. Den kiste som var alt, alt for lille. Alle vidste det, men ingen sagde noget. Det var for ondt. For uretfærdigt. For følsomt. Og alt for morbidt til at tale om. Mit blik faldt igen på de flakkende lys ved alteret. Præsten begyndte at tale. Noget om hvorfor vi var samlet her, og hvorfor Isabelle var så særlig, som hun uden tvivl var. Alle sagde. Alle vidste. Alle kunne jo se det. For Isabelle var speciel. Speciel på alle tænkelige måder. Det var jo netop det, der gjorde hende så fantastisk. Men det var langt fra alle, som så det som en god ting.


"Fem år er ingen alder. Men fem år er gået. Og i fem år har Isabelle spredt glæde over alt på sin vej." Jeg så over på mor. Jeg kunne se, hvordan hun forsøgte at mindske sin gråd ved at bore sine negle ned i kjolens sortskinnende stof. Far sad stift med tårerne trillende om kap ned af kinderne. Som altid prøvede han på ikke at virke for følsom. Som om det havde nogen betydning nu. Hans datter var død. Der var intet forkert i at være følsom. Absolut intet.


"Hvad kan du se, Isabelle?" spurgte jeg. Hendes ene øje var knebet sammen, mens det andet havde fokus i kalejdoskopet. "Farver!" udbrød hun overrasket. "Hvad mere?" Hendes mund spændtes, og hun kneb øjet endnu mere sammen. "V-verden... Verden i farver," hun smilede til mig. Jeg fjernede kalejdoskopet forsigtigt. "Det er rigtigt," svarede jeg. Hun så rimelig rask ud. Lignede et almindeligt barn på fire. Men det var hun ikke. Og det ville hun aldrig blive.


Jeg så præsten udføre jordritualet. Jeg så, hvordan jorden ramte kisten tre gange. Tre forfærdelige gange. Men ordene var ikke til stede. Der var ingen ord. Ingen lyd. Indtil en voldsom og ustyrlig gråd bredte sig mellem os. Jeg så over mod mor og far, for at tjekke om det kom fra dem. Da svaret tydeligvis var nej, vendte jeg mig rundt. Men der var ingen, der græd så voldsomt. Der var ingen ustyrlig gråd fra deres strube. Kun tårer og tomme øjne. Præsten så ned i graven. Ikke det mindste tegn på tårer lod sig antyde i hans ansigt. Efter et stykke tid gik det op for mig, at gråden slet ikke kom fra nogen af de andre. Gråden kom fra mig.


Jeg elskede Isabelle. Mere end noget andet. Men jeg hadede hende også. Nu hadede jeg mig selv for nogensinde at have tænkt den tanke. Den forbudte tanke. Hun plejede at lave en enormt belastende lyd. Sådan et form for klik på en næsten smaskende måde. Isabelle havde fundet ud af, at det irriterede mig grænseløst. Lige nu ønskede jeg, hun var her til at lave den lyd. Særligt nu når huset var så stille og tomt. Engang havde hun gjort det i næsten ti minutter i træk. Underligt nok blev hun aldrig træt af den beskæftigelse. Til sidst var jeg blevet så vred på hende, at jeg havde råbt af hende. Råbt, at nu kunne hun fandeme godt stoppe med det pis. Nu måtte hun tage sig sammen og prøve at opføre sig som et andet normalt barn. Jeg fortrød. Fortrød det i samme sekund. Isabelle forstod ikke, hvorfor jeg råbte, eller hvorfor jeg forlangte, at hun skulle være ligesom de andre. I virkeligheden var det også det allersidste, jeg ville have, hun skulle være. Da lægerne dengang havde fortalt os om Isabelles "skavanker", troede jeg, det hele ville blive så besværligt. Jeg ønskede faktisk, at hun ville blive normal. Jeg var så ond. Jeg hadede mig selv så inderligt for de tanker. At hun var anderledes, havde kun gjort hende endnu mere fantastisk. Isabelle blev ved med at sige "undskyld", selvom det på alle måder burde være omvendt. Jeg lovede mig selv ikke at sige sådan noget igen. Aldrig nogensinde.


Mor og far gik på arbejde. Jeg gik i skole. Mor og far græd ikke. Jeg græd hele tiden. Mor og far lavede aftensmad. Jeg lavede lektier. Rettelse: Jeg burde have lavet lektier.


"Hvorfor' dar så mang' træer?"
"Fordi vi er ude i en skov, Isabelle," jeg kunne ikke lade være med at grine kærligt af hende.
 "Her' meget fint," sagde hun. Vi gik videre gennem skoven. Træernes kroner strakte sig langt op mod himlen, og kun en lille smule sollys fik lov til at skinne ind. På et tidspunkt kunne man ane to skikkelser længere fremme ad skovstien. Min første indskydelse var, at det bare var to andre spadserende, som også ville drage fordel af det gode vejr ved at gå en tur i skoven. Men da skikkelserne nærmede os, var der noget galt. Jeg kunne mærke på Isabelle, at hun blev bange, hvilket var meget sært, da hun altid var glad for at møde nye mennesker. Da menneskene stod foran os, var der ingen tvivl om, hvem de var. De gik på min skole. I min klasse faktisk. Men de var ikke mine venner. Hvem var overhovedet mine venner? Jeg havde jo ingen udover Isabelle. Jeg havde ikke tid til andre end hende, og hun ville altid være min første prioritet, selvom det til tider var ret hårdt og temmelig ensomt. Drengene stod nu foran os. Isabelle var krøbet om bag mig. Jeg prøvede at gå videre, men i det samme rykkede de ind foran mig. "Hvad vil I?" vrissede jeg. De udvekslede blikke. "Ikke noget særligt. Vi er faktisk bare overraskede over at se mongolen i højlys dag," sagde den ene. Isabelle græd instinktivt. De begyndte at gå om mod hende. I én bevægelse vendte jeg mig rundt, så de ikke kunne røre hende. "Rolig nu, mongol. Vi ville jo bare se din mongol-lillesøster."

"Hun er ikke mongol!" råbte jeg vredt. Et par fasaner fløj op fra en granplantage. Dernæst blev en knytnæve beplantet i min pande.

Jeg huskede ikke mere fra den dag. Heldigvis havde de ikke rørt Isabelle. Der var så mange ting, jeg kunne have gjort bedre.


Mor kom ind på mit værelse. "Der er mad," sagde hun uden at fortrække en mine.
"Okay." Hendes tavshed irriterede mig. Hvorfor græd hun ikke? Hvorfor var det kun mig? Tårerne listede sig ud af mine øjenkroge, og i det samme forsvandt mor ud af værelset.


Et fad med frikadeller gik på runde. Ikke ét ord undslap vores munde. Lige som alle de andre dage. Ingen ord. Ingen lyd. Ingen lillesøster. "Jeg er ikke sulten," sagde jeg uden egentligt at være klar over om, jeg var eller ej. Mest af alt for at se om de ville reagere. "Spis du bare din mad," sagde far lavt uden at flytte blikket fra tallerkenen. Mor stirrede bare tomt ud i luften. "Hvad helvede er der galt med jer?!" mit raseri brød ud, som havde nogen lige prikket hul på mig. De så på mig. "Hvorfor fanden svarer I ikke?"

"Tag det nu roligt," sagde far bestemt.

"Nej, jeg vil ej! Det kan ikke være rigtigt, at I ikke føler noget. Det kan ikke være rigtig, at jeg er den eneste, der sørger!"
Mor rejste sig pludselig op med tårer i øjnene. "Har du overhovedet nogen idé om, hvor svært det er at miste sit barn?"

"Ja, jeg har! Jeg var nærmest mere forælder end jer. Det var altid mig, der passede hende! Det var mig, der var der for hende. Jeg havde jo for helvede ingen fritid, og I," min stemme knækkede over. "I var ligeglade. For det eneste der betød noget for jer, var hende. Jeg var ligegyldig. Jeg er ligegyldig."
"Det der passer jo slet ikke," sagde far.

"Bevis det!" Jeg løb op på mit værelse og smækkede døren. Det eneste jeg kunne tænke på, var Isabelle. Alt jeg ville, var at se hende igen. Så jeg lukkede øjnene, og prøvede at forestille mig det sidste moment, jeg var sammen med hende.


Hendes øjne var lukkede. Jeg lod en hånd glide hen over hendes nøgne hoved. "Isabelle?" Overraskende nok åbnede hun øjnene, som der stadig var tårer i. Jeg ønskede af hele mit hjerte, vi kunne bytte plads. "Det gør ondt," fremstammede hun. Jeg tog hendes hånd. "Nu skal du snart ud at flyve," sagde jeg.
"Fly...ve?"

"Ja, præcis lige som englene." Tårerne var nu uundgåelige.

"Skop. Må jeg få skop?"
"Ja, selvfølgelig," mumlede jeg, og rakte hende kalejdoskopet. Jeg kunne se, hvordan hun anstrengte sig for at knibe øjet sammen. "Hvad ser du, Isabelle?" spurgte jeg. Hun tøvede. Længe nok til at jeg blev bange. "Verden... En verden i farver."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...