Kære Kristine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
Jeg ser det for mig. Jeg sidder der igen. Under træet. Under den grønne trækrone. Foran mig ser jeg blomster. Jeg rejser mig. Går ud imellem blomsterne. Under mine fødder, er der noget der knaser. Det er som om det skærer i min fod. Jeg har ingen sko på. Alt er helt perfekt.

1Likes
0Kommentarer
53Visninger
AA

1. Det yndefulde land

Jeg husker det tydeligt. Jeg mærkede luften blive køligere. Så mørket falde. Det var den første dag i mit nye liv. Vi var lige flyttet til en lille by, Fredensborg. En lille by med et slot. Jeg skulle pakke ud og stille ting på plads, på mit nye værelse. Jeg husker at jeg hørte stemmer. Så farverne forsvinde og Billedet af min Mormor trække sig sammen og forvandle sig til noget der kunne ligne definitionen af et "monster". Straks som jeg så det, bankede min mor på døren. "Kristine? Hvordan går med med at pakke ud?" spurgte hun. Hurtig som jeg var til at glemme det jeg lige havde set, svarede jeg "Det går fint nok!"

Vi havde en have. Eller vi var nærmere en del af et fællesareal. der var ét træ, i den ene ende. Den anden ende var en væg af skov. Eller, det lignede en skov. Det var i virkeligheden en masse træer der stod som væk til nogle andre huse. Ved siden af det ene træ var der ene bænk. Den bænk blev min pausebænk. Der jeg satte mig hen når alting blev for meget.

Jeg satte mig der også den første dag. Alt det mørke forsvandt. Alting blev okay igen. Det var som om det gav et sus i mig da jeg ramte bænken. Jeg så blomsterne springe ud. Jeg havde en hvid kjole på. Ingen sko, ingen strømper. Mit mørke lange hår var løst. Vinden i dette landskab var blidere. Blødere. Som om det duppede og kyssede mit ansigt, mine arme og mine ben. Jeg rejste mig op, gik ned af den lille skråning. Satte mine fødder blandt blomsterne. Noget knasede under min ene fod. Jeg tog mig dog ikke af det. gik bare videre. Blomsternes duft var også blød, afrundet på den sødeste måde. De lå så tæt at man ikke kunne se jorden under dem. Men det blev ved med at knase under mine fødder. For hvert skridt jeg tog. Noget skar min højre fod. Jeg kunne mærke blodet langsomt løbe derfra. Jeg husker det som et idylisk sted. Et sted med en ynde som ingen person nogensinde ville kunne få. Jeg sidder der endnu. Og skriver. Jeg skriver i den bog der kunne have reddet mit liv. Skriver for at i, som læsere, kan få indblik i, hvordan mit liv var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...