Genvejen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

1. Vis ingen frygt

Jeg gispede af forskrækkelse, da den store smedejernslåge smækkede i bag mig, med et brag. Jeg så mig omkring, for at se, om nogen havde hørt mit udbrud. Dette var ikke et sted at vise sin frygt. Heldigvis var der ingen at se. En kæmpe dronningebusk voksede til venstre for lågen, og et par høje bøgetræer stod langs stien. En stille vind legede med de næsten nøgne grene, og bladene, som næsten dækkede græsset og stien, hvirvlede om mine fødder. Jeg begyndte at gå, mens jeg vagtsomt kiggede rundt. Man vidste aldrig, hvilke typer man kunne risikere at rende ind i efter mørkets frembrud, og slet ikke her. Den eneste grund til, at jeg havde vovet mig herind, var forsøget på at nå hjem fra arbejde, inden min kæreste, Emily, blev alt for sur. Jeg var allerede mindst en time forsinket, og turen gennem parken ville spare mig for, i hvert fald et kvarter. Jeg vidste, at det ikke havde været den bedste dag, at sige ja til gutternes tilbud, om en fredagsbajer, eftersom det var Emily's fødselsdag. Jeg skuttede mig, og strammede grebet om den lille pakke i jakkelommen. Jeg havde købt den i frokost pausen, og jeg var ganske stolt af mig selv, over min opfindsomhed. Forhåbentlig ville vreden over, at jeg kom sent hjem, blive glemt, når hun så de fine, speciale lavede og ret dyre høretelefoner. Gruset under mine fødder knasede, og jeg nød følelsen af den fine støvregn mod mit ansigt. Duften af vådt græs, fyldte mine næseborer, og jeg tog en dyb indånding, for at få det hele med. Foran mig delte stien sig i to, og jeg valgte den venstre, da jeg vidste, at den førte til udgangen nærmest den gade, hvor vores fælles lejlighed lå. Idet jeg drejede rundt om hjørnet, kom et ungt par gående med armene om hinanden. Jeg trak lidt ud på stien, for at de bedre kunne komme forbi. De ikke så meget som så i min retning, da de passerede mig, men et lille stykke af min jakke, ramte kvindens hånd. Hun gav et forskrækket skrig fra sig, og vendte sig om, så navnehalskæden af sølv, dinglede om hendes hals. Jeg fortsatte med at gå, men sendte hende dog et undskyldende smil over skulderen, men hun kiggede bare ud i luften, med brune øjne, og et tomt blik, mens hun ignorerede mig fuldstændigt. Jeg trak på skuldrene, og fortsatte længere ned ad stien. De fleste lamper var smadrede, men heldigvis gjorde fuldmånen det muligt for mig, at se hvor jeg satte mine fødder. Bag mig lød hastige skridt i gruset. Jeg skævede tilbage, og så en ung mand, komme luntende bag mig. Hans hår var skulderlangt, og de fedtede tjavser dækkede det meste af hans ansigt. Da han kom tættere på, kunne jeg se, at han havde den samme jakke som mig. Det undrede mig, for jeg havde købt min, i en ret dyr herretøjsforretning, og knægten så absolut ikke ud til at være typen, som handlede sådan et sted. Ved nærmere eftersyn, kunne jeg se, at den slet ikke passede ham i størrelsen, og jeg tænkte ved mig selv, at den nok var stjålet. Lige da han passerede mig, mærkede jeg en velkendt duft af tulipaner. Emily plejede at hænge duftposer op i vores skab, så overtøjet ikke fik en muggen lugt om vinteren, men inden jeg nåede at tænke nærmere over det, var han nået forbi mig, og jeg kunne kun se omridset af hans ryg, som hastigt forsvandt hen ad stien. Jeg satte farten op, og kiggede på mit røde plastik ur, som jeg havde fået sidste jul. Jeg gav et irriteret grynt fra mig. Mit ellers så ufejlbarlige ur, var gået i stå. Klokken viste ti minutter over otte, og det svarede omtrent til, da jeg nåede parkens indgang. Den måtte mindst være halv ni. Jeg roede i lommen efter min mobiltelefon. Jeg måtte hellere ringe til Emily og sige, at jeg var på vej. Måske ville det tage lidt af det skænderi, som ville opstå, når jeg kom hjem. Jeg fik gravet den frem, og trykket nummeret til vores fastnettelefon. Der gik et par sekunder, uden at der skete noget. Den var helt død. Jeg bandede højlydt. Jeg havde købt den, for kun få dage siden. Hvor uheldig havde man lov at være!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...