Genvejen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

2. Målløs og fortvivlet

Endelig fik jeg øje på udgangen, og jeg skyndte mig hen til lågen. Ude på gaden kunne jeg se bilerne fare forbi. Lågen gik op med en knirken, og jeg trådte ud på fortovet. Jeg fumlede lidt med at få lukket lågen efter mig, men endelig fik jeg den basket på plads. Jeg vendte mig om for at fortsætte hen ad fortovet. Jeg stivnede og kneb øjnene sammen. Foran mig lå den sti, som jeg lige var kommet fra.
Jeg vendte mig om og fik øje på den store smedejernslåge ved hovedindgangen til parken. Den jeg tidligere var gået ind af. Målløs gik jeg et par skridt ned ad stien, og så mig om. Der var ingen tvivl. Jeg var tilbage, hvor jeg startede. Dronningebusken stod stille og struttede med de sidste blade, og de nøgne bøgetræerne på hver side af stien, gjorde det umuligt at tage fejl. Gruset under mine fødder gav sig, da jeg stavrede ned ad stien igen. Jeg gik så hurtigt, at jeg næsten småløb. En kat hvæsede af mig, oppe fra et træ, men jeg lod som om, den ikke var der. Og fortsatte uden at se, hverken til højre eller venstre. Da jeg kom til det sted, hvor stien delte sig, valgte jeg den mod højre, selvom jeg ikke anede, hvor i byen jeg ville komme ud. Jeg var ved at blive en smule forpustet, så jeg satte farten ned igen. Bag mig lød skridt, og jeg snurrede hurtigt rundt. To unge knægte kom hen til imod mig. Jeg sank et par gange, og forsøgte at lade som ingenting. Den ene var ham, der tidligere havde gået forbi mig. En halvt røget cigaret stak ud mellem hans læber. Hans kammerat var en ordentlig kleppert. Hans skallede isse, skinnede i månelyset, og jeg kunne ane en tatovering, af en orange flamme, der slikkede op af hans hals. Da de nåede op bag mig. Trådte jeg ud i græsset, så de kunne komme forbi, men jeg nærede ikke den store tiltro til, at jeg villes slippe så let.
Jeg tænkte på Emily's fødselsdagsgave, og de femhundrede stærke, jeg lige havde hævet, og regnede halvt om halvt med, at de allerede var over alle bjerge. Jeg kunne lige se hendes ansigt for mig, når jeg kom hjem. For sent, og uden en gave, men til min store forbløffelse, gik de lige forbi mig. Jeg sukkede af lettelse, og ventede, indtil de var kommet længere ned af stien, inden jeg luskede bagefter. Et stykke længere fremme drejede de til højre, og jeg skyndte mig videre, så de ikke fik øje på mig, og ombestemte sig, med hensyn til at lette mig for min tegnebog. Endelig fik jeg øje på en låge, som næsten var gemt bag en høj dronningebusk. Jeg skyndte mig derovre, og kiggede ud gennem lågens gitter. På den anden side, lå byens fodboldstadion, og jeg sukkede lettet. Jeg var ikke så langt hjemmefra, som jeg havde frygtet. Hurtigt åbnede jeg lågen, og fortsatte ud på fortovet. Denne gang gjorde jeg ikke mine, til at lukke lågen bag mig, men gik blot videre. Et par meter længere fremme, følte jeg mig pludselig svimmel, og jeg lukkede øjnene et kort sekund, for at sunde mig lidt. Jeg rakte armen ud, for at støtte mig op af hækken, der omkransede parken, men mine fingre fandt kun den tomme luft. Jeg vaklede, men genvandt hurtigt balancen. Da jeg åbnede øjnene, gav jeg et forskrækket udbrud fra mig. Jeg skævede til venstre, og der stod dronningebusken. Jeg stirrede på bøgetræerne ved siden af stien, og derefter på den store smedejernslåge bag mig. Et hulk banede sig vej, gennem min hals, inden den snørede sig sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...