Genvejen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

3. Løb for livet!

Jeg satte i løb. Min ånde stod som en tåge, foran mig, og jeg svedte under jakken. Det lykkedes mig at finde mobiltelefonen frem, uden at sænke farten. Jeg trykkede nummeret til fastnettelefonen derhjemme, men der skete intet. Telefonen var stadig helt død. Med rystende fingre, prøvede jeg mine forældres nummer og derefter et par af mine venners, men resultatet var det samme. Der var intet at gøre. En forræderisk tåre faldt ud af min øjenkrog, og jeg tørrede den arrigt væk, med håndryggen. Gruset under mine fødder, sprøjtede omkring mig, da jeg spænede gennem parken. Snart kom jeg til lågen, som jeg havde prøvet at gå ud af første gang. Jeg stod lidt og betragtede bilerne, og fodgængerne på den anden side, inden jeg tog mod til mig, og trådte ud på fortovet. Denne gang spurtede jeg hen ad fortovet, og jeg åndede først lettet op, da jeg havde tilbagelagt, de første 10-500 meter. Jeg tog langsomt farten af. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at grine. Jeg bøjede mig forover og brølede af latter, uden at tænke på, om nogen lagde mærke til mig. Jeg var rent ud sagt, skide ligeglad. Da det værste latteranfald var ovre, rettede jeg mig op, for at komme videre. Smilet på mine læber stivnede, og jeg måtte gnide mig i øjnene… Hvad fanden var det, der skete!? Foran mig, tårnede de to bøgetræer sig endnu engang op ved siden af stien, og jeg vidste, at hvis jeg kiggede til siden, ville jeg se dronningebusken. Mine ben gav efter under mig, og jeg satte mig på røven, midt på stien. ”Hvad fanden?” Min stemme lød hul, og jeg fór forskrækket sammen. Hele min krop rystede, og jeg kunne mærke gråden bane sig vej, gennem min hals. Mit blik flakkede rundt, og da var det, at jeg så det. En bleg hånd stak frem under dronningebuskens nederste grene. En meget bleg hånd. Jeg kom usikkert  på benene, og gik langsomt over mod busken, for at undersøge det nærmere. Jeg gjorde en synkebevægelse, for at få den voksende klump i min hals, til at forsvinde. Min vejrtrækning skælvede, og jeg kunne mærke, hvordan mine hænder rystede. Vandet fra græsset, trængte gennem mine kondisko, og gjorde mine strømper klamme og kolde. Forsigtigt gik jeg nærmere, og nu kunne jeg se slæbemærker fra to skohæle, i den bløde jord. Jeg listede rundt om busken. En ung mand, lå på siden, med ryggen mod mig. Morderen måtte have stjålet hans jakke og tegnebog, og efterladt ham her. Han var iført en sort T-shirt på, med logoet fra mit arbejde. Logoet fra det firma jeg arbejde på, var det samme. Jeg gispede, da jeg tænkte på min ven, Oskar, han havde givet mig den T-shirt, da han havde sagt: ”Velkommen til firmaet, bro!” Sig det ikke var Oskar. Jeg bukkede mig forsigtigt over ham, og satte mig på hug. Blodet fra såret, hvor han var blevet stukket i brystet, var allerede ved at størkne, og det så ikke ud til, at der var noget at gøre, for stakkels Oskar. Jeg rakte hånden ud, for at lukke de glanslæse øjne. Et øjeblik, var det som om, alt blodet i mine årer frøs til is. Dette var ikke Oskars øjne. Hans øjne var blå. Jeg åbnede munden for at skrige, men der kom ikke den mindste lyd over mine læber. I hvad der føltes som timer, stirrede jeg forfærdet på det velkendte ansigt, som lå presset ned i græsset. Ansigtet, som havde grønne, og ikke blå øjne. Mit eget ansigt!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...