Hunted (+13)

Der er særlige mennesker her på jorden. Vi har ikke selv bedt om at være det. Vi er bare født sådan. Vi går forbi dig på gaden vær dag. Ubemærket af de fleste. Det begyndte i 1945. Nazisterne eksperimenterede med psykisk krigsførelse. De ville forvandle dem med psykiske evner til soldater. Mange af os døde og da krigen sluttede, men eksperimenterede fortsatte. Mange lande oprettede afdelinger. De ville fuldføre nazisternes plan. Gøre os til levede våben. Afdelings-agenterne uddannes til at jage os ligesom dyr. De bortførte os væk fra vores familie og venner. De tester og kategoriserer os. Der er seks forskellige arter af os. Vi brød ud af afdelingerne og flygtede i 1987. Der er ikke mange af os tilbage for vi bliver jagtet. (Denne movellas er ikke for børn under 13 år.)

3Likes
0Kommentarer
129Visninger
AA

1. Vixit Arma

Der er særlige mennesker her på jorden. Vi har ikke selv bedt om at at være det. Vi er bare født sådan. Vi går forbi dig på gaden vær dag. Ubemærket af de fleste. Det begyndte i 1945. Nazisterne eksperimenterede med psykisk krigsførelse. De ville forvandle dem med psykiske evner til soldater. Mange af os døde og krigen sluttede, men eksperimenterede fortsatte. Mange lande oprettede afdelinger. De ville fuldføre nazisternes plan, gøre os til levede våben. Afdelings-agenterne uddannes til at jage os ligesom dyr. De bortførte os væk fra vores familie og venner. De tester og kategoriserer os. Der er otte forskellige arter af os.

Det er seer. De kan se fremtiden. Selv om det ikke altid er helt nemt.

Der er flyttere. Det er bare et andet ord for telekinetikere. De kan flytte ting ved tankens kræft.

Der er skubberne. De putter tanker i dit hoved. De kan få dig til at tro på alt og gøre alt.

Så er der snushannerne. De snuser til ting og kan fortælle dig præcist hvor tingen har været.

Der er skiftere. De kan skifte form og få ting til at skrifte form.

Skygger. De skygger ting så man ikke kan se dem.

Bloddrænerne. De skriger så dit hoved spiger i luften.

Til sidst er der hillerne. De kan hille brækkede knogle. Men de kan også brække dem ved bare at røre hurtig ved dig.

Navnet for os alle otte forskellige arter er "Vixit Arma" det er Latin og betyder "levede Våben" Vi besidder kun en af de otte kræfter hver iser.

Vi brød ud af afdelingerne og flygtede i 1987. Der er ikke mange af os tilbage for vi bliver jagtet.

Mit navn er Katharina Wilson og jeg er ikke normal. Og med det mener jeg at jeg er unormal i forholden til en Vixit Arme. Jeg er en seer. Min mor var den bedste seer der noglesinde har levet. Fordi hun var så magtfuld og god til at se fremtiden var hun en af de første afdelings-agenterne gik efter. Min far har jeg aldrig mødt. Min mor var med til at slippe ud i 1987. Hun fik mig 5 år senere. Hun har fortalt mig at det ikke var meningen at hun skulle have mig. For hun ville ikke udsætte at barn for det her liv. Jeg er 22 nu og kan stadig huske den dag de fandt os. Jeg var 6 år den gang. Det var en mandag og min mor havde sendt mig til market i Hong kong. Den gang levede vi i Hong kong. Hun havde givet mig nøje instrukser for hvad jeg skulle. Jeg kan stadig huske hvad hun sagde til mig. Hun sagde at jeg skulle holde øjne åbne, holde mig i baggrunden, lad vær med at snakke med nogle, beholde min hætte på og holde mig væk fra bygningen med med det store røde X på. Jeg gjorder selvfølgelig som hun sagde for jeg viste godt vi bliv jaget. Men hvad jeg ikke viste var hvad eller hvem der ventede mig på mig der hjemme. Jeg kan huske jeg kom hen til bygninger hvor vi boede. Der holde en stor sort varevogn ude foran. Jeg tænkte ikke så meget over det og gik ind i vores opgang. Jeg kunne høre stemme. Min mores og to mænds. Jeg hørte min mor skrige. Jeg bliv bange og urolig og løb op til vores dør som ikke hang på hængslerne mere. Jeg skreg. Min mor lå på gulvet med blod på sin trøje og på gulvet. De to mænd vente sig om mod mig. Jeg kan stadig huske hvad han med pistolen sagde. "Jamen dog. Der har vi jo pigebarnet." Mere nåede han ikke at sige før jeg løb alt hvad jeg kunne ned af trappen, ud af døren og ud på gaden. De to mænd råbte efter mig. Jeg kiggede mig tilbage og fik øje på de to mænd der kom løbende lige bag i mig. Jeg var så bange. De fangede mig hurtig. Den ene mand løftede mig op selv om jeg kæmpede imod. Han bar mig ind i en baggård med ham den anden lige i hælende. Jeg var så bange da han satte mig ned. Han rettede pistolen mod mig. Jeg rystede overalt på min krop. Han skød og i samme øjeblik lukkede jeg øjne og tog hænderne frem. Jeg åbnede øjne. De to mænd stod der stadig. Men de kiggede underligt på mig. Jeg havde ikke ondt nogle steder. Jeg blødte heler ikke. Jeg husker at jeg var vildt forvirret. Lige indtil jeg kiggede mig omkrig. Der var flere ting der fløj rundt i baggården. Jeg slappede af igen og tingende fladt til jorden. Det var den første gang jeg slog nogle ihjel. Det var ikke med vilje. Der fløj noget træ op over hovederne på mændene og da jeg så slappede af ja. Så faldt træet jo ned. Uheldigvis var nogle af enderne spidse. Blodet flød fra de to mænd. Jeg skyndte mig hjem igen. Min mor lå stadig på gulvet. Jeg kan stadig huske hvor meget jeg havde lyst til at sette mig ved siden af hende og grade. Men jeg vidste jeg ikke havde tid. Jeg fandt min mores stof tasker og tog alle de kontanter ved havde læggede i lejligheden. Jeg fandt vores to pistoler under tøjet i nederste skuffe. Jeg tog de vigtigste af mine tig og lidt tøj og læggede det ned i tasken. Den var ikke så stor så der kunne ikke være så meget i den. Jeg kyssede min mor på panden og tog min jakke. Jeg lukkede døren og gik med tåre i øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...