Tough Love 3 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
6 måneder er gået og Jess er det man kan kalde meget højgravid. Jess, Justin og alle de andre bor stadig i lejligheden. Jess prøver konstant at finde noget andet men desværre har hendes søgen på en lejlighed ikke givet noget. Jess holder stadig fast i sin beslutning om at beholde hendes baby alene, hvilket frustrere Justin meget. Han vil gøre alt for at hun bliver i lejligheden og kæmper en kamp for hele tiden at holde øje med hende, så hun ikke smutter nogen steder, så han har en chance for at lære sin ufødte datter at kende. Men hvad sker der når noget uventet sker og Justin ikke har noget valg om at lade Jess komme ud af lejligheden?. Finder Jess sin egen lejlighed, får hun hjælp af andre til at komme væk fra Justin eller må hun ‘’leve på gaden’’ med hendes baby?. Find ud af det i Tough Love 3 (Fortsættelse af Tough Love 1 & 2)

276Likes
854Kommentarer
115510Visninger
AA

4. Hvad Så Nu?.

(10 dage senere)

 

*Jessicas Synsvinkel*

 

Jeg lå på min stue på hospitalet og spiste af en yoghurt med mysli som Malou havde haft med til mig. Jeg havde nægtet at æde hospitalets mad!. Det var så fucking ulækkert og smagte af pap!. Hundeæde var mit navn til det lort de serverede her!.

Malou var nærmest flyttet ind på hospitalet med mig, men sov dog hjemme ved de andre i lejligheden, da hun ikke kunne sove her. Men hun var her altid når jeg vågnede og gik først igen når jeg gik i seng. Det var virkelig rart at have hende hos mig!. Hun hjalp mig med alle de ting jeg bad om hjælp til!. Hvis jeg skulle have mad, så tog Malou det med hjemmefra lejligheden, eller hvis jeg kedede mig, så fandt hun hurtigt på noget at lave sammen med mig, så jeg fik tiden til at gå!. Heldigvis var det slut idag!.

Ikke, at jeg ikke har været glad for det Malou har gjort for mig, for tro mig!. Jeg var dybt taknemmelig, men jeg siger heldigvis, fordi min datter kom ud af respiratoren idag!. Nu skulle jeg endelig holde hende igen og made hende selv uden at se hende få mad igennem slanger og se hende ligge i en glasboks som en eller anden udstillingsdukke der bare lå og sov hele tiden!.

Lægerne havde fortalt mig, at hun slet ikke fejlede noget og at hun var helt perfekt, men at de gerne ville beholde hende til observation i de her.. Ja, det var jo blevet til 10 dage idag. De fortalte mig hvor godt hun havde det og at hun var en lille velskabt pige som vejede og målte præcis hvad hun skulle!.

Jeg havde også spurgt lægerne om de vidste årsagen til, at hun blev født for tidligt og lægerne mente, at det var pga dengang jeg var ved at tabe hende. Dengang jeg blødte og fandt ud af, at jeg var gravid.

Men heldigvis havde både hende og jeg klaret det så godt og var begge i perfekt stand og helt okay!. Jeg var ikke så bekymret for mig selv. Jeg skulle bare have noget blod, som jeg hurtigt fik og dagen efter var jeg sådan set på benene igen. Jeg var dog selvfølgelig nød til at blive hos min datter på hospitalet, da jeg nægtede at efterlade hende hos lægerne!. De havde dog sagt, at jeg godt kunne tage hjem, men fucking nej tak du!. Jeg skulle være der hvor min datter var og ingen andre steder!.

Jeg lå på en enmandsstue med min dejlige datter i respiratoren ved siden af. Ja, jeg havde fået hende herop, da jeg mente, at det ingen forskel gjorde om hun lå hos mig i respirator end nede i et eller andet forladt rum, hvor hun lå helt alene!.

Jeg havde virkelig haft svært ved at undgå at kigge på hende hele tiden!. Hun var simpelthen så dejlig!. Lige fra da jeg så hende blive lagt op på mit bryst i lejligheden så elskede jeg hende bare!. Selvom hun lige havde været årsagen til en voldsom og ekstrem smertefuld smerte, så elskede jeg hende!. Smerten var i hvert fald det hele værd!. 

Hun var simpelthen så fin. Hun var ret lille i størrelsen, men var helt normal i størrelsen alligevel, da hun jo var født for tidligt. En lille pjevs på 2900g og 50 cm, med store brune øjne og meget tyndt mørkt hår. Ja, det var i hvert fald ikke mig hun havde det fra, da jeg var født med lysebrunt hår og havde blå øjne. Hun lignede sin far ekstremt meget!. Det var helt vildt!.

Angående Justin, så havde han forsøgt at komme herop 1000 gange i løbet af de 10 dage jeg havde været her, men hver gang afviste jeg ham eller fik Malou til det når han spurgte hende derhjemme om han ikke godt kunne komme med!.

Jeg ønskede slet ikke at se på ham, da det stadig rasede vildt i mig!. Det var hans skyld, at det gik som det gik og det havde jeg meget svært ved at tilgive!. Ikke, at jeg hadede ham!. Ej, så slemt var det ikke, men jeg var så såret, vred, irriteret og skuffet over ham, at det halve kunne være nok!. Han havde udsat mig for så mange ting, behandlet mig som lort og så havde han afvist at få mig på hospitalet.. Bare fordi han ville have, at jeg skulle blive derhjemme ved ham!. Han havde udsat mig for den fødsel som ikke ligefrem gik efter bogen.. Eller jo, fødslen gik jo fint til tråds for, at hun blev født for tidligt, men hvis han havde fået mig på hospitalet med det samme, så havde de kunne få stoppet blødningerne på no time, så jeg ikke behøvede at få nyt blod!.

Justin havde også sendt mig 10.000 sms'er om dagen. Malou havde taget min mobil med herhen på dag 2 jeg var her og siden der havde det tikkede ind med beskeder fra Justin, som havde spurgt om han ikke nok måtte komme herop. Om jeg ikke nok kom hjem til dem igen. Hvorfor jeg var sådan her. Hvorfor jeg ikke bare kunne indse, at vi kunne få det som vi havde det i starten af vores forhold. At han havde gjort alt for at få mig til at indse, at han kunne gøre det bedre. At det ikke var for sjov, at han havde købt alt hvad man havde brug for til en baby osv. osv. Han havde dog også sendt sure beskeder, men det tog jeg mig ikke af. Jeg svarede ham slet ikke på nogen af hans beskeder!.

Jason og Ryan havde også skrevet og Malou havde fortalt mig, at Justin ikke var til at kende. Både Jason, Ryan og Malou fortalte, at Justin til tider bare sad og kiggede ud i luften med et tomt blik og han aldrig smilede længere eller var specielt glad. De fortalte, at han havde fundet det scaningsbillede af min baby inde på mit værelse og havde siddet og stirret på det uden at sige en lyd. Nogengange var det ikke engang sikre på, at han trak vejret!.

Det var selvfølgelig ikke fedt at høre, men det var nød til at være sådan her!. Han var nød til at vende sig til tanken om, at jeg endelig var kommet ud af den lejlighed og kunne starte mit eget liv op sammen med min baby!.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg tog den sidste bid af min yoghurt, hvorefter jeg satte den lille bøtte som det havde været i, på bordet ved siden af mig. Malou var nede i kantinen for at spise, da hun ikke nåede at spise hjemmefra inden hun gik.

Jeg lagde mig ned i sengen, da jeg stadig var lidt træt efter, at Malou var kommet og vækket mig. Jeg lagde mig på siden og kiggede over i respiratoren, hvor min dejlige, smukke, vidunderlige, fantastiske og helt igennem perfekte lille pige lå og sov. Hun sov ret meget, men det gør det jo når de er så små og lægerne havde fortalt mig, at hun sov ekstra meget når hun lå i respirator. Faktisk fortalte de mig, at der ikke var nogen forklaring på det. Det var bare noget børnene gjorde?.

Døren til min stue gik op og jeg kiggede derover og så en sygeplejerske træde ind sammen med Malou. Hun smilede venligt til mig og jeg smilede kort igen og satte mig op.

''Nå, hvordan har du det så idag'' Smilede hun glad, da hun vidste, at min lille pige skulle ud til mig nu!. ''Fantastisk'' Smilede jeg glad og svang benene ud af sengen og stillede mig på gulvet. ''Godt. Skal vi så få hende ud af den boks'' Smilede sygeplejersken og gik hen til respiratoren. Jeg smilede kort og nikkede, hvorefter jeg stillede mig hen ved siden af og mærkede en masse kriblen i fingrene. Jeg kunne ikke vente med at mærke hende i mine arme igen!. Det var 10 dage siden nu, men det føltes virkelig som 10 år. Specielt når jeg kun har kunne ligge og kigge på hende konstant uden at måtte åbne låget og tage hende ud til mig!.

Sygeplejersken trykkede på en knap, som fik den øverste del af respiratoren til at åbne sig. Da låget var kommet så langt op som muligt, stak sygeplejersken hænderne ind og fjernede alle tråde, slanger og dimser fra min baby. Det føltes så godt, at se alt det lort blive taget af hende. Det havde bestemt ikke været sjovt at se hende ligge i en kasse og ligne en der kunne dø hvert sekund. Ej puha!. Bare tanken gjorde mig helt dårlig!.

''Nu skal du høre Jessica. Jeg tager hende lige med mig i 5 minutter. Hun skal lige op til børnelægen og tjekkes en sidste gang og så kan du få hende med dig hjem, okay'' Smilede hun imens hun bar min baby i hendes arme. Jeg tog en dyb indånding ind og nikkede så. Eii hvor jeg hadede at vente!.

Sygeplejersken forlod stuen og jeg pustede langsomt det luft ud, som jeg havde taget ind. Jeg kiggede over på Malou som smilede til mig. Jeg smilede sødt tilbage imens jeg satte mig over på min seng og kiggede lidt rundt.

Jeg bemærkede liften fra den barnevogn som Justin havde købt for lang tid siden, stå ovre ved væggen for enden af lokalet. Malou havde taget den med, da jeg skulle have noget at bære min datter i, når vi tog herfra. Heldigvis havde Malou tænkt langt og taget dyner, rent tøj og sut med til hende, hvilket var virkelig rart. Jeg ville i hvert fald skifte hendes tøj, da hun kun havde haft den samme bodystocking på i alle de ti dage vi havde været her.

''Hva så nu?'' Afbrød Malou mine tanker ved at sige imens hun satte sig ind i min synsvinkel på sengen. Jeg sukkede lidt og trak lidt på skuldrene. ''Jeg prøver at tage over på kollegiet og høre om de måske har et værelse jeg kan bo på'' Svarede jeg ærligt med en lidt opgivende tone.

''Man må ikke have børn når man bor der Jess'' Svarede Malou med en ligeså opgivende tone som mig. ''Det ved jeg, men jeg gør forsøget!'' Svarede jeg hende og kiggede hende i øjnene. Hun nikkede kort. ''Og hvis du ikke kan?'' Spurgte hun mig. ''Så har jeg kun en mulighed tilbage'' Svarede jeg hende og lød ikke engang selv begejstret for idéen om at skulle tage hjem og slikke min mor op og ned af ryggen og spørge om jeg kunne bo der.

''Du har også muligheden, at du kunne tage med tilbage til lejligheden.. Jess, jeg lyver ikke!. Justin har forandret sig!. Man kan slet ikke kende ham!'' Sagde Malou og pressede mig lidt. ''Glem det Malou!'' Sagde jeg hurtigt, da jeg bestemt ikke ønskede at tage derhjem igen!. Jeg skulle fandme ikke spærres inde igen og ende med, at jeg ikke måtte gå nogen steder!. No way!. Så heller bo hos min mor!. Der kunne jeg i det mindste komme og gå som jeg ville!. 

__________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...