Tough Love 3 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2014
  • Opdateret: 5 dec. 2014
  • Status: Færdig
6 måneder er gået og Jess er det man kan kalde meget højgravid. Jess, Justin og alle de andre bor stadig i lejligheden. Jess prøver konstant at finde noget andet men desværre har hendes søgen på en lejlighed ikke givet noget. Jess holder stadig fast i sin beslutning om at beholde hendes baby alene, hvilket frustrere Justin meget. Han vil gøre alt for at hun bliver i lejligheden og kæmper en kamp for hele tiden at holde øje med hende, så hun ikke smutter nogen steder, så han har en chance for at lære sin ufødte datter at kende. Men hvad sker der når noget uventet sker og Justin ikke har noget valg om at lade Jess komme ud af lejligheden?. Finder Jess sin egen lejlighed, får hun hjælp af andre til at komme væk fra Justin eller må hun ‘’leve på gaden’’ med hendes baby?. Find ud af det i Tough Love 3 (Fortsættelse af Tough Love 1 & 2)

276Likes
854Kommentarer
115304Visninger
AA

3. Hun Dør!.

*Justins Synsvinkel*

 

Det ringede endelig på døren og Jason var hurtig til at løbe ud i gangen og åbne døren for Martin. Ja, jeg vidste, at det var ham. Vi havde ventet i over en halv time snart, så det kunne kun være ham.

Ganske som jeg havde forventet, så jeg Martin komme i høj fart ind i stuen med en kvinde bag sig. Der var nok Jess's jordmor?.

''Hvorfor er hun ikke kommet på hospitalet?'' Spurgte Martin hurtigt og kiggede ned på mig. ''Fordi du godt kan klare det her!'' Sagde jeg hurtigt og bemærkede jordmoren sætte sig nede for enden at Jess's ben.

''Hej Jessica'' Sagde jordmoren afslappet og kiggede op på Jess. ''Hej'' Sukkede Jess igennem sine mange dybe vejrtrækninger. ''Hvordan har du det?'' Spurgte hun hende. ''Det gør ondt'' Sagde Jess med en bange stemme. ''Ja, det er klart. Nu skal du høre. Nu får vi tøjet på underkroppen af dig og så ser vi på det. Tag det helt roligt og træk vejret stille og roligt'' Sagde Jordmoren med en rolig og venlig stemme.

''Drengene skal ud!'' Sagde Jess bestemt og kiggede ned på jordmoren, som hurtigt nikkede og kiggede op Jason, Ryan og mig. Jason og Ryan gik hurtigt ud af stuen og ud i gangen, men jeg blev siddende.

''Gå Justin!'' Sagde Jess imellem hendes vejrtrækning. ''Jess forfa..'' Mere nåede jeg ikke at sige før hun cuttede mig af. ''Skrid forhelved!.. Arrrg'' Råbte hun surt og krøb sig sammen i smerte.

Jeg sukkede tungt og rejste mig op, hvorefter jeg gik ud til drengene i gangen. De drejede ind på det første værelse og jeg fulgte hurtigt efter og lukkede døren efter os.

Jeg sukkede tungt og satte mig over på sengen og tog mig til hovedet. ''Hvorfor fanden kom hun ikke på hospitalet Justin!?'' Spurgte Ryan mig hårdt, hvilket fik mig til at kigge op på ham og Jason som stod foran mig og begge ventede på svar.

''Det ved i sku da godt forhelved!. Så ville hun ikke komme tilbage'' Svarede jeg ærligt, da det var sådan jeg havde det!. Hvis Jess først kom ud af huset, så ville hun ikke komme tilbage igen og den chance tog jeg ikke!. Jeg ville have hende hos mig og jeg ville se min datter!. Ikke bare 1 gang eller engang imellem!. Nej, hver dag ville jeg se min datter!. Og jeg gjorde alt for at det kom til at ske!.

Mine øre blev fyldt af skrig. Det kom selvfølgelig fra Jess!. Hvem ellers?. Jeg sukkede tungt og kiggede på drengene som skar ansigter af skriget. Det var heller ikke specielt rart at høre, men hvad fanden kunne man gøre ved det?.

''Hold kæft hvor er jeg glad for det ikke er mig det der!'' Sagde Jason, da skriget forsvandt. Både jeg og Ryan nikkede os enig. Kunne man andet?. Jeg mener, hvem fanden ønsker ligefrem at være i Jess's situation lige nu?. Ikke mig i hvert fald!...

                                                                                             ~

Døren ind til værelset gik op efter 50-60 minutters tid og Malou kom til syne. Jeg satte mig op i sengen og rejste mig derefter og kiggede spændt på hende.

''I kan komme ind nu'' Sagde Malou med et stort smil imens lyden af babygråd begyndte. Jeg sank en lille klump i halsen og kiggede på drengene som smilede stort.

Jeg smilede selv svagt og kiggede på Malou som smilede til mig og lavede et lille nik med hovedet til os, som betød, at vi skulle gå med.

''Tillykke farmand'' Smågrinede Jason og klappede mig på skulderen. Jeg kiggede kort på ham med et smørret smil, hvorefter jeg sammen med drengene gik ind i stuen.

Da jeg kom ind bemærkede jeg hurtigt jordmoren og Martin stå og tale sammen imens Jess lå på gulvet og var dækket af håndklæder ved underlivet imens hun lå med min baby på brystet som var pakket ind i håndklæder. Jess smilede meget forelsket ned til babyen imens hun havde fået nogen puder under nakken, så hun kunne holde hovedet lidt oppe. Ja, jeg genkendte det der forelskede smil lige med det samme!. Det var ikke noget man kunne glemme, når man havde prøvet at få det smil fra Jess engang!.

Jeg gik langsomt derover og kunne slet ikke tage øjnene væk fra min lille datter. Selvom hun lige var født og hendes hud var temmelig rød i farven, så så hun fantastisk ud. Fuck hvor var hun lækker man!.

Jeg mærkede hvordan en varm følelse samlede sig om hjertet på mig. Ja, det lød fandme plat, men det var sådan jeg havde det!. Den lille pige der lå i min dames arme var min datter!. Og oven i købet uden fejl!. Hun var perfekt!.

''Jessica?'' Lød det pludselig fra Jordmoren som satte sig ned ved siden af Jess. Jess kiggede op på hende og så ret lyttende ud. ''Du bløder lidt. Lidt mere end vi er glade for, så vi vil gerne have dig en tur med på hospitalet'' Sagde hun med en rolig stemme. Dog kunne jeg godt høre alvoren bagved ordene og det fik mig til at synke en hård og ret stor klump i halsen.

Jeg brød mig bestemt heller ikke om idéen om, at Jess skulle forlade huset, så jeg kiggede hurtigt op på de andre. ''Justin. Nej!'' Sagde Jason hurtigt og kiggede bestemt på mig som om, at han læste mine tanker.

Jeg kiggede over på Martin, som også kiggede på mig. ''Justin hun skal på hospitalet nu ellers forbløder hun'' Sagde Martin alvorligt til mig. Jeg kiggede ned på Jess som kiggede op på mig med tårer i øjnene og nærmest pleasede mig med øjnene.

Jeg vendte mig om og kørte mine hænder op i mit hår og kneb øjnene sammen. Jeg vendte mig om igen og kiggede igen ned på Jess og bemærkede, at de hvide håndklæder langsomt blev mere og mere røde.

''Justin forfanden!. Hun dør hvis hun ikke kommer på hospitalet!. Vil du hellere det!'' Råbte Malou hårdt til mig, hvilket fik mig til at kiggede på hende med opspilede øjne.

Jeg kiggede kort efter over på Martin. ''Kan du ikke stoppe det.. Ligesom sidste gang?'' Spurgte jeg ham bestemt og hårdt. ''Nej Justin. Det bløder alt for meget. Hun skal på hospitalet ellers ender det som Malou siger'' Sagde han og kiggede bestemt på mig men talte med så meget ro i stemmen, som han nu kunne tale med. Jeg tog en dyb indånding og nikkede så. Jeg gav mig!. Jess skulle på hospitalet og få stoppet de blødninger!.

Martin nikkede og stak hurtigt hånden i lommen og ringede nogen op. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det en ambulance han ringede til!. Fuck man!. Det gik slet ikke som planlagt det her!. Planen var jo bare, at Martin skulle komme og hive min baby ud og så var alt perfekt!.

Martin lagde på i telefonen og kiggede ned på Jess. ''Jessica. Ambulancen er her lige om lidt, okay'' Sagde han roligt til hende. Jess nikkede kort og kiggede ned på vores baby, hvilket hurtigt fik mig til at lukke munden op.

''Min datter bliver her!'' Sagde jeg og kiggede rundt på de andre som alle stod og kiggede på mig. ''Hun er nød til at komme med Jessica ellers får hun ingen mad Justin! Og så skal hun højst sandsynligt i respirator, da hun er født for tidligt!'' Lød det fra jordmoren som sad nede ved Jess og beroligede hende imens Jess tørrede nogen tårer væk.

''Fuck man!'' Hviskede jeg i frustration og vendte mig om og kørte igen hænderne igennem mit hår og placerede dem omme i nakken. Igen måtte jeg give mig!. Var der dog ikke nogen chance for, at jeg kunne sikre, at Jess kom tilbage eller hvad man!...

Omkring 2 minutter efter ringede det på døren og Malou løb hurtigt ud for at åbne. Jeg nåede dårligt nok at tænke mig om før der kom 2 uniformerede mænd ind med en båre kørende efter dem.

De fik, hurtigere end jeg kunne nå at tænke mig til det, Jess op på båren og kørte hende hen imod gangen. Jeg løb hurtigt efter dem, da jeg fandt en sidste mulighed for at blive sammen med Jess og vores datter.

''Jeg tager med i ambulancen!'' Sagde jeg imens mændene kørte Jess ned af gangen med Malou ved den ene side og mig ved den anden. ''Nej. Malou tager med'' Lød det svagt og træt fra Jess. ''Det mener du fandme ikke!'' Sagde jeg og mærkede hvordan vreden steg i mig. Jess kiggede på mig med kolde øjne og nikkede. ''Farvel Justin'' Sagde hun koldt, hvilket fik mig til at stoppe op på gangen og se ambulancemændene forsvinde ud af hoveddøren og tage elevatoren ned med min pige, min datter og Malou!.

Alt sortnede for mig!. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Det som jeg havde set som et mareridt var lige blevet til virkelighed!. Det som jeg havde forsøgt at forhindre hele tiden blev spoleret på få sekunder!. Hende som gav mig så meget varme og kærlighed i hjertet da jeg så hende i armene på Jess, blev taget fra mig ligeså hurtigt som hun kom til mig!. Hende som jeg aldrig hverken kunne eller ville stoppe med at elske var lige smuttet!.

 

*Jessicas Synsvinkel*

 

Tingene gik meget stærkt for mig lige nu!. Jeg lå bare i den her seng med min nyfødte datter i armene imens jeg så hvide lamper i loftet køre ind og ud af min synsvinkel konstant. Jeg var helt smadret i kroppen!. Det var slet ikke til at fatte!. Fødslen af min elskede fantastiske og helt perfekte datter drænede mig for kræfter og det blev bestemt ikke bedre af, at Martin og Jeanet fortalte mig, hvor meget jeg blødte. Det var bestemt ikke sjovt det her!. Og hvem kunne jeg takke alt det her for?. Justin!. Ham som er skyld i alt det her!. Hvis han havde fået mig på hospitalet til at starte med, så havde jeg ikke tabt så meget blod, så min krop blev svagere og svagere og gjorde det til en kæmpe opgave at holde fast i min baby!.

Sengen som jeg var blevet lagt over i stoppede og Jeanet, min jordmor, stillede sig ved siden af mig. Hun tog forsigtigt hænderne ned til min datter og forsøgte at løfte hende ud af mine arme, men jeg holdte fast!. Ingen skulle tage min datter fra mig!.

''Du må ikke tage hende fra mig'' Hviskede jeg træt og mærkede tårerne trille ned af kinderne på mig. ''Du skal nok få hende tilbage!. Det lover jeg, men lige nu skal vi redde jer begge to og det kræver, at du giver slip på hende nu Jessica!'' Sagde Jeanet med en rolig men samtidig lidt alvorlig stemme.

Jeg hulkede kort imens mit blik hvilede på min baby. Jeg gav langsomt slip på hende og lod Jeanet tage hende ud af mine arme. Jeg kiggede på Malou som stod ved siden af Jeanet længere nede ved sengen.

''Pas på hende Malou!'' Hviskede jeg grædende og bemærkede et hurtigt lille nik fra Malou, hvorefter min seng blev kørt videre!.

Jeg kiggede på lægerne som løb omkring mig med sengen og fik hurtigt øjenkontakt med ham som løb nede for enden af sengen. ''Hvad sker der med hende?'' Spurgte jeg hviskede imens tårerne væltede ned. Lige nu var jeg ligeglad med mig selv!. Det handlede kun om min datter!. Hun var født 2 uger for tidligt og det kunne godt være en risiko for hende, hvilket jeg slet ikke brød mig om!. Hun skulle bare klare den!.

''Hun skal nok klare den. Hun kommer i respirator nu. Alt skal nok blive godt'' Sagde han uden at fjerne blikket fra mine øjne. Jeg nikkede kort og lukkede mine øjne svagt i, da jeg mærkede hvordan trætheden tog over mig!.

Jeg kunne godt mærke hvor svækket jeg var, men jeg vidste, at det ikke var slut!. Jeg gav ikke op!. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg nok skulle klare den!. Jeg skulle bare have lidt blod og så var det ellers op og gøre mig klar til at være der for min datter som allerede efter bare 1 blik fyldte alt i min verden!. Alt andet end hende var ligemeget!. Alt kunne rende mig!. Bare jeg havde min datter hos mig, så var jeg skide ligeglad med alt og alle!. 

___________________________________________

Fortsættelse Følger Imorgen :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...