"I love you," will kill you or save you | Cake fan fiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
"Jeg elsker dig." Denne sætning sammenligner mange med glæde, men i virkeligheden, så er det også denne sætning, som kan såre flest mennesker. Det er sætningen, som har flere virkninger. Glæde, sorg, forvirring, forelskelse og mange andre ting. Denne Movella handler om Nathalie, som der om lørdagen har toårsdag med Calum Hood. Men en masse ting sker ugen op til og forvirring rammer hende, Calum og de andre drenge fra 5 Seconds Of Summer, hårdere end nogensinde før. Overlever Calum's og Nathalie's forhold? Og hvorfor alt forvirringen? Følg med i denne Movella og find svaret. Hvis i kan lide den, så giv en kommentar eller et like, så jeg kan vide, om det er noget, jeg skal skrive videre på. Tak og god fornøjelse.

33Likes
11Kommentarer
778Visninger
AA

4. Nu eller aldrig.

Jeg sad der. Bag sengen. Klar med mit glas, med lunkent vand og de runde aflange piller. Var det nu? En rusken i døren fik mit fokus væk. Jeg gik i panik. "Nathalie, luk nu døren op, så vi kan få det her snakket igennem i stedet for." Jeg svarede ikke. Mit fokus røg igen hen på pillerne. "Nathalie?" blev der igen råbt bad døren. Jeg svarede stadig ikke og prøvede ihærdigt at blive ved med at holde mit fokus på pillerne. Jeg tog langsomt hånden op. "Nathalie?!" sagde Calum igen. Hans stemme begyndte at ryste og han hev gentagende gange i håndtaget. Jeg begyndte at græde. Jeg ville virkelig komme til at savne ham, Calum, og Luke selvfølgelig.

Braget kom og Calum stod der, foran mig. Han så på mig og tårerne ville ikke længere holde inde. Han røg ned på knæ foran mig. Han aede mig stille på kinden og kikkede mig dybt i øjnene. "Nathalie ligemeget hvad, så må du aldrig, og jeg gentager aldrig forlade mig på den måde! Aldrig!" sagde han mens han fjernede pillerne fra min hånd. Jeg brød sammen. Calum greb om mig, som hvis han aldrig havde tænkt sig at give slip. "Jeg elsker dig virkelig Nathalie. Sådan virkelig. Det må du aldrig glemme." Han rejste sig op, men tog mig i hånden. Jeg fulgte efter. Jeg elskede ham bare sådan.

Vi endte på altanen. Stod der som to nyforelskede, som ikke kunne holde fingrene fra hinanden. Jeg havde set Calum græde pga. mig. Det var virkelig hårdt. Jeg ville aldrig såre Calum. Min mening med det hele var jo, at jeg ikke ville såre ham og derfor gøre noget for, at det ikke ville ske. Men hele situtationen var ikke rigtigt gennemtænkt og jeg handlede i panik og frygt.

Lige, da vi bare stod og lukkede omverdenen ude, ringede min mobil. Jeg lagde bare på. Den eneste, jeg havde lyst til at fokusere på lige nu, var Calum. Men den ringede igen, og igen, og igen. Jeg så på Calum. Han gav et nik, som svar på, at jeg gerne måtte tage den.

'Hemmeligt nummer' fyldte stadig på displayet, men hvis personen havde ringet 8 gange, så havde han eller hun nok noget forholdsvist vigtigt at sige.

Jeg tog telefonen og en stemme kom hurtigt igennem: "hvorfor er Luke så meget ude af den? Det eneste han siger, er dit navn?!" Personen lød nærmest agressiv over, at Luke havde det, som han fortalte. "Hvad snakker du om? Hvem er du overhoved?" svarede jeg angribende tilbage. "Ja, hvem tror du? Michael, Michael Clifford. Nathalie, Luke er altså helt ude af den. Kan du ikke komme og se til ham? Han er hos mig. For Lukes skyld?" sagde Michael med en mere rolig og blid stemme denne gang.

Jeg havde aldrig snakket med Michael før. Det var første gang. Calum og Luke havde selvfølgelig haft snakket om ham, da de spiller i samme band, men jeg havde aldrig selv mødt ham eller snakket med ham.

"Send mig adressen, så kører jeg med det samme," sagde jeg og smed røret på lige med det samme. En masse tanker fløj igennem mit hoved om Luke. Hvad havde han nu gang i?

Jeg vendte mig om mod Calum. Han stod der med sine våde øjne og hans ret så triste kropssprog. "Skat," sagde jeg og tog hans hånd. "Luke han er helt ude af den. Det var ikke engang ham selv der ringede." "Hvem var det så?" nærmest hviskede han. "Michael. Jeg kender ikke engang knægten. Jeg bliver altså nød til at tage hjem til Michael nu, så jeg kan få snakket med Luke. Han er trods alt stadig min bedsteven," sagde jeg og håbede på, at Calum ville forstå mig. Han gav et nik fra sig og vores hænder slap langsomt hinanden, som hvis det var et klip fra en film.

Han stolede stadig på mig. Ellers ville han ikke have ladet mig gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...