"I love you," will kill you or save you | Cake fan fiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 nov. 2014
  • Opdateret: 7 nov. 2014
  • Status: Igang
"Jeg elsker dig." Denne sætning sammenligner mange med glæde, men i virkeligheden, så er det også denne sætning, som kan såre flest mennesker. Det er sætningen, som har flere virkninger. Glæde, sorg, forvirring, forelskelse og mange andre ting. Denne Movella handler om Nathalie, som der om lørdagen har toårsdag med Calum Hood. Men en masse ting sker ugen op til og forvirring rammer hende, Calum og de andre drenge fra 5 Seconds Of Summer, hårdere end nogensinde før. Overlever Calum's og Nathalie's forhold? Og hvorfor alt forvirringen? Følg med i denne Movella og find svaret. Hvis i kan lide den, så giv en kommentar eller et like, så jeg kan vide, om det er noget, jeg skal skrive videre på. Tak og god fornøjelse.

33Likes
11Kommentarer
777Visninger
AA

5. En "ven"

Jeg smækkede hoveddøren i efter mig og skyndte mig ud til bilen og drejede nøglen, så motoren gik igang. Jeg havde aldrig kørt så hurtigt før, aldrig. Men det var ligesom om, at der ikke var noget, der hed fartgrænse lige på det tidspunkt.

Jeg kodede adressen, som Michael havde sendt mig, ind på min gps på min iPhone og fandt hurtigt vejen.

Hans hus var stort. Jeg parkerede bilen og fandt hurtigt hoveddøren. Jeg bankede på og prøvede at forholde mig i ro. "Døren er åben," lød det et stykke bag døren. Jeg åbnede døren og trådte ind. "Luke?" spurgte jeg mens jeg ihærdigt prøvede at finde ham. Pludselig kunne jeg høre en jamren, som bare sagde mit navn gang efter gang efter gang. Det var virkelig ikke en overdrivelse, da Michael, i telefonen, havde fortalt mig, at Luke ikke sagde andet et mit navn. Jeg havde egentlig regnet med, at det var en overdrivelse, så Michael var sikker på, at jeg kom. "Luke?" gentog jeg, men sagde det lidt kraftigere end før. Jeg gav op. Enten kunne han kunne ikke høre mig, ellers ønskede han ikke at svare. Jeg skiftede taktik. "Michael?" råbte jeg. Jeg kunne høre hurtige skridt nærme sig. De stoppede pludseligt op. Jeg drejede om på højre hæl og kikkede ham lige i øjnene. De var røde. Man kunne se, han havde grædt. "Michael?" sagde jeg og undrede mig over, hans røde og udspilede øjne. "Y/n," sagde han og trak mig hen til sig. Han hviskede mig i øret: "Luke er altså helt ude af den.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre.. Det gør virkelig ondt at se ham sådan." Jeg kikkede Michael lige i øjnene. Jeg havde aldrig før set ham, eller snakket med ham, hvis man ser bort fra vores samtale over telefon, tidligere. Men det gjorde alligevel så ondt at se ham græde over, at Luke havde det dårligt. Jeg fældede en tåre. Michael kikkede stadig på mig. Hans øjne var stadig udspilede og våde efter hans gråd. "Y/n du må gøre noget. Du kender ham bedre end nogle andre. Han har åbnet sine tanker og følelser op for dig før, så hvorfor skulle han ikke også kunne gøre det nu?" sagde Michael og tog min hånd. Han havde fat i noget. Jeg kendte Luke bedre, end jeg kendte mig selv. Jeg måtte give det et forsøg. "Men må Luke og jeg så ikke godt snakke lidt alene? Der er ligesom sket nogle lidt private ting," sagde jeg mens, at jeg forsøgte at tvinge et smil frem. Michael så på mig og et skævt smil ramte hans læber. Åh hvor det mindede mig om Luke. Han gav mig et kram og hviskede mig i øret: "held og lykke. Jeg er i køkkenet, hvis der er noget." Jeg sendte ham et smil mens han forsvandt ind i køkkenet.

Jeg fandt Luke, og han var sønderknust. Jeg satte mig i skrædderstilling ved siden af ham. Han sad bare med sine ben foldet op til sit hoved og holdt sine arme om dem, så de ikke gled ned. Han græd stadig og det gjorde mindst lige så ondt på mig at se ham græde, som at se Calum græde.

"Luke?", hviskede jeg stille. Han svarede ikke, men græd stadig. Jeg valgte, at sætte mig på mine knæ i stedet, da jeg for det første kunne komme tættere på ham og for det andet, så følte jeg, at jeg havde en bedre balance på knæene end at side i skrædderstilling. "Nathalie.." hviskede Luke. "Det der ikke måtte ske er sket," fortsatte han." "Hvad mener du Luke?" spurgte jeg, mens jeg virkelig håbede på, at han ville kikke op på mig. Han kikkede op, og jeg begyndte at græde. Han så forfærdeligt ud. Røde udspilede øjne, som bare strålede forvirring ud, men samtidig tomhed, som hvis han var ved at give op. Hans underlæbe blævrede en smule og man kunne se på ham, at han ihærdigt prøvede på, at lade være med at græde endnu mere, end han gjorde i forvejen. "Nathalie, du skal ikke græde," sagde han trøstede og et lille skævt smil, som kun Luke kan lave, dukkede i et splitsekund op på hans læber. Han lagde sin hånd på min kind og endnu en tåre trillede ned af min kind. Jeg kikkede ned i jorden og lagde min hånd på hans. Han slap grebet om sine ben og kyssede mig stille i panden. Jeg kikkede på ham. Hans flotte, dybe øjne, som rendte i vand. Førstegang, at jeg så Luke græde. Det gjorde ondt. Jeg ved ikke, om jeg handlede i medlidenhed, men jeg endte altså med at ligge med mit hoved på hans skød. Han nussede mig i håret. En tåre trillede igen ned af min kind. "Nathalie, jeg er altså blevet forelsket i dig. Du den mest vidunderlige pige, jeg kender, og jeg mener det. Jeg er blevet forelsket i dig. Undskyld," sagde Luke, mens han prøvede ihærdigt på, at lyde poetisk.

Jeg rejste mig op. Så ham lige i øjnene, som bare skreg, at det ikke var løgn. Hans smil afslørede også, at det var rigtigt. Jeg lagde en hånd på hans kind og sendte ham et sødt smil. Han nussede mit hår og lagde hovedet på skrå. Hans hånd gik gennem mit hår og ned i min nakke.

Og så sad vi der. To mennesker, som lige havde ødelagt et andet menneskes liv pga. en enkelt nat, og gjorde det samme igen. Men jeg fandt altså Luke så tiltrækkende, at når jeg kyssede ham, så glemte jeg alt om Calum. Lukes dejlige og bløde læber mod mine, men som også kyssede mig i nakken. Han var ikke bange for, at gøre lige det, som han ville gøre. Han væltede mig om på ryggen og en høj latter forlod min mund. Luke lagde sig ved siden af mig, bare på siden. "Calum skal ikke vide det her, vel?" hviskede Luke. Jeg så på ham i et par sekunder inden jeg igen kikkede op i loftet. "Nej," hviskede jeg, som hvis ingen nogensinde måtte høre det.

"Jeg elsker dig, Nathalie," hviskede han mig i øret. Elskede jeg også ham? Jeg var så forvirret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...