Samling af tekster

En samling af forskellige historier og tekster.

0Likes
0Kommentarer
60Visninger
AA

2. Brevet

Hun sad der ved chatollet og skrev. Ene og alene, var hun, men man ænsede det ikke. Det eneste man så, var hendes rystende hånd, på den hvide fjer, og hendes blanke, tårefyldte øjne. Man kunne se hun havde ondt, det var frygteligt at sådan et ungt menneske skulle lide.

Hun kiggede rundt inden skriveriet. Studerede malerierne, deres farver og motiver. Møblernes betræk og struktur. Alt dette skulle hun sige farvel til inden dagen var omme. Var det nu også det rigtige hun gjorde?

Fjeren strejfede papiret og formede de smukkeste, krøllede bogstaver.

Min elskede… Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt eller skrevet. Jeg er så inderligt ked af det, men sket er jo som sagt sket. Jeg sidder her ved chatollet og har forsøgt at skrive i flere dage, men det er kun endt med endeløse breve. Jeg forsøger at få det formuleret klart og rigtigt, men ordene sidder fast i mig, æder mig op indefra og smerter i mit bryst.

Hun kneb en tåre, og måtte trække vejret helt ned i maven. Man kunne se at hun var tæt på et sammenbrud, men hun var stærk. Hun vidste at hun måtte kæmpe sig igennem det.

Det var meningen at vi her til sommer skulle giftes. Vi skulle leve lykkeligt og fredeligt, sammen, til evig tid. Og du må ikke tro at det ikke gør lige så ondt på mig, som det gør på dig. Jeg ved hvordan din reaktion vil være, når du får dette brev, men jeg kan ikke få mig selv til at tage af sted, uden jeg personligt har givet dig besked.

Og du er nød til at have at vide hvad der er sket, ellers ville dette være ligegyldigt og spild af både din og min tid.

Kan du huske i sommers, da vi var i Ribe? Til middag hos Herre og Fru Holstein? Da jeg var væk det meste af eftermiddagen og først dukkede op morgenen efter, og du bare troede jeg hvilede mig? Min kæreste, dengang forlovede, jeg sov ikke. Jeg var hos Frøken Larsson og hendes familie. Og det er bestemt ikke første gang jeg er det. Men du kan vel huske hende? Hende den søde, jævnaldrene pige fra Gråsten. Hun er så smuk og uopnåelig. Jeg har endda set hvordan du kigger på hende, min kære, men jeg forstår dig. Jeg forstår dine skjulte blikke mod hende, dine tilfældige berøringer. For hun er en fantastisk pige, men du må forstå at du ingen chance hos hende vil få. Da hun, mildt sagt, ikke er til dine legemsdele. Du tror du kender hende, ud fra hvad du har set eller hørt, men du tager fejl, min gode mand.

Man kunne se at hun blev mere og mere selvsikker. Hun smilede og tårerne var for længst størknet. Og minsandten om det ikke var et par røde kinder der dukkede frem der. De matchede betrækket på stolene og farverne på malerierne. Det gik først op for hende nu hvad de forestillede. Hun fik varmen ved at kigge på dem og glemte alt om hendes brev.

Hun rejste sig for at undersøge rummet nærmere. Hun gik rundt og rundt og rundt. Mærkede på væggene, nærstuderede billederne og fik først nu set, at det var et smukt smukt rum. Så kedeligt, men alligevel fuld af farver og historier. Hun vidste f.eks. at det chatol hun sad ved, var fra Holgers afdøde farmor og at alle møblerne var nogle han havde arvet efter sin oldemor, på morens side. Men malerierne, dem vidste hun ikke hvor kom fra. Hun rettede blikket mod døren. Den var håndsnittet og kunne lukke helt perfekt i. Den var stor, robust og rustik. Hun åbnede den forsigtige, i frygt for at den ville spinde, men ikke en lyd sagde den. Hun kiggede hurtigt ud og kom i tanke om hvorfor hun egentlig var i det rum, hun lige var gået ud af.

Hun kiggede over på brevet, som efterhånden var godt fyldt ud. Hun måtte læse de sidste par linjer, da hun efterhånden havde tabt tråden lidt. Et nyt stykke papir blev lagt på bordet og fjeren bevægede sig som en dans igen.

Når, men jeg var altså hos Isabella Larsson. Og selvfølgelig skal du da have hele historien, og det er ikke for at gøre dig ondt, men du vil måske få en forståelse for situationen. Ikke mindst vil du se min side af sagen.

Mens du og Herre Holstein drak jeres cognac og røg jeres cigarer, listede jeg mig ud, helt uanede. Den søde tjenestepige, Anna, så mig dog, men selvfølgelig ville hun ikke sige hvad jeg foretog mig, da hun bare troede jeg skulle trække lidt frisk luft. Når, men. Når, men. Jeg stak altså af, alt i mens du foretog dig det du elsker allermest, nemlig tælle penge og snakke forretninger.

Jeg kendte sagtens vejen til Herre og Fru Larssons gård, da jeg havde været der siden jeg blev lovet væk til dig. Den rare Niels hjalp mig dog med transporten, da han bare troede jeg skulle til Gråsten slot. Og fra slottet til gården var vejen jo nem. Det ved du jo selv.

Jeg behøvede ikke engang at banke på. I døren stod hun. Så smuk og nydelig som hun plejede. Alt i mens folkene rendte frem og tilbage over gårdspladsen. Ja selv hendes mor og far stod og bød mig velkommen. Jeg var usikker og må have lignet et spørgsmålstegn, da jeg ikke anede hvad der foregik. Hun stod der, ventede på sit livs kærlighed, alt i mens hendes forældre bare smilede. Hun nikkede dog til mig da jeg trådte hen til hende og hviskede mig i øret, ’’det er okay alt sammen. De ved det godt.’’ Aldrig har mit smil været bredere, sødeste Holger.

Vi tilbragte ikke tiden på gården eller på slottet. Nej, vi var i skoven hele dagen. Tro mig når jeg siger, at solen aldrig har stået højere, fuglene aldrig har sunget smukkere og blomsterne aldrig har blomstret mere end de gjorde den dag. Vi lå i den knastørre skovbund hele dagen. Jeg på hendes bryst og hun på den sammenrullede kjole, jeg tidligere havde taget af. Det var ikke engang køligt, at ligge der, kun iført det royale undertøj, men der er også så meget, at det halve kunne være nok.

Hun trak vejret overvejende og tvivlende. Det hun skulle til at skrive nu, var det nu også det rigtige. Eller kunne han sagtens undvære de detaljer, der ville gøre allermest ondt på ham? Hun sukkede, lænede sig over papiret og gav sig til at skrive videre.

Hvis du ikke kan gætte dig til hvad der skete senere hen på aftenen, undskyld mig, men så har din far ikke gjort nok ud af fortællingen om blomsten og bien. Men den fortælling gælder ikke denne gang, da det nok mere handler om blomsten og blomsten.

Hvis du allerede nu kan gætte dig til resten, så syntes jeg ikke at du skal læse videre, men min kære, jeg kender dig for godt. Så derfor fortsætter jeg, gerne.

Det royale undertøj, var og blev for meget, men det gjorde egentlig ikke noget. Det gjorde bare sådan at det hele tog længere tid, blev lidt mere spændende og at det hele ikke bare handlede om selve samlejet, men om følelser og nærvær, men lige så meget om grænser og om at kende sig selv. Du vil måske, som mange, bare mene at det handler om lyster og begær, men kære Holger, jeg kan ikke holde mig fra hende. Og jeg undskylder af hele mit hjerte, af hele min sjæl, men Frøken Larsson er altså mennesket jeg vil leve sammen med, blive gammel sammen med og dø sammen med. Og det skærer da i mit hjerte at disse følelser ikke gjaldt for dig og mig. For forstå mig ret, det er ikke dig som menneske, det er mine følelser for dig.

Døren til stuen smækkede og en stemme råbte op ’’Alberte!’’ Hun blev helt stille og lagde forsigtigt fjeren fra sig. Hvis hun kunne undgå at give en lyd fra sig, ville han nok ikke opdage at hun var der. Men så snart tanken var fløjet ud af hovedet på hende, kom han trampende op af trappen. ’’Er du herinde?’’ ’’Jeg skal snakke med dig. Det er vigtigt!’’ Hun var ude af stand til at gøre noget, så før hun vidste af det, stod den mand hun havde været Frøken Larsson utro med, og læste hendes brev om sandheden. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, og stod bare og var tilskuer til et raseri, der snart ville gå i udbrud. Hans øjne blev større og større, blodårerne dunkede i hovedet på ham og grebet om brevet blev strammere og strammere. ’’Du.. Holger.. Jeg..’’ Han kiggede over på hende, og hun kunne ikke se om han var ked af det eller om han var vred. ’’Tys. Ikke sig noget. Jeg vil ikke høre mere om det!’’ Hun samlede hænderne og kiggede fortvivlet ned i jorden. ’’Efter alt hvad jeg har gjort for dig, Alberte. Også behandler du mig sådan her. Hvad skal jeg sige til resten af landets befolkning? At du er et uopdragent stykke kvindfolk? Vil du gerne have et ry som hende tøjten der gramsede løs på Frøken Larsson? Føj, siger jeg dig! Føj!’’ Vreden spredte sig fra hans mund til hans hånd, og nu ventede hun bare på lyden af en fast hånd mod en grædende kind, men det skete ikke. Han vendte sig om og åbnede døren. ’’Du kan få lov til at skrive det brev færdig. Så kan vi se hvordan din samvittighed har det bagefter, og om du stadig har lyst til at stikke af med Frøken Larsson.’’ ’’Og en ting til. Hvad vil du overhovedet med hende sødeste Alberte, hun er jo ikke andet end en forpulet gårdtøs.’’ Nu stod hun med åben mund, igen forladt, men denne gang målløs og fyldt med vrede. Hun vidste endnu ikke hvad Holger havde tænkt dig, men det kunne ikke være noget godt.

Hun samlede det sammenkrøllet brev op og genlæste det hele. Det gik op for hende at hun havde skrevet uden hjerne, hun havde slet ikke tænkt over hvad hun skrev. Bare skrevet og skrevet og skrevet.

Hun kiggede rundt, noget i rummet var forandret. Billederne talte til hende og trak hende nærmere. Hun slog hjernen fra og lod rummet føre dansen. Hendes hænder gled op og ned af væggene. Tankerne kørte rundt i hovedet. Det hele føltes som om det ville eksplodere før eller siden. Væggene føltes som om de ville gå fra hinanden, men dette var ikke sket endnu. Hun undrede sig en del, men kom så til tankerne igen. Hun satte sig ved chatollet og kiggede bare stift ud i luften, ikke med nogen omtanke, men bare på chatollets glasruder. Tankerne samlede sig og hun gav sig atter sig at skrive.

Jeg har set hendes øjne så mange gange, men den aften var første gang jeg studerede dem, første gang jeg fik kigget ordenligt på dem. De var strålende blå, som nat og dag i et. Klare som stjernerne på nattehimlen og blå som en skyfri sommerdag. Hendes hænder og hud var så blød som dunene fra vores hovedpuder. Du har ingen anelse om hvor ubeskriveligt det var at ligge i hendes arme, den aften. Jeg følte mig urørlig, selv ikke du kunne nå mig.

Hun var ligeglad nu. Tingene betød ikke noget for hende. Holger havde opdaget sandheden og var i gang med at planlægge hævn, så hun smed alle hæmninger og holdte intet skjult. Han kunne lige så godt få alle detaljerne nu. Vreden stod ud af øjnene på hende, hånden rystede ikke længere. Hun var fokuseret og klar til kamp nu, men så alligevel… Hun kunne ikke få sig selv til at blive grov i munden. For det hun havde oplevet med Isabella, var så smukt at det ikke fortjente grimme ord, selv med had i kroppen, holdte hun den pæne tone. Fjeren blev sagt i gang og dansede sin dans med de krøllede, forfinede bogstaver. Intet kunne stoppe hende… Troede hun.

Ting du ikke har set eller hørt om Isabella, er hendes personlighed. Du kan aflæse den i hendes smil. Det er så smukt at ikke engang du, ville kunne give mig noget med større værdi, end et syn af det. Jeg kan ikke finde en eneste fejl ved hende. Hun er… Ord kan ikke beskrive hende Holger. Derfor kan jeg ikke fortælle dig hvad jeg ser i hende, jeg må simpelthen være dig svar skyldig. Hun får en til at flyve, selv ikke dine soldater og deres fly ville kunne hente mig ned igen. Forstår du Holger, din magt kan ikke få mig til at stoppe med at se hende. Det er jo også tanken med det hele. Jeg flygter med hende, så du kan leve dit liv videre, forhåbentlig med en ny kvinde, som vil ære og elske dig. For det kan jeg ikke.

Der blev banket på døren. En blid, forsigtig kvindestemme spurgte ’’Er De snart færdig, Fru... Jeg mener Frøken Alberte?’’ Hun blev overrasket over at blive kaldt Frøken, men på den anden side, hvad havde hun forventet? ’’Jeg er ikke klar endnu. De må vente lidt.’’ Der blev stille et stykke tid, men så kom stemmen tilbage. ’’Sig til når de er klar. Så kommer herskabet op til dig.’’ Hun kunne høre den ukendte kvinde forlade stedet og kiggede så lidt rundt igen. Hun samlede fjeren op og overvejede hendes næste sætning.

 

Hvor kom jeg fra? Når ja, Isabellas kønne ydre. Nok med at hendes smil har en uopnåelig værdi og at hendes øjne er smukkere end de dyreste diamanter. Er der jo alt det andet, de små søde ting ved hende. Hendes kinder, som stort set lyserøde hele tiden. Hendes halvt korte hår, som kun når hende til skuldrene. Og hendes ubeskrivelige figur. Er det ikke utroligt, at så meget kønt kan være i et menneske? Hun er jo ikke blot køn, hun er jo hjælpsom og lyttende. Så kan du tro om hende, som du vil, men hun er altså andet end en staldtøs!

Jeg har ikke mere at byde dig, kære Holger. Jeg vil slutte for nu, og om du holder mig fanget her eller hvad du gør, aner jeg ikke endnu. Må du leve langt og lykkeligt, men med et stykke opdraget kvindfolk.

Alt held på din vej. Din, engang, Alberte.

Hvad skulle hun nu foretage sig? Hun havde fået besked på at herskabet ville komme til hende, hvem dette herskab så var, anede hun ikke. Rummet skulle have et sidste kig og hun begav sig derfor fra hjørne til hjørne, fra side til side, fra møbel til møbel. Væggene føltes stadig urolige og ødelagte. Pludselig bankede det på døren og hun hoppede forskrækket op. Hun kiggede rundt og fandt sig selv med hovedet tæt på et billede. Billedet med den hvide plet midt i det hele, om det var en sky eller en sø anede hun ikke. Nu bankede det igen og hun kiggede mod døren. ’’Ja, kom ind.’’ Og ind trådte hendes forældre med Holger lige i hælene. Han masede sig frem og lagde hånden frem mod hende. Hun tog den og kiggede forvirret på resten af forsamlingen. ’’Dette min gode mand, er deres datter, Alberte, som har været mig utro, med en kvinde!’’ Hendes far stod målløs og anede ikke om han skulle gå til højre eller venstre. ’’Hvad har hun?!’’ Det var ikke den blide farstemme, som hun kendte, der kom frem. Nej, det var et toneleje hun aldrig før havde hørt. Hun kiggede rundt, ville så gerne råbe og skrige, men hun kunne ikke få en lyd ud, hendes mund var låst. Bagved hendes, far stod hendes mor. Lige så forvirret som han, hun sagde dog ingenting. Kiggede bare på Alberte og rystede på hovedet.

Hendes far stormede med hende, hev hende i armen og rystede hende. ’’Er det rigtigt Alberte? Er det rigtigt hvad Holger siger?’’ Hun kiggede bare på ham, kunne hverken sige til eller fra. Nu kom hendes mor frem ’’Stop Alfred. Du få ikke noget godt ud af det her.’’ Han lukkede øjnene og mumlede, ’’bland dig udenom Marie.’’ Hans stemme blev mere og mere gru og stor. Det var som om vreden voksede i ham. Som om den slog rod midt i værelset og voksede og voksede. Men hun kunne ikke tåle at se hendes datter blive behandler sådan, så hun blev ved, ’’Alfred. Slip hende så.’’ Der gik ikke to sekunder, så var der stilhed. Alberte stod med hænderne for munden, ja selv Holger var chokeret. Marie lå med næseblod på gulvet. Alberte kiggede rundt, ingen andre kunne se det, men det kunne hun. Væggene var nu revet og rev sig mere og mere løs. Vreden voksede i rummet, roden og revnerne blev større og større. Hun måtte ud, og det var lige nu. Hun så mod døren og tog chancen. Tankerne fløj rundt i hovedet, men hun vidste hvad hun skulle. Ud, væk, hen til Isabella. Alt imens rummet gjorde som hun havde regnet med. Vreden voksede og voksede, men hun kiggede ikke en eneste gang tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...