Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2670Visninger
AA

5. Ulveklæder

Jeg kan ikke tro det. Kan hun virkelig ikke forstå mig? Hun smider kniven og falder på knæ ved siden af mig. Stryger mig over ryggen. Hvorfor gør hun det? Jeg har jo ikke noget tøj på. Det hele er så mærkeligt.

   "Åh, hvad i alverden er der sket med dig?" Jeg tror nok hun hvisker, men jeg hører det højt og tydeligt. Jeg prøver hurtigt at rejse mig op, Tea rykker væk. Jeg prøver at komme op at stå, men af en eller anden grund kan jeg ikke holde balancen på to ben særlig godt. Pludselig tager Tea fat om min hals og holder mig godt fast, selvom hun bruger begge arme, kan hun kun lige akkurat nå omkring den. Hvad er der sket med mig? Hun taler lavt ind i mit øre: "Kian, du kan ikke stå op. Tag det roligt. Okay?" Hvad? Hvorfor kan jeg ikke stå op? Tea, hvad sker der? Tea! Tea, svar mig så! Hun holder mig fast i et godt stykke tid, indtil jeg er faldet til ro. "Godt. Kan du forstå mig?" Selvfølgelig kan jeg det, det er dig, der ikke kan forstå mig! Jeg nikker stille. "Kian, hør på mig, og lad være med at panikke. Du er en ulv." ... Ahva? Ha, den var god! Jeg ser ned. Spærrer øjnene op.

   Foruden at se en stor, våd, sort snude, så kan jeg se to hvide, pelsede poter. Jeg begynder at ryste lidt. Nej. Nej, jeg kan ikke være en ulv, jeg er jo et menneske! Tea gisper og råber af sine lungers fulde kraft:

"MINE FORÆLDRE!" Jeg piver, ligger mig på gulvet og holder mine, øhm, poter, over mine øre. De er store, pjuskede og stritter. "Undskyld," siger hun.

   Hun genner mig ind på hendes værelse, og laver en seng til mig af dyner og tæpper inde i hendes skab. Jeg ser spørgende på hende. Det mener hun ikke. Jeg kan kun lige være der. Hun trækker undskyldende på skulderne.

   "Undskyld, det er bare for en sikkerheds skyld." Jeg himler med øjnene og går derind. Hun lader døren stå åben. Jeg ligger mit hoved mellem mine forpoter og lukker øjnene. Tea har trukket gardinerne fra.

   Jeg falder i søvn og begynder at drømme. Jeg løber på en sky, som menneske. Pludselig falder jeg ned, og lander i en stor skål med kæmpebacon. Jeg begynder glad at spise af det, men en hjort begynder at spise det i stedet for mig. Den prøver at spise mig, og jeg løber så hurtigt jeg kan.

   Jeg piver og begynder at snuse til liften. Koteletter, pølser, bacon, kænguru. Det hele er i huset. Jeg slikker mig om munden.

   "Øhm... Er du sulten?" spørger Tea. Jeg åbner øjnene og nikker. "Jeg ser hvad vi har." Hun går, og kommer tilbage med to pakker kængurubøffer. Jeg rejser mig op og slikker mig om munden. "Kian, vil du ikke spise det ude på badeværelset?" beder jeg. "Det er meget nemmere at gøre klinkerne rene, end mit gulvtæppe..." Jeg er en smule fornærmet, men følger efter hende ud til badeværelset. Hun åbner pakkerne og hælder det ud i en bunke på gulvet. Jeg begynder at spise. Det er hurtigt væk, jeg er dejlig mæt og ruller mig sammen på gulvet. Tea genner mig tilbage til hendes værelse, jeg knurrer lidt af hende, men ligger mig til at sove igen.

   Da hun er færdig med sin computer, ligger hun sig op ad min side. Det er som om jeg har to sæt øjne - det ene par er lukket og drømmer, det anede ved hvad der sker omkring mig.

   "Hvornår tror du, du bliver dig selv igen?"

   "Aner jeg ikke, lad mig sove," siger jeg, men hun begynder bare at le. Hun forstår mig vel ikke. Hun klør mig bag øret, og mit ene bagben begynder at spjætte, helt ude af kontrol med resten af min krop. Nogen er på vej op ad trappen udenfor. Døren åbnes. Tea gisper.

   "Vær helt stille," hvisker hun. Hun rejser sig op, lukker skabsdøren og går.

   Jeg kan høre, at hun snakker med sine forældre ude i køkkenet. Hun spiller dårligt skuespil. Endelig kommer hun tilbage, åbner skabet og taler til mig:

   "Kian." Jeg åbner sløvt øjnene. "Tag det her på, hvis du er dig selv i morgen, okay?" Jeg flytter mit hoved og sover videre. Hun ligger sin brors tøj ved siden af mig og lukker skabet.

   Jeg er bange. Og alene. Bange og alene. Jeg er ikke mig selv. Eller er jeg? Kan jeg lide at være sådan her? Jeg ser på det tøj, hun lagde ind til mig. Jeg kan se i mørke. Det er da en god ting...

   Jeg har ikke ondt mere, men jeg håber, at det hele bare har været end ond drøm... Åh, jeg håber, jeg håber, jeg håber!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...