Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2661Visninger
AA

4. Ulv

Næste dag beder Tea mig om at blive hjemme, ikke direkte, men det er tydeligt at hun ikke syntes, jeg bør gå i skole. Jeg er hjemme i hendes families lejlighed og keder mig. Jeg får det bedre op ad eftermiddagen, og jeg begynder langsomt at blive mere og mere rastløs.

   Til sidst står jeg op, tager tøj på, går ud, låser døren, og går ned på gaden. Jeg kan lugte skolen. Måske lyder det mærkeligt, men det kan jeg altså. Jeg begynder langsomt at gå i den retning, lugten kommer fra. Der er langt, men det tager længere tid med bus eller metro. Hvordan ved jeg egentlig det? Uden at jeg opdager det, begynder jeg at sætte farten mere og mere op, og før jeg ved af det, løber jeg hurtigere end jeg nogensinde har gjort før.

   Jeg suser gennem Brisbanes gader, folk lader slet ikke til at se mig. Jeg opdager til min store forskrækkelse, at jeg pludselig løber på alle fire. Ingen har set mig, og da jeg opdager det, ramler jeg selvfølgelig ind i en skraldespand. Jeg begynder at grine, ignorer de undrende blikke, jeg får sendt med adressen Idioten, skraldespanden 4, Brisbane hovedpark.

   Jeg kommer op og løber videre. Jeg er ikke engang forpustet eller svedig, og skraldespandene var heldigvis tomme. Jeg får øje på et egern, og kan pludselig ikke styre mig. Jeg løber efter det, det læber op i et træ, så videre.

   Jeg når til skolen i det store spisefrikvarter. Jeg smider mig på min stol og sætter min taske under mit bor. Nåede det! Jeg begynder at finde mine ting frem, dem, vi skal bruge i religionstimen. Tea kommer hen til mig. Tea kommer hen til mig, jeg smiler til hende og siger hej. Hun tager fat om min arm og hiver mig ud på gangen. Hun slipper mig og ser arrig ud.

   "Kian," hvæser hun. "Du skulle jo være blevet hjemme, har du glemt det?!" Jeg trækker på skulderne. Hvorfor skulle det bekymre mig?

   "Tea, jeg har det fint," siger jeg henkastet. "Jeg vil bare ikke være alene derhjemme." Jeg KEDER mig!

   "Okay okay, men hvordan kom du herhen?" Endelig kan jeg sige det lige ud:

   "Jeg løb." Hun ser vantro på mig og måber.

   "Du løb," siger hun kort. Jeg nikker. Hun begynder at le. "Kian, det tror jeg alts ikke på." Jeg trækker på skulderne.

   "Fint nok, tro hvad du vil." Jeg får en pludselig trang til at spille basketball. "Hey, vil du med ud og spille basket?" Hun ser vantro på mig.

   "Kian, du kan jo ikke engang ramme pladen. Plejer du ikke selv at sige, at du er total boldspasser?" Jeg trækker på skulderne og laver mine berømte hundehvalpeøjne. Tea ser foruroliget på mig. Så sukker hun. Jeg smiler og trækker hende med udenfor.

   Ude på banen går jeg hen til basketballbanen. Josh, en af de andre drenge fra min klasse, kommer hen til mig.

   "Hey, kom du ikke på hospitalet? Hvad laver du her?" spørger han. Jeg trækker på skulderne.

   "Spiller basketball med jer." Josh ler. Alle ved hvor dårlig jeg er med en bold. De andre stopper deres spil. Joan, en udvekslingsstudent på tredje år, kommer hen til os.

   "Dig, spille basket?" Jeg nikker. Joan sukker og trækker på skulderne. "Ja, man må da gi' ham for hans gåpåmod," siger han til sine kammerater, som begynder at grine. Jeg lader det passere - for nu. Joan kaster bolden til mig, jeg griber den uden så meget som at blinke. Tea har sat sig på en bænk ikke langt fra banen.

   Jeg kaster bolden ned i jorden og griber den en enkelt gang. Joan ser udfordrende på mig.

   "Du bliver mast som det kryb du er," hvisler han. Jeg nikker og smiler langsomt. Ser ned. Kaster bolden ned igen. Griber. Ned. Griber. Med faste, jævne mellemrum. Langsomt. "Kom nu, skal vi spille eller hvad?" Jeg ser på ham. Noget knurrer inde i mig.

   "Han kan ikke," er der nogen, der siger.

   "Kom nu Kiki!" Kiki. Det pigenavn jeg ufrivilligt har påtaget mig, fordi jeg er til mænd.

   Jeg dribler hurtigt bolden ind mellem de andre. De ser forskrækkede til, da jeg hopper op og dunker bolden i nettet. Jeg lander på jorden, bolden hopper hen ad banen. Jeg slår ud med armene.

   "Skal vi spille eller hvad?"

 

Da Tea og jeg kommer hjem, begynder vi på lektierne. Jeg kæmper med matematik, geografi og fysik/kemi, som altid. Kvadratroden af 42 delt med otte er li med... Øhm... Åh, hvorfor skal det hele være så besværligt?!

   "Kian..." siger Tea stille. "Jeg kan godt lave det for dig, hvis du..." En pludselig, hidtil ukendt vrede blusser op i mig, og jeg bliver ked af det.

   "Hvorfor skulle du gøre det?" Jeg gør min stemme så ligeglad som muligt. Jeg ser på opgave 16 B, tæller på fingrene. "Svaret på 16 B er 2800, ikke?" Tea ryster på hovedet.

   "Nej, 2850."

   "Ah, det er også rigtigt." Jeg visker ud og skriver svaret ned. Tea sukker.

   "Kian, jeg ved godt, at du prøver at lukke tankerne om Alex ude. Og at du er bekymret over såret, men..."

   "Bekymret?" Jeg ser undrende på hende. "Hvorfor i alverden skulle jeg være det?" Hun hæver øjenbrynene. "Tea, jeg har det bedre end nogensinde," ler jeg. Løgner. LØGNER! Jeg prøver at overbevise mig selv om at sige sandheden, men den vil ikke du... "Ja, Alex var en idiot, men hvad så? Han var ikke engang homoseksuel, det var bare en joke for ham." Åh, hvor gør det ondt at sige det højt! Mit åndedrag bliver besværligt. Min stemme stiger i styrke. "Hvorfor skulle jeg bekymre mig om én, jeg har spildt så lang tid på, som alligevel ikke ville kendes ved mig i sidste ende?! Jeg er da fuldstændig ligeglad med ham!"

   "Okay, men du behøver ikke at råbe..."

   "JEG RÅBER IKKE!" KRAK. Mine øjne flakker. Jeg har lige boret min blyant ned i et glasbord... Jeg rejser mig op, nikker kort og går.

   Jeg bliver på Asks værelse resten af dagen. Jeg ligger og prøver at lade værre med at græde. Hvad er jeg dog for et skvat? Jeg er ikke mig selv mere. Jeg græd aldrig før i tiden, men jeg kunne heller ikke spille basket eller løbe så hurtigt...

   Efter lang tid banker Tea på døren. Jeg åbner den og ser tomt på hende, jeg har alligevel ikke andet at lave.

   "Hvad?" siger jeg hårdt. Hun synker en klump.

   "Kian, mine forældre er ikke hjemme. Skal vi ikke se en film eller noget? Lave popcorn?" Jeg tænker mig om. Smiler og nikker. Jeg følger med Tea ud i køkkenet, hvor hun finder popcorn og putter dem i mikrobølgeovnen. Jeg fryser... Underligt... Ubehageligt... Hun lukker lågen til den lille ovn, og fuldmånen bliver reflekteret i glasset.

   En pludselig smerte skærer igennem det sted, mit sår skulle have været. Jeg stønner og bukker sammen.

   "Er du okay?" spørger Tea. Jeg kan næsten ikke forstå det hun siger. Jeg ryster på hovedet.

   "Nej... Åh, jeg er helt kold..." Jeg vakler og vrider mig. Jeg får kvalme og har lyst til at kaste mig ud gennem et vindue, mange etager ned, og blive knust mod gadens sten, bare for at få det til at holde op! I det samme begynder noget at ændre sig inden i mig. Jeg piver og falder sammen på gulve, da jeg ikke længere kan holde balancen. Jeg vrider mig i smerte, da mine knogler, muskler og sener begynder at gå i protest og strække sig. Jeg hyler skingert. I et fjernt univers skriger Tea.

   Og så er det ovre. Der lyder et alt for højt DING. Jeg puster. Knurrer lidt. Hvad skete der dog? Jeg har ikke tøj på længere. Det føles mærkeligt, men også unødvendigt. Jeg åbner øjnene. Er det bare mig, eller er alting blevet klarere. Farver glider rundt i rummet. Det er lugtenes farver. Vent, hvad? Hvorfor tror jeg dog det?

   Jeg ser på Tea, som kommer hen mod mig med en kniv.

   "Nej, Tea, lad være!" siger jeg. "Det er mig, Kian!"

   "K-Kian?" stammer hun. Ja, var det ikke det, jeg lige sagde? Vent lidt... Kan hun ikke forstå mig?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...