Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2660Visninger
AA

17. Specialstyrken

Mandag tager Rishi og jeg i biografen om aftenen. Vi ser en MARVEL-film, titlen kan jeg ikke huske. Da filmen er slut, står vi uden for biografen. Rishi har lagt armene om mig, vi står i skygger og kysser. Hans tunge er varm. Hans ene hånd bevæger sig længere ned på min ryg. Pludselig tager han fat i mig bagpå. Jeg gisper og borer neglene ned i hans skulder.

   "Undskyld!" udbryder han hurtigt og slipper mig. Jeg smiler til ham. "Jeg vidste ikke, at det ville gøre ondt..."

   "Hvorfor tage så hårdt fat?" spørge jeg og gnider mig bagpå. Rishis kinder bliver røde, han ser væk.

   "J-jeg har aldrig været med en mand før, og kun få kvinder, j-jeg ved ikke, hvordan jeg skal behandle dig..." Jeg smiler til ham og tager fat om hans arm.

   "Tja, jeg er også et menneske. Næsten da... Hvorfor ikke bare behandle mig lidt blidere." Han stryger min kind.

   "Okay." Han kysser mig på kinden. "Lad os køre hjem."

   På vej ud på parkeringspladsen taler vi om filmen. Vi griner og pjatter. Da vi når bilen er klokken kun ni. Jeg sætter mig på kølerhjelmen.

   "Så - hvad skal vi lave nu?" Rishi smiler og kysser mig. Jeg smiler. "Ud over det?" Han trækker på skuldrene.

   "Hvad med at jeg inviterer på aftensmad? Da jeg nu, øhm, glemte din fødselsdag?" Jeg smiler og nikker. Vi sætter os ind i bilen, Rishi spørger mig, hvad jeg har lyst til. Vi tager på italiensk restaurant, jeg får pizza, Rishi får spaghetti. Der er ikke mange i restauranten, mest italienere. Ejeren kommer hen til os.

   "Nå? Nyder I jeres mad, tortore?" Hans r'ere er hårde. Jeg ser spørgende på ham.

   "To... Tor..."

   "Tortore - ah, hvad er det nu I siger her? Ah, ja, turtelduer!" Vi farer sammen. Ejeren ler. Han har sort skæg og hår, hans forklæde har røde pletter af tomatsauce. "Calmati calmati! Jeg vil ikke smide jer ud, no! Her er det lige meget, om man er til ragazze o ragazzi! Desuden er I så søde sammen. Nå, nyder I jeres mad?" Rishi nikker lettet.

   "Ja, mange tak. Det smager vidunderligt." Ejeren nikker og ler.

   "Skal I ha' dessert? Vores gelato med caramello er stime!" En pige kommer ud fra køkkenet, hun har forklæde på.

   "Papa, vi har ikke mere lievito."

   "Det er okay, dolce, vi tager alligevel ikke flere kunder ind i aften." Pigen (Dolce?) ser på os.

   "Papa, le due pistole?" Ejeren ser hårdt på hende.

   "Guarda la lingua!" Han smiler til os. "Skulle I have dessert, tortore?" Rishi tøver, ser i sin pung. Han ser undskyldende på mig.

   "Beklager, jeg har ikke flere penge. Jeg glemte mit kort derhjemme." Jeg trækker på skuldrene.

   "Det er okay, det er trods alt mandag..."

   "Sciocchezze! Bare fordi det er Lunedi, betyder det da ikke, at I ikke kan spise dessert fra det verdensberømte italienske cucina! I aften giver vi, tortore." Han smiler venligt. "Det er ikke alle, der er så modige at vise, at de er innamorato i deres ejet sesso." Han ser på sin datter. "Dolce, hent nogle gode torte til de to tortore!" Han går med sin datter ud i køkkenet. Jeg ser på Rishi.

   "Forstod du halvdelen af det, han sagde?" Rishi ryster på hovedet. Dolce kommer ud med to kager der ser forfærdeligt lækre ud. Hun sætter dem på vores bord og tager vores brugte tallerkener. "Tak, øhm - Dolce?" Hun ser forskrækket på mig, bliver ildrød i hovedet og går hurtigt sin vej. Jeg ser på Rishi, der bare sidder og griner.

   "Jeg tror ikke, at Dolce er et navn." En stor dame kommer pludselig hen til os, hun har forklæde på, hendes sorte hår er bundet op i en knold bagtil. Hun står med en kagerulle. Sætter hænderne i siden og sier højt og skingert til mig:

   "Hvad tror du lige, du laver med min lille bambina?!" Jeg ser bange på hende. "Du kan ikke bare kalde ragazze hvad du vil, giovane! Hold du dig hellere til din piacere folle med den sporco sposo gay indiano!" Hun peger forurettende på Rishi, der forskrækket ser på mig. Jeg knurrer lavt. I det samme kommer ejeren.

   "Abbastanza! Abbastanza! Kæreste, hvad laver du dog?!" Kvinden, der må være hans kone, peger rasende på mig.

   "Han kaldte vores datter dolce! Og han kender hende ikke engang!"

   "Jeg troede, at det var hendes navn!" siger jeg vredt. Ejeren ser på sin kone.

   "Se! Han kunne da ikke vide det. Gå så tilbage til køkkenet!" Konen går tvært. Hun ser truende på mig. Manden sukker. "Det beklager jeg meget, tortore. Hun troede, at du mente det ondt."

   "Hvad betyder det overhovedet?"

   "Søde. Spis I bare jeres dessert, det er ikke noget alvorligt." Vi spiser desserten, der smager godt, men den er svær at nyde, da jeg stadig er rystet over det, der er sket. Jeg ved, at konen fornærmede Rishi, og det kan jeg slet ikke lide!

   Efter maden går vi en lille tur. Klokken er halv elleve. Stjernerne lyser foroven. Vi sætter os ved et springvand, det er en stille del af byen. Rishi sprøjter vand på mig. Jeg griner og skærmer mig med hænderne. Rishi tager min hånd og kysser mig. Jeg kysser ham igen. Sådan sidder vi i et stykke tid. Men så rammer noget spidst min skulder. Jeg slipper ham og gisper. Mit syn bliver uldent i kanterne. Rishi ser på mig.

   "Kian, der du okay?" Jeg ryster og tager mig til hovedet.

   "Nej... Noget ramte mig..." Jeg prøver at rejse mig op, vakler og er ved at falde. Rishi griber mig. Jeg begynder ukontrollabelt at grine. Først langsomt, så højere og højere. Jeg holder mig for panden, så mit pandehår ikke falder ned i mine øjne, og knækker sammen af grin. Rishi ser forskrækkeligt på mig.

   "Kian, hvad sker der med dig?"

   "Jeg - jeg - jeg ved det ik - ik - ikke!" Jeg vakler, kan ikke klare det meget længere! I det samme bliver jeg ramt af noget i maven, hårdt. Der lyder et brag. Jeg stopper med at grine. Vakler voldsomt og falder sammen på jorden.

   Jeg ligger i smerter, voldsomme smerter. De er så slemme, at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg bliver løftet op. Jeg ser stift på Rishi. Jeg kan ikke lukke øjnene, det gør for ondt. Jeg ryster. Og skælver. Han sætter i løb. Hvorfor? Fodtrin, alt for høje, styrter mod os. Det gør ondt, hver gang Rishi træder ned på jorden. Han holder godt fast om mig.

   Han ligger mig hurtigt ind på bagsædet i bilen. Min krop summer. Sitrer. Dirrer. Rishi kaster sig ind på førersædet og kører for fuld drøn ad sted. Jeg gisper efter vejret, der kun når til lige bag tungen. Ikke ned i halsen. Ikke ned i lungerne. Rishi taler til mig. Tænder for radioen. Heavy Metal får mig til at krybe mig sammen, i det mindste i tankerne. Det er højt, ubehagelig.

 

Da jeg åbner øjnene igen, kan jeg ikke mærke hverken hænder, ben eller underliv. Til gengæld dunker mit hoved som om det vil eksplodere. Om mit bryst vrider sig i smerter. Og alt, hvad jeg ikke kan, føle gør per definition ondt!

   Jeg begynder at hoste, da en klam, tyk, metalagtig væske trænger op i min hals. Nogen holder noget for min mund. Jeg spytter det ud og lader mig falde tilbage på det hårde underlag, jeg ligger på.

   Mine hænder er bundet fast. Det er mine ben også. Jeg har svært ved at tænke i længere sætninger.

   I nærheden er der nogen, der græder. Gispende og tilbageholdt. Jeg prøver at åbne øjnene. Alting flyder sammen i mærkelige former. Lyse, hvide og skrigende farver. Jeg får kvalme. Mit hoved bliver løftet op, og isnende koldt vand løber ned i min hals. Jeg prøver at spytte det ud, det gør ondt.

   Men så bliver alle de irriterende, lyse farver erstattet af to mørke og rolige. Min mund bliver åbnet, og en velkendt og alligevel forskrækkende følelse rør mine løber. Vandet løber ind i min mund, jeg synker. Åbner langsomt øjnene.

   Rishi holder sig for munden. Han er bleg, øjnene er rødlige. Han har grædt. Tea ligger en hånd på hans skulder. Jeg smiler ikke. Det er fysisk umuligt lige nu. Rishi har blod ved den ene mundvig. Jeg bevæger lige så stille hovedet.

   "Hvad skete der?" spørger jeg langsomt. Rishi stryger min kind.

   "Du blev skudt. Først af en giftig pil, så af en kugle." Jeg nikker, meget, meget langsomt.

   "Jeg kan ikke mærke mine ben." Rishi aer min kind.

   "Det skal nok gå over." Han bløder. Jeg kan lugte det. "Det er bare reaktionen fra giften."

   "Hvordan ved du det?" Min stemme er hæs og svag. Han trækker på skuldrene.

   "Tea fandt ud af det." Han kysser mig på panden. Han og Tea binder mig op, Rishi bærer mig ind i sengen. Han bliver hos mig, til jeg er faldet i søvn, sikkert også mens jeg sover.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...