Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2665Visninger
AA

7. Sorg

Jeg sørger for at Tea får ordentlig skældud. Hun fatter virkelig ikke, at det var en enorm anstrengelse og pinsel for mig, at blive kørt hjem af Rishi, at sove i samme seng som ham, at ligge i arm med ham. Jeg forklarer hende, at det bliver forfærdeligt for mig at skulle klæde om sammen med Rishi. Ikke fordi jeg ikke har lyst, men jeg ved med sikkerhed at han ikke er tiltrukket af mig som jeg er af ham... Hun foreslår at jeg bare klæder om hjemmefra. Er det overhovedet tilladt?

   "Så - hvordan var det?" Jeg ser spørgende på Tea. Hun tror vist, at jeg er færdig med at klage. "At sove med ham? Jeg tør væde med at du ikke fik lukket et øje!" Jeg rødmer og slår blikket ned.

   "Han dufter godt!" Jeg tager fat om hendes dyne og lader mig falder bagover. "Hans hud er så glat og fin. Han er fra Indien, taler hindi og australsk. Han er her for at tjene penge, så hans familie kan komme herover." Vi talte meget i bilen og ved morgenmaden. "Han har sin egen lejlighed i udkanten af byen." Måske lidt overdrevet, men tæt på... næsten... "Han er Jomfru, altså, i stjernetegn." Som om han er jomfru i virkeligheden. "Jeg skulle passe godt med Jomfru."

   "Hm, er du allerede komme over Alex?" Det var et unfair kort! Det var faktisk direkte ondt!

   "Årh, du ved, jeg bærer ikke nag så længe. Han er bare en indbildsk nar, der ikke kan andet end at snyde unge mennesker til at gå i seng med sig, for at få en eller anden syg form for glæde. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om sådan en som ham? Det var jo ikke fordi jeg troede, at han faktisk kunne lide mig eller noget. Jeg brugte jo ikke flere år på ham, jeg elskede ham ikke, jeg, jeg, jeg..." En eller anden, dræb mig, lige nu! Lige nu! LIGE NU! Jeg får tårer i øjnene. Tea ligger armene om mig og holder mig ind mod hendes bryst. Jeg græder til jeg ikke kan mere, og så græder jeg lidt mere. Hun stryger mit hår.

   "I var kun sammen i fem måneder," prøver hun. Hun undlader bare, at vi datede fra jeg var femten og han var atten. Jeg ved det, ikke helt optimalt. "Hvis han bare ville i seng med dig, tror du så ikke, han var skredet før?" Måske var jeg en udfordring? Jeg er stadig jomfru. Jeg har ikke fundet nogen under atten, jeg har været tiltrukket af, som også var homoseksuel. Og nu, hvor jeg også er en varulv, bliver det da helt umuligt!

   Jeg ryster en smule. Jeg er stresset, vred og såret. "Hvor godt kan du lide Rishi?" spørger Tea, da jeg efter efterhånden er faldet til ro. Jeg tøver. "Du ved godt, at du først skal lære ham at kende, ikke?"

   "Jo..." Jeg trykker mig op ad Tea. Hun er så varm og betryggende. Og jeg er så bange. Og så alene...

 

Næste dag mødes jeg med Rishi ved svømmehallen. Jeg har taget badebukser på hjemmefra, som Tea foreslog. Rishi er frisk og klar. Vi går ind, betaler, og kommer ind i omklædningsrummet. Jeg finder en indelukket bruser og vasker mig. Vi går ind sammen og svømmer. Rishi er rutineret, det kan jeg se. Han svømmer hurtigt og godt, som en fisk i vand. Jeg svømmer lidt langsommere, og finder hurtigt ud af, at selvom jeg er blevet god til sport, er jeg ikke glad for vand. Jeg kan sagtens svømme, men jeg vil gerne op - nu!

   Efter halvanden time går vi op. Rishi byder på frokost, og jeg takker ja, mod min vilje. Vi sidder på Sunset og spiser, snakker egentlig godt sammen. Det er tortur. Flere piger blinker til ham, han nikker og smiler høfligt til dem. Jeg har tab løbet før det begyndte. Jeg burde nok fortælle ham det... At jeg er til mænd...

   "Hør, Rishi... Der er noget, jeg må fortælle dig, øhm..."

   "Nej, mig først makker." Makker. Ordet runger tungt i mit hoved. Makker. Makker? Nu er det officielt: Jeg er fanget i vennezonen. Jeg har lyst til at græde. Hvorfor er jeg så følsom? Er det ulven i mig? Er det Rishi? Eller er det fordi jeg er som jeg er? "Nå?" Jeg har overhovedet ikke hørt ét ord af hvad han sagde til mig. Jeg ser spørgende på ham.

   "Hm?" Han ler.

   "Jeg spurgte om du ville med til støttekoncerten på lørdag? Jeg har fået to billetter fra mit arbejde, men jeg har ikke nogen at tage med. Nå? Vil du?" Jeg nikker.

   "Ja, det lyder fedt," siger jeg tomt. Rishi smiler glad. Jeg smiler også. Men kun fordi jeg godt kan lide at se ham smile.

   Vi skilles, og jeg tager hjem til Teas families lejlighed. Jeg ligger bare i Asks seng og ser tomt op i loftet. Tea kommer ind til mig og snakker med mig. Jeg svarer kort og stift. Da hun hører, at jeg skal med til støttekoncerten med Rishi, er hendes reaktion delt. Jeg ligger bare og svælger i min sorg og elendighed. Jeg vil og vil ikke være sammen med Rishi. Jeg vil ikke være "venner", jeg vil være "vennen". Den ven, der holder ham varm og vågen om natten. Den ven, han går til, når han er ked af det eller vred. Den ven, der var mere end en ven.

   Derfor ser jeg ikke just frem til koncerten. I skolen er jeg distraheret og fraværende, og kan ikke holde fokus, selvom det er vigtigt... Jeg ligger søvnløs om natten, fordi Rishi mangler ved siden af mig. Jeg kan ikke spise, så meget, fordi jeg tænker på ham. Han er vegetar. Jeg spiser slet ikke grøntsager. Jeg prøver en enkelt gang, og bliver syg af det. Desværre ved jeg alt for godt, at Rishi og jeg ikke kan komme sammen.

   Han er inder. Hans forældre ville hade ham. Han arbejder på at få dem hertil. Jeg ville være en distrahering. En forhindring. En klods om benet på ham.

   Men han syntes jo at jeg er sjov. Det har han selv sagt. Han har inviteret mig ud, to gange nu. Hvis det da tæller. Måske kan han godt lide mig? Nej, det er latterligt. Selvom han kunne, respekterer han sine forældre for meget. Jeg er dømt som evig fange i vennezonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...