Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2672Visninger
AA

2. Smerte

Om aftenen skal jeg ud med nogle venner. Det ligger kun sekshundrede meter fra Alex' lejlighed, så jeg går derhen. Vi spiser, vi griner, vi hygger. Det er fedt at have venner som dem, der forstår, at bare fordi jeg er bøsse, kan jeg godt have drengevenner. Og Tea siger også, at jeg er meget drenget, når jeg er sammen med dem. Gad vide hvem der er mig - mig med drengene, mig med Alex eller mig med veninderne...

   Klokken et om natten beslutter jeg mig for at tage hjem. Vi var fem, da vi mødtes, nu er vi tre. Jeg siger farvel, betaler for min mad og går.

   Udenfor er gaden mørk, vejret er lunt. I træerne flakser de store flagermus rundt. Men ellers er her stille. Der er ingen mennesker, bortset fra inde på restauranten, og selv der er menneskemængden svindende.

   Jeg begynder at begive mig hjemad. Over byen lyser fuldmånen klart. Den er smuk, så ren og fin.

   Noget pusler et stykke væk. Jeg vender mig om og ser ned ad den dystre gade. Der er ikke nogen. Jeg sætter tempoet lidt op. En hund glammer et stykke væk og forskrækker mig, så jeg sætter i løb i et øjeblik. En kølig vind bærer en harsk stank med sig. Jeg ser mig over skulderen, sætter farten lidt ned. Det er tosset Kian, der er ikke nogen her. Det er noget, du bilder dig ind.

   Jeg tager min telefon frem og finder Alex i mine kontakter, holder mig gående, af stræk for hvad der vil ske, hvis jeg ikke gør det... Jeg ringer Alex op. Den ringer adskillige gange, går så over på svarer. Jeg ligger på og fortsætter mod Alex' lejlighed.

   Noget snerrer lidt væk fra mig. Jeg ser mig tilbage. Er det bare mig, eller er der noget, der holder øje med mig? Jeg sætter farten op, ringer til Alex igen. Da jeg opgiver Alex, ringer jeg til Tea. Hun tager den ikke.

   Hvad der end følger efter mig hyler skingert. Jeg løber så hurtigt jeg kan ned ad gaden. Og så hører jeg det. Et dyr på jagt - efter Kiankebab! Jeg ringer til Tea igen, hun afviser mit opkald. Jeg snubler, fordi jeg træder ned i et lille hul i fortovet, og lander og slår ansigtet ned i stenene. Jeg kommer om på ryggen og ser min forfølger:

   Det er et monster. Det er to meter højt, løber hen mod mig på fire lemmer. De to bagerste er kortere end de forreste. Den er dækket af stride, lyse hår, der har omtrent samme farve som månen. Den har fråde om munden, øjnene er helt hvide. Den stopper op foran mig, stiller sig på to meter og retter sig op i sin fulde højde, og hyler mod månen. Blotter flere drabelige tænder.

   Væsnet bider fast i mit ben. Jeg skriger og prøver at komme fri. Jeg sparker den i ansigtet og kryber væk fra den. Den hyler i smerte og lader sine lange kløer kradse mit bryst. Den går lidt væk fra mig, prøver at stoppe blødningen på næsen. Jeg kravler et lille stykke væk. Griber min telefon og ringer skrækslagent efter Tea. Endelig tager hun den:

   "Har du nogen anelse om, hvad klok..." Hun råber, men jeg afbryder.

   "Tea!" gisper jeg, og overraskes over, hvor hæs min stemme er. "Hjælp mig! Ring efter en ambulance!" Monsteret er ved at komme til sig selv. Det haster.

   "Kian, hvad er der sket? Hvor er du?"

   "Kings street, jeg..." Væsnet ser rasende på mig. Jeg gisper. "Nej, nej, hold dig væk!" Jeg skriger skingert, da væsnet springer på mig og bider ned i mine ribben. Smerten er ulidelig, og får mig til at bore mine negle ned i asfalten. Væsnet brøler, og træder på min telefon.

   Jeg ser rædselsslagent på det, der må være selveste døden. Jeg bløder fra panden, fra mit møde med fortovet. Væsnet knurrer. Det skal til at gøre mig færdig, da der lyder sirener i det fjerne. Mit syn bliver sløret. Væsnet retter sig op, hæver sine ører og snuser til luften. Den knurrer og vender om. Løber væk. Mine lunger er ved at være tømte. Jeg lukker langsomt øjnene. Smerten forsvinder langsomt. Omkring mig bliver alting pludselig lyst. Røde lys. Blå lys. Nogen holder mine øjne åbne, og et hvidt lys gør mig ondt. Jeg bliver løftet op. Det gør ondt, og jeg skubber dem væk.

   Jeg falder ned på jorden, men kæmper mig op. Holder mig for siden, hvor jeg sikkert har et kæmpestort bidemærke. Forskrækkede og bange stemmer larmer omkring mig. De skal holde op. De skal tie stille! Jeg bliver vred. Vakler og kan ikke finde fodfæste.

   Nogen tvinger mig ind i et hvidt rum. De ligger mig ned. De rør mig de steder hvor det gør ondt, og jeg slår ud efter dem. I rent selvforsvar skal de væk! De kæmper mod mig. Til sidst stikker de noget i min arm, og jeg kan ikke mærke min krop mere.

 

Der sker ting omkring mig. Jeg kan ikke åbne mine øjne eller bevæge mig, men jeg ved at det sker. Nogen rør mine fingre, kysser dem. Jeg bliver kold og varm, bliver stukket og får lagt bløde ting omkring mig.

   Jeg kan først åbne øjnene, da et lyst skær skærer mig i øjnene. Jeg gibber og kniber øjnene sammen, tager en dyb indånding. Jeg har trukket vejret overfladisk og minimalt i lang tid. Jeg hoster, nogen sætter en glas for min mund. Vandet er dejlig koldt. Jeg åbner øjnene og ser på Tea. Hun ser bekymret ud, men smiler. Hun har ikke sovet, er mørk under øjnene. Hendes make-up er tværet en smule ud. Hun har grædt lidt. Hvad er der sket? Jeg husker ikke meget. Hvor er Alex?

   Tea er her. Hos mig. Jeg stryger hendes mørkebrune hår.

   "Tea," siger jeg med en død mands stemme. Hun smiler til mig. Hendes søde, venlige smil.

   "Åh, hvor er det godt at du er vågen," siger hun. Jeg gnider mine øjne, de gør ondt. Jeg krymper mig og piver. Noget gør ondt i min side. Jeg trækker dynen lidt væk. Rynker på næsen.

   Mit bryst og min mave er dækket af bandager og forbindinger. Jeg synker en klump.

   "Hvad skete der?" Stadig en død mands stemme.

   "Jeg kunne spørge dig om det samme." Tea og jeg ser hen mod døren. En politimand kommer ind. Jeg trækker dynen over min igen. Jeg kan ikke lide ham. Manden tager et skilt frem. "Politiinspektør Jones. Jeg er her for at finde ud af, hvem der angreb dig," siger han til mig. "Så vil du fortælle mig noget?" Jeg rynker panden. Jeg vågnede af en stærk bedøvelse for minus fire minutter siden, og så vil han spørge mig om det? Giv en mand en uniform og et fint skilt, og så tror han at han bestemmer alt. Bah!

   "Hvor skal jeg begynde?" mumler jeg irriteret.

   "Begynd med, hvorfor du befandt dig udenfor så sent." Jeg nikker langsomt. Jones tager en notesblok frem. Jeg fortæller det, jeg husker. Jones forstår ikke, at jeg ikke kan huske nøjagtigt hvad der skete. Da han spørger mig, hvad der angreb mig, begynder jeg at ryste.

   "Øhm... Det er lidt svært at forklare. Det var mørkt, og der var ikke nogen gadelygter... Jeg kan måske have set forkert, men jeg tror at det var... en ulv?" Jones ser skeptisk op fra sin notesbog.

   "En ulv?" Jeg nikker. Jeg er sikker!

   "Ja, men den var større, og uhyggeligere. Jeg ringede efter min kæreste, men han tog ikke telefonen. Jeg løb, og ringede efter Tea, der heldigvis tog den. Den for på mig igen, og bed mig, som De jo kan se, hr. politiinspektør. Jeg tror jeg besvimede, for jeg kan ikke huske mere." Jones nikker.

   "Aha..." Han ser på mig. "Ambulancefolkene siger ellers noget andet." Jeg rynker panden. Jeg kan ikke huske mere, jeg lover... "De fortalte mig, at du opførte dig som et vildt dyr, og slog ud efter dem? At du råbte?" Hva'? Mig? Nej, det ville jeg aldrig gøre. Inspektøren sukker. "Har du taget et eller andet, sammen med dine 'venner'?" H-hentyder han til... Han tror da vel ikke for alvor at jeg har eller er på stoffer, gør han? Jeg er fornærmet!

   "Hr. inspektør, De tror vel ikke at jeg ville gøre sådan noget mod mig selv?" Han trækker p skulderne.

   "Måske, måske ikke. Folk gør mærkelige ting, når de er høje." Han joker. Han må altså joke!

   "Jeg har altså ikke taget noget, jeg sværger, De kan teste mig, jeg..."

   "Jeg står inde for Kian," afbryder Tea hurtigt. "Han ville aldrig gøre sådan noget, og han ringede efter hjælp. Han lød meget bange, hr. inspektør, Kian ville ikke opføre sig sådan." Inspektøren nikker langsomt.

   "Javel ja... Nå, men så har jeg vist hvad jeg skal bruge. God bedring." Som om han mener det. Han går. Tea ser på mig. Jeg ånder lettet på.

   "Noget galt?" Jeg trækker på skulderne.

   "Jeg har det ikke så godt." Det er mildt sagt. Jeg har kvalme, ondt i hovedet, lyst til at bide nogen, slå fra mig og råbe og skrige som besat, samtidig med at jeg vil være social, og krybe sammen i et hjørne. Jeg vil være sammen med Alex, samtidig med at jeg vil slå ham og blive vred på ham. Måske fordi han ikke tog telefonen? Min mave knurrer. Jeg bliver svimmel. Tea smiler.

   "Jeg henter noget til dig i cafeteriet." Hun går hen mod døren. "Hvad vil du have?"

   "Bøf, rød," siger jeg uden omtanke. Vent, hvad? Jeg er vegetar, jeg spiser ikke kød... Men det er kød jeg vil have, ikke andet. Tanken om grøntsager giver mig kvalme. Tea ser overrasket på mig.

   "Øhm, Kian, er du sikker? Du er da vegetar." Jeg trækker på skulderne og ryster på hovedet.

   "Ikke mere." Jeg har været vegetar i flere år. Hvorfor i alverden opfører jeg mig sådan?

 

Kødet smager bedre end jeg havde troet. Jeg får at vide, at jeg skal blive på hospitalet længe. Men om natten kan jeg ikke sove. Gardinerne i min stue er trukket fra. Min krop summer. Såret heler. Jeg kan mærke, at det trækker sig sammen. Ved daggry er det væk. Efterlader ikke engang et ar.

   Lægen, der skal tilse mig om morgenen, går næsten i chok. Han tilkalder sine kollegaer, de undersøger mig, vejer mig, måler mig, tester mig. De kan konkludere, at antallet af hvide blodlegemer i min krop er steget med mere end 20 procent, jeg vejer mindre end jeg burde, men er i skønneste form, og så er jeg forresten vokset syv centimeter i løbet af natten, selvom jeg er i udkanten af voksealderen. Jeg bliver stillet spørgsmål og får hovedpine. Jeg bliver så vred at jeg slår ud efter en af dem, da hun vil tage min puls. Jeg knurrer af hende, og de nærmer sig kun langsomt resten af dagen.

   Da Tea kommer efter skole, er lægerne ved at gå amok på mig. Hun får mig på en eller anden måde ud af kaosset, og vi gemmer os på en tom stue. Vi sætter os op ad væggen og begynder at grine. Hun giver mig en pose småkager, som jeg bad hende om at smugle med til mig.

   "Årh, tak," siger jeg. "Det mad de har her smager ikke særlig godt, især ikke grøntsagerne." Sandt. De er afskyelige...

   "Det var så lidt," mumler hun. "Hey, har Alex været forbi?" Jeg ryster langsomt på hovedet. Jeg har prøvet på ikke at tænke på det, for det gør mig nervøs og en smule urolig - og bange.

   "Nej, og han tager stadig ikke sin telefon. Han ved vist ikke engang at jeg er her..." Tea sukker, rejser sig op og rækker mig en hånd. "Hvad skal vi?" spørger jeg.

   "Du skal hjem." Jeg smiler. Tea tager noget tøj frem, som hun tog med fra sin brors skab. Vi sniger os ud og tager bussen hen til Alex' lejlighed. Jeg har det uvirkeligt godt, bortset fra en svag hjertebanken. Det er sikkert bare fordi jeg snart skal være i Alex' arme igen. Jeg løber lidt, men sørger for at Tea kan indhente mig. Sjovt, normalt er jeg ikke så energisk.

   Da vi når lejligheden, kan jeg næsten ikke få mit forventningssmil ned. Tea rækker mig de ekstranøgler, jeg har betroet hende, og jeg låser døren op. Jeg smiler og går hen til soveværelset. Han sover sikkert. Han har været på arbejde i dag. Men så hører jeg lyde. Tea ser det og ligger øret mod døren. Det behøver jeg ikke. Jeg kan høre det hele.

   "Du ved da at jeg kun elsker dig min søde." Alex. Fnys.

   "Men hvad så med den lille møgunge! Du er mere hos ham end hos mig!" Hvad? En kvinde? Hvad laver hun her? Hvem kalder hun for en møgunge? Hvem taler Alex med og om?

   "Nej, hør nu min egen. Jeg skal nok få ham i seng med mig inden han fylder atten." Mit indre går i stykker. Som en glasrude. Det er mig. De taler om mig! "Så kan du flytte ind igen." Hvad?

   "Årh, men hvor lang tid skal det tage? Du sagde, at du ville få det gjort mens han var seksten! Ved du, hvor store problemer vi ville få, hvis politiet fandt ud af det?" Tea ser på mig. Jeg synker en klump "Du ligger slet ikke mærke til mig mere!" Jeg forstår det ikke...

   "Hør nu sukkermus, du ved jo, at du er syg. Hvis jeg går i seng med dig, smitter du mig bare. Du skal bare sige til, hvis du ikke vil have, at jeg finder en ny efter hver gang." HVAD?! Jeg får tårer i øjnene. Ryster på hovedet. Jeg kan ikke tro det...

   "Men hvorfor er ham Kian så speciel?! Du er jo ikke engang rigtig bøsse! Du kan jo bare godt lide at være sammen med unge mennesker!" Jeg slår hænderne for munden. Nej. Nej, nej, nej, nej! Ikke Alex. Ikke min Alex. Hvordan kan han gøre det imod mig?!

   Indeni bliver jeg et vildt dyr. Jeg river rasende døren op og ser dødbringende på Alex. Han sidder og fletter fingre med en pige på hans egen alder. Hun er blond og storbarmet. Har for meget make-up på. Alex ser forskrækket på mig.

   "Kian!" udbryder han. "Jeg... jeg vidste ikke, at du..."

   "Var kommet hjem? Fra hospitalet? Nej, det er tydeligt." Jeg ser på Tea og blondinen. Had mod dem begge fylder mit indre, og jeg råber; "SKRID!" så højt jeg kan. Blond løber forskrækket ud, Tea går efter hende. Jeg smækker døren efter dem.

   Alex ser på mig. Vi er alene.

   "Kian, det er ikke, som det ser ud... H-har du været på hospitalet?" Jeg dirrer svagt.

   "Alex," siger jeg med rystende stemme. "Du er det største SVIN jeg nogensinde har mødt. Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Jeg troede, at du elskede mig?!" Alex synker en klump. Hans blik flakker. Jeg ler kort. Hvor har jeg været dum. Hvorfor så jeg det ikke komme? Jeg går hen til skabet og finder en rygsæk frem. Jeg begynder at pakke tøj ned i den.

   "Nej, Kian, lad nu værre..." Alex ligger en hånd på min skulder. Jeg river den af mig og hvæser af ham:

   "RØR MIG IKKE!" Jeg har stadig tårer i øjnene. "Jeg har spildt to år af mit liv sammen med dig. Jeg elskede dig, men du har ikke brugt mig som andet end et legetøj, indtil du kunne komme i bukserne på mig, for så at droppe mig. Har jeg ret?" Alex tøver. "HAR JEG RET?!" råber jeg rasende. Alex synker en klump og træder tilbage. Han slår blikket ned. Jeg pakker videre. "Og bare så du ved det," siger jeg rystende da jeg er færdig. "Jeg er ægte. Ikke som den barbiedukke, du er så vild med!" Jeg tager min rygsæk og vender ryggen til ham. Jeg ligger en hånd på dørhåndtaget, ser en sidste gang på Alex. "Og bare så du ved det. Jeg ringer til politiet, og anmelder dig." Så går jeg, rasende. Jeg stormer gennem rummet, smider min nøgle på gulvet, undgår at se på blondinen.

   Nede på gaden vender jeg mig mod Tea, som er fulgt efter mig ud fra lejlighedskomplekset, stikker en hånd ned i hendes lomme og tager hendes telefon. Jeg taster politiets nummer ind.

   "Kian, hvad laver du..." Jeg sætter telefonen op for øret.

   "Ja hallo?" Min stemme er grødet.

   "Hvad kan jeg hjælpe Dem med sir?" spørger en kvindestemme.

   "Ja, jeg vil gerne anmelde en pædofil og børnemisbruger."

   "Åh, jamen dog... Er De sikker?"

   "Ja."

   "Har De vidner eller beviser, det er en ret tung anklage."

   "Aha."

   "Jamen så skal jeg bare bede om Deres og den anklagedes adresse." Jeg giver hende adressen, hun takker mig, og jeg lukker telefonen. Rækker den til Tea. Min kæbe spænder, og mit indre er ved at eksplodere i tårer.

   "Det ser ud til, at jeg skal finde et nyt sted at bo," siger jeg anstrengt." Tea ser medfølende på mig og breder armene ud. Jeg begynder at græde og lader hende omfavne mig. Gaden er øde, her kommer næsten aldrig nogen. Så selvfølgelig valgte Alex en lejlighed her...

   "Du kan bo hos mig, til du finder noget," tilbyder Tea. Jeg græder og græder, til jeg ikke kan mere. Hvordan har jeg kunnet være så naiv? Så dum? Har jeg ikke set tegnene? Selvfølgelig har jeg det, jeg valgte bare at ignorere dem! Jeg tuder, hyler, vræler, og oven i det, så er mit hoved begyndt at dunke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...