Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2654Visninger
AA

20. Jaget vildt

Om morgenen har jeg det bedre. Jeg gør klar til at tage i skole, men Rishi holder mig tilbage. Han sidder og læser avisen. Han er varsomt på mig.

   "Kian, du skal ikke i skole i dag." Jeg ser forvirret på ham.

   "Hvorfor ikke?" Rishi rækker mig avisen. Jeg gisper forskrækket, da jeg ser den artikel, han har slået op på:

 

VARULVEN ER FUNDET:

Efter en grundig undersøgelse forlyder det, at der faktisk er en varulv iblandt os. Øjenvidner har berettet om en høj, loden og uhyggelig skikkelse, som for få dage siden hærgede i gaderne omkring South-street. Alle borgere bedes holde sig inden døre. En undersøgelse vil blive påbegyndt, alle borgere skal deltage - dette er obligatorisk.

Eksperter vil komme ud til alle bygninger i løbet af de næste to uger, og teste folk for tegn på, at de er eller skjuler en varulv. Dette vil give fængsel på livstid. Varulve har chancen for at mælde sig selv på følgende nummer.

Undersøgelsen vil starte i området omkring South-street.

 

Jeg ser skrækslagent på Rishi. Han trækker på skuldrene. South-street er kun få gader væk. Vi er først.

   "Det her kan jeg ikke klare," siger jeg bange. Rishi stryger min kind.

   "Vi skal nok klare det. Du må bare anstrenge dig. Jeg skal nok gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe dig. Okay?" Jeg nikker.

   "Okay."

   Vi laver ikke så meget den dag. Rishi ser fjernsyn, jeg sidder mellem hans ben og læser. Klokken fem om aftenen ringer det på døren. Rishi knapper sin skjorte lidt op, roder op i sit hår og kysser mig på panden.

   "Klar?" Jeg nikker. Han tager den øl, der står på bordet, tager en hurtig tår og skærer ansigt. Han kan ikke lide det. Jeg lægger bogen fra mig, retter på mine bukser, så de sidder skævt, og roder op i mit ellers glatte hår. Så åbner han døren og påtager sig et smørret smil.

   Udenfor står en mand med en taske, et par briller og en lidt for stor næse. Han ser på Rishi og hæver øjenbrynene.

   "Hvad er der?" spørger Rishi. Jeg må anstrenge mig for at holde masken, og ikke bryde sammen i latter, da han efterligner sig selv som fuld. Han lader som om det er svært at fokusere på manden. Manden rømmer sig.

   "Godeftermiddag. Jeg kommer fra Specialstyrken, en organisation, der kæmper for at nedlægge alt unaturligt. Må jeg komme ind?" Hans stemmer er bestemt og lys. Rishi laver en klodset gestus ind, med vilje. Han siger højt til mig:

   "Vi har gæster!" Jeg rejser mig op og går hen til Rishi, tager fat om kraven på ham og kysser ham med helt åben mund. Han tager fat om mig og trykker mig ind mod sig. Ham fra Specialstyrken rynker afskyende på næsen.

   "Ahem!" siger han koldt. Vi ser på ham. Rishi peger på ham.

   "Et øjeblik." Han kysser mig på halsen, jeg stønner, delvis med vilje. Så sætter vi os ned ved spisebordet. Manden finder nogle ting frem fra sin taske.

   "I går udsendte vi en supersonisk frekvens, der kun skulle kunne opfattes af ulve og hunde. Lagde I mærke til noget usædvanligt?" Rishi ser på ham og smiler fjoget.

   "Tja, du kan da godt få historien, men jeg tror nu at Kian her gerne vil holde sit seksuelle liv hemmeligt." Manden ser afskyende på os. Jeg nikker, fuldstændig ligeglad.

   "Jeg skal gennemgå nogle prøver med jer, jeg går ud fra, at det er okay?"

   "Prøv du bare løs," siger Rishi og læner sig tilbage. "Vi har vel ikke noget valg?" Manden sætter tre ting foran os - små figurer. En ulv, et menneske og en robot.

   "Hvilken af disse finder I mest truende?" Hans stemme er myndig og bestemt. Det irriterer mig. Jeg ser på ulven og mennesket. Jeg bryder mig ikke om nogen af dem. Rishi nikker mod dem.

   "Robotten. Sådan én fik mig fyret fra mig gamle job." Jeg nikker. Han ser spørgende på mig.

   "Skal du ikke sige noget?" Rishi slår i bordet, så figurerne vælter.

   "Sig mig fornærmer du ham?!" spørger han vredt. "Stumme mennesker har også følelser!" Manden farer sammen og nikker.

   "Ja, selvfølgelig, unskyld, jeg vidste ikke at..."

   "Kom nu bare videre!" Manden nikker. Han roder i sin taske og finder en kanyle frem, samt et glas med en underlig, klar væske. Rishi fnyser. "Hvad, skal vi til at tage stoffer?" Manden ryster på hovedet.

   "Nej. Dette er Abi Lupus, det får varulve til at miste bevidstheden." Min mave krummer sig sammen. Under bordet tager Rishi min hånd. "Men det er helt ufarligt for mennesker."

   "Må jeg spørge, hvordan ved I, at det virker p varulve?"

   "Det er blevet testet på rigtige ulve. Vi antager, at virkningen er den samme." Han trækker den klare væske op i kanylen og rækker den til Rishi. Han sprøjter det ind i armen. Gyser.

   "Ubehageligt." Kanylen bliver genfyldt, og jeg får den i hånden. Jeg holder min hånd under bordet, og skal til bare at sprøjte det ud, men så siger manden:

   "Ahm, helst hvor jeg kan se det." Jeg synker en klump. Så holder jeg hånden over bordet og stikker.

   Jeg bliver med det samme sløv, men jeg bekæmper det. Da al væsken er i mit kredsløb, giver jeg kanylen til manden, der nikker.

   "Ja, alt går jo fint. Jeg har én sidste prøve." Han tager en stang op og ligger den på bordet. Den skinner. "I skal begge to holde den i ti sekunder." Rishi fnyser og tager den op. Jeg kan mærke, at jeg bliver trættere. Jeg gaber. Manden peger på mig. "Aha! Er du ved at blive træt?!" Rishi ser trættende på manden.

   "Ja, det ville du vist også være, hvis du havde været vågen halvdelen af natten med den her fyr." Han peger på sig selv. Manden rynker på næsen. Rishi lægger stangen fra sig. Manden nikker til mig. Jeg tager den op.

   Den brænder! Jeg spænder i kæben og krummer tæer. Prøver at se afslappet ud. En... To... Jeg tæller i hovedet, så roligt som jeg kan. Fire... Fem... Kom nu, ti sekunder, kom nu!

   "Såeh, har I fundet nogen, der kunne være varulv?" spørger Rishi. Syv... Otte...

   "Det er klassificeret, og må ikke afsløres." Ti! Jeg lægger stangen så roligt jeg kan, og skjuler min hånd under bordet. Manden nikker, skuffet. "Godt så. Jamen så farvel." Han pakker sammen og går ud i entreen. "Forhåbentlig ikke på gensyn."

   "I lige måde!" siger Rishi, og lukker døren efter ham. Jeg stønner og bukker sammen om min hånd. Rishi sætter sig ved siden af mig.

   "Er du okay?" Jeg ryster på hovedet. Jeg skal kaste op! Min hånd brænder, og mit hoved prøver at springe af kroppen. Jeg føler mig meget bleg og syg. Rishi kan se, hvor dårligt jeg har det, og hjælper mig ud på toilettet, hvor jeg kaster op. Derefter får han mig ind i sengen, eller, det tror jeg. For halvvejs inde trækker jeg mig ind i mig selv.

 

Rishi starter på sit nye job. Jeg begynder at komme mere i skolen, men ikke meget. Jeg forklarer det med, at jeg har fået en sygdom i blodet, som gør mig svag. Det er delvist rigtigt, selvom jeg stadig kan slå enhver på bryderholdet.

   Rishi er ikke meget hjemme. Tea kommer ofte over og laver mad, ellers spiser jeg bare noget råt fra fryseren. Hun sørger for at tale med mig og holde mig med selskab, så jeg ikke bliver ensom. Men det virker ikke. Rishi arbejder fra klokken seks om morgenen til syv om aftenen. Og hvis han også skal købe ind, så er han først hjemme klokken otte.

   Tea kommer mindre og mindre, og på et tidspunkt går der en uge, hvor hun ikke kommer forbi. Hun fortæller mig, at hun har mødt en rigtig sød fyr. Hun ligger slet ikke mærke til, at hun glemmer at komme. Og Rishi ser ikke, at jeg ikke har det godt uden ham.

   Jeg ved, at det er gået galt, da Rishi er dag kommer ind til mig fra kontoret.

   "Kian, der er kursus med arbejdet i onsdag til fredag i næste uge. Det er okay med dig, at jeg tager med, ikke? Det er i en mindre by, ikke så forfærdelig langt væk." Jeg nikker. Okay, fint...

   "Jeg kommer til at savne dig." Han smiler og kysser mig på panden.

   "Du ved... Vi var aldrig i seng sammen." Jeg smiler skævt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...