Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2654Visninger
AA

23. Isolation

Da jeg vågner, ligger jeg i en stor, mørk kasse. Den er lavet af metal. Jeg slår forsigtigt på det.

   "Hallo?" Min stemme giver ekko. Jeg krymper mig. Hvor er jeg? Hvor længe har jeg sovet?

   En dør bliver åbnet, jeg kryber sammen, da lyset skærer mig i øjnene. En uhyggelig mand i hvid kittel kommer ind til mig. Hans hår er gråsprængt, og han har små, runde briller på, der gør hans øjne store og skræmmende.

   "Så De er den varulv, der er blevet ledt efter?" Han har tysk accent. Jeg kryber op i et hjørne af kassen. "Ja, man må da sige, at De har været godt til at undgå Specialstyrken." Han nikker imponeret. Så klapper han i hænderne. Store mænd kommer ind og tager fat i mig. De slæber mig bogstaveligt talt med sig. Jeg prøver at vride mig fri, men det stof, de sprøjtede i min, virker stadig.

   Jeg bliver lagt på et operationsbord og fastspændt med tykke læderremme. Jeg vrider mig for at komme fri, men tyskeren kommer hen til mig med en sort sprittusch. Alt mit tøj, på nær underbukserne, bliver faktisk skåret af mig. Tyskeren markerer nogle punkter af min krop med sorte krydser - hjerte, pande, tindinger, håndleddet på begge hænder, anklerne, lungerne og lige over navlen. En lampe blænder mig. Jeg får en maske på, jeg prøver ikke at indånde den gas, der helt sikkert bliver påført mig, men jeg skal jo trække vejret. Snart er jeg slap og ligger bare og kigger rundt. Tyskeren har taget handsker på.

   "Han skal undersøges," lyder det fjernt. "Find mine redskaber."

   "Uanset hvor meget gas, jeg får tilført, så vil det aldrig nogen sinde dæmpe de smerter, jeg så brutalt bliver påført. De skærer i mig, putter mærkelige ting ind i min krop, stikker mig og mishandler mig. Og så lader de mig bare ligge. Jeg er bare et dyr. De kan eksperimentere med mig. Undersøger mig.

   Tiden går. Sekunder eller dage, jeg er ikke sikker. De fortsætter med at skære i mig, og til sidst fjerner de endelig masken. Langt væk hører jeg, at de kun gør det, fordi jeg ellers vil dø af gassen.

   Jeg bliver lagt ind i metalburet. Der ligger en gammel madras i hjørnet. Jeg kryber hen på den. De har givet mig en simpel, grå dragt på, som er nem at få af mig. Jeg skælver. Lukker øjnene, og prøver at sove. Jeg har på fornemmelsen, at den næste tid ikke bliver nem.

   Jeg for en tid at hvile i, så skal jeg på operationsbordet igen. Jeg skriger og kæmper imod så godt jeg kan, så snart jeg har læget mine sår og genvundet mine kræfter. Jeg får kun sparsom mad. Fra en lem i døren bliver der hver dag skubbet en bakke med en skål vand og noget kold kylling ind. Den første dag går der lang tid, før jeg kommer hen til maden og spiser. Måske er den forgiftet, man ved aldrig. Men jeg er så træt og ryster så meget, at da jeg løfter skålen op, for at drikke af den, taber jeg den, og gør kyllingen våd. Jeg spiser lidt kylling og kryber tilbage til madrassen.

   Sådan går tiden. Operationsbord, smerte, tid, bur, mad, sove, mad, sove, operationsbord. Jeg bliver trættere og trættere, og tungere og tungere. De mærkelige ting, de putter i mig, får mig til at føle mig underlig.

   En dag bliver bakken skubbet ind. Jeg kryber over til den. Der står som altid en skål med vand, men kyllingen er væk og erstattet med noget, der svarer til foderpiller. Jeg vil ikke spise dem, og drikker bare noget vand.

   Tyskeren kommer ind til mig dagen efter. Han står dér i den hvide dør som en anden helgen, med hænderne i siden og to lakajer bag sig. Jeg ser på ham med forhadte øjne. Mit hår er blevet langt, det går mig ned til skuldrene nu. Det er fedtet og klamt. Jeg er så træt...

   "Fuldmånen er over os," siger han med sin klamme stemme. Hvad? Nej! Nej, det vil de vel ikke?! Jo... De vil... Lakajerne kommer og tager mig. Jeg slår fra mig, kradser, skriger og sparker, men jeg har ikke energi nok til at fortsætte. Tyskeren gnider sin hage. "Hm, De spiste ikke Deres mad op, gjorde De?" Jeg ser indædt på ham. Han klapper i hænderne, og endnu en lakaj kommer med en sprøjte og nogle foderpiller. "Vil De spise frivilligt, eller skal De have det gennem sprøjte?" Jeg svarer ikke. Den fornøjelse skal han ikke have. Han trækker på skuldrene. "Deres valg." Han tager nålen, går hen til mig og lyner dragten op. Det sorte kryds på maven er blevet tegnet op flere gange. Han stikker nålen i mig i krydset lige over maven, jeg strækker halsen og gisper, da den ubehagelige væske bliver sprøjtet ind i mig. Lakajerne holder mig over jorden, så jeg ikke kan gøre noget.

   Jeg får et pludseligt adrenalinkick, og begynder at råbe og skrige som en gal. De tager mig hen til operationsbordet, spænder mig fast. Lampen er der ikke til at blænde mig, men en metalramme bliver lukket om mit ansigt - der er en bue, der holder min pande fast, og to små klapper, ligesom dem, heste får på, så jeg ikke kan bevæge hovedet. Jeg lukker øjnene, men tyskeren drypper noget i mine øjne. Jeg skriger, da det begynder at svie, og spærrer øjnene op.

   Taget deler sig. Jeg snapper efter vejret. En kæmpestor fuldmåne kommer til syne. Jeg skriger og vrider mig. River og flår i remmene, der holder mig fast. Dragten, de har givet mig på, holder, da jeg pludselig er blevet det "monster", Tea omtalte mig som, sidst jeg så direkte på månen.

   Tyskeren jubler og danser rundt på sine klamme fødder. Jeg hyler mod månen, og han farer sammen. Jeg knurrer og blotter mine tænder. Snapper efter ham.

   "Fascinerende..." Han er så tæt på, at jeg kan høre hvad han siger. Han begynder at udstede ordrer, og jeg bliver straks låst fast med endnu hårdere remme, samt lænker og kæder.

   Tyskeren ligger noget på min mave. Jeg hyler skingert, da jeg hører min hud, der begynder at syde og brænde. Han fjerner det og studerer det sår, han har påført mig. Jeg klynker og prøver desperat at komme fri.

   De stikker ting i mig, som skal få mig til at sove, men de gør mig bare vredere. Til sidst bliver jeg så vred, at jeg næsten bider én af dem. Men han når at trække sig væk.

   Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid jeg er påvirket af månen. Men da jeg endelig forvandler mig tilbage, er jeg for første gang vågen. Det kilder og gør ondt på samme tid, og da jeg ligger, pustende og stønnende, på operationsbordet, er jeg så svagelig og træt, at jeg ikke engang kan sætter navn på den lysende, fine ting over mit hoved.

   Jeg bliver båret tilbage til buret, kastet ind som et stykke tøj. Jeg overvejer at krybe hen til madrassen, men er ikke sikker på, om jeg kan klare det. Der sidder noget i min skulder, som gør det svært at bevæge sig.

   Lige så langsomt kommer jeg på benene. Det tager næsten fem minutter, så står jeg forpustet og læner mig ind mod væggen. Jeg snubler og falder hen på madrassen. Jeg bliver glædeligt overrasket, da der ligger et tynd, lettere hullet tæppe. Jeg ruller mig stille ind i det, ligger tæt op ad væggen med ansigtet mod døren, så jeg kan se, om nogen kommer ind. Så lukker jeg øjnene og falder i søvn.

   Da jeg vågner, står bakken med mad på gulvet. Jeg kaster mig hen mod den og æder det grådigt, jeg hælder vandet ved og sluger kyllingen. Det smager alligevel ikke af noget, og jeg kan ikke vente.

   Men jeg tænker mig ikke om. Og pludselig kan jeg ikke bevæge mig. Lakajerne kommer og henter mig. Får jeg virkelig ikke mere tid.

   Men de tvinger mig ikke ned på operationsbordet. De tager mig ikke ind i et koldt, nådesløst rum. De sætter mig på en stol, der kunne være hårdere. Jeg bliver stadig spændt fast, men jeg er for træt til at kæmpe imod. Jeg vil bare tilbage til min madras og sove.

   Jeg prøver at forestille mig Rishis ansigt. Jeg får tårer i øjnene, da jeg ikke kan huske alle detaljerne. Heller ikke Teas. Eller mit ejet. Jeg har ikke set mit ansigt i lang tid.

   Tyskeren kommer ind. Jeg ser udmattet på ham. Han løfter mit hoved, undersøger mine ører, lyser mig i øjnene. Så nikker han til en lakaj, og jeg får en sprøjte i nakken. Jeg lukker med glæde øjnene og sover. Men jeg falder ikke i søvn. Jeg bliver så sløv som jeg kan blive. Jeg kan ikke bevæge mig, ikke gøre noget.

   Den skingre, ubehagelige tone vender tilbage. Jeg vil gerne kæmpe imod, men kan ikke.

   "Rishi." Tonen bliver uudholdelig. Jeg trækker vejret meget hurtigt. Den stopper. "Tea." Den kommer igen. Stop. "Rishi." Igen. Stop. "Tea." Sådan fortsætter det i evigheder. Der kommer flere ord, efterfulgt af hyletoner så høje, at mine trommehinder burde eksplodere. Ord som kærlighed, elske, venlighed, nåde, frihed. Men efter et godt stykke tid, går det over i noget værre. Regering. Orden. Ret. Fængsel. Fred. Militær. Til sidst kan jeg ikke holde det ud mere, og jeg begynder at nikke, hver gang der kommer et ord.

   Jeg bliver sat ind i buret igen. Der ligger en pude på madrassen. Jeg kryber sammen og ligger mig til at sove, selvom en voldsom tinnitus hærger min øregang.

   Jeg får kun lov til at hvile i korte perioder, så gentages ordene og hyletonen. Til sidst bliver jeg sat ind i en bil og kørt væk. Køreturen er lang. Jeg opfatter ikke ret meget. Jeg ligger krummet sammen i det ene hjørne. Knækket. Nedbrudt. Helt ødelagt.

   Taget bliver åbnet. Jeg ser op. Fuldmåne.

   Jeg er ikke helt sikker på, hvad der sker. Jeg er som i trance. Jeg vil gøre alt for, at hyletonerne ikke kommer, da ordene bliver nævnt. Militær. Fred. Uskyldig. Jeg slår fra mig, river, kradser og bider. Til sidst bliver jeg fanget i bilen igen, bedøvet og kørt tilbage.

   Da jeg vågner fra forvandlingen, lang tid efter køreturen, ligger jeg fastspændt på operationsbordet. En kvinde står ved siden af mig. Hun er blond. Jeg genkender hende og spærrer øjnene op.

   Det er Alex' kæreste. Hun ser nedladende på mig. Jeg synker en klump.

   "Så det er altså dét, der kan tænde Alex? En sølle dreng, der ikke var stærk nok til at modstå et varulvebid? Tja, i så fald, så fortjener han fængselet." Jeg sukker og ser bedende på hende.

   "Vil du ikke nok slå mig ihjel?" Jeg kan ikke udholde det her mere. Hun ler.

   "Jo, hellere end gerne. Men jeg må desværre ikke. Professoren skal bruge dig." Hun klapper min kind. "Måske en anden god gang." Hun ser på sin hånd, rynker på næsen, ser på mig og tørrer den af i den kittel, hun har på.

 

Jeg mister håbet om, at jeg nogen sinde kommer ud, hvis det da nogen sinde har været der. Så da døren en dag bliver åbnet, rejser jeg mig automatisk op og holder mine hænder frem, så de kan føre mig væk. Men i stedet for at tage fat om dem, og trække mig brutalt med, er der nogen, der ligger armene om mig. Jeg ser på dem.

   Den ene er en kvinde. Hun har mørkt hår, og et sødt, lidt museagtigt ansigt. Den anden er en mand, han er høj, flot og mørkglødet, men han ser ikke ud til at have sovet i lang tid.

   De taler til mig. Men jeg forstår det ikke. Kun nogle få ord...

   "XXX XX Rishi XX Tea. XX XXXXXX XXX XX befri XXX. XXX XX XXXX, XXX XX X friheden."

   "XX XXX XXXX XXX nåde, XXX?"

   "XXX elsker XXX, XXX XX!"

   "XX XXXX XXX fængsel, XX ordner XX XXX, XX XXXXXXX XXX retten. XXX!" For mange! Der er for mange! Om lidt kommer hyletonerne! Jeg begynder at slå fra mig. De fremmede slipper mig. Jeg kryber væk fra dem, trækker knæene op under hagen, gemmer mig i hjørnet. De fremme sætter sig ved siden af mig. De dufter godt. Ikke af blod. Ikke ildelugtende. Ikke af metal eller sølv. Ikke af tusch eller andre ting, der er ubehagelige. De dufter af ting, jeg glemte for flere uger siden...

   En af dem rusker i mig. Han vil slå mig! Jeg krymper mig endnu mere, skjuler mit ansigt og piver. Begynder at ryste.

   Så løfter han mit ansigt op. Jeg lukker bange øjnene. En varm følelse breder sig i mig, men ikke den, der kommer af det stof eller de sår, de påfører mig. Den er rar. Noget rør mine læber. Glider ind i min mund. Jeg åbner øjnene. Den fremmede fjerner sig lidt, ser på mig og smiler. Jeg kan godt lide hans smil.

   Langsomt begynder jeg at kunne se minder i ansigterne. Latter? Er det ikke det, det hedder? S-sjov? Ro?

   Jeg kaster mig i armene på Rishi, da jeg genkender ham. Jeg skal til at græde, men han tysser på mig.

   "Ik n u." Ingen har rigtig talt til mig i lang tid. Jeg forstår ham, men kun lige. Min hjerne er ødelagt af alle de stoffer og gasser, de har givet mig. Rishi og Tea hjælper mig op, men jeg vakler. Rishi løfter mig, jeg trykker mig bange ind mod hans bryst og lukker øjnene hårdt sammen.

   Der er ikke meget, jeg opfatter fra starten af vores flugt. Men pludselig taber Rishi mig. Jeg sætter mig op og ser på ham. Han bløder fra panden, støtter sig til væggen. En Specialstyrkeagent har slået ham. Jeg knurrer. Af agenten. Af hans våben.

   Jeg hyler og springer mod ham. Vrider halsen om på ham og hvæsser af ham.

   Tea og Rishi ser forskrækket på mig. Så ryster de det af sig. Vi løber. Jeg på alle fire, og det går meget hurtigere end dem.

   Og pludselig, uden videre, er jeg ulv. Jeg er ikke sikker på, hvordan det sker, men jeg får poter, snude og lodne ører. Jeg dræber dem, der prøver at skade mig. Da vi endelig kommer til en stor dør, åbner den uden videre. Portneren ser skrækslagent på mig. Jeg løber ud i en stor granskov. Og så bliver jeg menneske igen, bare uden videre. Jeg falder, sætter mig op og ser tilbage.

   Tea og Rishi kommer løbende mod mig. De kommer fra en stor, hvid bygning. Over os er der stjerneklart. Vi løber i skoven, indtil vores forfølgere opgiver. Rishis bil holder langt væk. Vi kommer ind i den, og han skynder sig at køre væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...