Hjerteblod - Kians historie

(tribel-historie - denne historie bliver skrevet tre gange, alle paralelle med hinanden. Andre sprog bliver også anvendt, ikke alle kan slås op. Skriv i kommentarer, hvis du har spørgsmål omkring sprogene, skriv i kommentarer) Kian og hans bedste ven, Tea, bliver sat på en hård prøve, da Kian bliver angrebet af en mystisk ulv i byens slumkvarter. Mærkelige ting begynder at ske omkring den syttenårige dreng, og da de to venner opdager, at Kian er blevet en varulv, falder Kians verden fra hinanden. Samtidig møder og forelsker han sig i inderen Rishi, som også selv skjuler en hemmelighed eller to... En hemmelig orden kaldet Specialstyrken begynder at jage Kian, der må leve i rædsel og frygt for, at alt og alle, han kender, vil blive destrueret.

11Likes
20Kommentarer
2683Visninger
AA

15. I dag er det Kians fødselsdag...

Min fødselsdag nærmer sig hurtigt. Rishi har travlt med arbejdet, han er næsten ikke hjemme. Jeg tror, at han er syg, for når han endelig er herhjemme, er han bleg og ryster.

   På min fødselsdag vågner jeg spændt op. Det er en lørdag. Jeg ser mig omkring. Døren til Rishis soveværelse er åben. Han er ikke i køkkenet. Eller på badeværelset eller kontoret. Der ligger en seddel på spisebordet. Kære Kian, jeg er desværre på arbejde. Jeg ved det, det er lørdag, men jeg har brug for de ekstra penge. Jeg kommer hjem omkring klokken tre. Tea kommer forbi senere. Kys - Rishi. Okay... Så Rishi er ikke hjemme på min fødselsdag. Fint nok, jeg forstår ham godt. Han vil gerne hjælpe sin familie, det er et ædelt mål. Desuden kommer han tidligt hjem. Det er bare helt okay...

   I det samme ringer det på døren. Jeg ser ned ad mig selv. Jeg har kun boxershorts på. Jeg skynder mig at få noget nogen lunde anstændigt tøj på, og åbner døren. Udenfor står Tea, Rachel og Kimmie, mine tre bedste veninder. Jeg smiler og inviterer dem ind.

   Vi laver morgenmad alle sammen, forskellige ting, bacon, æg og alt sådan noget. Da vi sidder ved morgenmadsbordet siger Kimmie:

   "Nå, Kian, har du planlagt nogen fest i aften?" Jeg ser spørgende på hende.

   "Ja, når man bliver atten skal der da holdes fest!" siger Rachel smilende. Tea bryder ind.

   "Nej, det er ikke nødvendigt. Til min holdt jeg pyjamasparty."

   "Årh, den fest kan jeg godt huske, det var så sjovt!" Jeg var med til den. Omkring klokken to om natten begyndte Rachel at brokke sig over, at hun kun havde kysset fyre, der var dårlige til at kysse. Alle de andre piger havde råbt "KYS KIAN!" i kor. Både Rachel og jeg var blevet overraskede, men vi kyssede alligevel.

   "Waow," havde Rachel sagt. Så lagde hun armene over kors og surmulede. "Hvorfor er alle de gode altid til drenge?!" Vi grinede alle sammen, også Rachel.

   En telefon ringer. Vi tjekker alle sammen, men det er ikke en af vores. Jeg ser på sofabordet. Rejser mig op og går derhen. Det er Rishis. Han har glemt den herhjemme. Jeg tager den op og ser på nummeret. Det er markeret med Jessica (arbejde). Jessica? Arbejder Rishi for et sted, der hedder Jessica? Jeg tager den.

   "Hallo?"

   "Hej, Rishi!" Det er en grov mandestemme. "Din pause er slut, din næste kunde har allerede bestilt!" Er Rishi pizzabud? "Hun kommer klokken et. Skru op for sexetheden og kom herhen, nu! Et bordel driver jo ikke sig selv!" Jeg bliver helt kold. Prøver at få det til at løbe igennem. Det kan ikke være sandt... Jeg ligger på og ligger telefonen ned. Vrede blusser op i mig. Jeg griber computeren. Mine veninder ser spørgende på mig. Jeg finder hurtigt ud af, at Jessica kun ligger nogle gader væk. Rasende klapper jeg computeren sammen, griber min jakke og går.

   Tea råber efter mig, men jeg ignorer hende. Nede på gaden sætter jeg i løb. Min telefon ringer igen og igen. Jeg slukker den.

   Jeg kommer hurtigt hen i et skummelt kvarter. Mørke bygninger med blinkende neonskilte står tæt. Skiltene lyser kun svagt i middagssolen. Jessica har et rødt skilt, nogle af bogstaverne er gået ud. Jeg går ned ad trappen, kommer ind i et stort kælderrum. Først ligner det en bar, røg hænger i luften, og jeg rynker på næsen.

   Jeg går hen til baren. Musikken er dæmpet og tung. Han ser spørgende på mig.

   "Rishi Patel? Er han her?" Bartenderen nikker langsomt.

   "Ja, han er. Har du bestilt?" Jeg ved godt, hvad det her går ud på...

   "Nej."

   "Ingen bestilling, ingen seng."

   "Jeg betaler dobbelt." Bartenderen skæver til mig. Desperat. Det må være det, han tænker om mig. Jeg skal bare se Rishi. Hvor vover han at arbejde her, som det her, uden at fortælle mig noget?!

   "ID?" Jeg giver ham mit sygesikringskort. Han nikker. "Ah, fødselsdag. Han kommer om lidt. Du har en time." Bartenderen tager mig med hen til et baglokale. Jeg går ind i værelset. Døren bliver lukket bag mig. Jeg ser mig omkring.

   Rummet er ikke større end Rishis stue. Der står en rundt seng ved bagvæggen. Gulvet er dækket af et rødt tæppe, væggene er sorte. Lyset bliver dæmpet. Åh, bare det er en anden Rishi Patel, hvis telefon tilfældigvis lå i stuen... Jeg kan godt se. Nogen lægger armene om mig bagfra og kysser mig på halsen.

   "Godeftermiddag," hvisker Rishi i mit øre. Hans ene hånd glider længere og længere ned ad min krop. Jeg lukker øjnene. Fortvivlet. Det gibber lidt i ham, da hans hånd glider over mit bryst. "Hvad kunne De tænke Dem at starte med?" Jeg bider rasende tænderne sammen.

   "Fortæl mig, hvorfor du arbejder her," hvæsser jeg.

   "KIAN?!" næsten skriger han og bakker væk fra mig. Jeg vender mig om og ser på ham. Han tænder lyset. Hans bryst er bart, ud over to sorte seler, som en militæruniform, bare uden uniformen. Han har sorte, stramme bukser på. Han ser forskrækket og chokeret på mig. Jeg knytter næverne. "Hv-hvad laver du her?!" stammer han.

   "Du glemte din telefon derhjemme. Arbejdet ringede," hvisler jeg med afsky i stemmen. Rishi tager sig til hovedet, ryster det.

   "Nej nej nej! Kian, jeg ville have sagt det, men du var så glad, og jeg..."

   "Årh, spar mig for dine undskyldninger!" bider jeg. "Som om du havde tænkt dig at sige det!"

   "Det er sandt, hør nu på mig..." Han ser sig nervøst omkring. "Hvordan kom du overhovedet herhen? Blev du ikke spurgt om ID? Du er sytten! Du må slet ikke være her, du..." Jeg ser med store øjne på Rishi.

   "Du har glemt det - har du ikke?" Han ser spørgende på mig. Jeg synker en klump. "Det er min fødselsdag - i dag!" Rishi står med åben mund og glor på mig. Jeg ryster på hovedet og går. Han tager en overtrøje og løber efter mig.

   "Nej, Kian, vent!" Han løber efter mig ud til baren. Han tager fat om mit håndled og vender mig mod sig.

   "SLIP MIG!" skriger jeg og river mig løs. De andre i baren ser på os. "Du er en løgner, en kujon og en bedrager! Jeg vil aldrig se dig igen!" Jeg stormer ud. Rishi løber efter mig, kalder på mig. Jeg ryster på hovedet og sætter i løb. Han kan umuligt følge med.

   Da jeg kommer op i lejligheden, sidder veninderne stadig ved bordet. De kommer op og kommer hen til mig. Jeg skubber dem væk og går ud på badeværelset, hvor jeg låser døren, sætter mig op ad den og græder. Hvor kunne han? HVOR KUNNE HAN?! Han har glædet sig til jeg blev atten, og så glemmer han det! Og ikke nok med det - så har han været "utro" samtlige gange!

   Døren bliver låst op udefra. Rishi ser på mig. Jeg rejser mig op. De andre står og ser tøvende på os.

   "Kian, lyt nu..." Jeg skubber ham væk og går forbi ham. Hen til soveværelset. Der er kun én nøgle til. Jeg river den ud, ser på de andre og råber:

   "FORSVIND!" Højt og skingert. De farer sammen og iler ud. Alle på nær Tea. Hun står og ser på mig. Så på Rishi. Mig, Rishi, mig, Rishi, mig. Rishi kommer hen mod mig. Jeg går ind i soveværelset, smækker døren og låser den.

 

"I dag er det Kians fødselsdag, hurra, hurra, hurra..." Jeg synger lavt og stille for mig selv. Har trukket knæene op under hagen og fældet den sidste tåre. Jeg holder en ulv nede, den ulv, der ønsker at rive Rishi, og alle andre, i småstykker. "Han sikkert sig en gave får..." Ih ja... Sikke en fødselsdag.

   Rishi banker på døren for femte gang. Jeg krummer mig sammen. Hvis han nu også har undladt at fortælle mig, at han kan se gennem døre, så skal han ikke kunne se mig.

   "Kian, vil du ikke nok komme ud?" Han er ved at miste modet. Fint! Han kan rådne op i Helvede for min skyld. "Jeg er så ked af det. Kamā." Taler han nu hindi til mig? Som om jeg skulle kunne forstå det! "Kamā." Han begynder at hulke. Noget bliver slået i stykker inde i mig. Han græder. Rishi græder rent faktisk. Det har jeg aldrig hørt før. Han lyder så skrøbelig og sart. Jeg drejer forsigtigt låsen om, åbner døren på klem og ser ud. Han sidder på knæ, har ikke opdaget mig. Han har gemt ansigtet i hænderne, skuldrene ryster, hver gang et bristet hulk undslipper ham. Han har taget selerne af og har en ternet skjorte på i stedet. Han skælver. Hans hår er så fint og glat. Huden er mørkglødet. Jeg overvejer kort at åbne døren lidt mere. Men så får han øje på mig. Han kaster sig på jorden, som om jeg var en eller anden gud, og trygler mig på hindi: "Mujhē māpha kara dō!" Jeg ser på ham. Han ser op på mig. "Tilgiv mig. Jeg beder dig!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...